 |  | Stjernenatten(2/2) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg vendte mig væk fra huset. Der var ingen mening i at blive her. Ingen mening. Det var det, hun altid havde sagt, når jeg rettede på mit slips og brokkede mig over rentesatser: ”Det er jo alligevel meningsløst. Universet er uendeligt. I forhold til det er denne verden ubetydelig.” Ubetydelig. Det var hendes yndlingsord. Hendes mantra. Hun havde altid ønsket sig at flytte så langt væk fra civilisationen som muligt, hvor byens lys og luftforurening ikke kunne sløre nattehimmelens fulde pragt. Men jeg havde haft mit arbejde at passe. Mit liv var i byen, hvor vi alle kunne forsikre hinanden, at der var en større mening i det, vi gjorde. Den effekt var fuldkommen forsvundet nu, hvor byen stod mennesketom og mørklagt tilbage. Jeg havde lovet hende, at vi nok skulle flytte væk en dag, men først skulle hun tage sig sammen og leve her på jorden. Jeg håbede, at hun ville opgive sine tanker om stjernerne, men i stedet blev hendes tilstand værre jo større byen voksede sig. Selv midt om natten var alt lyset i byen ikke slukket. Smoggen havde lagt sig som en dyne over byen. Og i takt med at stjernerne falmede, falmede hun. Hun forlod ikke vores lejlighed. Hver nat sad hun i vindueskarmen, hvor hun stirrede op i det tomme mørke. Og hun ville ikke lytte til mig ligegyldigt, hvor meget jeg tiggede, bad eller ligefrem skreg af hende. ”Jeg er ubetydelig. Og det er du også. Det er vi alle.” Det var hendes sidste ord, som stadig spøgte i vindens sagte hvisken, når den snoede sig gennem de tomme gader og bygninger. Ordene ville ikke lade mig være. Jeg tog en dyb indånding. Iskold, ren luft fyldte mine lunger, og jeg var klar til at se det i øjnene. Jeg kiggede op i virvaret af lysende prikker over mig, og med det samme begyndte jeg at ryste over hele kroppen. Ikke på grund af kulden, men af en primitiv angst, der overvældede mig ved synet af et uendeligt univers foran mine fødder. Hvordan hun havde været i stand til at se på disse stjerner i så lang tid, var mig en gåde. Jeg havde tænkt, at det måtte være universets hævn, at jeg nu levede i hendes paradis og mit helvede, men som jeg stod der og stirrede ind i det, vidste jeg, at sandheden var meget grusommere: Universet var fuldkomment ligeglad med mig ligesom det havde været med hende. Ensomheden var altomsluttende. Jeg kunne mærke en svimmelhed overmande mig, og jeg tog mig til hovedet for at få det hele til at stoppe med at køre rundt, men Jorden stoppede ikke med at dreje om sig selv eller rotere om Solen. Jorden var ligeglad med mig. Jeg måtte lægge mig ned midt på vejen for at få det hele til at stoppe med at snurre rundt. Jeg borede mine negle ned i den iskolde asfalt, klamrede mig til Jordens overflade, som var jeg bange for, at tyngdekraften ville svigte mig, så jeg ville falde ud i det endeløse mørke. Hendes ord rungede i midt hoved. Ubetydelig. Jeg måtte erkende sandheden af hendes ord. Universet eksisterede før os, og det ville eksistere efter os. Vi var ubetydelige for stjernerne. Men hun havde alligevel taget fejl. Hun havde ikke været ubetydelig. Ikke for mig. Del 1: Stjernenatten(1/2) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
