 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 7 |
 |
|
|||||||||||||
|
Det næste huskede Selma senere hen kun som et virvar; et kaos. Hun kunne ikke huske detaljer. Hun kunne ikke huske de præcise bevægelser hun havde gjort, hun kunne ikke huske de præcise tanker, som var fløjet gennem hendes hoved. Men hun huskede brudstykker. Det var som mange hurtige klip, der fulgte efter hinanden. Ingen detaljer, men højdepunkterne var der. Det stod hende ikke helt klart, hvordan hun nåede hen til hr. Müllers kontor, men hun huskede tydeligt øjeblikket, hvori hun som en afsindig bankede på døren til hans kontor. Tog i håndtaget uden at vente på svar, og hamrede mod døren med knytnæverne, da der intet svar kom. Hun huskede også senere hen lyden af Marcs skridt bag sig og hans råben. ”Selma!” Han lød forpustet, da han nåede hen til hende. Hun hamrede stadigvæk af alle kræfter på døren, og han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, men hun slog den hurtigt væk. Hun havde nu for alvor lagt sin tilbageholdenhed på hylden, og i den tilstand som hun i øjeblikket befandt sig, ville den ikke vende tilbage foreløbigt. Hun ænsede ham end ikke, og da døren endelig blev åbnet af en forvirret, lettere irriteret hr. Müller, stormede hun ind på hans kontor og lod Marc stå tilbage; han var fuldstændig magtesløs og kunne ikke andet end at se måbende til. Døren blev stående vidtåben. ”Hvad er det, der foregår på det her sted!” råbte Selma. Hun stirrede med et forfærdet blik på hr. Müller, som så ud som om enten han selv eller hun lige var faldet ned fra månen. Hans blik indeholdt så megen panik, at det i en mindre alvorlig situation nærmest havde været komisk. ”Frøken, hvis De vil falde ned og fortælle mig, hvad det her spektakel skal til for ”¦” Han lo nervøst, prøvede at finde sin sædvanlige flinke og hyggesnakkende facon frem, men det lykkedes ikke rigtigt. Han så bare anstrengt ud og skævede nervøst til Marc, som stadig stod ubevægelig ude på gangen. Selma kunne høre sit hjerte banke; hun kunne føle sin puls alt for meget, og det var en ubehagelig fornemmelse. Hun følte sveden på panden, og frygten for at besvime igen fløj hastigt gennem hendes hoved. Hr. Müller skævede stadigvæk ud på gangen, velsagtens for at se om nogle af de andre patienter var blevet vækket af larmen, som var blevet forårsaget af den unge sygeplejerske, der ved første øjekast havde virket så genert og tilbageholdende. Men der var ingen andre at se på gangen - ingen udover Marc, som havde lagt armene over kors og så meget anspændt ud. Han skiftevis så på Selma, hr. Müller og sine fødder. ”Hr. Müller ”¦” Selma prøvede at holde sin stemme under kontrol, men den sitrede. Hun kunne se i hans ansigt, hvordan han frygtede hendes spørgsmål. Han vidste, at hun havde forstået. Han vidste godt hvad dette spektakel skulle til for, og nu skulle han bare igennem det pinefulde øjeblik, hvori hun konfronterede ham med det. * ”Anni, vær sød at sige, at det her ikke er rigtigt,” hviskede Selma. Hun vidste, at det var en latterlig bøn; meningsløs. Hun havde jo talt med hr. Müller om det. Hun havde jo læst i dagbogen. Hun havde forstået hvad det var, der foregik. Men det ville ikke gå ind i hendes hoved, og derfor prøvede hun en sidste, desperat gang at give Anni chancen for at fjerne den grusomhed, som Selma havde fået øjnene op for. Det var den følgende eftermiddag, og der var allerede temmelig dunkelt inde på Annis værelse. Selma kunne næsten ikke skimte pigens ansigt, der var som gemt væk i skyggerne. Hendes stemme lød, som om den kom langvejs fra, da hun mumlede: ”Jo, det er.” Selma lukkede øjnene og følte hvordan mørket overvældede hende; men denne gang var det ikke fordi hun besvimede. Det var fordi hun nu endelig måtte indse, at der ikke var mere at forsikre sig om. Der var ikke flere muligheder for, at det her ikke var sandt. Det var sandheden. Den grusomme, forfærdelige, ækle sandhed. ”Jeg forstår det ikke.” Selmas stemme var ikke andet end en hvisken, og fra den anden ende af værelset hørte hun Anni fnyse. ”Selvfølgelig gør du ikke det.” Hun lød bitter, og hun vendte nu sit ansigt mod Selma. Hun stod ved vinduet, og bag ved hende var solen så småt ved at gå ned. ”Hvordan fik du ham til at fortælle dig det?” Selma vidste først ikke, hvad Anni mente, men så gik det op for hende. Anni troede, at Marc havde fortalt Selma, hvad der foregik. Pigen anede jo ikke, at Selma havde været inde og snage i hendes dagbog. Og der var en ting mere, hun ikke anede ”¦ ”Øhm, ser du,” begyndte Selma tøvende. ”Han var virkelig nede, og ”¦ og jeg ville absolut vide hvad der var galt. Og så fortalte han mig, at du ”¦ hvad du ”¦” Selmas stemme døde hen, og det var ikke engang så meget på grund af løgnen, hun var ved at servere for Anni. Det var fordi hun ikke kunne få sig selv til at afslutte sætningen - den del, som rent faktisk var sand. Hun så hvordan et lille, næsten vanvittigt smil tog form på Annis mund. ”Så, han var trist over det? Han sagde ellers intet om det på vores date.” Hun udtalte ordet i en drømmende tone, som Selma aldrig før havde hørt hos hende. Selma kunne ikke få sig selv til at afsløre, at daten ikke havde været andet end et stort fupnummer, og hun tænkte ved sig selv, at der desuden var langt vigtigere, langt mere forfærdelige ting at beskæftige sig med lige nu. Hun sank en klump og tog en dyb indånding. Så rettede hun blikket mod Anni. ”Fortæl mig hvorfor.” Hun lagde armene over kors og krummede sig nærmest sammen på stolen ved Annis skrivebord. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” hviskede Anni og så ud af vinduet. Selma kunne mærke hvordan frustrationen begyndte at tage form inden i hende. Åh, Gud, det her sted havde virkelig fået hende til at udvikle et temperament, som hun indtil da aldrig havde vidst af. ”Hvad mener du med, at du ikke har lyst? For Guds skyld, jeg får at vide, at du ”¦ at du gerne vil dø, og så har du ikke lyst til at give mig en forklaring derpå?” Selmas stemme var gået op i et meget højt toneleje, og Anni vendte med et ryk blikket mod hende igen. ”Jeg skylder dig ikke nogen som helst forklaring,” snerrede hun. ”Hvem er du for mig?” Måske vidste hun at hendes ord sårede Selma, måske gjorde hun ikke. Og måske var det hendes intention at såre, måske var det ikke. ”Anni, det her sted ”¦ hvordan kan den slags foregå her? Hr. Müller ”¦ alle de ansatte, hvordan kan de være med til det her?” Selma overhørte pigens sårende kommentar, og denne himlede med øjnene. ”Nu ikke så sentimental. Ingen bekymrer sig om det. De er alle sammen fuldstændig afklarede med det her hospitals formål; det er ren forretning.” Hun sendte Selma et sigende blik, og denne så ud til at tabe underkæben. ”I betaler hospitalet for det?” Anni fnyste. ”Selvfølgelig, hvad tror du ellers? Selv en dyrlæge får penge for at aflive en hund.” Selma kunne ikke tro, hvad hun hørte. Hendes mave krympede sig, og hun følte hvordan koldsveden langsomt meldte sin ankomst. ”Men det er sygt,” hviskede hun. ”Hvad ved du om dét?” udbrød Anni så brat, at Selma fór sammen. ”Du aner jo ikke, hvordan de her mennesker har det. Du har i de sidste uger lallet rundt og ikke fattet en bjælde af, hvorfor vi er her. Hvis du havde været bare en smule vågen, ville du for længst have opdaget, at det her ikke er et almindeligt hospital!” Hun stirrede vredt på Selma, som tænkte, at hun havde hørt en lignende kommentar før. Hun stirrede forfærdet frem for sig. Det her forekom hende stadig som et mareridt; uvirkeligt. ”Jeg går ikke med til det,” sagde hun så. Hun rejste sig og trykkede på kontakten ved døren. Der blev lyst i værelset, og hun så hvordan Anni missede irriteret med øjnene. Hun rejste sig med et ryk fra sin plads ved vinduet og stillede sig foran Selma med hænderne i siden og sammenknebne øjne. ”Hvad mener du med, at du ikke går med til det?” Hun udstødte en glædesløs latter og rystede misbilligende på hovedet. ”Jeg vil prøve at sige det til dig endnu en gang; du har ikke noget at skulle have sagt. Det her er mit liv og dermed mit valg!” Hun så udfordrende på Selma; hendes øjne udtrykte så mange forskellige følelser på én gang. Det Selma senere hen huskede mest, var frustrationen, der lyste ud af pigen. ”Jeg er din sygeplejerske,” sagde Selma forsigtigt og mødte Annis rasende blik. ”Jeg er her for at hjælpe dig; bistå dig. Men jeg kan og vil ikke hjælpe dig med at blive ”¦ dræbt uden nogen som helst grund.” Hun så hvordan pigens øjenbryn skød i vejret, og hun vidste at hun igen havde sagt noget forkert. Men det var hende, Anni, som var forkert på den! ”Uden nogen som helst grund?” gentog Anni med en hviskende stemme, som nærmest gav Selma gåsehud. Denne tog en dyb indånding. ”Anni, jeg har godt hørt om Eutanasi. Jeg er godt klar over, at der findes mennesker, som vælger denne ”¦ løsning, fordi de har en alvorlig sygdom, som de ikke vil leve med længere. Men ved dig er det så anderledes. Så meget mere unødvendigt,” tilføjede hun stille. Annis stemme var ikke meget andet end en snerren: ”Hvordan kan du stå der og komme med udtalelser om noget, du ikke har en skid forstand på? Hvem fanden tror du lige, at du er? Hvem har fortalt dig, at jeg har ”¦ taget den her beslutning uden grund? Unødvendigt, siger du! Hvordan kan du dog bedømme det?” Hun stirrede rasende på Selma, og til dennes overraskelse var der tårer i pigens øjne. Udviklingen fra raseri til tristhed var kommet så hurtigt, at Selma ikke havde nået at registrere det, og til hendes målløshed faldt Anni ned på knæ med ansigtet i hænderne. Sådan sad hun så i, hvad der føltes som en evighed, og hulkede, hvorefter hun løftede blikket op mod Selma, som hjælpeløst stod op ad døren med armene over kors; hendes øjne var store og forvirrede. ”Det her er alvor, Selma,” hviskede Anni og brugte for første gang siden deres første møde, Selmas navn. ”Jeg har truffet den her beslutning, fuldstændig klar over hvad den indebærer. Verden har ikke mere at tilbyde mig, og jeg vil derfor gerne forlade den.” Læs næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 8 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-26 19:25:12 |
vil egentlig blot lade dig vide, at jeg har læst!
Stemning og dynamik mellem Anni og Selma finder jeg fuldt troværdig!
Do. mellem Selma og hr. Müller finder jeg IKKE spor troværdig; f.eks. 'hvordan bortskaffes så liget?' + 'politiet leder somregel efter folk, som er 'blevet væk' ' alligevel er teksten dog fængende og ... overbevisende!
venligst ...
PS euthanasi - skal ikk' med STORT ;)
Stemning og dynamik mellem Anni og Selma finder jeg fuldt troværdig!
Do. mellem Selma og hr. Müller finder jeg IKKE spor troværdig; f.eks. 'hvordan bortskaffes så liget?' + 'politiet leder somregel efter folk, som er 'blevet væk' ' alligevel er teksten dog fængende og ... overbevisende!
venligst ...
PS euthanasi - skal ikk' med STORT ;)
| Nadia K | 2012-02-27 16:53:07 |
-- mener hermed at moren slet ikke ville opsøge politiet - ekstremt, ja! men så dårligt er hendes forhold til sin mor altså...
| haleløs | 2012-02-27 18:39:22 |
kære Nadia; der er altså andre end Annis moder og lille-lillebror som vil undre sig: øvrige familiemedlemmer (bedsteforældre, forældres søskende ... nåmen; måske har du helt afskaffet hendes familie).
Så skole/studie/ungdoms-kammerater og deres forældre, lærere + skoleinspektøren, naboer, måske har Anni (haft) et (fritids)job babysitter/ekspedient i 'SevenEleven'- Læge, tandlæge, sociale myndigheder (mange unge får jo SU), banken kan jo følge ens kontoaktiviteter (HVIS der er nogen) ...
Hér i landet - i det hele taget Europa - kan man FAKTISK ikke sådan forsvinde (tro det eller ej; jeg er også i familie med politiet ;) ) ... Anni har da stemplet ud med sit pas, købt flybillet (kunne jo være over nettet?)
Og jo; er man voksen (fyldt 18) så starter eftersøgningen først når der er gået 24 timer. Stort set alle bliver fundet ... jeg mindes dog i 'Forsvundne Danskere' at man forgæves ledte efter en far, som var stået af ræset og cyklet heeele vejen til Sydfrankrig - selv han blev fundet!
Anni er gået ind i Kastrup Lufthavn og gået ud af Zúrichs ... så heeelt VÆK er hun altså IKKE! Interpol er dygtige ... og alle lufthavne har jo overvågningskameraer ;)
Så; som svar på dit spørgsmål; NIX ... en ung kvinde vil man lede intensivt efter ... uansét at hendes mor er totalt bedøvende ligeglad - hvilket jo ikke er strafbart, da Anni er myndig !;)
Men fortsæt endelig; og HUSK nu, at man kun tar den kritik til sig, man kan bruge konstruktivt - resten IGNORERES ;)
venligst ...
Så skole/studie/ungdoms-kammerater og deres forældre, lærere + skoleinspektøren, naboer, måske har Anni (haft) et (fritids)job babysitter/ekspedient i 'SevenEleven'- Læge, tandlæge, sociale myndigheder (mange unge får jo SU), banken kan jo følge ens kontoaktiviteter (HVIS der er nogen) ...
Hér i landet - i det hele taget Europa - kan man FAKTISK ikke sådan forsvinde (tro det eller ej; jeg er også i familie med politiet ;) ) ... Anni har da stemplet ud med sit pas, købt flybillet (kunne jo være over nettet?)
Og jo; er man voksen (fyldt 18) så starter eftersøgningen først når der er gået 24 timer. Stort set alle bliver fundet ... jeg mindes dog i 'Forsvundne Danskere' at man forgæves ledte efter en far, som var stået af ræset og cyklet heeele vejen til Sydfrankrig - selv han blev fundet!
Anni er gået ind i Kastrup Lufthavn og gået ud af Zúrichs ... så heeelt VÆK er hun altså IKKE! Interpol er dygtige ... og alle lufthavne har jo overvågningskameraer ;)
Så; som svar på dit spørgsmål; NIX ... en ung kvinde vil man lede intensivt efter ... uansét at hendes mor er totalt bedøvende ligeglad - hvilket jo ikke er strafbart, da Anni er myndig !;)
Men fortsæt endelig; og HUSK nu, at man kun tar den kritik til sig, man kan bruge konstruktivt - resten IGNORERES ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-02-28 20:23:32 |
Hmmmm, det har du da egentlig ret i. Det er endnu en af de ting jeg ikke har gennemtænkt, haha ;) Måske jeg i redigeringsprocessen (som - så omfangsrig som den bliver - helt sikkert må vente til EFTER studenter eksamen!!!) kan flette noget ind med politiet der leder efter Anni? Måske noget med at skifte synsvinkel og vise hvordan politiet er hjemme hos Annis alkoholiserede mor i Danmark... idéerne kommer allerede strømmende ;)
Tak for opmærksomheden - det var da heldigt du er i familie med så forskellige professioner! Jeg har hverken sygeplejersker eller politifolk omkring mig...
Vh Nadia
Tak for opmærksomheden - det var da heldigt du er i familie med så forskellige professioner! Jeg har hverken sygeplejersker eller politifolk omkring mig...
Vh Nadia
| haleløs | 2012-02-27 20:17:28 |
PS: ... endvidere Annis frisør; hun klipper vel næppe sig selv? Eller skifter ustandselig? Anni skal jo nok i hvert fald klippes mindst eet par gange årligt?
Frisører får jo ofte en masse personligt at vide om deres kunder! -Så når frisøren ser Anni efterlyst på skærmen ...
venligst ...
Frisører får jo ofte en masse personligt at vide om deres kunder! -Så når frisøren ser Anni efterlyst på skærmen ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for rettelsen!
vh Nadia