 |  | Finn Wilkens: EN PEBRET PRIS |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi fire ungkarle skulle alle sove i stuen efter en animeret middag, hvor Aksel havde underholdt os andre tre med morsomme og skarpsindige betragtninger fra hoften. Ingen af os andre nåede ham til sokkerne i åndsevner. Han hånede Egon for ikke engang at vide, hvem der var udenrigsminister og styrede i det hele taget samværet med sit betragtelige korpus såvel psykisk som fysisk, mens han plæderede for Campari og Kierkegård. Vi andre drak øl. Vi lå på skumgummimadrasser, sofapuder og oppustelige underlag af enhver art i gadelygternes skær. Lige der hvor jeg mærkede, at bevidstheden makuleredes til drømme, startede det. Først som en lav brummen lidt i stil med de tyske flyvere over Danmark 9. april, dernæst mere som et savværk på den midtjyske højderyg omkring Engesvang og til sidst en infernalsk pneumatisk betonboring med prustelyde i sirenehøjde. Det var Aksel, der på den måde turbinesnorkede os andre tre ned under gulvbrædderne. Ingen af os kunne sove. Fnisende diskuterede vi dæmpet, hvad vi kunne gøre. Først rømmede Finn sig diskret, men det viste sig totalt virkningsløst. Egon følte sig som vært forpligtet til at sørge for ordentlige soveforhold og hævede derfor stemmen: -Aksel, for fanden! Du snorker! Grinene bredte sig, der var ikke meget nyt i den sætning. Aksel snorkede højere end nogensinde, og Egon sank tilbage på sin pude, tydeligt opgivende. Lettere nedtrykt lod han en vind gå som en direkte konkurrerende kommentar, hvilket affødte nye dæmpede latterbrøl. Finn rejste sig fra sit leje, tog en halvtømt danskvand fra bordet og hældte resten ned på Aksels nedre ekstremiteter efter at have løftet dynen. Rummet blev fyldt med tilbageholdt sprutgrin. Han lagde pænt dynen ned igen. Vi skreg lydløst og trimlede rundt på underlaget. Aksel snorkede ubekymret videre, mens den undertrykte latter truede med at sprænge væggene i stuen. -Det er vist min tur? hikstede jeg halvkvalt. Jeg famlede ud i køkkenet og hentede en peberbøsse. I mørket pøsede jeg godt med peber ned i ansigtet på Aksel. Latterens trykbølger gjorde det illusorisk at tale om lav grineprofil. Så snorkede han abrupt to gange lige efter hinanden efterfulgt af uforståelige ord på sjællandsk. De blev højere og højere og fulgt op af nogle gorillaagtige lyde, hosten, harken og nysen. Med ét rejste han sig op i siddende stilling, mens han bandede højt og længe og gned sig i øjnene. Han nøs en 10-15 gange, mens han tværede peberet godt og grundigt rundt i hele hovedet. Vi andre havde dynerne proppet ind i munden. -Hvad fanden? Hvad helvede? Hvad satan? Så var der åbenbart ikke flere. Aksel rejste sig i mørket, skinneben mødte stoleben med banden og svovlen til følge, mens han nøs uafbrudt. Til sidst tændte Egon lyset, og vi andre lod, som om vi lige vågnede af al den larm. Egon vendte sig om mod Aksel, gned øjnene og sagde: -Hvordan fanden er det, du ser ud? Vi andre kiggede efter. Peberet var i den grad smurt rundt i fjæset på ham, at han lignede en skorstensfejer i gorillaforklædning. Han gik ud på badeværelset med en serie vrede brøl, mens vore maver protesterede mod flere sammentrækninger. Næste morgen påstod han vedholdende, at det var Egon, der havde hældt peber i ansigtet på ham og ønskede ham hen, hvor peberet gror. Jeg var tilbøjelig til at gi´ ham ret. Aksel tog hjem til Sjælland, og vi så ham aldrig mere. Det gjorde ikke så meget, for nu sov vi meget bedre. | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2010-11-15 22:07:23 |
Haha, det var en ganske underholdende historie ;-)
Du maler et fint billede for mig at stuen og den handling der udspiller sig deri. Jeg kan godt lide dit sprog, som er varieret og rigt. Men til tider krydrer (for nu at bruge din titel) du det lige lovligt meget og ender derfor i stedet op med nogle tunge sætninger: "infernalsk pneumatisk betonboring med prustelyde i sirenehøjde" og "Latterens trykbølger gjorde det illusorisk at tale om lav grineprofil". Ordene kæmper imod hinanden om pladsen i disse sætninger.
Jeg synes dog, at du fint får udstillet Aksel som "Københavnersnuden", de andre tre egentlig ikke bryder sig om (du nævner "os andre" lidt rigeligt). Det gør du på forbilledlig vis ved at lade ham være mere politisk velbevandret og sætningen "Campari og Kierkegård. Vi andre drak øl" sidder lige i skabet.
Endelig lærte jeg i dag et nyt ord: "turbinesnorkede" ;-) Jeg vil ikke love, at jeg ikke selv engang kunne finde på at bruge lige netop den betegnelse.
Glæder mig til at læse mere ;-)
Du maler et fint billede for mig at stuen og den handling der udspiller sig deri. Jeg kan godt lide dit sprog, som er varieret og rigt. Men til tider krydrer (for nu at bruge din titel) du det lige lovligt meget og ender derfor i stedet op med nogle tunge sætninger: "infernalsk pneumatisk betonboring med prustelyde i sirenehøjde" og "Latterens trykbølger gjorde det illusorisk at tale om lav grineprofil". Ordene kæmper imod hinanden om pladsen i disse sætninger.
Jeg synes dog, at du fint får udstillet Aksel som "Københavnersnuden", de andre tre egentlig ikke bryder sig om (du nævner "os andre" lidt rigeligt). Det gør du på forbilledlig vis ved at lade ham være mere politisk velbevandret og sætningen "Campari og Kierkegård. Vi andre drak øl" sidder lige i skabet.
Endelig lærte jeg i dag et nyt ord: "turbinesnorkede" ;-) Jeg vil ikke love, at jeg ikke selv engang kunne finde på at bruge lige netop den betegnelse.
Glæder mig til at læse mere ;-)
| Ester Jensen | 2012-05-16 10:21:06 |
FED historie, fyldt med sprogblomster og vendinger, der bare gør historien mere underholdende, og jeg føler næsten, jeg er tilstede i det mørke rum og kan mærke stemningen. Sjove sætninger og humoristisk stil hele vejen igennem.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
