 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 11 |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var som om hun var under vand. Hendes syn var sløret, og selvom hun bevægede sig med hurtige, voldsomme bevægelser, kom hun alligevel kun langsomt frem. Hun rev med et ryk døren til sit værelse op og - havde nær knaldet den i hovedet på Marc, som var fulgt efter hende og nu forpustet stod i døråbningen. ”Selma,” sagde han, nærmest bedende. Hun ænsede ham ikke og rev alle tingene ned fra sit bord, sin seng, alle tingene i værelset blev hastigt smidt ned i kufferten, som hurtigt begyndte at ligne noget, der var løgn. ”Selma,” gentog han. ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Hun snurrede rundt og stirrede med tårefyldte øjne på ham. ”Hvad tror du, jeg har tænkt mig?” fór hun op. ”Jeg skrider herfra. Det her sted kan skride ad helvede til, jeg ville ønske, at jeg aldrig havde spildt min tid på det her ”¦” Hun talte i vildnis, mens hun blev ved med at kyle tøjstykker ned i kufferten. Marc betragtede hende tavst. Det nyttede ikke noget - hun havde ret til det her. Hun havde ret til at være ude af den. Men det var svært at se på. Det lignede, at hun var tæt på - eller nærmere allerede midt i - et sammenbrud, og han gik langsomt hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun slog den hurtigt væk og faldt derefter ned på den kaotiske bunke genstande, der nu dækkede hendes kuffert. ”Jeg er så ked af det,” sagde han stille. Hun hulkede. ”Selma.” Han lod sig glide ned på gulvet og lænede sig op ad døren. ”Jeg ved godt, at du er ude af den, for fanden, selvfølgelig er du det! Men lad være med at tage forhastede beslutninger nu, jeg beder dig. Vi har brug for dig her, du kan ikke gå nu ”¦” Hun løftede langsomt hovedet ved hans ord og stirrede forbløffet på ham. Hendes øjne glimtede af tårer. ”Er du klar over ”¦ at jeg er ved at miste et af de mennesker, jeg elsker allerhøjest i den her verden?” Hun begyndte igen at hulke og vendte ansigtet væk fra ham. Jeg burde ikke være taget af sted. Åh, hvad laver jeg her, hvad laver jeg ”¦ ”Selma!” Hun fortsatte bare ligeud, hen ad den lange gang. Hun gik fremad, med hurtige skridt, med sin kuffert slæbende efter sig. Han indhentede hende, tog forsigtigt fat i hendes skuldre og drejede hende om mod sig. Hun stirrede på hans hænder, og han slap hende med et suk. Han kendte jo godt reglerne. ”Lad være.” Han tvang hende til at møde sit blik. ”Selma, jeg ved det jo godt, for fanden. Men du kan ikke forlade - ” Det virkede som om han stoppede sig selv, inden han kort efter fortsatte: ”Du kan ikke forlade os nu, forstår du? Jeg mener ”¦” Han stoppede med at tale og fingererede uroligt ved sit hår. ”Jeg er bange for at blive ligesom dem, Selma. Jeg var lige ved det. Men du - du bragte noget tilbage til mig. Du genopfriskede min viden af, at det her er forkert!” ”Hold op med det der. Jeg vil ikke have det ansvar mere, og det var dumt af mig nogensinde at have ment at have det. Hvordan kunne jeg dog spilde min tid her? Det her er sygt. Det er for sygt, og jeg skulle for længst have indset den her sags håbløshed.” Hun tørrede hastigt tårerne væk fra øjnene og greb med et fast tag fat i sin kuffert. ”Farvel, Marc. Jeg håber, at også du snart bliver klogere.” Hun skulle til at vende sig om, men i det samme fór han frem mod hende og tog fat i hendes arm. Hårdt. ”Slip mig!” Hendes stemme var ikke andet end en snerren, men der var sket noget med ham. Han registrerede ikke hendes reaktion. Det var som om han ikke engang registrerede hende. Det virkede som om han var trådt ind i sin egen verden - en verden, hvor han var blevet opfordret til at gøre noget helt bestemt; udføre en opgave. Uden at lade sig sinke af hindringer eller visheden om, at beslutningen rent faktisk var truffet. Selma ville ikke mere. Der kunne ikke fremtvinges flere handlinger fra hendes side. Det var slut. Han begyndte at trække hende tilbage ad gangen, og hun mistede grebet om kufferten, som med et højlydt DUNK væltede. Lyden gav genlyd i den tomme, lyse gang. ”Slip mig!” skreg hun og kæmpede imod af alle kræfter; nyttesløst. Han var ikke i denne verden mere. Som så ofte før, som ved så mange mennesker før, havde frustrationen udløst noget ukontrollerbart i ham, og det nyttede ikke noget at stritte imod. Hun havde det som om hun så scenen udefra; som om hun havde forladt sin krop og nu svævede rundt og betragtede situationen fra et eller andet ukendt sted - vred, harmefuld og bange. Hun vidste, at der højst kunne være gået to minutter, men hun havde det alligevel som om der var gået flere timer, da han endelig stoppede op og slap sit tag i hende. Hun stirrede vredt på ham. De stod foran Annis værelse. Han stirrede forpustet tilbage på hende. Det slog hende, at noget ved ham så vanvittigt ud. ”Hvis du vil give op - give hende op - så må du fandme selv fortælle hende det.” I det samme gik døren op, og fra det ene øjeblik til det andet stod Selma nu ansigt til ansigt med Anni. Pigen stirrede uforstående på hende, hvorefter hendes blik flakkede over til Marc. ”Hvad sker der?” Igen denne brændende vrede; Selma følte den komme farende igen. Den kom ikke langsomt, men var der på et splitsekund. Hun havde det som om hele hendes krop var blevet sat i flammer, og hendes hoved føltes, som om det skulle til at eksplodere. ”Skammer du dig ikke?” Hendes stemme var uigenkendelig. Den var lav; næppe hørbar. Alligevel var den nærmest truende tone ikke til at tage fejl af. ”Jeg kan ikke tro, at jeg kom herhen i håbet om at forbedre noget! Er du klar over, hvad jeg har ofret for at være her? Det her er ikke mig. Intet af det her er mig! Jeg har knap nok været mig selv siden min ankomst til det her gudsforladte sted. Jeg forlod min familie i troen på at jeg her ”¦ at jeg kunne ... åh, glem det. Og hvad møder jeg her? En utaknemmelig, uvidende pige, som vil smide sit liv væk, inden det overhovedet er begyndt!” Og hun stirrede på Anni. ”Det her emne er afsluttet,” begyndte pigen. Overraskelsen bredte sig i hendes ansigt, idet Selma slog en glædesløs latter op. ”Selvfølgelig er emnet afsluttet.” Hun rystede på hovedet med et bittert udtryk i ansigtet. ”For tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at spilde mere af min tid her? Du er ikke rigtig klog. Du har været uheldig, men du har ikke ret til det her. Du har ikke ret til at træffe den her beslutning, og du fatter det ikke.” ”Hvem fanden har så ret til det? Det her er mit liv for helvede, og jeg kan vælge det eller vælge det fra, som det passer mig!” Annis pludselige, høje udbrud skar igennem luften, og pigen var nu tydeligvis opbragt. ”Nej, for du har nemlig ikke selv valgt det her! Du har ikke valgt at blive født ind i den her forbandede, urimelige verden. Så hvad får dig til at tro, at du kan vælge den fra?” Selma kastede et lynhurtigt blik på Marc. Han stod op ad døren med lukkede øjne; han var tavs. Måske havde han givet op. Eller måske var han ikke vendt tilbage til denne verden endnu. Hun havde kaldt verden for forbandet. Skammen kom straks. Verden, som hun kendte den, var ikke forbandet. Men hvad med den verden, som hun havde befundet sig i de sidste uger? Hun havde altid ment, at Gud var til stede overalt, altid. Men kunne det overhovedet forventes af Ham, som havde skabt så meget smukt, så meget fantastisk, at være til stede sådan et forfærdeligt sted? Hvilken rolle spillede Gud da på et sted som dette? ”Jeg har alverdens ret til det her; prøv ikke at fortælle mig andet.” Annis stemme var ikke mere end en hvisken, og hun var højrød i ansigtet af ophidselse. ”Jeg kan ikke tro, at det her sker - at du siger dét. Du forstår intet. Er du klar over, at der er mennesker som skal dø, for hvem der intet håb er tilbage? Og du, som ingenting fejler ”¦ bortset fra et par ar på sjælen ”¦ er det så langt, som det her vil gå? Tænker du dog ikke på, hvor respektløst det er!” Tårerne kom styrtende igen, idet Selma brød ud i en vild, ukontrollerbar hulken. Marc åbnede øjnene og så ud som en, der netop var vågnet af sin trance. ”Selma ”¦” Han så ud som om han skulle til at sige noget, men tav så og lod armene hænge slapt ned langs siden. ”Jeg er ked af det, men ”¦ der er intet du kan gøre eller sige, som ændrer min beslutning,” sagde Anni. Hun skulle til at vende sig om og gå ind på værelset igen, idet Selma med grådkvalt stemme sagde: ”Det menneske, som muligvis betyder allermest for mig, skal dø. Der er intet jeg eller noget som helst andet menneske kan gøre for at forhindre det. Jeg ville give alt, virkelig alt for at det ikke skal ske. Og her står du og holder fast ved din beslutning. Beslutningen om at dø - hvor lyder det dog forkert, kan du ikke høre det? Men vær så god - jeg vil og kan som sagt ikke gøre mere. Men ”¦” Selmas stemme døde hen, og hun tørrede langsomt øjnene med bagsiden af hånden. ”Men,” fortsatte hun. ”Vil du gøre mig en tjeneste? Vil du prøve, om du kan se dig selv i spejlet, når du går ind på dét værelse igen?” Hun rystede på hovedet og smilede bittert. ”For hvis du virkelig kan det - så har du ret. Så har du virkelig ikke mere at gøre på den her jord.” Og Selma kastede for sidste gang et blik på Marc, som stod og betragtede dem tavst. Han havde lagt armene over kors og rynkede panden. Han lignede en der ikke kunne tro, at der ikke var mere at gøre - og samtidig vidste, at det var tilfældet. Der var et kort øjeblik, hvori deres øjne mødtes. Så så Selma hurtigt væk, og han rystede på hovedet for sig selv, med et næppe hørligt fnys. Han så ned, mens hendes blik vandrede over til Anni. Selma vidste, at hun aldrig mere ville glemme pigens ansigtsudtryk. Hun ville for evigt huske smerten - den inderlige smerte, som blev reflekteret i pigens øjne, og som altid - eller nærmere sagt, så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst; hvis hun nogensinde skulle have lyst til at bruge ordene ”Jeg har det fint”, ville det være meningsløst. Selma kunne nærmest føle smerten, som lyste ud af hende. Det var svært at se på. Det var som om en usynlig kraft prøvede at holde Selma naglet til stedet; som om hun for intet i verden måtte tage af sted. Men selvfølgelig måtte hun dét. Hun måtte prioritere, og hun prioriterede ikke Anni højst. Det var sandheden, og den kunne ikke benægtes. Hvad pigen betød for hende, ville ingen nogensinde forstå - det var noget som lå i Selmas hjerte, og nøglen til dette sted var ikke tilgængelig for andre end hende selv. Men hun havde forsømt de mennesker, som hun elskede allerhøjest i denne verden, og hun skulle snart, i hvert fald på det fysiske plan, miste et af dem. Og hvis hun ville udnytte chancen for at have bare ét minut mere med dette menneske, var hun nødt til at vælge; hvor meget det end nagede hende inderligt. Opkaldet inde på hr. Müllers kontor havde frembragt en følelse af tab og sorg, som overtrumfede alle andre følelser, som befandt sig inden i hende, og hun vidste, at den ville overtrumfe alle fremtidige følelser. Men samtidig med sorgen lurede noget andet i baggrunden: hun følte, hvordan nederlaget kom krybende. Hun havde ikke kunnet hjælpe Anni. Pigen ville inden for få dage holde op med at trække vejret. Selma forlod dette amoralske sted, og hun havde ikke forandret en pind. Hun havde på alle områder tabt. Læs det forrige kapitel her: Kollision (del 3) - Kapitel 10 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-07 06:28:05 |
ER begyndt at læse .. du får mine komm. over et par gange ;)
venligst ...
PS ln. 12: '... hun talte i vikdNIS' = vildELSE (vildnis er 'ukuperet terræn)
venligst ...
PS ln. 12: '... hun talte i vikdNIS' = vildELSE (vildnis er 'ukuperet terræn)
| haleløs | 2012-03-07 17:15:29 |
... i (del 2) kapitel 1 forklarer sygeplejersken Susie Meyer jo netop at 'til venstre bor patienterne ... til højre personalet' ?
venligst ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-07 17:26:48 |
Nåh ja! Hov :). Retter det da bare til at hun drejer til venstre og nu befinder sig på patienternes gang. Det er småting, kære haleløs ;-)
| Nadia K | 2012-03-07 17:29:37 |
MEN, hey! Der står da bare, at de 'efter et stykke tid' står foran Annis værelse. Der står jo intet om, at værelset befinder sig på samme gang som Selmas værelse, eller hvordan de er kommet hen til værelset/hvilken vej de har taget? Og så kan det jo ligeså godt være underforstået at de drejer til venstre, til patient-gangen...
| haleløs | 2012-03-07 21:43:33 |
Kære Nadia; vær yderst forsigtig med at tro, dine læsere 'underforstår' noget så indviklet som en skitse over et 'hospital' ;)
Nåmen; spændt på, hvad dine øvrige læsere siger, når de kommer så langt!
JEG er i fuldt firspring med at læse de 2 sidste kapitler ... ove et par dage ;)
venligst ...
Nåmen; spændt på, hvad dine øvrige læsere siger, når de kommer så langt!
JEG er i fuldt firspring med at læse de 2 sidste kapitler ... ove et par dage ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-08 08:45:29 |
Ja, okay, det kan jeg godt se. Når jeg sidder i mit lille univers, så tror jeg at læseren straks forstår det, som for mig er 'åbenlyst'. Det kan du have ret i, ikke altid er så ligetil (:
Okay, du tager dig bare tid til at læse! Glæder mig til din kommentar om slutningen!! :-)
Okay, du tager dig bare tid til at læse! Glæder mig til din kommentar om slutningen!! :-)
| haleløs | 2012-03-08 13:38:57 |
er i gang med at læse; du får mine komm og strøtanker undervejs som de nu falder mig ind:
brug mere 'show dont tell' altså: anvende (syns- smags- høre- føle-)indtryk i stedt for fortællende forklaring f.eks. hér: "Det virkede som om han var trådt ind i sin egen verden - en verden, hvor han var blevet opfordret til at gøre noget helt bestemt; udføre en opgave. Uden at lade sig sinke af hindringer eller visheden om, at beslutningen rent faktisk var truffet. Selma ville ikke mere. Der kunne ikke fremtvinges flere handlinger fra hendes side".
Desuden mangler romanen vist en 'tidsramme'; som du nemt kunne føje ind; (gir dig bare et frit opf. eks.) SELMA er (psykologi)studerende. I sin ferie (2. mdr. ikke sandt?) får hun vist ikke SU og er derfor parat til at ta' dén slags arbejde - i disse 8 uger.
Til dén slags funktion, som du har beskrevet i romanen behøves jo egentlig IKKE nogen sygeplejerske; JEG har faktisk set en anmodet euthanasi udført af dr. Death (henvist til ham andetsteds) på dokumentar-programmet '60 minutes' ... der var altså kun J.K. + patienten (en dødsmærket, midaldrende ingeniør) + patientens hustru og vistnok een anden nærtstående pårørende. Patienten skal altså selv indtage medicin i flere separate trin, faktisk
Tro mig; processen nødvendiggør IKKE nogen mellemmand/sygeplejerke ... som jo i såfald ville være lejemorder - skærpet strafbart - udelukkende for pengenes skyld - ikke sandt ?
Jeg har mange fler' komm. til teksten ... løbende! LANGT FRA færdig ;)
venligst ...
PS nu håber jeg så ikke, sitets grundlægger og ejer, Jesper 'Forfatter In Spe' blir sur, når jeg nu anbefaler dig at også oprette enGRATIS profil ovre på http://forfatterskolen.saxo.com/ ... han, jeg og flere andre her inde har deltaget i deres gratis forfatterklasser.
Man lærer faktisk en masse fortælle-teknisk om hvordan man skruer plots o.s.v. sammen, + show, dont tell o.a. og i skrive-sæsonen er der faktisk STOR aktivitet
brug mere 'show dont tell' altså: anvende (syns- smags- høre- føle-)indtryk i stedt for fortællende forklaring f.eks. hér: "Det virkede som om han var trådt ind i sin egen verden - en verden, hvor han var blevet opfordret til at gøre noget helt bestemt; udføre en opgave. Uden at lade sig sinke af hindringer eller visheden om, at beslutningen rent faktisk var truffet. Selma ville ikke mere. Der kunne ikke fremtvinges flere handlinger fra hendes side".
Desuden mangler romanen vist en 'tidsramme'; som du nemt kunne føje ind; (gir dig bare et frit opf. eks.) SELMA er (psykologi)studerende. I sin ferie (2. mdr. ikke sandt?) får hun vist ikke SU og er derfor parat til at ta' dén slags arbejde - i disse 8 uger.
Til dén slags funktion, som du har beskrevet i romanen behøves jo egentlig IKKE nogen sygeplejerske; JEG har faktisk set en anmodet euthanasi udført af dr. Death (henvist til ham andetsteds) på dokumentar-programmet '60 minutes' ... der var altså kun J.K. + patienten (en dødsmærket, midaldrende ingeniør) + patientens hustru og vistnok een anden nærtstående pårørende. Patienten skal altså selv indtage medicin i flere separate trin, faktisk
Tro mig; processen nødvendiggør IKKE nogen mellemmand/sygeplejerke ... som jo i såfald ville være lejemorder - skærpet strafbart - udelukkende for pengenes skyld - ikke sandt ?
Jeg har mange fler' komm. til teksten ... løbende! LANGT FRA færdig ;)
venligst ...
PS nu håber jeg så ikke, sitets grundlægger og ejer, Jesper 'Forfatter In Spe' blir sur, når jeg nu anbefaler dig at også oprette enGRATIS profil ovre på http://forfatterskolen.saxo.com/ ... han, jeg og flere andre her inde har deltaget i deres gratis forfatterklasser.
Man lærer faktisk en masse fortælle-teknisk om hvordan man skruer plots o.s.v. sammen, + show, dont tell o.a. og i skrive-sæsonen er der faktisk STOR aktivitet
| Nadia K | 2012-03-08 15:49:50 |
Psykologistuderende? Hmmm, jeg tror mere jeg vil vælge det andet forslag du gav mig, nemlig at Selma er sygeplejerske-studerende og tager jobbet i sin sommerferie. Det ville på en eller anden måde mere give mening, nu hvor det foregår på et 'hospital'.
Tak for forslaget, det vil jeg tænke over.. men har tjekket saxo forfatterskolen lidt ud på nettet, og det virker som om den indeholder mange forpligtelser, altså at teksterne skal være færdige på et bestemt tidspunkt og sådan? Det har jeg på ingen måde tid til på nuværende tidspunkt - så foretrækker jeg forfattersiden.dk, som er mere fri :-) - hvis jeg ikke tager fejl mht. saxo ...
Tak for forslaget, det vil jeg tænke over.. men har tjekket saxo forfatterskolen lidt ud på nettet, og det virker som om den indeholder mange forpligtelser, altså at teksterne skal være færdige på et bestemt tidspunkt og sådan? Det har jeg på ingen måde tid til på nuværende tidspunkt - så foretrækker jeg forfattersiden.dk, som er mere fri :-) - hvis jeg ikke tager fejl mht. saxo ...
| haleløs | 2012-03-08 15:14:40 |
f.eks. er: "idet Selma slog en glædesløs latter op. " mere forklarende / definerende end beskrivende, som vel snarere ville være kold / tør / munter / overstadig / perlende
og dårlig sætningskonstruktion hér: "så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst;" jeg er sikker på, du kan formulere meningen mere præcist?
Jo; anede mig nok at Meriam måtte være blevet alvorligt syg / kommet slemt til skade ... gætter på alt fra meningitis over trafik-ulykke? Må straks læse videre ...
venligst ...
og dårlig sætningskonstruktion hér: "så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst;" jeg er sikker på, du kan formulere meningen mere præcist?
Jo; anede mig nok at Meriam måtte være blevet alvorligt syg / kommet slemt til skade ... gætter på alt fra meningitis over trafik-ulykke? Må straks læse videre ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-08 15:45:13 |
Hmm, er nu ret glad for denne sætning, du fremhæver som værende dårlig.... "så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst;" Hvad er det, som er upræcist?
Hmmmmm, du må nok hellere læse hurtigt videre, for - er du sikker på, at der er sket noget med Meriam? ;)
Hmmmmm, du må nok hellere læse hurtigt videre, for - er du sikker på, at der er sket noget med Meriam? ;)
| haleløs | 2012-03-08 16:24:57 |
kære Nadia;
JO; sætningen:
"Hun ville for evigt huske smerten - den inderlige smerte, som blev reflekteret i pigens øjne, og som altid - eller nærmere sagt, så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst; hvis hun nogensinde skulle have lyst til at bruge ordene ”Jeg har det fint”, ville det være meningsløst"
må så ubetinget omformuleres til noget mere mundret!
Efter nogle flere gennemlæsninger forstår jeg nu godt meningen: at Anni siger 'jeg har det udmærket' mens hun non-verbalt signalerer det stik modsatte ... en håbløs, ensom desperation.
Denne problematik finder du sagtens selv sagtens ud af ... med mindre det altså er afgørende vigtigt for dig selv, at sætningen står formuleret præcist sådan?
venligst ...
JO; sætningen:
"Hun ville for evigt huske smerten - den inderlige smerte, som blev reflekteret i pigens øjne, og som altid - eller nærmere sagt, så længe der var tale om et altid for hende, et liv - ville forhindre hende i at kunne narre nogen som helst; hvis hun nogensinde skulle have lyst til at bruge ordene ”Jeg har det fint”, ville det være meningsløst"
må så ubetinget omformuleres til noget mere mundret!
Efter nogle flere gennemlæsninger forstår jeg nu godt meningen: at Anni siger 'jeg har det udmærket' mens hun non-verbalt signalerer det stik modsatte ... en håbløs, ensom desperation.
Denne problematik finder du sagtens selv sagtens ud af ... med mindre det altså er afgørende vigtigt for dig selv, at sætningen står formuleret præcist sådan?
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-08 16:43:52 |
Kære Haleløs :-)
Præcis, du har helt rigtigt fået fat i meningen med den omdiskuterede sætning ;) Det er heller ikke fordi jeg er 'gift' med sætningen, så ville nok godt kunne omformulere den - men er dog glad for den, som den står nu!! Men vi får se under redigeringsprocessen, måske kommer der en mere mundret formulering flyvende til mig, som bare MÅ erstatte den eksisterende! Den tid, den .. omformulering ;)
vh Nadia
Præcis, du har helt rigtigt fået fat i meningen med den omdiskuterede sætning ;) Det er heller ikke fordi jeg er 'gift' med sætningen, så ville nok godt kunne omformulere den - men er dog glad for den, som den står nu!! Men vi får se under redigeringsprocessen, måske kommer der en mere mundret formulering flyvende til mig, som bare MÅ erstatte den eksisterende! Den tid, den .. omformulering ;)
vh Nadia
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Haha! Tak for rettelsen, det var da en dum fejl! :-)