 |  | Logbog Kap. 21 En fløjtende portør |
 |
|
|||||||||||||
|
Nina var blevet overført til Herlev Hospital. Ingen tog notits af den smilende og fløjtende portør, som kom hen ad gangen, fandt stue 5 og bankede på. Han åbnede døren og så den unge pige, der lå og sov. Han hævede forsigtigt sengen op på hjulene og kørte hende ud af stuen og ned ad gangen. I hånden havde han meddelelsen fra røntgenafdelingen. Afdelingssygeplejersken, som mødte ham, undrede sig; pigen var jo blevet fotograferet. Men beskeden var klar: Man ønskede endnu et billede af hendes håndled. Portøren fløjtede samme monotone melodi og kørte sengen direkte med elevatoren til etagen med udgang til parkeringspladsen. Her ventede en rustvogn. Det var ikke så ualmindeligt. Den tomme seng, som blev fundet på pladsen for invalidekøretøjer fire timer senere, blev bare kørt til rengøring og linnedservice. Ved gennemgangen klokken 16, hvor aftenvagten overtog, ville hun lige sikre sig, at Nina befandt sig godt. Men stue 5 var tom. Der var hverken seng eller patient. Nina var blevet hentet til røntgen for over tre timer siden. På røntgenafdelingen tjekkede de. De havde ikke bedt om flere billeder af Nina - og hun havde da heller ikke været der. Portørerne tjekkede deres arbejdssedler. Ingen havde kørt en opgave fra afdeling 19-5. Den interne efterlysning gav intet resultat. Inden man alarmerede politiet, skulle hendes forældre kontaktes. De blev chokerede over at høre om Ninas forsvinden. Det var ikke muligt; ikke igen! Hun kunne jo ikke gå uden hjælp. Afdelingssygeplejersken og den læge, der var ansvarlig for Ninas behandling blev tilkaldt, så de kunne mødes med forældrene. Henny var også ankommet. Forældrene var ved at gå i panik. De befandt sig i et surrealistisk mareridt. Faderens bebrejdelser haglede ned over hospitalets og politiets manglende evner til at passe på særligt truede patienter. Langsomt faldt han til ro og måtte indse, at ingen havde kunnet forudse, at Ninas liv fortsat var truet udefra her på hospitalet. Da Rønnebæk kom, så han intenst på Christian Clausen og understregede, at det nu gjaldt om at samarbejde og finde årsagen til, at nogen skulle have så stor interesse i at bortføre netop Nina. Henny gjorde det klart, at Clausen ville blive anholdt og sigtet for medvirken ved bortførelse af sin egen datter, hvis han ikke omgående lagde kortene på bordet; Elizabeth afbrød hende grædende og fremstammede: Jamen Christian, hvad véd du? Hvad er det du skjuler? Han nikkede, tog Elizabeths hånd; jeg vil helst tale alene med politiet først. Henny tog en lille diktafon frem og lagde den på bordet. Rønnebæk fulgte Elizabeth ud på gangen og prøvede at berolige hende. - Vi har altid kunnet tale om alt”¦., sagde hun, men i den senere tid har han været anderledes; underlig”¦ - Kom; nu lader vi Henny og Deres mand snakke lidt i fred og ro. Jeg gi’r en kop kaffe nede i cafeteriaet. Jeg har to telefoner åbne; Henny ringer så snart hun har fået talt med Deres mand. Han fandt en serviet og rakte hende den, da de kom ind i elevatoren. Politiets teknikere sad i hospitalets overvågningscenter og gennemgik optagelserne fra parkeringspladsen der ligger i niveau med 4. etage. Det ubevægelige kamera viste ret tydelige billeder af indgangen til hospitalet. Portøren havde kørt sengen med Nina ud. En mere utydelig bagende af en rustvogn kom delvis til syne, da den bakkede ind klokken 13.17. Desværre forbi kameraets rækkevidde. Et par minutter senere passerede rustvognen igen. Portøren vendte ikke tilbage. Henny vidste, at Clausen var mør. Nu er vi alene, sagde hun, fortæl hvad du vil. Du har ret til at tilkalde en advokat. Der står alt for meget på spil”¦.Din datter”¦.dit ægteskab; Rygaard? Hvis du lyver, kan jeg se det på dig. Hvad fanden har du gang i? Jeg har nok til at sætte dig fast i tre-fire uger, inden du dømmes. Er det det du vil? Han svarede, tøvende: Det jeg siger nu, kan måske redde Nina, men koste mit ægteskab. Han fortalte om mødet med Susan Breathless, om afpresningen og om det nederlag der ventede, når Elizabeth ville blive revet ud af forstadsidyllens trygge rammer. Henny smilede fortroligt. Hun kunne, som en anden Trine Bryld, koncentreret leve sig ind samtalepartnerens situation. Et enkelt harmløst seksuelt forhold mellem to ligeværdige voksne kunne vel aldrig gøre ubodelig skade. Der var jo igen en hverdag der ventede på os alle. Hun lyttede og fiskede lidt i de rørte vande. Prøv at fortælle lidt mere om Rygaard, vi véd jo lidt om hvad der foregår, men du ved meget mere. Du vælger selv om det skal være her og nu - eller på stationen om en halv time. Hun lod ham tage et glas vand. Så fortalte han”¦ vist nok det meste. Og hun lyttede. Det er ingen skam, sagde hun, at lade sig forføre. Men måske lidt umodent at benægte den lille fejltagelse. Jeg kan love dig, at alt hvad du siger, bliver mellem os så længe det ikke drejer sig om strafbare handlinger (altså i juridisk forstand). Lad os nu komme videre. Jeg er sikker på at Nina lever. Og vi skal finde hende. Hvad er det du fortier, som er vigtigere end din datters liv? Endelig gav Clausen efter for hendes pres. Denne gang fortalte han alt. Næsten. Også om de penge han havde fået for at holde mund om pakkerne til og fra laboratoriet. Men mailen med en slet skjult mordtrussel fortav han. Henny kontaktede Rønnebæk. Nu skulle der fuld skrue på alle maskiner. Her var der ikke tale om simpel pengeafpresning. Der var større ting på spil. De aftalte at de alle fire kunne mødes ganske kort i cafeteriaet, før ægteparret ville tage hjem. De vidste, at nøglen til gådens løsning skulle findes på Rygaard; men først skulle de finde pigen. Rønnebæk lagde en lille telefon på bordet og instruerede forældrene om brugen. Det ville også være nødvendigt at intensivere beskyttelsen af familien; især af Simon. Der var folk på vej hjem til dem forklarede de; også to-tre mand der nok ville slå et lille orangefarvet TDC-lignende telt op ved deres indkørsel. Derpå overlod de Hr. og Fru Clausen til de to tilkaldte civile betjente, der skulle følge dem hjem. Betjentene parkerede ude i rabatten på Skovvangs Allé og fulgte ægteparret op til huset. De ville gå tilbage og vente ude i bilen til ”arbejdsmændene” fra PET kom med deres lille gravemaskine og teltet. I køkkenet ville Christian give hende et lille kram. Hun veg fra ham. Hendes øjne glødede; hun tålte ikke den nagende mistillid og hendes intuition tvang hende til at kræve en forklaring! Grædende satte han sig ved bordet og skjulte ansigtet i hænderne. - Du vil nok aldrig tilgive mig, snøftede han, det er kun sket den ene gang. Ja; jeg har været sammen med en anden! Elizabeth forlangte øjeblikkeligt at få alt at vide. Helst inden Simon kommer hjem ved nitiden! Efter en halv time lavede hun to krus kaffe. - Du er et skvadderhoved. Måske kan jeg en dag tilgive dig”¦ det kan jeg først afgøre, når jeg igen kan lægge armene om Nina. Jeg sover i hendes værelse i nat. - og tør dine øjne. Simon kommer snart; han skal ikke også belemres med din dumhed. PETs ”telefonmænd” ringede på døren. Først da de havde sikret sig, at det faktisk var hr. og fru Clausen de talte med, gik den ene med ind i køkkenet med en lille sort værktøjstaske. Den anden vendte tilbage og kørte gravemaskinen ned ad trailerslisken og hen i indkørslen. Agenten nåede at orientere dem ganske kort om den plan der blev iværksat: Teltet ville blive stillet op i morgen tidlig, når de havde gravet lidt i indkørslen helt ude ved fortovet. De ville holde en smal passage fri og kun slippe ægteparrets bil ud og ind når det var nødvendigt. Han udstyrede dem med hver sin personsøger. Bare ét tryk, så ville de straks blive ringet op fra kassevognen eller teltet. Her var der begge steder monteret kameraer. Én mand ville overvåge monitorerne inde kassevognens varerum. De ville også blive kontaktet, hvis nogen skulle komme op gennem indkørslen. Seks personer ville i treholdsskift sikre familien. Hvis ingen af forældrene svarede ved femte bip, ville begge agenter trænge ind i huset. Logbog Kap. 22 Guldfuglen Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
