 |  | Logbog Kap. 37 Professorens dobbeltbogholderi |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var som om efterforskningen på Rygård gik i ring. Men kommissæren fra Gentofte var godt tilfreds med arbejdet på Egely. Det var utroligt, hvad de havde fundet; men han ville gerne snart se resultater, der kunne give et samlet billede. Han sad på politigården med konsulent "Gajolsen”. Rønnebæk og Henny var på vej for at briefe ham om seneste nyt. Der var noget i den virksomheds historie, der ikke passede i billedet. - Olsen, hvad ved du om tyske dokumenter fra besættelsestiden? Det pludselige spørgsmål kom bag på Olsen. - Åh, nej, svarede han, først franske og engelske, og nu tyske. Fra besættelsestiden? Nej, svarede han, heller ikke fra vikingetiden. Ja, det skulle da lige være Bayeuxtapetet, lo han! - Hva’ faen, vi fandt jo hende pigen og fik fat i bortførerne! Hvad er du nu ude på? - Hm. Bare et skud fra hoften”¦ jeg tror ikke, at de to brødre, Esben og”¦ hvad hed han, var alene den nat på Egely. - Nej gu var de ikke alene. Der var jo også både pigen og ham maleren. Overlevede han? - Ja, han overlever og er ved at genvinde sin hukommelse. - Peter, hed han. Peter Kamstrup. Ham der døde. - Ja, det er rigtigt. Men ingen af de to ville kunne få sig selv til at krumme et hår på pigens hoved, for slet ikke at nævne mishandlingen og drabet på professoren i grusgraven. Henny og Rønnebæk fandt Kristoffersen inde hos Olsen. - Dav, nå så kan I være her igen, sagde Kristoffersen. Hvad går I og laver dernede? - Det skal jeg sige dig, svarede Rønnebæk sarkastisk. Vi går ture i parken og snakker lidt af og til med personalet. Nej!...., fortsatte han: - Under trappen i ruinen har vi fundet rester af en primitiv brandbombe; batterier, ledningsstumper og forarbejdet nitroglycerin. Formentlig noget hjemmelavet plastisk sprængstof. Det er næppe de to brødre, der har forsøgt at begå selvmord. Eller Nina eller maleren. Jeg er sikker på at vi har at gøre med en mordbrand, hvor noget gik gruelig galt. Olsen luftede sin teori om en femte person, der måtte være samvittighedsløs og brutal nok til at slå alle fire ihjel ved hjælp af brandbomben - Jamen, det samlede billede”¦ , indvendte Kristoffersen”¦, da Henny afbrød ham - Der er måske ikke noget ”samlet billede”, sagde hun. Derimod har vi: - et narkorelateret mord på Askhøj, - et bestialsk men helt anderledes mord i grusgraven - og endelig et mordforsøg på maleren. Det giver tre ”billeder””¦ OK, brandbomben kan være sprængt for at slå pigen og maleren ihjel; eller være beregnet til at indebrænde brødrene... Vi bliver nødt til at følge ”pengesporet” eller rettere sagt sporene. - Det vil jeg gerne have uddybet, sagde Kristoffersen. - Jo, altså, fortsatte Henny, vi har tjekket Clausens økonomi. Der er absolut intet, der tyder på pengeafpresning. Tværtimod. Ninas bortførere har aldrig fremsat krav om penge, eller også lyver Clausen. Hvilke andre krav kan de så ellers have stillet ham overfor? Noget narkorelateret? Næppe. Han er slet ikke typen. Jeg ser kun én mulighed. De må have krævet hans tavshed i bytte for Nina. Ergo véd den mand mere, end han har fortalt os! - Tjah, hvad siger du Rønnebæk? - Jeg er overbevist om, at Henny har ret. Professoren havde heller ikke haft penge på spil. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der findes nogen sammenhæng i de to sager. For selvfølgelig er pengestrømmen afgørende for Rygårds eksistens. Fik vi nogen sinde nogle regnskabskyndige til at se på professorens dobbeltbogholderi? - Ja. Rygårds regnskabsafdeling kunne se, at professorens overførsler stemte helt overens med tilsvarende poster i laboratoriets indtægter. Rygårds revisor tog dog forbehold for fremgangsmåden. Man fandt ikke, at professorens honorarer for foredrag i Paris hørte hjemme i laboratoriets regnskab. Men det blev vist aldrig ændret. Der figurerer også udgifter ved opnåelse af patentrettigheder på ”organiske chips”. Det har revisionen imidlertid godkendt. Men det kan vi da tjekke igen? - Hm, disse patentrettigheder må vel også figurere i Rygårds regnskaber, spurgte Kristoffersen. Hvilken størrelsesorden taler vi om? I kroner og ører? - Det aner jeg ikke, svarede Henny. Det må vi spørge Helene om. Men jeg vil gerne se hende i øjnene, når hun svarer. - Javist. Er hun på mindste måde utroværdig? - Nej, tværtimod. Hun er så troværdig som nogen. Og måske grænseløs loyal... Kulturarvstyrelsen kunne ikke nægte Rygård at lade nedtagningen og opbevaringen af resterne fra Egely fortsætte, så længe alt gik efter fredningslovens bestemmelser. Alt blev fotograferet, beskrevet og henlagt til opbevaring på betryggende vis. Entreprenøren levede til fulde op til ansvaret, som var det Christiansborg, der skulle genrejses. Der var hidtil registreret lidt over syv tusinde enkeltgenstande, lige fra søm til meterlange egetræsstolper og remstykker. Et lokalt savværk var kommet under vejr med forehavendet og havde uopfordret fremsendt tilbud på levering af ovntørret tømmer. Pommersk fyr. Der var fundet adskillige hel- og halvfærdige, relativt ubeskadigede malerier og skitser i kælderen. Blandt de signerede var der et ret stort oliemaleri af Rygårds hovedbygning. Sollyset blev reflekteret i de sortglaserede teglstens regelmæssige buer og vinger. Øverst vajede Rygårds karakteristiske blå vimpel med stjernen og halvmånen. Kun ved særlige lejligheder og på flagdage hejste Andersen det nationale splitflag. De dystre dage, hvor han satte det på halv, var yderst sjældent til diskussion. Da Askhøj havde mistet livet, var der enkelte mishagsytringer over markeringen, men Helene og Andersen havde affejet enhver indvending til direktørens stiltiende tilfredshed. - Herregud, han var jo blot et sølle menneske, som os andre, havde fru Andersen sagt. Og derved blev det. Flaget kom på halv. - Tak for hjælpen, sagde Rønnebæk til Henny, da de kørte tilbage til Gentofte. Din bemærkning om Rygårds økonomi og de dér "genchips" gav Kristoffersen noget at spekulere over. Og du sørgede samtidigt for at krakkelere hans "samlede billede". Hvordan kom du på den idé? - Alma. Svarede Henny. Da du talte i søvne. Elementært... Tror du ikke vi kan tillade os at holde fri resten af dagen. Du må da også være træt. - Ja. Jeg skal hjem og træne lidt med Samson, før konen forkæler ham for meget. Skal vi følges ned ad trappen? Hvor er din styrthjelm? - Det kan vi godt; hjelmen sidder på maskinen nede i garagen, sagde hun og sendte ham et fingerkys for næsen af den vagthavende ved udgangen. Han var hurtigt hjemme. Hun havde lagt en seddel på køkkenbordet: ”Er lige gået en lille tur med Samson - jeg har nem mad til os i aften. Knus.” Han tog jakken af og lagde sig på sofaen i stuen. Halvt i søvne registrerede han, at Samson med sin kolde snude skubbede et par gange til ham, men den opgav hurtigt og fandt sin kurv. Klokken 23 serverede hans kone stegt flæsk og kogte kartofler med persillesovs. Hun vækkede ham blidt med et kys på kinden. - Det har vist været en hård omgang for dig lille skat, sagde hun. Vi kan godt sidde her og spise, før du kommer rigtigt i seng. Jeg har faktisk været bekymret for dig. Du har vel hverken fået vådt eller tørt”¦ Du skal altså passe lidt bedre på dig selv. Du er jo ikke sytten længere. Jeg har for resten lukket for din telefon - Tak, du tænker da også på næsten alt, svarede han. Logbog Kap. 38 Lydia i København Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
