 |  | Kollision (del 3) - Kapitel 9 |
 |
|
|||||||||||||
|
På vej tilbage til sit værelse var Selma lige ved at støde ind i Marc. Han kom gående med en af de små rullevogne foran sig. Hans ansigtsudtryk var som altid alvorligt, og han så stift frem for sig - og hans blik landede derfor på Selma, som kom gående. Han kunne ikke undertrykke et smil. Hvis han havde kunnet finde de rette ord til det, så ville han have taget hende til side og have fortalt hende, hvor meget han beundrede hende. Hvor meget det betød for ham, at hun var der, og at dette ellers så gudsforladte sted havde været positivt forandret efter hendes ankomst. ”Hvad smiler du lige pludselig for?” spurgte hun, idet hun stod lige ude for ham. Hun lagde armene over kors og så ned i jorden. Han smilede stadig. ”Ikke for noget,” mumlede han, en anelse genert. Så rømmede han sig. ”Hvordan ”¦ hvordan har du haft det? Jeg har slet ikke set noget til dig, siden ”¦” ”Fantastisk,” afbrød hun ham. Han sukkede og strøg forlegent en hånd gennem håret. Hun så på ham, hvorefter hun hurtigt vendte blikket bort. ”Jeg har lige været inde hos ”¦ hr. Müller.” Han kunne mærke, at hun gerne ville tale om det, men at hun ville have ham til at vise interesse først. Han kunne føle, hvordan hun havde brug for en, der lyttede til hende. En almindeligt, rationelt, moralsk tænkende person blandt dette steds robotter. En ven. Så han rakte forlegent en hånd frem mod hende og smilede forsigtigt. ”En kop te?” Hun rødmede let og så på hans hånd, uden at gøre mine til at række sin egen frem. Han lod den hurtigt falde igen. Det var i orden. Han måtte acceptere det, hvis hun holdt en vis distance. Men hun nikkede med et lille smil i det nu så alvorlige ansigt. ”Te lyder godt,” sagde hun med et suk. ”Jeg fik aldrig spurgt dig, hvordan jeres date gik.” Hun kunne ikke dy sig for at lyde en smule drillende, og han himlede med øjnene. ”Vores date var noget af det mest akavede, jeg længe har oplevet.” Hun måtte smile. De sad i frokoststuen; begge med en stor kop te foran sig. Selma så fjernt ud af vinduet. Det var en grå dag. Solen kunne ikke engang ses gennem de grå skyer, og det så ud, som om det trak op til regn. Hun sukkede. ”Pigen så ud, som om hun var blevet tvunget til aftalen. Jeg tror, at hun hellere ville være sprunget hovedkulds ned fra en bro, end at være på date med mig,” sagde Marc. Selma måtte fnise over hans uvidenhed. Han kunne ikke tage mere fejl, og det vidste hun, selvom det aldrig var blevet sagt direkte af Anni. Pigen var forgabt i ham, det var der ingen tvivl om. ”Jeg er ret sikker på, at du tager fejl,” sagde hun. ”Desuden kan du vist på ingen måde tillade dig at være utilfreds, eftersom det ikke engang var en rigtig date fra din side!” Han løftede øjeblikkeligt øjenbrynene ved hendes ord. ”Undskyld mig, men jeg mener at kunne huske, at det var din idé? Det var da i hvert fald ikke for min egen fornøjelses skyld, kan jeg sige dig! Den pige er virkelig ”¦” Hans stemme døde hen. Selma følte medlidenheden med Anni vælte ind over sig, og hun rynkede panden. ”Marc, den pige kan tilfældigvis godt lide dig,” sagde hun stille. Han himlede med øjnene. ”Hun virker faktisk ikke som om hun kan lide noget som helst eller nogen som helst. Og slet ikke livet - siden hun er her.” Han tav, og begge deres ansigter fik et mørkt udtryk. Selma rømmede sig, tøvede så hvorefter hun rejste sig. Marc sukkede og slog ud med hånden. ”Beklager, at jeg bragte det op, men - for helvede Selma, du har jo ligesom opdaget sandheden om det her sted, så vi kan vel lige så godt sige tingene, som de er!” Han rystede på hovedet for sig selv. Selma lagde armene over kors. ”Sige tingene som de er? I dagevis lod du mig gå rundt som en eller anden uvidende idiot, selvom du for længst kendte sandheden om, hvad her foregår!” Hun kunne ikke skjule bebrejdelsen i sin stemme, og hun forsøgte ikke engang på det. Han så ned i bordet, og hans ansigt fik det nu så velkendte, lidende udtryk. ”Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til at ”¦ udtale det,” hviskede han. Selma svarede ikke, men gik bare hen mod døren. Hun vendte sig mod ham igen. ”Du skulle alligevel have gjort det, Marc. Så ville jeg måske ikke have siddet så dybt inde i sagen nu.” Han rejste sig med et ryk. ”Forstår du ikke, at jeg ikke kunne få mig selv til det? Forstår du ikke, hvordan jeg forbander det her sted? Hvis jeg ”¦ hvis jeg havde udtalt sandheden for dig, så ville jeg også have været nødt til at vedstå, at ”¦” Han tav, og hans blik var både rasende, skuffet og frustreret, idet det faldt på hende. ”Vedstå at hvad?” spurgte hun stille. Han så ned. ”Forstår du ikke? Jeg har snart arbejdet på det her sted i et år. Et år! I et år har jeg vidst besked om, hvad her foregår. Jeg er mindst lige så skyldig, som hr. Müller. Jeg er lige så skyldig som alle de andre forbandede robotlignende mennesker på det her sted!” Han lukkede kort øjnene og så derefter på hende. Hun så på ham i tavshed. Da han så skuffelsen indfinde sig i hendes blik, rystede han på hovedet og forlod rummet. * Samme aften bankede det på døren ind til Selmas værelse. Hun havde siddet i den sidste time og gloet ubeslutsomt på sin kuffert. Hun havde dagdrømt sig langt væk; drømt om hvordan hun ville pakke sine ting sammen og forsvinde samme aften, uden at give nogen som helst besked om det. Når personalet og patienterne på det her sted vågnede næste morgen, ville hun være væk. Stemmen, der desperat forsøgte at overbevise dem om ondskaben ved deres gøren, ville være forsvundet, og det ville være en lettelse for dem. Hverdagen ville igen indfinde sig på Hospital West. Men hun var ikke kommet længere end det - at drømme om det. Hun følte stadig ikke, at hun havde gjort hvad hun kunne. Og denne simple, lille kendsgerning umuliggjorde det for hende at smide sine ting ned i kufferten og bare forsvinde. I hvert fald indtil videre. Hun blev revet ud af sine tanker, idet det bankede på døren. En gang, to gange. Tredje gang hårdt og utålmodigt. Hun rejste sig med et suk og åbnede langsomt døren. Foran hende stod Anni med armene knuget tæt rundt om sig selv. Det så ud som om hun frøs, og hendes hår var tydeligvis ikke blevet børstet inden for de sidste 24 timer. Hun var iført en løstsiddende pyjamas, og hun så sløvt på Selma, for hvem det gik op, at pigen havde grædt. Uden at nogen af dem sagde et ord, gjorde Selma plads i døråbningen til, at Anni kunne træde ind på værelset. Der var helt stille. Anni så sig omkring på værelset. Det var så meget anderledes end hendes; så meget lysere. Og ordentligt. Det var tydeligt, at hendes såkaldte sygeplejerske havde meget mere overskud end hende selv, og dette fik hende til at skære en irriteret grimasse. Selma betragtede hende forsigtigt. ”Hvordan har du det, Anni?” Hendes stemme brød igennem stilheden. Uden at vente på Selmas opfordring dertil, satte Anni sig langsomt på Selmas sengekant og så med det samme tomme og sløve ansigtsudtryk op på hende. Selma tænkte senere hen, at dette havde været et afgørende tidspunkt i deres forhold til hinanden - at det hele ligesom havde ændret sig efter dét øjeblik, hvor Anni havde set på hende. Pigen havde aldrig før - i hvert fald ikke på sådan en fuldstændig åbenlys måde - tilladt sig selv at fremstå på denne svage, hjælpeløse facon over for sin sygeplejerske. Den unge kvinde, som hun ikke følte, havde noget at skulle have sagt i hendes sag. Den unge kvinde, som ellers bare skulle holde sig væk. Annis stemme var som man ville forvente den ville være, i hendes nuværende tilstand: ”Du ”¦ du sagde, at du ikke forstod min beslutning. Selvom jeg stadig ikke tror på, at der er nogen måde, hvorpå du nogensinde vil forstå den, så vil jeg alligevel prøve at give dig en chance dertil.” Selma satte sig i vindueskarmen og så med et suk på Anni. ”Anni, du behøver ikke at gøre det der ”¦” ”Du ville have en begrundelse, ikke?” afbrød pigen hende. ”Den anden aften - du ville have en begrundelse. Du har åbenbart meget stærke meninger om den her sag, og jeg vil derfor vise dig, at jeg har om end stærkere meninger om den. Så jeg gør krav på også at have min chance for at forklare, hvorfor dit syn på sagen ikke er så rigtigt, som du selv tror.” Kampgejsten og ophidselsen var vendt tilbage til hende - det var igen den Anni, som Selma kendte. Eller mente at kende. Hun sukkede opgivende og vidste, at det ikke ville nytte noget at protestere. Hvis pigen ville tale om sagen, så skulle Selma ved Gud ikke være den, der skulle afholde hende fra det. Det sidste stykke tid af hendes tilværelse havde nærmest kun drejet sig om denne lille ting; at få den vanskelige, indelukkede pige til at tale. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige alle de her ting, uden at du ikke vil synes, at de er ingenting,” begyndte Anni. "Jeg har normalt ikke lyst til at tale om det her, som du fandt ud af ved vores sidste samtale. Jeg gider simpelthen ikke tale om det, fordi jeg ved, hvad folk vil synes om det. De vil synes, at jeg er melodramatisk - et dumt pigebarn, som har haft et par dårlige dage og derefter har besluttet at sige farvel og tak.” S elma så til sin overraskelse, at pigen var begyndt at ryste, og uden at hun kunne gøre noget ved det, tænkte hun ved sig selv, jamen, er det ikke også sådan, det ER? Men hun vidste, at det ville være mere end dumt at sige det højt - for slet ikke at tale om at starte en rigtig diskussion med Anni på dette tidspunkt, så hun tav og lod pigen fortsætte. ”Jeg har ingen mennesker omkring mig, Selma. I hvert fald ikke mennesker, der betyder noget, eller som jeg betyder noget for.” Selma vidste det ikke, men idet Anni sagde dette, flakkede et hurtigt billede af hendes lillebror forbi hendes blik, og hun tvang det væk. Det er ikke nok. Du er ikke nok. Hun tvang sig selv til at fortsætte: ”Vil du høre lidt om min mor? Min fantastiske, kærlige mor. Kvinden er en dranker. En forbandet dranker, som ikke giver en skid for sine børn ”¦” ”Du har søskende?” afbrød Selma hende uden at tænke over det. Hun så vantro på Anni, som en smule irriteret, en smule forvirret nikkede. Selma kunne mærke, hvordan en brændende vrede sneg sig ind på hende, samtidig med at kulden kom og fremkaldte gåsehud på hendes arme. ”Hvad laver du så her,” hviskede hun. Hun rykkede på sig i vindueskarmen og tvang sig til at se Anni i øjnene. Denne lagde armene beskyttende rundt om sig selv og så på Selma med et blik der sagde lad være, jeg vil ikke tale om dén del. Pigen havde ikke forstået, at Selmas spørgsmål ikke engang havde været rettet mod hende, Anni. Ikke rigtigt. ”Hun tilbringer samtlige aftener på værtshuset, er du klar over det? Det er mig, som ”¦ det er mig, som vækker Dan - min lillebror, om morgenen, og det er mig, som putter ham i seng om aftenen og må høre på hans evindelige spørgsmål om, hvorfor mor ikke er hjemme. Mor.” Hun hviskede det sidste ord og rynkede panden, som om hun ikke rigtig kendte betydningen af det. Selma var nu blevet fanget af Annis historie, og hun lyttede uden at fjerne blikket fra hende. ”Hvad med din far?” spurgte hun i en hviskende tone. Anni rystede på hovedet med et glædesløst smil. ”Jeg ved ikke, hvem han er. Min ”¦ mor,” - Det virkede, som om det kostede hende mange kræfter at udtale ordet - ”har kun fortalt mig, at han var et absolut svin og forlod os, et par måneder efter jeg var blevet født.” Hun fnyste. ”Men, det er vel oplagt at stille spørgsmålstegn til hendes udtalelser.” Selma havde det som om hun sad og lyttede til en, fra en helt anden verden end hende selv. Hvordan pigen omtalte sin mor - det var mere, som om det var en lusket, klam, modbydelig fremmed, Anni beskrev og ikke sin egen mor. Sit eget kød og blod. Tanken om sin egen mor fløj gennem Selmas hoved og hun tvang tårerne, der var på vej, væk. ”Men hun er din mor, Anni,” hviskede hun. Hun kunne ikke lade være. Hun havde lovet sig selv ikke at bryde ind, men at lade pigen fortælle sin historie, og derefter ville hun komme med sit eget bidrag. Men hun kunne ikke. Hun kunne simpelthen ikke sidde der og høre på, hvordan pigen ”¦ ”Du ved ikke noget som helst, okay?” rasede Anni pludselig, og Selma så overrasket på hende. Åh, nej. Hun var igen kommet til at trykke på sig-det-forkerte-til-Anni-Simonsen knappen. ”Det kan godt være, at du har et perfekt forhold til dine forældre, og som sagt - du vil aldrig forstå alvoren i det, jeg fortæller dig - men sådan har det altså ikke været for mig. Er du klar over hvor ”¦” Hun tav og Selma så, at hun havde fået tårer i øjnene. Hun så frem for sig. ” ”¦ Hvor ydmygende det er? Alle ved det. De ved, hvordan hun er. De ved hvilken galeanstalt jeg kommer fra.” ”Dine veninder?” spurgte Selma. Anni rystede på hovedet, og hun skar en grimasse, som på én gang var irriteret og trist. ”Veninder. Hvis jeg havde haft veninder, ville jeg ikke være her,” sagde hun, en anelse hånligt. ”Det var tavsheden, som fik bægeret til at flyde over. Jeg kunne ikke ”¦ jeg kunne ikke holde den ud mere. Når jeg gik forbi på gangen i skolen; når jeg satte mig på min plads. Det lyder måske komisk, ja nærmest sygt - men det var næsten en fryd for mig, når deres tavshed blev afløst af fnisen og hånlige blikke. Så blev jeg da bemærket; så vakte min tilstedeværelse et eller andet hos nogle andre mennesker. Men når jeg kom hjem var tavsheden der igen; stilheden. Der var ingen at tale med, forstår du? Jeg tror på historierne om folk, der blev vanvittige af ensomhed, det gør jeg virkelig.” ”Men,” begyndte Selma og rettede sig med ét op ved sin plads i vindueskarmen. ”Tror du ikke, at du må gøre et alvorligt forsøg på at kæmpe dig igennem? Jeg mener ”¦ du kan da ikke lade dem vinde.” Anni blev en smule blegere ved hendes ord, og hun fik straks den hårde maske på igen. ”Tro mig, jeg har prøvet. Jeg har prøvet det der med at være ligeglad, hvis det er dét, du mener. Men sig mig én ting, Selma: hvordan skal det være muligt for mig virkelig at være ligeglad med, at jeg bliver anset for at være en freak? Det laveste af det lave. ’Det er hende, som ikke har nogen far. Og hendes mor er alkoholiker. Se lige på hende,’ siger de. Det er svært at lukke ørerne for den slags.” Hun lød som en voksen, der var ved at forklare noget for et lille barn, som ikke havde nogen jordisk chance for at forstå det, der blev sagt, og tonen provokerede Selma. Troede pigen virkelig ikke, at hun kendte til alt det? Forstod hun da ikke, hvor lignende hendes egen situation havde været, så langt tilbage hun kunne huske? ”Jeg kender det godt,” mumlede hun. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at komme ind på sine egne oplevelser - det var Anni, som skulle tale; det var Anni, som skulle hjælpes. Men hvis det var det, der skulle til for at fortælle pigen, at hendes situation ikke var et enkelttilfælde, så vær så god. Hun så ikke op, men hørte Annis ”Det tvivler jeg stærkt på”, uden dog helt at registrere det. ”Det er vel ikke svært at gætte, hvad problemet har været i mine skoledage, vel?” Hun sendte Anni et sigende blik, og denne himlede med øjnene. ”Åh, hold op. Du kan ikke fortælle mig, at du kan sammenligne din egen situation med min, bare fordi du er ”¦ ” Tonen i hendes stemme fik næsten Selma til at grine, og hun rystede perpleks på hovedet. ”Anni, det her er ikke en konkurrence om, hvem der har haft det hårdest. I hvert fald ikke fra min side. Jeg fortæller dig bare tingene, som de er. Du siger, at du blev betragtet som en freak, ja? Lad mig sige dig en ting - for nogle mennesker er der ikke langt fra udlænding til freak.” Hun stoppede med at tale og så direkte på Anni. Det var tydeligt, at pigen ikke vidste, hvad hun skulle svare. Selma vidste, at der ikke var noget hun kunne svare. Hvordan skulle hun da kunne benægte, hvad Selma havde sagt? Havde hun da været i hendes situation og vidste hvordan det var? ”Jeg prøver ikke at fortælle dig, at du ikke har haft det hårdt; det kan jeg på ingen måde. Men du skal bare vide, at mit liv ikke har været så forskelligt fra dit. Og der er noget mere, du skal vide: det er ikke særlig sjovt altid at blive defineret ud fra sin religion eller sine forældres herkomst.” Og herefter var der tavshed fra dem begge. Læs det forrige kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 8 Læs det næste kapitel her: Kollision (del 3) - Kapitel 10 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-04 12:01:06 |
Kommunikation & gestik mellem Selma og Marc (" han rakte forlegent en hånd frem mod hende og smilede forsigtigt. ”En kop te?”
Hun rødmede let og så på hans hånd, uden at gøre mine til at række sin egen frem. Han lod den hurtigt falde igen. Det var i orden. Han måtte acceptere det, hvis hun holdt en vis distance. Men hun nikkede med et lille smil i det nu så alvorlige ansigt. ") finder jeg absolut særdeles troværdig; varm, ivrig fortrolig !
... og hér "Pigen havde aldrig før - i hvert fald ikke på sådan en fuldstændig åbenlys måde - tilladt sig selv at fremstå på denne svage, hjælpeløse facon over for sin sygeplejerske." fik vi så endelig romanens clue/hovedsætning! (nemlig: at kaste maskerne).
Blev ikke helt færdig ... læser resten i løbet af dagen!
venligst ...
Hun rødmede let og så på hans hånd, uden at gøre mine til at række sin egen frem. Han lod den hurtigt falde igen. Det var i orden. Han måtte acceptere det, hvis hun holdt en vis distance. Men hun nikkede med et lille smil i det nu så alvorlige ansigt. ") finder jeg absolut særdeles troværdig; varm, ivrig fortrolig !
... og hér "Pigen havde aldrig før - i hvert fald ikke på sådan en fuldstændig åbenlys måde - tilladt sig selv at fremstå på denne svage, hjælpeløse facon over for sin sygeplejerske." fik vi så endelig romanens clue/hovedsætning! (nemlig: at kaste maskerne).
Blev ikke helt færdig ... læser resten i løbet af dagen!
venligst ...
| haleløs | 2012-03-04 15:06:20 |
de 2* kommunikation; først mellem Selma og Mac, derefter mellem Selma og Anni finder jeg overbevisende, realistiske og særdeles, særdeles velskrevne! Ren fornøjelseslæsning!
Du er en dygtig betragter af menneskelig non-verbal kommunikation og formår at omsætte disse livagtigt og indlevende!
Jo; det anede mig nok at vi skulle en tur omkring (andres) religioner og fremmed herkomst!
JEG følger gladeligt med ... dog uden den store viden om emnet (min 3-årige niece og hendes mor er muslimer, desuden har jeg en stærkt religiøs, katolsk tante. Selv er jeg agnostiker ;) )
venligst ..
PS og min lokale, charmerende købmand er da vist osse muslim ...
Du er en dygtig betragter af menneskelig non-verbal kommunikation og formår at omsætte disse livagtigt og indlevende!
Jo; det anede mig nok at vi skulle en tur omkring (andres) religioner og fremmed herkomst!
JEG følger gladeligt med ... dog uden den store viden om emnet (min 3-årige niece og hendes mor er muslimer, desuden har jeg en stærkt religiøs, katolsk tante. Selv er jeg agnostiker ;) )
venligst ..
PS og min lokale, charmerende købmand er da vist osse muslim ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jo, religionen spiller en rolle i teksten. Det var mig vigtigt at give et lille hint om mine egne oplevelser mht. religion og omverdenens behandling af denne... et eller andet sted skal det jo ud, og denne tekst blev offeret, he he. Håber det er spændende!