 |  | Når isen brister |
 |
|
|||||||||||||
|
Når man finder kærligheden, føler man sig vel nærmest uovervindelig. Man har en fornemmelse af, at man kan gå på vandet, og havde det ikke været fordi, de var så fandens svære at få øje på, ville man sikkert også påstå, at man havde fået vinger. Alt hvad der før havde selv den mindste reference til noget problematisk, er nu blevet hvisket væk - som duggen forsvinder for solen. Man kan sidde der på sit arbejde og bare grine fjollet for sig selv, mens man tænker på en situation fra aftenen før, hvor den udkårne gjorde et eller andet helt eventyrligt. Om det så bare var måden hvorpå træet blev lagt i brændeovnen eller den måde der blev smilet til én, da man lidt vovet fortalte en kæk vittighed - det er flintrende irrelevant. Det, der har brændt sig fast i sindet, er at man føler varmen fra den anden person. Man føler savn, og man kan mærke, at det bliver gengældt. Man finder ud af, at badekarret pludselig er alt for stort til at sidde i alene, og sengen virker ikke varm på helt samme måde længere, når man ligger der og kigger ensomt op i loftet. Kærligheden bringer lysten til at dele, og den avler en afhængighed så stor, at man nærmest skulle tro, at det kunne være skadeligt. Man kan opnå en nærmest euforisk sindstilstand, og jeg formoder, at det må være sådan, en noget nær overdosis af lykkepiller må føles. Kærligheden kan desværre også bringe blindhed og naivitet med sig. Fordi man netop bliver blændet af alt det positive, risikerer man at overse ( bevist eller ubevist ) de skyggesider der måtte være ved den anden person. Og skulle man endelig opfange et glimt af noget ”urent”, er det helt sikkert, at man blot ignorerer det - for kærligheden overvinder alt! Livet som sådan og kærligheden i særdeleshed er én stor skøjtetur på tynd is. Man kan tulle rundt og kigge sig omkring, eller man kan fræse hen over isen. Man kan skøjte af sted alene eller hånd i hånd med en anden. Fælles for dem alle er at der bag dine fødder bliver efterladt spor i isen. Små fine ridser som viser, hvor du har været på livets skøjtebane. Små efterladte revner som vidner om et tur gennem livet på skøjter, og hele dette spor er bevis på din fortid og dine erfaringer. Nogle gange vil du måske opleve at være cirklet rundt, så du endnu en gang rammer dit gamle spor. Hvis dette sker, må du spørge dig selv, om dette er en bevidst og overvejet handling. Når du følger det samme spor to gange, bliver ridsen i isen dybere. Dermed kan lykken på dette spor bliver større, men det kan omvendt også resultere i dybere sår på sjælen. Dette spor skulle gerne have givet dig nogle erfaringer, sidst du skøjtede her. Fra tid til anden vil man kunne risikere at komme til et sted på isen, hvor den ikke længere kan bære dig - og den brister. Hvad der før var ”sikkert”, lunt og varmt er nu pludselig blevet vendt til at noget koldt og ensomt. Man bliver nødt til at kravle op igen, for man kan ikke blive liggende ”dernede”, og man må ryste oplevelsen af sig - man er nødt til at komme videre hen over isen! Nogle er hurtigere til at komme af sted end andre, men vi har vel alle disse huller i isen. Episoder i vores liv hvor isen bristede. Nogle vælger måske at vende tilbage til bredden for derved ikke at udsætte sig selv for ”fare” - for endnu engang at falde i, hvor isen ikke kunne bære. Jeg mener dog, at dette er en forkert indstilling. Man må op på hesten igen - eller for at blive i dette indlægs metaforer: man må spænde skøjterne fast igen, og så er det ellers bare med at komme ud over stepperne igen. Lav nogle nye ridser i isen! Lad dig føre af sted i en ny retning, og udforsk hvad der kommer på din vej. Så må isen briste eller bære. Hellere det end at blive siddende på bredden og se livet suse forbi dig. | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2011-01-28 11:53:11 |
Dit billede af livet som en tur på skøjter, kan jeg godt lide.
Du lægger meget rosenrødt ud med de tre første afsnit om kærligheden. Som du for øvrigt beskriver super flot. Og slutter af med "kærligheden overvinder alt!" (TV2citat:) det er lækkert.
Resten at teksten er mere filosofisk og og sætter tingene i perspektiv. Nej, kærligheden overvinder (nødvendigvis) ikke alt, men vi mennesker er i stand til at komme/skøjte videre hvis det går galt. Og næste gang bliver vi garanteret lige så uovervindelige.
Fed tekst, tak for den.
/robert
Du lægger meget rosenrødt ud med de tre første afsnit om kærligheden. Som du for øvrigt beskriver super flot. Og slutter af med "kærligheden overvinder alt!" (TV2citat:) det er lækkert.
Resten at teksten er mere filosofisk og og sætter tingene i perspektiv. Nej, kærligheden overvinder (nødvendigvis) ikke alt, men vi mennesker er i stand til at komme/skøjte videre hvis det går galt. Og næste gang bliver vi garanteret lige så uovervindelige.
Fed tekst, tak for den.
/robert
| svalerne | 2011-01-28 20:44:26 |
Jeg kan godt lide den med at vi ofte kører i cirkler og jo flere gange vi tager den samme rundtur, des dybere bliver sporene og des sværere er dte at få skøjterne op og udstikke en anden retning.
bedste hilsner
bedste hilsner
| Forfatter in spe | 2011-01-28 21:58:25 |
Tak skal du have!
Jeg synes også selv, det giver meget god mening med disse spor i isen.
Jeg er glad for, at du også fandt, det gav mening.
/Jesper
Jeg synes også selv, det giver meget god mening med disse spor i isen.
Jeg er glad for, at du også fandt, det gav mening.
/Jesper
| haleløs | 2011-04-02 16:39:52 |
Mener at genkende teksten her ... fra SAXO forfatterskole? Tåler genlæsning! venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-04-02 18:09:51 |
Ja, det er korrekt. Jeg lagde nogle tekster ind på Saxo sidste år for at annoncere lidt for Forfattersiden.dk - der på dette tidspunkt var ved at tage fart.
Fint at du læste det igen.. og genkendte det. Det betyder jo, at teksten må have skilt sig ud fra mængden ;-)
/Jesper
Fint at du læste det igen.. og genkendte det. Det betyder jo, at teksten må have skilt sig ud fra mængden ;-)
/Jesper
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for ordene - jeg er glad for, at du kunne lide teksten, og du har ret i, at den er (forsøgt) lidt småfilosofisk ;-)
/Jesper