 |  | Logbog Kap. 38 Lydia i København |
 |
|
|||||||||||||
|
Lydia forsøgte at samle tankerne lidt om Rygårds fremtid. Uden spøgelser fra fortiden. I sit opgør med Rios magthavere havde hun i årevis forgæves søgt at arbejde for kompromisets løsningsmuligheder. Dog uden at sætte sin egen position over styr. Nu var hun på flugt. Ikke fra narkokartellernes håndlangere eller andre forbrydere. Dem havde hun til en vis grad lært at samarbejde med. Hun følte sig aldeles ikke som en ”flygtning” og hun ville le højt, hvis hun hørte nogen give hende den betegnelse. Hun ville hurtigst muligt have det møde med Christian Clausen. Nu ventede hun bare på svar. Hendes veludviklede ”forretningsinstinkt” fik hende til at afsøge deres fælles interesser i selskabets udvikling. Svaret fra Rygård indløb overraskende hurtigt, så hun valgte at ringe med det samme. - God dag, hr. Clausen. De taler med Lydia Hansen. Tak for Deres mail. Jeg så den for to minutter siden, så jeg tillader mig at ringe”¦ I morgen klokken elleve, siger De. Det vil passe fint”¦ , ja, ja, bare uformelt. Jeg er i København indtil videre. Jeg finder selv derud. Vi ses. Hun kikkede ud over byens tage og glædede sig over de smukke grønne tårne og spir. Hun besluttede sig for at gå en lille tur ned ad ”Strøget”, som de fire gader blev kaldt. Det havde småregnet. Cirkusbygningen stod der heldigvis endnu. Nu var der vist restaurant og underholdning. Atmosfæren var næsten, som hun huskede den. Det var sjovt at se alle de små firkantede køretøjer, der zigzaggede rundt og fejede fortovene. En enkelt af de gamle pølsevogne fristede; men der trak hun grænsen. Hun havde lige spist brunch på hotellet. Hun bemærkede, at de fleste af de mange cyklister bar styrthjelm; det tror da pokker med den fart de holder. Og så var de lumsk lydløse. Med synlig tilfredshed noterede hun sig, at mændene med slet skjulte øjekast stadigvæk viste interesse for hendes fremtoning. På Kongens Nytorv fandt hun en tør bænk, hvor solen af og til tittede frem. Der var nu noget særligt over København; lidt museumsagtigt - de mange forskellige byhuse i fire til seks etager - og så alligevel kombineret med mange helt moderne ejendomme. Alle vegne blev der gravet. Metro, kabler,rør, røg og larm. Byplanlægning og politik anede hun ikke meget om. Politik havde aldrig fanget hendes interesse som andet end et håndværk, der sikkert kunne læres. Men den særprægede demokratiopfattelse, som danskerne hægede om, lå milevidt fra sydamerikansk mentalitet, som på en måde accepterede korruption som naturlig del af magtens udøvelse. Kunne demokrati læres, tænkte hun? Hun havde aldrig helt forstået, hvordan demokrati og kongedømme kunne forenes. Fandtes der måske slet ikke korruption i Danmark? Clausen orienterede Helene om Lydias ankomst. Han brød sig ikke om improviserede møder uden skriftlig dagsorden, men hans nysgerrighed vandt over formalia. Hvis Lydias ærinde var andet og mere end en høflighedsvisit, måtte han have ordentlig tid til at forberede sig. Han håbede, at hun ikke ville lægge hindringer i vejen for fondens påtænkte rekonstruktion af Egely. Helene mente, at det ville være uhøfligt, hvis Andersens ikke fik lejlighed til at hilse på Lydia, når hun nu ville komme på besøg. - Selvfølgelig! Havde Christian svaret. - Jeg tror nu nok, at hun bosætter sig mere permanent her i landet. - Ja, det har jeg også forstået. Indtil videre bor hun på SAS-hotellet, oplyste Helene. Det er da lidt fjollet, når der nu er så meget plads her. - Vil du give Andersen besked; du kender jo Lydia bedre end jeg. - Ja, hellere end gerne, svarede Helene og tænkte, at det argument dog var det tyndeste hun længe havde hørt. Det var Andersen selv, der lukkede hende ind. Han havde lige sovet til middag. - De ser så fornøjet ud, sagde han, hvad med en tår kaffe?... Kirstine, kommer du, kaldte han. Det er fru Rosenkilde, der er kommet. Kirstine kom ind fra køkkenet - Dav Helene, sæt dig nu ned. Theo har åbenbart glemt, at vi er dus. Jeg har fået et brev, som De meget gerne må åbne. Det er sendt til Egely, og det nye postbud har så smidt det ind hos mig. Det er måske bare en reklame? Værs’go. Jah, det er vel min fejl, at jeg den gang fjernede postkassen dernede. - Tak, jeg åbner det med det samme. Prøv at høre: En lokal kunstforening er bekendt med malerens tilknytning til Egely og ville gøre opmærksom, at den lå inde med fire meget fine men uafhentede værker af L.P. Man havde været bekymret for maleren efter al presseomtalen Nu henvendte man sig direkte til Hr. Andersen, som maleren så ofte havde nævnt. Foreningen ville gerne kåre L.P. som ”årets billedkunstner", men havde ikke haft mulighed for at finde nogen anden adresse på ham. - Der kan man bare se, sagde Andersen; gud ved hvordan han har det? Maleren? - Ja, jeg ved kun fra politiassistenten, at han skulle være i bedring. Han har også spurgt efter Dem, men han må ikke få besøg endnu. - Hvem bestemmer det? Politiet? - Nej, de må vist heller ikke tale med ham; det må være lægens ordre”¦ - Hm, brummede Andersen. Hvad så med Lydia? Hvordan har hun tænkt sig at komme herud? ... Jeg er ganske vist ikke meget for at futte rundt idet store skrummel med hende i den indre by. - Åh, tænk ikke på det; jeg er sikker på, at hun selv finder vej hertil. - Bliv du bare hjemme i dag, Theodor, sagde fru Andersen; har du været oppe ved duerne i dag? - Hvem? svarede han; nåh, nej, duerne, joh, de kurrer da endnu. Men selvfølgelig, hvis du synes... Andersen rejste sig og gik op ad den indvendige trappe. Kvinder var sgu ikke nemme at gøre sig klog på. - Hør, sagde fru Andersen til Helene, da han var gået. De to politibetjente bekymrer mig. I forgårs var der lys på første sal i annekset - og jeg hørte lyde...Jeg var såmænd lige ved at rende derover, men Theo sagde, at jeg bare skulle sove roligt og blande mig uden om politiets arbejde. Nej det må ikke være let at være så ung en kvinde i politikorpset... Man tænker jo sit...Efter alt det der er sket. - Ja, det gør vi vel begge. Nu vil jeg gå over og finde tegningerne af Egely. Jeg går ud fra, at de skal bruges i morgen. - Det bliver nu alligevel spændende, når byggeriet går i gang. Jeg håber, at de gamle træer bliver skånet, svarede Kirstine. Andersen kom ind i stuen igen. - Nå; duerne har lige lokket en strejfer med hjem. Han har ring på. Nu må vi se, om han bliver her eller drager videre. Jeg plejer at lade sådan en bandit få ro en dag eller to. Så får vi se, hvorfra han stammer. Jah, jeg går ikke så højt op det, men det er altid morsomt, når man kan ringe til ejermanden. Der har da både været englændere og svenskere og en enkelt franskmand og hente deres ferkræ her på adressen. - Det er værst med duerne på denne årstid, hvor de fælder alle vegne. Men Theo er nu flink til at støvsuge, sagde hans kone. Helene skråede over gårdspladsen. Christian var kørt igen. - Hej piger, sagde hun til Lillian og Susan, er Clausen taget hjem? - Nej, han skulle bare til et møde på rådhuset, noget med byggetilladelse, svarede Lillian. Jeg troede du havde styr på ham? - Så, så, jeg tror nok, at han føler sig rigeligt styret her på hans eget kontor. Logbog Kap. 39 Maleren var oppegående Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
