 |  | Stjernenatten(1/2) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg vandrede hvileløst gennem de mørklagte gader. Over mig blinkede titusindvis af stjerner på den frostklare, nattesorte himmel, men jeg prøvede at undgå at se direkte på dem. I stedet lod jeg mine øjne afsøge fortidens spøgelsesagtige giganter, der tårnede sig op over mig og betragtede mig med døde, kolde øjne. Eller måske var de rettet mod stjernerne, som havde været skjult dengang, der var liv og lys bag vinduerne. Ingen anden lyd hørtes end mine fodtrin mod asfalten. Jeg holdt mig inde på fodgængerovergangen, selvom jeg havde hele hovedgaden til min rådighed. Der ville jo alligevel ikke komme nogen biler. Hvis hun havde været her, så havde hun gjort det. Nej, hun ville ikke gå nogen steder, men bare se på stjernehimmelen med øjne, der ville funkle om kap med stjernerne. Jeg rettede stift blikket mod mine fødder. Jeg drejede væk fra den forladte hovedgade og ned mod rådhuset. I mørket kunne jeg ikke se urskiven på rådhustårnet, men det betød ikke noget. Jeg vidste, at uret var for evigt fastfrosset på tidspunktet 19:45. Det gibbede i mig, da en knirkende, skærende lyd brød nattens stilhed, men da jeg vendte mig om, var det bare vinden, der skubbede til en rusten gynge på en overbevokset legeplads. Den svingede lige så stille frem og tilbage på sine jamrende hængsler. I en svunden, gylden tid havde to børn leget på den gynge og beundret stjernerne sammen, men det var lang, lang tid siden. Jeg fortsatte. Det nyttede ikke noget at dvæle ved minderne. Men hvis jeg ikke ønskede minderne, hvad lavede jeg så herude midt om natten? Jeg havde aldrig været en natteravn. Mørket var til at sove i, så man kunne leve i dagslys. Hun havde altid haft det omvendt. Når jeg sagde til hende, at solen også var en stjerne, så hun bare opgivende på mig. Det havde jeg altid fundet en smule utaknemmeligt taget i betragtning, at det var denne ene stjerne, der gjorde vores liv muligt. Men hun foretrak at se dem i tusindvis, selvom de var så langt væk, at de ikke gjorde nogen forskel for os. Jeg lod mine ben styre mig, men det viste sig at være en fejl: Da jeg så op, stod jeg foran opgangen til vores lejlighed. I et splitsekund syntes jeg næsten, at jeg kunne se hendes blege ansigt stirre op på himmelen bag et af de tomme vinduer, men jeg blinkede, og hun var væk igen. Hun ville ellers have elsket det her i lige så høj grad, som jeg hadede det. Da vi var små, drømte hun om at blive astronaut. At forsvinde alene ud i det mørke ingenting, ud til stjernerne. Selvom hun med tiden måtte sande, at det ikke kunne lade sig gøre, så tror jeg aldrig, at hun opgav den drøm. Jeg var helt anderledes. Jeg holdt af tyngdekraften, lyset, byen, menneskeheden og følelsen af mening. Jeg håbede, at hun ville få hovedet ud af skyerne en dag og indse, at hendes plads var på Jorden og ikke blandt stjernerne. Det var i det håb, at jeg giftede mig med hende. Men sådan gik det ikke. Del 2: Stjernenatten(2/2) | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-03-09 09:45:13 |
fængende nattevandring 'down memory lane' i barndommens paradis!
vær sød at linke til næste afsnit (læs under 'HJÆLP/INFO' hvordan)
venligst ...
vær sød at linke til næste afsnit (læs under 'HJÆLP/INFO' hvordan)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
