 |  | Støv |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi sidder i mørke. Alles øjne er rettet mod det store whiteboard midt på væggen, hvor en dokumentar er i fuld gang. Jeg kan ikke fastholde koncentrationen, og blyanten, der skulle bruges til at skrive notater, ligger slapt i min let knyttede hånd. Handlingen siger mig ingenting, lysten til at sætte mig ind i de samfundsfaglige problemstillinger er meget lille. Jeg læner mig lidt frem for at sidde i en mere behagelig stilling og mærker en pludselig varme på den venstre side af mit ansigt. En solstråle har fundet vej gennem en sprække mellem de mørkegrønne gardiner, og rammer mig lige på kinden. Jeg føler strålen sitre på min hud, og nyder den med lukkede øjne. Det er lige hvad jeg trænger til en tirsdag eftermiddag i sidste modul, og jeg byder taknemmeligt den lille afbrydelse velkommen. Da jeg åbner øjnene igen, er jeg først blændet af solen, men langsomt vænner mine øjne sig til lyset, og jeg får øje på en byge af mikroskopiske partikler. Støv. Milliarder af støvkorn hvirvler omkring os hver dag, uden at vi bemærker dem, men lige nu ser jeg dem helt klart. Jeg fascineres af deres formålsløse, luftige dans, der ændres ved den mindste forstyrrelse. Støvkornene lander på min bare arm og lægger sig til rette. Jeg betragter dem intenst. Ikke ét af dem er ens, selvom de ved første øjekast ligner hinanden. I solens lys får de forskellige farver, og glimter hver på deres egen måde, mens de bevæger sig gennem luften. De indhyller mig, men jeg forsøger at være så stille som muligt, den mindste bevægelse vil forstyrre deres fredfyldte dans. Støvkornene har ikke travlt, de tager den tid, de tager, og har ikke behov for at skynde sig af sted. Lydene omkring mig er forsvundet, jeg sidder badet i lys i min egen lille verden. Mig og støvkornene. De har været her hele tiden, men i mørket er de skjult. Kun når solens stråler rammer dem, bliver de synlige, og jeg ser, hvor mange de er. Hvor kommer de fra? Har de nogensinde været uden for dette klasselokale? Jeg puster forsigtigt ud i luften, og ser de små støvkorn hvirvle bort fra mig. Jeg smiler. Filmen er færdig. Min lærer tænder lyset. Gardinerne trækkes fra. Solstrålen forsvinder. | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2012-04-09 17:03:50 |
Sjovt lille intenst øjeblik du her beskriver - bestemt et emne jeg aldrig tidligere har stødt på ved lignende beskrivelse ;-)
Historien bringer vel ikke rigtig så meget med sig - den er flygtig - men får læseren til at stoppe op et øjeblik og mærke den liflige dans, du beskriver for os. Måske var din hensigt at beskrive, at der findes en verden omkring os, som vi i det daglige ikke bemærker.
/Jesper
Historien bringer vel ikke rigtig så meget med sig - den er flygtig - men får læseren til at stoppe op et øjeblik og mærke den liflige dans, du beskriver for os. Måske var din hensigt at beskrive, at der findes en verden omkring os, som vi i det daglige ikke bemærker.
/Jesper
| Ester Jensen | 2012-04-22 15:33:32 |
Netop, måske skulle vi give os tid til at stoppe op et øjeblik og se rundt omkring os, i stedet for altid at fare forvildet rundt i en stresset hverdag - så kan vi let opdage små vidundere! :D
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
