 |  | Sælger |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var ikke så meget fordi hun så ud til at ville. Mere fordi hun så ud til ikke at ville tror jeg. Fordi hun lignede en der så afgjort ikke ville, at jeg bare måtte prøve. Jeg gjorde mig mange overvejelser. Bange overvejelser. Tog en kæmpe slurk af flasken, og rynkede lidt på næsen af den beske eftersmag. Nå ja, hvad helved’, ned sku’ det jo, og jeg tog endnu en kæmpe slurk og mærkede min hals snøre sig lidt sammen. Føj! Hun var smuk, uden at være prangende. Præcis så accessorized at det så delikat ud, uden at det virkede opstyltet eller på nogen måde krukket. Hendes tøj var god kvalitet, det kunne tydeligt ses, men anonymt og uden at skille sig voldsomt ud fra hvad ”de unge” havde råd til at købe fra Gina Tricot. Hendes hår sad skødesløst, og det måtte frarøve hende timers søvn fra morgenen af i betaling. Det så passende tilfældigt ud. Så tilfældigt at det, sammen med den perfekte naturlige makeup, kun kunne tage mindst halvanden time at udføre. Det var tydeligt at se, at hun var på vej et sted hen, hun gik målrettet og bestemt og afveg ikke fra hendes fastsatte kurs. Alligevel havde hun ikke travlt som alle andre med bestemte bestemmelsessteder- og tidspunkter, hun gik stille med et venligt men anonymt og knapt synligt smil på læben. Og det var ikke så meget et smil, som det var en lille krumning på læben og et lille glimt i øjet. Det var hende som havde alt. Jeg turde slet ikke tænke på hvor perfekt en mand hun måtte have, og her stod jeg og tvang mig selv til at adressere hende. Hvad tænkte jeg dog på? Hun havde absolut alt hvad hun skulle bruge, hverken mere eller mindre. Hun var typen, som i sin barndom hverken havde været rig eller fattig, hendes forældre havde haft nok til at økonomien ikke hang som en sort, energisugende sky over hjemmet, men tilpas lidt til at budgettet skulle overholdes hvis alle udgifter, faste som pludselige, skulle betales uden pådragelse af ekstraomkostninger. Hun var typen som gerne ville frem i verden, uden at verden lagde mærke til hende. Hun ville stå bag scenen og synge mens en anden stod frem i rampelyset og lod som om. Hun ville skrive en fascinerende bog under dæknavn og lade eventuel indtjening på bogen gå til et godt formål. Hun ville lede en kæmpe koncern, men udnævne en officiel chef, som ville tage sig af al pressedækning. Hun var typen de fleste holdt af, fordi kun de færreste misundte hende. Hun gav dem aldrig chancen. Og her stod jeg. Med klamme, svedige håndflader, velvidende at jeg aldrig ville have en chance. Velvidende at hun allerede havde de ting i sit liv, som hun skulle bruge. Og noget nyt ville være forræderi imod det gamle. Og alligevel prøvede jeg. For når det kom dertil, så skulle pengene jo i kassen, ikk’? Og endelig, med en tømt flaske danskvand med citrus, havde jeg drukket mig mod til og jeg smilte venligt til hende, og sagde med min mest sleske stemme: ”Undskyld, jeg håber ikke jeg forstyrre Dem, men De skulle vel ikke være interesseret i et nyt mobilabonnement?” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-10-06 15:05:52 |
SUPER 'indre konflikt' i nutid og jeg-form! Go' salgs-teknik + flot slutpointe!
Du er en særdeles DYGTIG fortælller ;)
venligst ...
PS ankomSTmål (bestemmelsessted / destination)
Du er en særdeles DYGTIG fortælller ;)
venligst ...
PS ankomSTmål (bestemmelsessted / destination)
| haleløs | 2012-10-06 15:37:39 |
kig over til profilerne Ester Jensen, Sweets, Artemis, Nadia K.. , kasparhoe via søgefeltet ø.th. ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh.