 |  | Forstyrrelsens bivirkninger |
 |
|
|||||||||||||
|
Mine fingre er blå og jeg har ondt i ryggen. for hjertet mærker jeg en vedvarende trykken. Bliver grå og taber hår. får ondt i hovedet når jeg går. Falder om og får kvalme. Langsomt begynder livsglæden at falme! Hun var ramt af ensomheden som hun sad der på værelset. Hun fulgte urets tikken nøje, men det var som om den slet ikke rykkede sig. Egentlig ønskede hun ikke at være andre steder end her hvor hun var. Hun ville bare sidde her og vente. Hun ventede på, at hun en dag ville vågne og være tynd og glad, og at hendes liv igen ville fortsætte som da hun havde det godt. Hun sad med vinduet på klem og kiggede ud. Det var en flot forårsdag og fuglene pippede om kamp, men hun hørte dem ikke. Det var som om de ikke ville synge for hende. Hun havde i flere dage haft ondt i underlivet, men turde ikke fortælle det til nogen. Hun vidste hvad de ville sige, og det orkede hun simpelthen ikke. Det gav et jag i hende da hun rejste sig. Hun måtte lige stå stille lidt, inden hun begyndte at gå, så smerten og svimmelheden kunne forsvinde. Der fandtes ingen der var mere opmærksom på sin krop end hende, og hun vidste derfor præcis hvad der skete inde i hende. Hun vidste at svimmelheden skyldtes for lidt væske og for mange piller, og vidste også hvordan hun skulle få det til at forsvinde igen. Det ville kræve at hun drak lidt vand, men hun ønskede ikke at svimmelheden skulle forsvinde. Hun følte en rus hver gang hun mærkede en reaktion fra hendes krop, for så vidste hun at den var ved at overgive sig til slankekuren. Alligevel var hun lidt utryg ved de nyeste tilkommende smerter. Hun havde hørt og læst så meget om hvad det kunne skyldes og der samlede sig en lettere panik i hende. Katastrofe tankerne om hvordan hendes organer ville sætte ud ét efter ét, kørte rundt i hendes hoved og hun måtte sætte sig lidt for ikke at kollapse af alle de tanker. Hun genfandt hurtigt kontrollen og fik smidt tankerne på porten. Det var ikke en mulighed at dø af denne sygdom, for hun følte slet ikke at hun havde den, og desuden var hun slet ikke tynd nok til den slags. Panikken havde nu sluppet sit tag i hende og vrede og en smule skuffelse overtog pladsen. Hun spejlede sig i ruden, og sendte sig selv et par hadefulde øjne. Det kunne ikke blive ved at gå at hun var så tyk, det måtte hun snart få lavet om på. Hun håbede på at kunne smide de sidste kg inden for kort tid, og dybt inde i hende var der et lille ønske om at hun måtte blive så tynd at hun til sidst ville dø. Der fandtes ingen mere ren måde at dø på end denne. Skete det, så kunne hun med sikkerhed vide at hun havde været tynd nok og at hun ikke havde fejlet, ligesom hun altid havde gjort i hele hendes liv. Tanken var meget skamfuld for hende og hun havde derfor aldrig fortalt det til nogen. Hun vidste at alle forventede og krævede at hun ville blive rask og glad igen, og en sådan tanke ville kun føre vrede og angst med sig hvis den kom ud. Viserne på uret havde pludselig alligevel rykket sig, og hun fik travlt med at nå sin bus. I dag skulle hun til en meget frygtet samtale med hendes diætist. Hun hadede de samtaler som pesten og var tilsvarende bange for dem. Hvis man ville avle på nederlag skulle man bare gå fast hos ’fedmens dronning’, og det var netop hvad hun gjorde. Hun vidste at hun ikke havde klaret sin madplan som hun skulle, og hun vidste også at diætisten med sit røntgen syn. med det samme ville kunne se det. Ihærdigt prøvede hun at være ligeglad med diætistens ord, men alligevel ramte det hende med stor kræft på et ømt sted. Det var aldrig rart at få at vide at man ikke gjorde det godt nok, og slet ikke når man prøvede at opnå det absolut perfekte. I det her tilfælde fandtes der to svar på det perfekte. Hendes egen; at få en tynd og ren krop, og diætistens; at følge madplanen og langsomt tage på i vægt. Inden hun kunne komme op og få en opsang fra diætisten måtte hun ud af døren, hvilket viste sig en del besværligt. Hun måtte holde pause efter hver trin hun tog, hele vejen ned af trappen, og måtte passe på at benene ikke forsvandt under hende. Det var sikkert fordi hun var blevet så tyk at de slet ikke kunne bære hende mere. Endnu en grund til at hun måtte ned i vægt. Endelig nåede hun frem til diætistens kontor, men orkede ikke at banke på. Hun var parat til at gå igen men i det samme blev døren til kontoret åbnet. Så var der ingen vej tilbage. Besøget og snakken om maden varede præcis en halv time. En halv time hvor alting blev forandret og hvor alvoren var kommet skræmmende tæt på hende. Da hun gik ud af døren igen strammede hun tørklædet tættere op omkring hendes hals. Hun ville ikke tro på diætistens advarsel, men hun var for bange til at slippe den. Ordene ville ingen mening give i hendes hoved. Så tyk som hun var, ville en lungebetændelse ikke tage livet af hende, det kunne enhver da se. Hun prøvede at forkaste den del af hende som godt vidste at vægten var for lav, og som havde hørt kroppens råb om hjælp. Det lykkedes ikke og hun fyldtes nu af smerte og sorg. Hun så diætistens bekymrede blik for sig og forstod at det nu var alvor. Det der ikke kunne ramme hende, havde nu gjort det alligevel. Det som hun troede kun ville ske for naboen, var nu sket for hende. Hvis hun ikke ville dø nu, måtte hun holde sig fri af alverdens sygdomme. Enhver form ville kunne slå hende ihjel for hun havde intet at stå imod med. Hun lod en tåre trille ned af sin kind, men tørrede den hurtigt væk igen, så den ikke kunne køle hende unødvendigt ned. Alvoren var nu gået op for hende og hun vidste at hun snart ville kunne dø. Når hun næste gang fik ondt i sin hals eller begyndte at hoste, så ville hun vide, at nu var det forbi. Den aften græd hun sig stille i søvn og ønskede at hun den næste dag ville kæmpe imod spiseforstyrrelsen og døden. Det blev kun ved ønsket. Klar besked "Vi kan ikke fortælle dig hvor længe du kan holde til denne leg Hvis vægten tager endnu et dyk ned og du fortsat mener at du er for fed så vil du ikke overleve dette her vælg nu, vil du ikke leve mer'?" | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-25 01:43:13 |
Fængende og indfølende (be)skrevet; tekstens hovedbudskab 'I det her tilfælde fandtes der to svar på det perfekte. Hendes egen; at få en tynd og ren krop, og diætistens; at følge madplanen og langsomt tage på i vægt.' formuleret som en meget skarpsindig analyse!
venligst ...
PS 'smide de sidste kg inden for kort tid, ...' forkortelsen forstyrrer læsningen; skriv HELE ord ;)
'med stor krÆft på et ømt sted. ...' skal stå krAft (kræft er jo en sygdom)
venligst ...
PS 'smide de sidste kg inden for kort tid, ...' forkortelsen forstyrrer læsningen; skriv HELE ord ;)
'med stor krÆft på et ømt sted. ...' skal stå krAft (kræft er jo en sygdom)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Du har ret i det med 'hele' ord.. det kan jeg godt se :)