 |  | Esoteriske Slips Kap. 53 Viceværten |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 53 Viceværten Aftenen var da gået meget godt, tænkte Jensen, da han ved nitiden satte vognen på en af de afmærkede p-pladser. ”Forbeholdt Politiets Køretøjer”. Ha, han havde da selv betalt bilen så vidt han huskede. Ja, underboen, viceværten, måtte heller ikke ryge inden døre, så de havde som sædvanlig sat sig ud på altanen med to pilsnere. To gange. Det sætter sig i gardinerne, sagde konen altid. - Ja, havde viceværten svaret; så véd man sgu da hvor det er! Han var nu god nok. Rygeforbud må respekteres, hvor det er muligt, filosoferede de. De havde fulgt med i den svenske urealistiske krimiserie. For at de fire-fem unge i ejendommen ikke skulle ryge, hverken i loftrummene eller kælderen, havde han skaffet dem et kasseret glasbur med bænk ude fra Skjolds baner. Det skulle bare rettes lidt op. Han havde selv lavet askebægrene. De unge havde hjulpet til med det hele. Det fungerede udmærket. Kun en sjælden gang måtte han som vicevært lige gøre rent efter dem, men som regel var der i orden. Alligevel småbrokkede han sig jævnligt; sådan mere for en sikkerheds skyld. Jensen havde aldrig klæbet politiets p-tilladelse fast i forruden. Den lå normalt i handskerummet. I dag huskede han at lægge den frem i ruden. Der lå ingen beskeder i porten til ham. Så kunne han måske få lov til at koncentrere sig om sit arbejde. Dueholm var ikke på kontoret”¦ han havde glemt at låse. Jensen var spændt på, om Francois de Kue huskede deres aftale. Hvis det kom på tale at kontakte Stålormen, skulle det gerne ske snart. Han ringede Francois op, men fik bare en ”optaget-tone” i øret. - Viceren må være syg, sagde Dueholm, da han rev døren op. Jeg frygtede det værste, da han kaldte mig ind, men han ville bare sige tak for vores gode resultater. Han værdsætter, at vi går stille med dørene. I hvert fald indtil vi får skovlen under denne ”stålorm”. Det må være HBH, der har talt ham til rette. Fik du ram på noget i går på Østerbro? - Jeg er ikke sikker på det endnu. Der kom en hulens masse gratulanter, som jeg ikke kender. Men jeg forventer, at Mørks svigersøn vil hjælpe os i hackersagen. Jeg tror, han er smartere end vores egne. Mørk havde sovet længe. Klokken var over syv, før han kom på højkant. Han havde ikke drømt noget videre i nat. Det passede ham fint. Problemer kunne af og til løses, når man sov - men de kunne sandelig også skabes. Morgenrutinerne tog sin tid. Han ville nødigt forstyrres før ni, når han åbnede for radioen. De fleste speakere havde tillagt sig en mærkelig uvane og skruet tempoet så højt op, at de fleste budskaber gik tabt. Enhver radio burde udstyres med en hastighedsregulator. Fotografen fra lokalavisen havde lovet ham at komme forbi med papiraftryk af de bedste billeder, når de var klar. Resten ville han bare sende som mail. Mørk håbede, at der ville være et godt billede af Maria imellem. Gud ved, om Andreas malerhustru kunne male portrætter uden lyd og indbyggede drøvtyggere? Under alle omstændigheder ønskede han sig et s/h-foto af datteren. Et maleri ville nok forudsætte, at modellen forholdt sig i ro mere end fem minutter ad gangen. Det irriterede ham, at han ikke havde genkendt den navnløse dame med den flotte hat. Hvis han nogen sinde havde mødt hende før, ville han have husket det. Men selvfølgelig; botox, makeup og kontaktlinser kunne snyde. Maria havde ganske vist foreslået ham at fremlægge en gæstebog, men der havde han stået fast. Fotografen havde også været i gang fra morgenstunden. Han sad med Bruun Rasmussens nummer på telefonskærmen foran sig, og ventede med at ringe til klokken ni. - Auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade, lød stemmen i telefonen. Tryk 1 for kommende auktioner tryk 2 for nyeste katalog tryk”¦”¦ osv. Endelig. Fotografen trykkede 5 for personlig betjening og rystede på hovedet. - Receptionen, De taler med Linda Friis, hvad kan jeg hjælpe Dem med? - Preben Krille Kristensen, jeg er fotograf. Jeg er interesseret i at tale med den opkøber inde fra jer, som jeg mødte i går ved en reception hos August Mørk på Østerbrogade. - Jah, hvad er opkøberens navn? - Av, det var værre, jeg fik ikke fat i navnet, men hun var”¦ - Drejer det sig om møbler eller malerier? Hvem er den nuværende ejer? - De fleste vil vel opfatte billedet”¦ hvad siger De? ”Ejer?” Det er vel Mørk”¦ der har købt det. - Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe Dem. Surt. Hvorfor havde han dog ikke bedt om hendes navn i går. Nu måtte han vente til Ursula kom. Hun ville bare låne bilen ”en times tid ved ti-ellevetiden””¦ faens til tidsangivelse. Det kunne være alt mellem ni og tretten! Havde det ikke været for Bonnichsen, kunne det være lige meget med hattedamen. Og så på hovedtrappen til universitetet. Han havde tit solgt billeder til tabloidaviserne, men der var vel ikke fugls føde på nogen historie til dette intetsigende billede. Francois de Kue kunne lige så godt få det overstået. Allerhelst ville han have givet sit program en sidste finpudsning. Men selvfølgelig ville han da gerne hjælpe politiet, hvis sagen var så alvorlig, som det tydede på. I andet forsøg lykkedes det at få fat i overbetjent Jensen. - Det var godt, De ringede. Er det for meget at bede Dem om at komme herind til mig allerede i dag? De kan blot sige til, så bestiller jeg en vogn til Dem. Ville det være muligt for Dem at være her kl. 14? - Ja, kl. 14 er OK. Jeg cykler derind. Der er vel ikke så meget at tage fejl af på Halmtorvet? - Det glæder mig. Men sæt den ikke i et af de tomme stativer forbeholdt ”tjenestecykler”; de er meget eftertragtede blandt cykeltyvene. Nej, De skal bare spørge i porten, så bliver De vist op til mig. Nå, så havde han da et par timer. Det skulle være nok. Ved at bytte om på to kommandoer kunne han forøge programmets hastighed med 30-40 procent. Fotografen havde arbejdet med billederne siden kl. otte. Han havde printet datterens billede ud, men det var bedre at se det på skærmen i forskellige afskygninger. Datteren kom på slaget ti for at låne bilen. - Må jeg spørge, hvad I skal bruge bilen til, spurgte han i al uskyldighed. - Selvfølgelig, svarede Ursula. Vi skal såmænd bare ud og handle. Sikkert mere end vi kan slæbe med os på cykel. Men mere får du ikke at vide lige nu. - Nå, men hvis du har fem minutter, er der noget jeg vil vise dig. Kom lige med ind. Jeg sidder og roder med nogle af dine gamle billeder fra din studentertid. Der er et bestemt, jeg vil spørge til. Se her på trappen foran det gamle universitet; hvem er de to, der er på vej ned, der til højre? Ursula kiggede. Manden kender jeg ikke, men kvinden kan jeg huske. Hun var vist nok andet- eller tredjeårs studerende i statskundskab. Hun hed noget i retning af hende der ”snydeprofessoren”, som blev fyret. Penkowa et eller andet. Milena. Det er altså ikke hende, men efternavnet ligner Penkowa. Preben gav hende et knus og rakte bilnøglerne frem. - Kør forsigtigt skat. Han havde vendt bilen, så hun ikke skulle bakke ud. Hun rullede lige ned og vinkede - og råbte: Jeg kan godt bakke selv. Esoteriske Slips Kap. 54 Uden hat og briller Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
