 |  | Esoteriske Slips Kap. 52 Harens år |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 52 Harens år Det lille selskab hos Mørk på første sal hyggede sig gevaldigt. Francois havde fulgt mig op og spurgte om jeg havde lyst til at nyde lidt frugt eller et glas af et eller andet. - Tak, svarede jeg, en tør tonic vil jeg helst have. Uden is. Mørk og Marianne Lauridsen nedtonede deres genfundne livsglæde. Hun fandt en Sweppes og skænkede op. - Vil du have en skive citron i? - Ja tak, svarede jeg, Deres venskab med Mørk glæder mig mere end De aner. - Åh, hold da op. Mørk hedder August her i huset - og du og jeg er dus. For øvrigt er jeg på min måde lidt forelsket i ham. Synes du, det er mærkeligt? - Nej, tværtimod, jeg tror det er det dejligste jeg har hørt i dag. Vi gav hinanden et varmt kram, som lige varede de to sekunder længere end et høflighedskram. Professoren og Helga var inde i en samtale om kinesisk astrologi. Maria smilede. Hun troede ikke meget på ugebladenes horoskoper og den slags. Professor Lucide udtrykte sig mere nuanceret. Han så en stærk sammenhæng mellem begreber som ”tillid til en valutas værdi”, ”tillid til ordenes gyldighed” og hans egen helt private opfattelse af menneskelivets samspil med universelle kræfter. Man kunne dog ikke blankt afvise, at der findes mange uudforskede kommunikationsformer. Kan De huske Povl Strubes boghandel, spurgte Marianne. Min mand og jeg kom lidt sammen dem. Jonna Strube blev kun 63. Hun kaldte sig ”barn af en unitar”. Vist nok en slags altruisme”¦ De startede et lille forlag og udgav blandt andet Erich von Dänikens spændende bøger. Mørk nikkede og mumlede noget om forhistoriske UFO’er, som pr. definition er uforklarlige. Helga forklarede om den indflydelse vi alle var påvirket af. 2011 og et lille stykke ind i 2012 havde været ”Harens År”. Hun fortalte om, at haren symboliserer et langt liv med og masser af lykke og held. Haren er blid og forsigtig, rolig, venlig og empatisk. Dens intuition fortæller den, hvordan den overlever, og den har en meget stærk vilje. Alt sammen noget, som hun havde haft stor glæde af i sit arbejde og dagligdag. Mørk tilsluttede sig og fortsatte: - Hvert tolvte år er harens år. Nu er vi i dragens år. Uanset om man tror på stjernetegn og dyrenavne eller ej, vil virkningen i os være den samme. Der er jo ikke langt til religionsforståelse, hvor mennesker indædt diskuterer en eventuel guds eksistens. Det er jo ikke haren eller guden, der betyder noget, men kun de evige spørgsmål, som til alle tider har optaget os, når vi ikke har andet at tage os til. - Det er præcis det, det drejer sig om, sagde professoren. Vi kender ikke alle naturlove endnu. Der ude, sagde han, og pegede ud i rummet, er der en konstant kamp eller konflikt mellem harmoni og disharmoni. Alt er under stadig forandring. Kinesere, Ægyptere, Inkaer, Grækere og selv vikinger vidste det og afholdt sig af gode grunde fra at udfordre verdens orden. Snart kender vi lidt mere til ”entropi”. Bose-Einstein kondensatet eller Maxwells dæmon kaldes det. Det er sjovt nok, fortsatte han, hver eneste gang videnskaben løser en gåde og finder et svar, som ikke videnskabeligt kan modbevises, opstår der mindst ét nyt spørgsmål. Ofte flere. Vi kan ikke standse denne proces. Det er kun muligt at forsinke den, hvis man kan hemmeligholde sin nye viden. - Mener du lige som med den ”Hellige Gral” og sådan noget, spurgte Helga. - Ja, det kan man nok kalde det, smilede Lucide, alle kulturer eller civilisationer om du vil, har til alle tider haft deres tophemmelige budskaber. Også vores. - Hvad mener du? Helga ville gerne høre mere. - Det er såre enkelt, svarede professoren. Hvis man søger efter en bevidst skjult viden skal man blot vide i hvilken retning, man skal søge; og spørge sig selv: Hvem kan have formuleret spørgsmålet? Hvem kender svaret? Og hvem har interesse i at holde svaret skjult? Så kan man senere vende tilbage til ”hvorfor”. Jeg lyttede og spurgte så udramatisk, som jeg kunne om deres mening om politiets uforklarlige interesse for professorens samarbejde med Mørk. - Ja, svarede Mørk og Lucide i munden på hinanden. Jeg forstår det ikke, men De, Lucide, er vel den nærmeste til en forståelse af hele miseren. - Tja, måske”¦; professoren ville så nødigt ødelægge den gode stemning. Jeg skal forsøge at være så ærlig som muligt. Der er enkelte teoretiske, globalt set, forskningsmæssige interesser på spil. Jeg ligger i al beskedenhed inde med en viden, som jeg gerne havde været foruden. Nu må jeg, som sagt, bare gøre alt hvad jeg kan for at forsinke processen. Men det store spørgsmål er, hvilken interesse en kriminalbetjent kan have i denne sag? Hvad mener du, Francois? - Jeg tror simpelt hen, at PET af en eller anden grund jager indbildte spøgelser ved højlys dag. Jeg savner mere håndgribelige oplysninger, før jeg kan danne mig en kvalificeret mening. - Javist, men både professoren og jeg har svært ved at se bort fra den laborant, der forsvandt ud i den blå luft. - Lucide nikkede, - når du taler med ham, kan du jo spørge om, hvor langt de er kommet? Jeg støttede Lucides synspunkt og tilføjede min tvivl om overbetjentens vilje og evner til at tage sagen alvorligt. Det ville kun være ret og rimeligt at tage kontakt til hans overordnede. Laboranten måtte enten være forsvundet frivilligt eller være ude af stand til at søge hjælp; måske efter et ildebefindende eller en ulykke. De kunne ikke bare negligere fakta. - Du har ret, sagde Mørk, i morgen tidlig tager jeg kontakt til politigården og forlanger et møde med en trestjernet kasketofficer! En person med det lange svenskklingende navn kan vel ikke ”blive væk”. Maria var øjensynligt træt af at høre på vores snak, så hun gik og ryddede op omkring os. - Er der ikke længere en fornuftig kvinde øverst i etatens hierarki? - Jo, svarede Mørk, men jeg tror, at fru Hanne Bech Hansen har vigtigere ting på sin dagsorden. Hun er vist ikke nem at bide skeer med. Så er det nok bedst, at du ringer, Maria”¦ Han vidste, hvor let han lod sig påvirke af stærke kvinder. Francois var enig. Han havde jo allerede en gang tidligere nær skræmt livet af den spagfærdige politimand. Maria kunne måske gøre det bedre. - Ja, svarede Maria. Hvad er laborantens fulde navn? - Det skal jeg såmænd sige Dem, svarede Lucide: Erland Mölndal. - Ja, sagde Mørk, ”¦ og noget mere”¦ Markus”¦ Hel”¦ et eller andet? - Måske skal vi også se at finde hjemad, sagde jeg afdæmpet til Helga. - Åh ja, du skal hjem og fodre tigerdyret, fjollede hun. Ja, nu vil jeg også sige tak for i dag. - Det har været en festlig og fornøjelig dag, sagde hun til Mørk og hans datter, vi har mødt så mange spændende mennesker hos dig. - Ja, det var overvældende, svarede han, nu håber jeg ikke, at vi har trættet dig med al vores sludder. - Tværtimod, der er ingen, der kan kede sig i dit selskab. Jeg håber, at vi snart ses igen. Jeg ledte efter min stok og var bange for, at jeg skulle have glemt den nedenunder. Helga reddede mig, da hun så mig lede i entreen. - Du har ikke haft din stok i hånden hele dagen. Heller ikke, da du hentede mig i morges, sagde hun. Jeg troede, at du havde glemt den derhjemme med vilje. Hvordan synes du selv du går, lo hun. Den var heller ikke i bilen. Jeg har da heldigvis en i reserve, tænkte jeg. Esoteriske Slips Kap. 53 Viceværten Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
