 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 8 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Frøken ”¦” Hr. Müller gned sine - højst sandsynligt svedige - hænder mod hinanden og kløede sig nervøst i håret. Han skævede forsigtigt til Selma, som sad på den anden side af hans skrivebord, med det mest gennemførte og urørlige stenansigtsudtryk, man kunne forestille sig. Hun stirrede på ham uden end at blinke. Hvor forfærdelig denne situation end var, hvor kvalmende det end var, at det skulle ske på denne måde, gennem sådan en erfaring - så havde alt dette fået hende til at udvikle en selvsikkerhed og et sådant mod, at hun senere hen modvilligt måtte indrømme, at der dog alligevel var kommet noget godt ud af denne ellers så forskruede oplevelse. ”Jeg har indkaldt Dem, fordi jeg mener, at det er yderst nødvendigt, at vi får os en snak. Jeg ”¦ jeg har siden Deres ankomst ikke været ærlig nok over for Dem, med hensyn til Deres formål med at være her ”¦” ”Morder.” Hans forfjamskede, nervøse monolog blev afbrudt af dette ene ord, som slap ud af hendes mund. Han lod hænderne falde ned på bordet, så der lød en hul lyd, idet de faldt mod det hårde træ, og han så med en overraskelse på hende, som hun ikke rigtigt vidste, om hun skulle klassificere som ægte eller påsat. Han åbnede langsomt munden for at sige noget, men ikke en lyd kom ud. Hendes blik hvilede stadig på ham, uforandret. ”Frøken.” Han rømmede sig og rettede hurtigt på sin skjorte, som begyndte at være temmelig gennemsvedt. ”Jeg er godt klar over, at De er vred; forvirret. Det må uden tvivl have været et stort chok for Dem, men at sidde her og fejlagtigt betegne mig som morder, dét er nu ”¦” Selma fnyste, og hun kunne mærke hvordan vreden imod ham steg, for hvert sekund hun sad dér og betragtede ham. ”Okay,” snerrede hun. ”Så fortæl mig hvad De gør, og hvad en morder gør. Og fortæl mig derefter hvad der er forskellen imellem jer to.” Hendes vrede blev blandet med forargelse, idet han slog en latter op. ”Nu må De - Vil De virkelig spilde min og Deres tid på sådanne barnligheder? Jeg tror, at vi hurtigt kan blive enige om, at der er afgørende forskelle mellem min handling og en morders; især da jeg aldrig gennemfører den afgørende ”¦ handling.” Ved dette blev han igen alvorlig og så forsigtigt på hende. De havde nu bevæget sig ind på kernen af, hvad der foregik her. Han tænkte ved sig selv, at han måske skulle have tiet; det var for tidligt at komme ind på, hvordan det hele foregik - og hvem der gjorde hvad. Dette blev bekræftet i pigens ansigtsudtryk, for hun kunne ikke have set mere rasende ud, hvis der var kommet gnister ud af hendes øjne. Han havde så afgjort skullet tie. ”Åh, jamen, okay! De gennemfører ikke handlingen, siger De? Så De giver ikke patienten sprøjten eller pillen? Jamen, så, Hr. Müller, så må jeg kende Dem ikke-skyldig i det her anliggende!” Vreden i hendes stemme var nu nået til nye højder. Hun kunne ikke tro, hvad hun hørte. Hendes hjerte bankede så hurtigt som aldrig før, og hun var udmærket klar over, at hun formentligt var højrød i ansigtet. Skammen over hendes fremtoning over for sin chef måtte komme senere; desuden var hun ikke så sikker på, hvor længe endnu han ville være hendes chef. ”De har ”¦ delvist ret,” sagde han, nu mere roligt og skar en grimasse. Hun slog ud med hånden og fnyste; for rasende til at svare denne gang, og han fortsatte: ” Det er helt rigtigt ikke mig, som gennemfører handlingen, blandt andet ved de metoder, De nævnte, selvom disse selvfølgelig ikke er de eneste vi arbejder med her på stedet, men lad nu dét ligge - ” Han så hvordan forargelsen igen fandt vej til hendes ansigt, men han havde bestemt sig for endelig at forklare hende hvordan landet lå. Der var nu ingen vej tilbage. ”Jeg ansatte Dem, frøken, som frøken Simonsens sygeplejerske. På vores hjemmeside kunne De læse jobbeskrivelsen ”¦” ”- Som ikke nævnte noget som helst om at dræbe nogen!” ” - Som nævnte, hvad Deres job her gik ud på, dog ikke ned til mindste detalje, det indrømmer jeg da også.” Han foldede langsomt hænderne og smilede til hende, et forsøg på at få hende til at bløde op, hvilket selvfølgelig gav bagslag og bare resulterede i det modsatte. Hun stirrede stadig vredt på ham. ”Så De undlod små detaljer, siger De?” Hun rystede på hovedet for sig selv og havde mest af alt lyst til at græde. Efterfulgt af lysten til at stikke ham en flad eller to, og derefter styrte ud fra det her sted og aldrig vende om. Men der var en stemme inden i hende, der sagde, at hun ikke kunne vende om nu. Hun var - hvad end hun brød sig om det eller ej - blevet en del af det her kvalmende anliggende, og hvis hun vendte om nu, uden at gøre et forsøg på at stoppe det her vanvid, så ville hun være lige så skyldig, som den fede, svedende mand, som nu sad på den anden side af skrivebordet og prøvede på at overbevise hende om, at han rent faktisk ikke var en svinsk morder. ”Frøken,” sukkede han. ”Selvfølgelig kunne vi ikke nedskrive ”¦ detaljerne på vores hjemmeside. De er vel godt klar over, hvordan der ses på Eutanasi mange steder? Selv her i Schweiz, som - på mange måder fejlagtigt, på andre måder meget passende - ofte forbindes med aktiv dødshjælp og klinikker, der minder om denne, er mange mennesker kritiske over for denne form for ”¦ behandling, og loven om Eutanasi er tvetydig. Det sker hyppigt, og det tilbydes - men det er ikke gennemgående lovligt.” Selma fnyste lavmælt og rystede forvirret på hovedet. ”Det forstår jeg ikke. Er det lovligt, eller er det ikke? Ikke at det betyder noget som helst,” tilføjede hun bittert, hvilket han ignorerede. Han lød en smule tøvende, idet han fortsatte: ” Tjoh, altså ”¦ det er vel ikke tilladt. Nej, det må jeg nok sige, at det ikke er. Men det er lovligt at hjælpe nogen med at ”¦ begå selvmord, hvis personen selv udfører den afgørende handling. Og tro det eller ej, men denne person behøver ikke engang at være syg, at være døende. Og derfor må De vel være enig med mig i, at der hersker en uklarhed om, hvorvidt det vi gør her, virkelig er ulovligt.” Han så afventende på Selma, forventede stupidt nok at få hendes bekræftelse, selvom han snart burde vide bedre om, hvor hun stod henne i dén sag. Hendes ansigtsudtryk blev stift, og det var tydeligt, at hun havde forstået hans forsøg på at få lokket bare et lille enigt nik, et smil eller et bekræftende ord ud af hende. ”Så det vil sige, hr. Müller, at de ansatte på Deres klinik ikke dræber patienterne, men at patienterne selv får våbnet stukket i hånden, til fri leg?” Kulden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af - men det var spørgsmålet heller ikke, og han vidste, at han var nødsaget til at besvare det ærligt. Han havde ikke råd til flere løgne. ”Jo ”¦ det er så her, at bl.a. De kommer ind i billedet, frøken. Mange patienter kan ikke få sig selv til at gøre det, så de beder om at få en af jer til at ”¦ fritage dem for opgaven.” Det var næsten komisk; hver gang han kom sandheden et stykke nærmere, hver gang han afdækkede løgnen en smule mere, så hun lige pludselig kom til at stå midt i situationen, og han måtte afvente hendes reaktion, så han forsigtigt på hende, som for at se om hun imidlertid var eksploderet. Hun så på ham med påsat uforståelse og uskyldighed; som om hun bare var interesseret i at vide hvad sandheden var, og ikke allerede havde forstået den og for længst anså ham for at være en syg, uetisk, slem mand. ”Jamen ”¦ bryder De så ikke loven? Jeg mener, tvetydig som den end må være,” sagde hun med en tydelig snert af ironi i stemmen. Han sukkede; fangede den godt. ”De må forstå. I starten tillod vi det heller ikke - da var vi meget strikse og sørgede for at det hver gang var patienterne selv, som ordnede det afgørende. Men så begyndte der at komme mange, som simpelthen ikke kunne klare presset af at gøre det selv, og de søgte desperat hjælp - og vi kunne ikke få os selv til at smide dem ud. De må forstå, frøken, disse mennesker ser ingen anden udvej end at komme her til os. Skal vi så virkelig smide dem på porten? Vi mente, at der var situationer, hvor vi blev nødt til at ”¦ omgå reglerne en smule.” Han rømmede sig. Selma rykkede sin stol lidt bagud og så hovedrystende på ham. ”Hr. Müller, De taler hele tiden om loven; om reglerne. Men hvilke regler er det egentlig, De mener?” Hun havde vidst, at hendes spørgsmål ville komme bag på ham. Han løftede øjenbrynene og begyndte igen at røre uroligt på sine hænder. ”Hvad? Hvilke regler? Jamen, det er da selvfølgelig ”¦ loven, de foreskrevne regler, som Schweiz nu engang har ”¦” Han lo nervøst og sendte hende et blik, som skulle signalere, at det var hende, der var en smule kukkuk. Det lå ikke i hendes natur at være hånlig og nedladende, men det blik hun nu sendte ham indeholdt elementer af begge dele. ”Så er det derfor, vi ikke forstår hinanden,” sagde hun så roligt som muligt, men dog med en skarp undertone. ”For jeg taler nemlig om de etiske regler; om et menneskes pligt til at gøre det rigtige. Om samvittighed. Hvis De kan følge mig i dét?” Hun så afventende på ham. Han så på hende med en blanding af overraskelse og forargelse i blikket men svarede ikke. * Det ville være så nemt at tage af sted. Det ville være sådan en lettelse at pakke sin kuffert og tage hjem til sin familie. Far. Mor. Meriam. De mennesker, som hun elskede. De mennesker, som virkelig betød noget for hende. Intet føltes mere tillokkende nu, end at krybe ned under det dejlige, varme tæppe af omsorg og den specielle kærlighed, som kun ens familie kunne tilbyde én. Det kunne se ud som om hun ikke havde tænkt på dem i de sidste dage; uger. At hun havde været alt for fordybet i det kaos, som hendes tilværelse på dette sted havde vist sig at være. Men sådan var det ikke, og det vidste hun dybt inde i sit hjerte. Der gik ikke en dag, hvor hun ikke tænkte på dem. Hvor hun ikke så sin far for sig, i kørestolen. Så hans varme øjne. Hørte hans stemme. Der gik ikke en dag, hvor hun ikke mindedes sin mor, der modtog hende, når hun kom hjem fra universitet. Synet af hende i forklædet og det store, beroligende smil. Meriam, der omfavnede hende. Hendes dejlige, fantastiske, specielle søster, der betød mere end alverdens ord ville kunne beskrive. Men hun havde ikke tilladt sig selv at tænke på dem. I hvert fald ikke for meget - det ville ikke føre til andet end tårer; tårer i stride strømme. Hun havde gjort det her for deres skyld. Hun måtte ikke glemme, at der rent faktisk var et formål med hendes rejse. Men dette formål havde ændret sig så drastisk nu. Og hun kunne ikke tro, hvordan tingene havde udviklet sig. Det gjaldt ikke længere om at forsørge sin familie - åh, hvor virkede dét dog banalt nu. Nu gjaldt det om at gøre dem stolte. Hun nægtede at have gjort det her for ingenting. Hun nægtede at skride herfra, med viden om at forfærdelige ting foregik, som hun ikke havde gjort en ærlig, stærk indsats for at forhindre. Læs det forrige kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 7 Læs det næste kapitel her: Kollision (del 3) - Kapitel 9 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-28 16:22:36 |
denne sætning: " ... at hun senere hen modvilligt måtte indrømme, at der dog alligevel var kommet noget godt ud af ..." suger ret meget spænding ud af handlingen; man fornemmer jo allerede hér, at Selmas opdagelse ikke var 'farlig for hendes sikkerhed' - foreslår disse 'efterrationaliseringer' slettet - netop af hensyn til spændingen. Evt. kan de indflettes i senere 'samtale-forløb'?
Fik ikke læst helt færdig; gør det senere ...
venligst ...
PS tænkte på, om du mon har hørt om ham hér 'dr. Death'? http://en.wikipedia.org/wiki/Jack_Kevorkian der findes en masse læsestof om ham. '60 minutes' lavede engang en hel udsendelse om hans 'metode' ;)
Fik ikke læst helt færdig; gør det senere ...
venligst ...
PS tænkte på, om du mon har hørt om ham hér 'dr. Death'? http://en.wikipedia.org/wiki/Jack_Kevorkian der findes en masse læsestof om ham. '60 minutes' lavede engang en hel udsendelse om hans 'metode' ;)
| haleløs | 2012-03-03 18:14:55 |
Lægens (Hr. Müller er vel læge - ikke sandt?) reaktion '... rettede hurtigt på sin skjorte, som begyndte at være temmelig gennemsvedt.' finder jeg ikke spor troværdig; han er jo en erfaren voksen faglært ... som ovenikøbet (dagligt?) håndterer spm. om 'liv & død'; så burde også (nemt) kunne håndtere en ilter, ung, uerfaren sygeplejerske!
Ikke læst færdig endnu; du får nok fler' kommentarer løbende ...
venligst ...
PS ”Morder!” + '... som hun ikke rigtigt vidste, om hun skulle klassificere som ægte eller påsat.' = påtaget
Ikke læst færdig endnu; du får nok fler' kommentarer løbende ...
venligst ...
PS ”Morder!” + '... som hun ikke rigtigt vidste, om hun skulle klassificere som ægte eller påsat.' = påtaget
| Nadia K | 2012-03-03 20:38:03 |
Nej, tænker faktisk mere på ham som en slags forvaltningschef, og ikke læge (: .
Hmmm, synes du? Hvilken reaktion synes du ville være mere passende? At han var sådan ret kold, eller hvad? Der er faktisk en bestemt grund til, at han reagerer som han gør.... Hospital West's metoder er jo ikke helt almindelige, der er endda tvivl om de er lovlige, og derfor vil han selvfølgelig gerne holde sig på god fod med Selma, som kender til Hospitalets sande 'natur'. Det er derfor at han indtager denne usikre/ængstelige position.. men kan godt se det der med, at han egentlig ikke behøver at 'være bange' for en ung, uerfaren sygeplejeske...
Tak for rettelsen, glæder mig til dine næste kommentarer :)
Hmmm, synes du? Hvilken reaktion synes du ville være mere passende? At han var sådan ret kold, eller hvad? Der er faktisk en bestemt grund til, at han reagerer som han gør.... Hospital West's metoder er jo ikke helt almindelige, der er endda tvivl om de er lovlige, og derfor vil han selvfølgelig gerne holde sig på god fod med Selma, som kender til Hospitalets sande 'natur'. Det er derfor at han indtager denne usikre/ængstelige position.. men kan godt se det der med, at han egentlig ikke behøver at 'være bange' for en ung, uerfaren sygeplejeske...
Tak for rettelsen, glæder mig til dine næste kommentarer :)
| haleløs | 2012-03-03 21:43:43 |
jovist; læste netop her http://en.wikipedia.org/wiki/Euthanasia at 'Voluntary euthanasia / Assisted suicide is legal in Switzerland and the U.S. states of Oregon, Washington and Montana.'
venligst ...
Læser teksten færdig senest i morgen!
venligst ...
Læser teksten færdig senest i morgen!
| Nadia K | 2012-03-03 21:47:08 |
Okay....
Som der også står i kapitlet, så behøver personen der vælger euthanasi ikke at være syg, men jeg er fortsat lidt i tvivl om det. Tror du ovenstående, du har fundet, også gælder i tilfælde som Annis??
Som der også står i kapitlet, så behøver personen der vælger euthanasi ikke at være syg, men jeg er fortsat lidt i tvivl om det. Tror du ovenstående, du har fundet, også gælder i tilfælde som Annis??
| haleløs | 2012-03-03 22:02:05 |
NIX, du! Euthanasi er en hjælpende hånd i det, man kalder 'terminal-fasen'; dvs. 'når det udelukkende er et spørgsmål om tid' som i de sidste stadier af f.eks. uhelbredelig cancer.
En fuldstændig rask og rørig person, som blot er depressiv eller fortvivlet ... jeg mener at dén slags lejlighedsvis er sket i Nederlandene; men en ung person som 'Anni' ville utvivlsomt IKKE komme i betragtning ;)
venligst ...
En fuldstændig rask og rørig person, som blot er depressiv eller fortvivlet ... jeg mener at dén slags lejlighedsvis er sket i Nederlandene; men en ung person som 'Anni' ville utvivlsomt IKKE komme i betragtning ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-03 22:04:49 |
Okay - jamen SÅ - er meningen med romanen stadig intakt ;) for var godt klar over at det nok (på nuværende tidspunkt) ikke ville være muligt for en person som Anni, da jeg skrev historien...
vh Nadia
vh Nadia
| haleløs | 2012-03-04 11:35:13 |
'hun så på ham med påsat uforståelse' = hun betragtede (eller 'målte') ham bevidst uforstående
I hvert fald duer din egen formulering ikke!
I øvrigt glider selve kommunikationen mellem dem fint; den er særdeles velskrevet og fuldt troværdig.
Du kommer nu nok til at studere euthanasi-problematikken nærmere; det foregår (mig bekendt) aldrig nogen sinde ved hjælp af mellemmænd; det er altid patienten selv, som fører døds-sprøjten ... ellers er det jo overlagt (betalt) mord!
" ... Mange patienter kan ikke få sig selv til at gøre det, så de beder om at få en af jer til at ”¦ fritage dem for opgaven.” ALTSÅ; en sådan manglende viljesakt fra patientens side tyder jo også på, at livsviljen på ingen måde er udslukt ... så hér halter troværdigheden hos 'hr. Müller' figuren ;)
" ... , når hun kom hjem fra universitet." en sygeplejerske studerer altså på Sygepleje(høj)skolen - ligesom politiet og journalisterne - der findes ganske vist nu en kandidatgrad i Sygepleje (http://www.studentum.dk/Kandidat_i_sygepleje_56219.htm) ; men det er (kun) en overbygning til basisuddannelsen (een sygeplejerske i min familie skal snart påbegynde dette studie.)
Det er egentlig først NU, Selma træder i karaktér som romanens egentlige Hp med stærke, moralske værdier .... og et underliggende budskab til læseren. Langt om længe; absolut værd at vente på !!!
Desuden gir det nu rigtig go' mening at Selmas egen far sidder i kørestol - mens 'Anni' jo er fuldt rask og rørig!
venligst ...
I hvert fald duer din egen formulering ikke!
I øvrigt glider selve kommunikationen mellem dem fint; den er særdeles velskrevet og fuldt troværdig.
Du kommer nu nok til at studere euthanasi-problematikken nærmere; det foregår (mig bekendt) aldrig nogen sinde ved hjælp af mellemmænd; det er altid patienten selv, som fører døds-sprøjten ... ellers er det jo overlagt (betalt) mord!
" ... Mange patienter kan ikke få sig selv til at gøre det, så de beder om at få en af jer til at ”¦ fritage dem for opgaven.” ALTSÅ; en sådan manglende viljesakt fra patientens side tyder jo også på, at livsviljen på ingen måde er udslukt ... så hér halter troværdigheden hos 'hr. Müller' figuren ;)
" ... , når hun kom hjem fra universitet." en sygeplejerske studerer altså på Sygepleje(høj)skolen - ligesom politiet og journalisterne - der findes ganske vist nu en kandidatgrad i Sygepleje (http://www.studentum.dk/Kandidat_i_sygepleje_56219.htm) ; men det er (kun) en overbygning til basisuddannelsen (een sygeplejerske i min familie skal snart påbegynde dette studie.)
Det er egentlig først NU, Selma træder i karaktér som romanens egentlige Hp med stærke, moralske værdier .... og et underliggende budskab til læseren. Langt om længe; absolut værd at vente på !!!
Desuden gir det nu rigtig go' mening at Selmas egen far sidder i kørestol - mens 'Anni' jo er fuldt rask og rørig!
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-04 21:21:59 |
Tak for rettelsen! Har besluttet mig for, at når det sidste kapitel af romanen er postet herinde (mangler vist 3 eller sådan noget), så vil jeg tage alle dine (og andres) kommentarer til teksten, kopiere dem over på et word dokument, printe dem ud og have dem ved siden af mig på skrivebordet, når jeg begynder redigeringsprocessen. Så kan jeg nemlig rette alle formulerings/slåfejlene og overveje de rettelser i selve historien, som der er blevet mig foreslået :-) så dine rettelser er rene guldkorn, jeg har tænkt mig at gemme!!
Hmmm, kan godt se din pointe omkring det der med, at folk får hjælp til 'døds sprøjten' ... jeg har valgt at skrive det som jeg har gjort, for at udtrykke patienternes splittelse. På den ene side er de ulykkelige med at være i live, på den anden side er de bange for døden. Og jeg tror faktisk at mange mennesker har haft den følelse, at de gerne ville smide det hele væk, men var for bange til at begå den endelige handling for at dø - derfor 'skubbet' fra de ansatte!
Ups, med hensyn til 'universitets bommerten' ! Har absolut ingen anelse om hvor sygeplejersker studerer, så din rettelse er hermed noteret uden videre diskussion ;)
Vh Nadia
Hmmm, kan godt se din pointe omkring det der med, at folk får hjælp til 'døds sprøjten' ... jeg har valgt at skrive det som jeg har gjort, for at udtrykke patienternes splittelse. På den ene side er de ulykkelige med at være i live, på den anden side er de bange for døden. Og jeg tror faktisk at mange mennesker har haft den følelse, at de gerne ville smide det hele væk, men var for bange til at begå den endelige handling for at dø - derfor 'skubbet' fra de ansatte!
Ups, med hensyn til 'universitets bommerten' ! Har absolut ingen anelse om hvor sygeplejersker studerer, så din rettelse er hermed noteret uden videre diskussion ;)
Vh Nadia
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Hmmm, spændende... det kan godt være, den skal slettes så (: ellers bruges på et andet tidspunkt, som du foreslår.
Nej, kender ikke dr. Death, men vil da helt sikkert tjekke ham ud! Tak for forslaget :-)