 |  | Sølvåren og tanker om hvorfor jeg finder livet bedragerisk. |
 |
|
|||||||||||||
|
Den gang jeg var lille var livet et eventyr. Fremtiden lå lys og lykkelig for mine fødder. Det eneste jeg behøvede at gøre var at tage skridtet og springe ud i det. Jeg tænkte hverken på faldskærm eller sikkerhedsbriller. Jeg var udødelig, som de fleste børn er. Som tiden gik, kom min dødelighed nærmere. Jeg brændte nallerne og opdagede, at nok var livet et eventyr, men også smertefuldt og fuld af skuffelser. Skuffelser er der nok af i livet. Især hvis man har en sådan lidt naiv og barnlig indstilling til livet. Man oplever smerte, svien, murren og ikke mindst den flænsende smerte, der opstår i maven ved svigt og svig. Eventyret bliver mere og mere komplekst. Og som jeg gror og vokser ud af barndommen erkender jeg med tiden, at eventyrenes tid er forbi. Livet er en blanding af sit-coms og gyserfilm. Tåkrummende og skræmmende. Jeg husker alligevel min barndom som en lang leg. Eller måske snarere en lang fantastisk fantasi. Eventyr, forundring og en frydefuld fornemmelse af håb. Jeg tror ikke, jeg gjorde mig så mange forestillinger om hvordan livet ville blive. Hvad der ville ske. Hvor jeg ville ende. Jeg fantaserede om drager, prinsesser og alt hvad der kom til mig i mit hovede. Det var heller ikke så lidt, der gik igennem mit hovede på en helt almindelig dag. Og stadig, den dag i dag, har jeg så livlig en fantasi, at jeg aldrig har lov at kede mig. Mit hovede kan holde mig i gang i ugevis, uden at løbe tør for mærkværdige ideer og fantasier. Det sker ofte at folk med en stor indre verden gør et af to: Enten deler de ud af tanker og ideer med gavmild rundhåndethed til den måbende skare af lyttende og misbilligende mennesker, eller, hvilket ikke var tilfældet med mig før langt senere, de holder den indre verden for sig selv. I min barndom delte jeg med alle der ville høre. Jeg kunne fortælle i timer. Munden kørte næsten lige så hurtigt som hjernen. Jeg kunne køre ethvert publikum træt. Til sidst havde jeg fortalt alt hvad folk orkede at høre, og de stoppede med at lytte. Det skete at jeg sad alene og fortalte mig selv, hvad jeg tænkte. Der kommer nogle gange ro på tankerne, når de først er sagt højt. Men andre gange kapitulerer tankerne ikke blot ved at blive sagt, det hænder de udvikler sig. Og sådan skete det at jeg begyndte at skrive. Jeg gik i børnehaveklasse - måske første klasse. Faktisk havde jeg ikke lært at skrive endnu. Men jeg gjorde det alligevel. Stilehæfte efter stilehæfte. Med eventyr og historier fra min aldrig stillestående hjerne. Fabler, noveller og digte. For historierne ville ud. Når ingen ville høre, fik de afløb i stilehæfterne der stille bunkede sig op. Det skete at min fantasi gjorde, at jeg kom galt af sted. For fik jeg først en idé så skulle den afprøves. Ikke alle ideer der udsprang fra mit unge hoved var genistreger. En sommerdag havde jeg fundet hvad jeg troede var en sølvåre, i en gammel stenbunke på marken ved siden af gården, hvor jeg voksede op. Jeg havde set den tidligt om morgenen. En sten med tydlige spor efter sølv. Den glimtede i morgensolen og jeg løb med sommerfugle i maven hjem for at finde en hammer til at forløse alt dette herlige ædelmetal. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre af spænding, som jeg sneg mig ud i stalden, hvor far gemte sit værktøj. Efter en del roden rundt fandt jeg, hvad jeg manglede. En stor, tung og solid hammer. Da jeg løb mod stenbunken med sølvåren, fantaserede jeg om alle de rigdomme der ventede. Hvor glade og stolte min mor og far ville blive. Hvilken overraskelse det skulle være. Jeg så for mit indre blik, hvordan alle syntes jeg var fantastisk og var lige ved at falde i ren henrykkelse over mit fede held. Da jeg nåede frem til sølvåren var den stadig urørt. Jeg havde haft en lille frygt for at andre ville komme mig i forkøbet og erklære alt det dejlige sølv for deres. Men kun køer og insekter var at se, så vejen var banet. Jeg satte mig på en stor sten med min sølvskinnende sten mellem benene og gjorde klar til at høste hvad jeg var kommet efter. BANG. Hammeren ramte stenen og intet skete. Jeg slog lidt hårdere. Stadig intet. Efter en stund stod jeg svedende og som en anden galning og tæskede på stenen med den store hammer. BANG, BANG! Pludselig fløj noget gennem luften og begravede sig dybt i min hånd. Da det begyndte at bløde gav jeg op. Der er visse ting som kunne få mig til at stoppe. Tilstedeværelsen af vildfarent blod var en af dem. Det at bløde var en alvorlig sag. Så jeg stak sædvanen tro i et hyl og løb hjem til mor og far og fik plaster på. Det viste sig senere, da min far fandt ud af hvad der var hændt, at sølvminens oprindelse var blevet fundet. Det var såmænd min lillebror der havde tegnet med en blyant på en sten. De sølvglinsende steger jeg havde tolket som sølv, var blot en tre åriges løsslupne blyantstreger på en sten. Cirka tre år senere fik jeg, under fuld narkose, fjernet en lille stump hammer fra min tommelfinger. Skidtet var vandret gennem hånden og endt i en kritisk afkrog i tomlen. Nu truende med lammelser fik denne blyantstreg tegnet af en ubekymret og uskyldig treårig pludselig en lidt mere alvorlig drejning. Min far havde det med at dunke mig oven i hovedet med knoen af hans pegefinger. Tænk, Eva, sagde han, Tænk.... Men det var jo lige netop det jeg gjorde. Hvad han i virkeligheden nok mente var: Sæt farten ned. Det med at sætte farten ned i hovedet, har dog aldrig lige været min kop the. Jeg har altid mentalt kørt i overhalingsbanen. Tage ind, analysere, filosofere, lægge på hylder og i systemer. Jeg tænker på min hjerne som en gammel apotekerdisk. Fyldt med skuffer i forskellige størrelser, ordnet efter et system der kun giver mening for mig. I denne apotekerdisk kan jeg åbne og lukke skuffer som det passer mig bedst. Jeg kan vælge at have mange skuffer ude eller blot få. På særligt rodede dage bliver alle skufferne tømt ud på gulvet og resten af dagen bliver så brugt på sindige systemer og oprydning i skufferne, før de igen er på plads og klar til opmagasinering af endnu flere tanker og underfundige påfund. Måske fordi min hjerne nu fungerer på højtryk og kun hviler når jeg falder i dyb drømmeløs søvn, kan jeg godt virke distræt. Måske nogen gange ligefrem uinteresseret og derfor ubehøvlet. Men når alting skal nummereres og sorteres efter alfabetisk orden, og når et utal af andre faktorer som farve, følelse, nogle gange udført i rim og remseform så det bedre kan huskes, rumsterer og huserer igennem mit hoved, er overskuddet til gavmild aktiv lytning indimellem både umuligt eller i hvert fald vanskeliggjort, af et larmende tankeflow. Tal og bogstaver får farve. Nogle tal er gode, andre er onde. Dage får farve. Ord er kolde eller varme. Alt sammen noget sludder, der alligevel synes at passe i systemerne og bringer tryghed og ro i mit kaos. Nogle dage er mere uoverskuelige end andre. Grundet min godt udviklede evne til at sætte ting i systemer kommer jeg også i karambolage med mit eget hoved. For virkeligheden er at jeg ikke kan regne alting ud på forhånd. Uanset hvor meget jeg drømmer, tænker, filosoferer og analyserer, kan jeg ikke forudse alt. Og se det er for mig noget af det mest skræmmende. Ting, jeg ikke kan forudse, har altid været min fjende. Alt jeg kan forberede mig på, mestrer jeg, men det pludselige og spontane skræmmer mig. Hvorfor det, spørger den almindeligt aktivt tænkende nok? Forstil dig en samtales begyndelse: Hej, hvordan går det? Allerede her er der et utal af svar muligheder. Godt, ikke godt, super dejligt, helt forfærdeligt og et utal af andre muligheder. Fra hvert af disse svar forgrener der sig så muligheder for gensvar. Og herfra igen nye forgreninger og muligheder. Det der startede ud som et let og overskueligt spørgsmål, er nu kompliceret af mulige modsvar, konsekvensberegning af disse og hvor de vil føre samtalen hen osv. Og så er jeg faktisk ikke nået længere end til første simple spørgsmål: Hej, hvordan går det? Skal jeg til et møde eller en jobsamtale, kører mulig dialog i mit hoved i flere døgn inden. Talerækker, ord, spørgsmål bliver sat i system. Hvis hun siger sådan, så siger jeg sådan. Så er sandsynligheden for at hun så siger sådan, stor. Men der er altid en risiko for at hun siger noget andet, og så siger jeg sådan. Når alting så er gennemanalyseret, og jeg selv mener jeg har situationen under kontrol er det, at det sker. DET UFORUDSETE. Det farlige, væmmelige, uforudsete. Det, jeg ikke kan sætte i system. Det, jeg ikke så komme. Det, jeg ikke har forberedt et svar på. Jeg har gennem livet erfaret, at én ting jeg ikke kan forberede mig på, er andre mennesker. Nå jeg kommer hjem er hunden glad. Kaffevandet koger når jeg trykker på knappen, og solen står op om morgenen og går ned igen inden det bliver nat. Det er til at forholde sig til. Det giver mening, det er til at forstå. Andre mennesker er kaos-teori. Ligesom jeg tror, jeg har dem grejet, tager de en ny retning jeg ikke havde forudset. Andre mennesker har hele mit liv været min største forhindring, den største gåde og det, jeg har haft sværest ved at analysere og putte i min apotekerdisks små skuffer. Mennesker er uforudsigelige, drilske, ovenikøbet indimellem bevidst manipulerende og løgnagtige. Hvordan sættes noget diffust i system, når det hverken kan nummereres eller gives en farve? At regne mennesker ud er blevet lidt af en livsopgave. En opgave fuld af hvis nu, og hvad nu hvis. Jeg er dronningen af hvad nu hvis, som min mand siger, når han kan få et ord indført Mennesker er som spionkoder. De skal læses med specielle briller på. Afkodningsbriller der tager højde for bedrag, hovmod, løgn og vildledelse. En dekoder der afviser ord der ikke passer til kropssproget. Ansigtsudtryk der ikke matcher gestikulering og stemning. Mennesker lyver, det gør kaffevandet ikke. Det fløjter bare når det koger. Mennesker tager masker på. Mennesker har ikke en knap jeg kan trykke på så de giver mening. Men alt det bekymrede mit lille 9-årige jeg sig ikke for. Der var en sølvmine der skulle udhugges med en kæmpe hammer. I et barnligt sind med en overskuelig opgave. Rigdom og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Hold da op, hvor er livet bedrageris | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-04-10 19:39:40 |
Hej Eva, jeg synes, at jeg har kommenteret din tekst før. I hvert fald læst den (sikkert i en af de tidligere versioner).
Sprængfyldt inspirationsrigt pigeliv som rummer uanede guldgruber.
Fin tekst!
Vh.Nhuth
Sprængfyldt inspirationsrigt pigeliv som rummer uanede guldgruber.
Fin tekst!
Vh.Nhuth
| Eva Hald | 2013-04-10 21:48:56 |
Hejsa Nhuth. Jeg er godt klar over at nogle af mine historier overlapper. Sådan er det med tanker, minder og skriveprocesser. Håber dog ikke at det bliver trættende eller med for mange gentagelser. Tak. Vh Eva
| Eva Hald | 2013-04-10 21:51:37 |
Ps. Er det kun mig der ser denne tekst som et syndigt rod ud over det hele? Hvis det ikke kun er mig, søges råd til konvertering der passer her.
| nhuth | 2013-04-11 06:27:01 |
Til Eva. Den tekst jeg kan se, har ingen venstre indrykninger nogetsteds. Ingen afsnitdelinger.
Prøv "Spørg/Svar".
Vh.Nhuth
Prøv "Spørg/Svar".
Vh.Nhuth
| Eva Hald | 2013-04-14 11:38:58 |
ok, Tak :o)
| Forfatter in spe | 2013-04-14 20:09:37 |
Hej Eva,
jeg ser også din tekst flyde ud over sine breder :-) Kan ikke lige gennemskue, hvorfor det sker. Din tekst ser helt almindelig ud. Har du mon formateret teksten fra Word inden du kopierede den ind? Det burde dog ikke betyde noget, da formateringen (burde) strippes.
Prøv at klikke "rediger" og så "gem" teksten. Der må være noget som gør, at teksten ikke kan finde de naturlige linieskift.
Det er også lidt svært at læse din tekst, når de "sejler udenfor" :-)
/Jesper
jeg ser også din tekst flyde ud over sine breder :-) Kan ikke lige gennemskue, hvorfor det sker. Din tekst ser helt almindelig ud. Har du mon formateret teksten fra Word inden du kopierede den ind? Det burde dog ikke betyde noget, da formateringen (burde) strippes.
Prøv at klikke "rediger" og så "gem" teksten. Der må være noget som gør, at teksten ikke kan finde de naturlige linieskift.
Det er også lidt svært at læse din tekst, når de "sejler udenfor" :-)
/Jesper
| Eva Hald | 2013-04-15 10:24:28 |
Hej Jesper. Jeg har prøvet stort set alt bortset fra at skrive teksten ind igen, Hvilket jeg nok skal få gjort. Tror jeg satte teksten ind mindst 10 gange og slettede igen. Hmm. Det er nok noget der er sket da jeg sendte teksten til mig selv pr mail, for at få den med hjem fra en anden pc. Øv altså. Vh.
| Forfatter in spe | 2013-04-15 10:33:29 |
Jeg har nu set, at din tekst indeholder mange lange "linier" af luft - dette er formentlig en fejl og skubber teksten, er jeg ret sikker på. Jeg har fjernet denne luft fra din tekst og sender den til din e-mail. Du kan prøve at kopiere denne tekst ind i stedet for din nuværende tekst (min e-mail er blot din historie uden luften). Det burde virke :-)
/Jesper
/Jesper
| Kasper Lapp | 2013-04-15 11:57:55 |
En smule rablende, men meget charmerende tekst. Det var fedt, at der kom en konkret historie (sølvminen), som et godt afbræk i det filosofiske.
Og rart med en tekst, der ikke er fyldt med stavefejl. Derfor får du lige denne ene rettelse: "Hovede"->"hoved" :-)
Og rart med en tekst, der ikke er fyldt med stavefejl. Derfor får du lige denne ene rettelse: "Hovede"->"hoved" :-)
| haleløs | 2013-04-18 15:43:04 |
Eva; har du aldrig tænkt på at skrive ugebladsnoveller?
Dêt tror jeg, du ville være super til; læs lige denne,note
hør ugeblads-novelle-skabelonen forklaret på 'Skønlitteratur På P1'
Dêt tror jeg, du ville være super til; læs lige denne,note
hør ugeblads-novelle-skabelonen forklaret på 'Skønlitteratur På P1'
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
