 | 
| #3 |
|
 |
| Forfatter: | anyone |
| Skrevet: | 2014-04-11 17:19:59 |
| Version: | 1.0 |
| Anbefal: | Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning |
| | |
|
|
Efter det var jeg fortabt. Helt fortabt. I dig. Jeg kom ikke på arbejde, for at arbejde. Jeg kom i håbet om, at du var der. Jeg kom ikke for at se HVEM jeg skulle arbejde med, men om jeg skulle arbejde med DIG. Alt andet var ligegyldigt. Alle vagter uden dig var ligegyldige og uendelige. Det eneste jeg gad snakke med andre om var dig. Jeg blev misundelig og skuffet, når de andre snakkede godt om dig. Hver en kommentar ødelagde mit billede af, at vi to havde noget særligt. Men du valgte mig. Du foretrak mig, som jeg foretrak dig. Det følte jeg. Jeg ville så gerne tro det. Du ville ændre din normale rute hjem, for at følges med mig. Du ville holde din pause, så vi kunne spise sammen. Du gjorde alle de ting, jeg ikke turde gøre. Og når vi gik der i mørket. Forbi søen med de farvede lamper. Og du fik mig til at grine. Og jeg kunne få dig til at grine. Og det hele var så perfekt. Så kunne jeg ikke mærke min krop. Alligevel følte jeg mig så i leve. Jeg ville bare tage dig i hånden. Stoppe op og fortælle dig det hele. Kysse dit perfekte ansigt. Holde om dig. Der var ingen andre end os i den verden. Jeg mærkede, at du havde det som mig, men jeg kunne tage fejl. Måske tog jeg fejl. Så jeg holdte mine hænder for mig selv. Holdte mine tanker og følelser for mig selv. Jeg havde lyst til at grine og græde, hver gang du var i nærheden. Jeg har lyst til at græde, når jeg tænker på dig. Du bliver så fjern, for hver dag der går. |
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
