 |  | Kollision (del 3) - Kapitel 10 |
 |
|
|||||||||||||
|
I denne periode drømte Selma meget. Eller nærmere sagt, hun huskede alle sine drømme. Et klogt hoved havde jo engang hævdet, at man drømmer hver nat, men bare ikke husker samtlige drømme. Drømmen var altid den samme. Det var som om den ene drøm var en fortsættelse af den anden, men samtidig en gentagelse af den forrige. Når hun brat vågnede - for det meste midt om natten - og så sig forvirret omkring, huskede hun først brudstykker og derefter samtlige begivenheder i drømmen. Det var som et puslespil, hvor alle brikkerne så småt dalede på plads. Hun gik på en mørk og lang gang. Der var ikke andet end mørke omkring hende; mørke foran hende, bagved hende, ud til siderne. Med få øjeblikkes mellemrum fór noget frem foran hende, og drømmens Selma fór forskrækket sammen. Det var et stort, rødt flag og dets pludselige opdukken havde fået hendes hjerte til at slå betydeligt hurtigere. Derefter forsvandt flaget så brat som det var dukket op, og i drømmen fortsatte Selma med at gå gennem gangen. Efter et stykke tid skete det samme igen: rødt flag dukkede op, drømme-Selma blev forskrækket, flag forsvandt. Det var som om disse små, men skræmmende afbrydelser ville fortælle hende noget, mens hun, stadigt gående i sin trygge, mørke gang, glemte alt om dem, så snart de var forsvundet. Hun vågnede for det meste meget brat - satte sig alt for hurtigt op i sengen, hvorefter hun fik ondt i hovedet og lod sit hoved falde ned på hovedpuden igen. Forvirringen, som drømmen havde forårsaget, snurrede rundt i hendes hoved, men det var langt fra drømmens om end så skræmmende indhold, som foruroligede hende mest. Selma opdagede hurtigt, at hver gang hun havde haft drømmen, var det første, som faldt hende ind, hendes familie. Deres ansigter kom farende ind i hendes tanker, ét efter ét. Og herefter kom fornemmelsen. Den foruroligende fornemmelse af at et eller andet var galt. At et eller andet ikke var som det skulle være. Denne fornemmelse blev hurtigt til panisk angst, indtil Selma til sidst sad oprejst i sengen igen, med et alt for hurtigt bankende hjerte og den snart så velkendte koldsved på vej. Til sidst kom den dårlige samvittighed, som hun åbenbart var fordømt til at føle hele sit liv, fra dets begyndelse til den bitre ende. Og da drømmescenariet en nat var indtruffet for tredje gang i træk, greb hun til telefonen, så snart det første sollys var begyndt at strømme ind på hendes værelse. ”Alt er i den bedste orden.” Hendes mor lød anderledes. Det var Selma sikker på. Hun forsikrede op til flere gange sin datter om, at der ikke var noget galt. Hun lo - og Selma syntes, at det var en nervøs latter - ad drømmene, som hendes datter oprevet beskrev. Hun forsikrede hende om, at hun ikke skulle bekymre sig og bare fortsætte med sit arbejde. Men de savnede hende derhjemme, sagde hun, og der var et spor af sørgmodighed i hendes stemme, som gav Selma ubehagelige stik indeni. Hun talte kun kort med faren. Denne gang indrømmede han, at han ikke havde det perfekt, og Selmas hjerte sprang straks et slag over. Men hun skulle ikke bekymre sig; det var bare en smule træthed, sagde han i et tonefald, som skulle forestille at være beroligende, men overhovedet ikke havde dén effekt på Selma. Hun ville gerne have talt med Meriam - lillesøsteren havde i al den tid, som Selma havde tilbragt på Hospital West, haft til opgave at meddele sin storesøster, hvis der var den mindste negative udvikling i forældrenes helbred, og Selma anså hende derfor for at være den eneste, som ville svare troværdigt på hendes spørgsmål. Men, sagde faren, da Selma spurgte efter hende, Meriam var allerede taget i skole, og deres samtale måtte derfor vente til en anden gang. Det var med blandede følelser Selma lagde røret på. Hendes bekymringer var blevet betydeligt formindskede af forældrenes forsikringer, men hun havde det som om et eller andet lurede i baggrunden. Som om det ikke kunne passe, at det hele var i orden. Som om en forudstående katastrofe var den eneste mulige forklaring på hendes drømme, hendes bekymring. Og hvis hun havde kastet et blik på sit ur, ville hun have opdaget, at der var et eller andet forkert i det faren havde sagt. Det var alt for tidligt på morgenen; Meriam kunne umuligt være taget i skole allerede. De følgende dage gik uden at Selma rigtigt opdagede, at de var der. Drømmene var holdt op, men hun sov dårligt og usammenhængende, og hendes morgener var derfor præget af hovedpine og træthed. Hun holdt sig mest for sig selv, og dette tvang hende til at tænke, hvilket ikke var særligt tillokkende, da hendes tanker var kvalmende og gav hende en ubehagelig fornemmelse i maven. Hun havde det mærkeligt; virkelig mærkeligt. Hun vidste, at hun måtte gøre et endeligt forsøg på at tale med Anni. Hun tænkte med ubehag på, hvilken fornemmelse hun ville have, hvis hun tog hjem uden at have udrettet det mindste. Hvis hun tog hjem med visheden om, at Anni og massevis af andre mennesker ville ”¦ Selv i tankerne kunne hun ikke få sig selv til at afslutte sætningen. Hun vidste, at hun måske var naiv. Noget i hendes indre sagde hende, at hun var godtroende, naiv og barnlig, hvis hun troede, at hun virkelig kunne ændre noget - hun alene ændre et system, der havde fungeret fint for det her sted i adskillige år. Men det var ikke fornuften, som styrede hende disse dage. Hendes samvittighed havde en betydeligt større indflydelse på hende. Hun tænkte, en anelse sørgmodigt, at hvis det havde været fornuften, som var herre over hendes handlinger, så ville hun for længst have været hjemme i København igen. Det var i hvert fald sikkert. * Der var få situationer, øjeblikke, som Selma huskede til punkt og prikke. Det var meget få oplevelser i hendes unge liv, som havde indprentet sig i hendes hukommelse helt nøjagtigt. Til disse præcise mentale billeder, som Selma ville kunne genkalde sig i al uendelighed, hørte Meriams fødsel. Selma huskede nøjagtigt øjeblikket, hvor hun for første gang havde set lillesøsteren. ”Hils på din nye lillesøster,” havde sygeplejersken sagt og rakt spædbarnet til den 10-årige Selma. Hun huskede, hvordan hun havde set dette smukke, spinkle barn i øjnene og følt kærlighed. Omsorg. Jeg elsker dig. Det var det eneste af minderne, som var glædeligt. Resten var oplevelser fra Hospital West. Da hun havde læst i Annis dagbog for første gang - og fuldstændig havde misforstået, hvad det drejede sig om. Selma måtte smile - om end bittert - af, at hun virkelig havde troet, at det drejede sig om noget så banalt som en affære. Det ville have været ulækkert og forkert, ingen tvivl derom. Men det ville have været langt at foretrække frem for denne situation, det kunne ikke benægtes. Anden gang hun havde læst i den selvsamme dagbog og havde følt, hvordan alting, virkelig alting inden i hende stivnede og blev koldere end den værst tænkelige vinter. Hun havde været på vej hen til Annis værelse; det havde været meningen, at dette skulle være the final call. Hun ville gøre et sidste, helhjertet forsøg på at tale denne frustrerede, ensomme, specielle, og en anelse vanvittige pige til fornuft, og hvis hun ikke ville lytte til hende, så måtte og skulle Selma indse, at der ikke ville være mere, hun kunne gøre for hende. Bare tanken om at denne situation skulle opstå, gav hende en klump i halsen og hun nægtede at acceptere den som en mulighed. Anni måtte lytte til hende. Hun måtte indse, at der var en anden udvej. Og hun blev nødt til at forstå, at hun ikke var alene. Verden var fyldt med folk, som havde haft Anni Simonsens oplevelser - følt hendes ensomhed og frustration, men de adskilte sig fra hinanden i deres måde at håndtere dette på. Telefonen havde ringet inde på hendes værelse, mens hun, Selma, gik ude på gangen, og i tankerne øvede sig på, hvordan hun bedst skulle gribe det an med Anni. Idet hun passerede hr. Müllers kontor (og ikke tænkte særlig charmerende ting om ham i forbifarten), trådte han ud fra kontoret med sin telefon i hånden. Gennem øjenkrogen så Selma, at Marc var på vej hen ad gangen med sin rullevogn kørende foran sig. ”Frøken,” sagde hr. Müller, og der var noget forpustet og hektisk over ham. ”Det er Deres mor; hun har ikke kunnet få fat på Dem, og det er tilsyneladende meget vigtigt ”¦” Selma stirrede et kort øjeblik på ham. Han sagde tilsyneladende, men han vidste at det helt sikkert var vigtigt; at der var noget galt. Som i slowmotion rakte hun hånden frem mod ham og tog imod telefonen. Og fra det øjeblik havde Selma et minde mere, som hun til evig tid ville kunne gengive til mindste detalje; et øjeblik hun aldrig mere glemte. Læs det forrige kapitel her: Kollision (del 3) - Kapitel 9 Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 11 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-06 15:26:51 |
okay, ja; så der ER sket noget på hjemnefronten ... nok med lillesøster Meriam ?
Drømme-delen synes jeg nu nok er liiige lovlig udførlig beskrevet: f.eks. behøges det ikke at at skrives 'mørkt ud til siderhe ... og bagved ...' den type info ligger vel implifit i 'mørkt omkring hende' !
Det røde flag er jo også en alm.brugt talemåde for 'fare-signal' ;)
Forstår nu bedre at drømme-delen (nok med vilje?) står noget rodet ... for at beskrive Selmas undren og forvirring!
Akt i alt et velskrevet kapitelh om INTUITION! (som jeg nu nok liige skal gejnemlæse endnu engang!)
venligst ...
Drømme-delen synes jeg nu nok er liiige lovlig udførlig beskrevet: f.eks. behøges det ikke at at skrives 'mørkt ud til siderhe ... og bagved ...' den type info ligger vel implifit i 'mørkt omkring hende' !
Det røde flag er jo også en alm.brugt talemåde for 'fare-signal' ;)
Forstår nu bedre at drømme-delen (nok med vilje?) står noget rodet ... for at beskrive Selmas undren og forvirring!
Akt i alt et velskrevet kapitelh om INTUITION! (som jeg nu nok liige skal gejnemlæse endnu engang!)
venligst ...
| nhuth | 2012-03-06 21:05:59 |
Stor og stærk fortælling som man ikke bare lægger fra sig. Ansvaret for livet? Ansvaret for et menneskes ønske om at dø?
Jeg håber for os at du kan skrive meget mere.
Jeg håber for os at du kan skrive meget mere.
| Nadia K | 2012-03-06 21:17:20 |
Ja, det er nogle af de tanker jeg har gjort mig, da jeg skrev teksten. Håber du nyder læsningen!
Bare rolig, romanen er færdigskrevet og har lige lagt de sidste kapitler ind! Så læs endelig videre :-) Tak for din kommentar, sætter pris på enhver respons!
Bare rolig, romanen er færdigskrevet og har lige lagt de sidste kapitler ind! Så læs endelig videre :-) Tak for din kommentar, sætter pris på enhver respons!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
ja, der kan være noget om din pointe angående beskrivelsen af drømmen... men sagde du ikke i en tidligere kommentar at du syntes at drømmen skulle beskrives MERE? Kan godt være jeg husker forkert! Men du har fortolket grunden til 'den rodede drøm' helt korrekt - det var nemlig Selmas forvirring, jeg her prøvede at illustrere :)
Glæder mig til at høre fra dig igen ;) håber ikke du synes det er ALT for forvirrende!