 |  | Uddrag af Frøken Nielsens Logbog Roman 1. del |
 |
|
|||||||||||||
|
DENNE VERSION ER EN FEJL ! Fundet i dag 28.4. HER henvises til relevant rettet link. Logbog Kap. 1 Selskabet Kapitel 5 Fortet I en næsten lukket cirkel fra Taarbæk over Lyngby, Gladsaxe, Rødovre, Avedøre og helt ud til Kongelunden, over Dragør og sluttende på Middelgrunden i Øresund ligger et antal forter og befæstningsværker, som er opført i årene 1879 - 1894. Disse forter er i forfald eller de er blevet mere eller mindre tildækket af jord fra de blev taget ud af brug i 1920erne. Med undtagelse af én landbefæstning, der som følge af en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder er bevaret. Dog uden det artilleri, der i sin tid blev fremstillet på Krupps Grusonwerk i Tyskland og fragtet med en til formålet anlagt jernbane til fortet, hvor skytset blev installeret for 120 år siden. I vore dage er fortet jævnligt åbent for offentligheden. En lille kreds har dannet en ”venneforening”, hvis formål er at støtte fortets ejer, ”Fonden”, som består af 7 udvalgte uberygtede danske mænd. Heraf er én imidlertid kvinde. Store dele af fortets indre udlejes til private, som har brug for lagerplads eller opmagasinering. Der har også været en del filmoptagelser. Ellers benyttes det store udenoms areal og glaciset af politiet når deres hunde skal trænes eller luftes og af militæret når rekrutter er på øvelse. I en årrække har meteorologisk institut lejet en af fortets mange bygninger, hvorfra der to gange i døgnet via en radiosondestation bliver nedtaget oplysninger om luftrummet over Københavns nordlige del. Oplysningerne har i mange år været en af forudsætningerne for udarbejdelsen af instituttets vejrudsigter. Kapitel 6 Lørdag 8.8. Søren skrot, bedemanden og paraplyforretningen Skrothandleren, som han kaldte sig, havde til huse kun en lille times kørsel fra København. Han havde overtaget gården for en rimelig pris, da den var på tvangsauktion i starten af halvfjerdserne. Senere havde han solgt jorden fra, dels til Næsbyholm gods og dels til gårdejeren på den anden side af landevejen, men selv beholdt han staldene, laden og stuehuset. På få år skabte ”Søren Skrot” et større etablissement, hvor man kunne købe eller sælge hvad som helst. På et tidspunkt måtte han tilknytte en medhjælper, som havde lidt begreber om skat og regnskabsførelse. I dag er hans forretning kendt over hele Sjælland under navnet ”Næsbyholm Antik og Tak”. Han har også en del kunder fra hjemegnen nord for Vejle. Han måtte betale et klækkeligt beløb for at komme overens med lensgreven om brug af det geniale forretningsnavn. Senere havde han da også handlet lidt med godsforvalteren, som blandt andet leverede ham brænde fra Suserup Skov. Varesortimentet var bredt. Nye og brugte biler. Nye hvidevarer. Nye og brugte entreprenørmaskiner og landbrugsredskaber. Antikviteter og malerier. Brugt, men pænt tøj og arbejdstøj gerne med firmanavn/logo. Fabriksnyt IT-udstyr, cykler og knallerter, nedrivningstømmer, døre og vinduer. Møbler og brændeovne. Det eneste han ikke ville handle med var kvinder og dyr, som han sagde. Selv havde han kun de to store schæferhunde. Han havde haft rigeligt med dyr at gøre i barndommen i Randbøldal. Søren Skrot havde efterhånden fået mange kunder i Storkøbenhavn, så det blev hensigtsmæssigt at finde en supplerende opbevaringsplads. På trods af de to store schæferhunde, havde han i de senere år været plaget af indbrud. Som regel forsvandt der ikke noget af større værdi, men udgifterne til forsikring og reparation af døre og vinduer oversteg næsten omsætningen i forretningen. Snart skulle han have penge med hjemmefra til den daglige drift. Via en bekendt hørte han, at det var muligt at leje sig ind i en nedlagt fæstning nord for København. Det lykkedes ham at få kontakt til den lokale tilsynsførende løjtnant. Søren så her en enestående mulighed for at kunne opmagasinere nogle af de mange effekter, som han ellers møjsommeligt måtte transportere til og fra Næsbyholm. Der blev hurtigt udarbejdet en behørig lejekontrakt på fortets sidste ledige mandskabsrum, der var reserveret til udlejning. Rummet var tørt og forsynet med elektrisk lys og der var nem adgang dertil uden trapper. Ud over den svære egetræsdør til selve rummet var hovedindgangen lukket og låst af en stor pansret port. Desuden var der ved indkørslen en høj gitterport, som var eneste adgangsvej til hele området. Det kunne sådan set ikke være bedre. Den lille forretning på Tagensvej omfattede både en sjældent besøgt bedemandsforretning ved Carlo Blochs Efterfølger i stueetagen og en lille paraplyforretning i kælderen, Nordvestkvarterets Paraplyservice ved brødrene Kamstrup. Ejendommens beboere var mest pensionister eller yngre studerende, som havde råd til den forlangte husleje. De havde stiftet en lille lejerforening, som ved beboernes indsats havde indrettet en gårdhave. De kendte alle Esben og Per Kamstrup, som rådede over to af de fire garager, der tilhørte husets forretningsdrivende. De talte sjældent med dem, men det var brødrene, der havde bekostet beplantningen og anlægget af græsplænen. Rustvognen var ikke i brug så tit, men Per holdt den i tip-top stand. Den lille grå varevogn, som de brugte i paraplyforretningen, var samtidig deres fælles privatbil. I sine unge dage havde Esben haft halvpart i et lille velbesøgt værtshus. Efter konens død, var det blevet for anstrengende med de lange travle aftener, og det var blevet for tungt at håndtere bakkerne og kasserne, så nu hyggede han sig med paraplyerne. Lokalerne på Tagensvej havde brødrene overtaget, da de to tidligere indehavere havde besluttet at sælge. Esbens kone havde arvet en lille ødegård i Jämtland lidt nord for Østersund. Nærmeste by var Gäddede. To-tre gange om året plejede de at køre dertil. De gik lange ture i skoven, samlede kantareller, tyttebær og blåbær. Tændte op i ”spisen”. Eller han roede en lille morgentur på Stora Blåsjøn og fangede foreller til middagsmaden. Den lokale smed havde monteret holdere til en grillrist i den store pejs; det havde altid været så hyggeligt at vende fisken mens konen dækkede bord. Han havde husket at købe nye væger hos lampemanden i Gothersgade, så den gamle petroleumslampe kunne kaste glans over middagen. Robåden og især huset trængte til grundig vedligeholdelse; måske snarere istandsættelse. Han ville nødigt skille sig af med stedet. I paraplyforretningen syntes Esben det var sørgeligt, at de fleste mennesker efterhånden kom med noget billigt bras. Til gengæld var det en fornøjelse, når han en sjælden gang fik indleveret et stykke ordentlig engelsk håndværk, som var uopslideligt. De mest almindelige skader, huller fra cigaretter eller en bøjet eller knækket stiver, kunne udbedres for en billig pris. Esben supplerede sine beskedne indtægter ved at studere dødsannoncerne i de førende aviser på det lokale bibliotek. Når han stødte på en annonce om en afdød 80-90-årig herre af det ”bedre borgerskab” opsporede han de nærmeste slægtninge, fandt navne og adresser og fremsendte en lille trykt gulnet faktura til en eller flere af de efterladte. Den enkelte faktura var som regel på et beskedent beløb til dækning af en paraplyreparation foretaget adskillige måneder før dødsfaldet. Der var vedlagt en lille håndskrevet følgeseddel, hvor han beklagede henvendelsen og redegjorde for det udførte arbejde. Ofte modtog han det pågældende beløb på en check eller ved bankoverførsel. Af og til blev beløbet tilsendt kontant eller sågar afleveret i forretningen, som for det meste var åben 3-4 gange om ugen. Han havde også en smule kørsel for ”Byens Kurér”, når det drejede sig om diskrete forsendelser eller værditransporter. Det kunne være kontantbeløb, smykker, malerier eller mindre kunstgenstande. Han havde aldrig modtaget en klage. Byens Kurér bestod af de to biler, de to brødre og en automatisk telefonsvarer, som befandt sig i forretningen. Per passede Bedemandsforretningen. Han tog sig kun af selve kørslen og overlod i øvrigt resten af arbejdet til en mere velrenommeret kollega, der drev en af landets største forretninger i branchen. Brødrenes bedste kunde var nok forsøgsgården på Rørdamsvej. Der var ofte småforsendelser. Rustvognen med de tilslørede ruder blev brugt ved nogle af de større forsendelser. Herunder også de få diskrete bortskaffelser af afdøde personer, der ellers kunne vurderes som værende forstyrrende for offentligheden og myndighedernes arbejde. I en længere periode var Per nødt til at ”være ude af cirkulation”. Imens passede Esben begge forretninger. Ingen gennemskuede Esbens dobbelttilværelse. Per var sidst med sikkerhed set i lufthavnen i Kastrup, hvor han løste billet til London. Han blev uden resultat efterlyst af det engelske politi og fjorten dage senere af Interpol. Da han efter tre-fire måneder ikke var blevet fundet, tog Esben til grænsen i Sønderjylland. Der var ikke mange, der kunne se forskel på brødrene, når blot Esben tog sine læsebriller på. Han meldte sig i brorens navn til politiet i Padborg og fortalte, at han på vej hjem fra Sri Lanka havde mistet alle sine papirer og det meste af sin bagage. Efter to dage på et motel i Padborg og mange og lange samtaler med myndighederne, blev han udstyret med midlertidige identitetspapirer. Dvs. pas, kørekort, fødselsattest og dåbsattest. Så tog han tilbage til København som Per Kamstrup og genoptog brorens tilværelse samtidig med at han fortsatte sin egen. Forinden havde brødrene længe afvejet fordele og ulemper ved denne disposition. Risikoen for at blive afsløret var minimal. Begge havde stort kendskab til de to forretninger, og de havde ingen nævneværdig privat bekendtskabskreds eller familie, som forventede at se dem sammen. Per gjorde præcis som han var blevet instrueret om. Hjemme i Skovvangs Allé sov familien Clausen. Den var over otte, da Rufus ikke længere accepterede, at det var en morgensøvnig weekend. Efter en hurtig luftetur tog Christian bad. Han kunne lugte de varme rundstykker fra køkkenet. Børnene sov også længe; Nina var kommet hjem 00.30 som aftalt, og Simon var begyndt at sove længe om morgenen som de fleste drenge i den alder gerne har for vane. I dag skulle Christian montere gear og baghjul, så cyklen snart kunne komme ud på sin jomfrutur. Elizabeth ville nusse lidt i haven og se til de nyplantede potentiller, som hun havde sat ude langs med indkørslens bøgehæk. ”Åh, nej”, de kikkede på telefonen. Han kun lige så godt svare med det samme. ”Kriminalassistent Kristoffersen”, lød stemmen. Jeg håber, at jeg ikke forstyrrer Dem, men vi er nu kommet et skridt nærmere en opklaring af Jimmy Askhøjs død. Vi vil meget gerne tale med Dem allerede i dag. Kan De være her på Kildegårdsvej kl. et? Jeg kan også køre ud til Dem?”¦. . Nej men så venter jeg Dem her. Det er nr. 71 - lige over for sygehuset. Pokkers. Det var lige hvad der manglede. Surt, sagde han, det var politiet i Gentofte. De vil tale med mig i dag om indbruddet på Rygaard. Hvad tid? spurgte hun; det kunne åbenbart ikke vente til mandag. Jeg kører derind halv et. Jeg tager bilen. Ok, sagde hun, men du lover mig, at de ikke arresterer dig. - Tag plads, sagde Henny Lund, det er rart De kunne komme med så kort varsel. Vi er nu nået så vidt, at sagen om liget i bådhuset på Rygaard efterforskes som mordsag. Selv om Askhøjs samlede situation sagtens kunne få et menneske til at give op, så er der for mange ting, der ikke stemmer. Undersøgelsen af kanylen gav brugbare aftryk og blodrester nok til en dna-prøve. Den havde i øvrigt indeholdt heroin, formentlig 1-5 ml i en 30 % opløsning. Der er ingen tvivl om at Askhøj har brugt kanylen. Nu skal vi bare finde injektionsmærker på hans arme eller ben. Vi venter svar fra retspatologisk institut. Wiren er ikke skyld i hans død. Han var død, da den blev lagt om hans hals. Nu kom Kristoffersen ind. - Har De Clausen nogen sinde været inde i bådehuset? Spurgte Henny Nej, jeg ved godt at vi har en lille ældre båd liggende, men jeg har endnu ikke haft tid til at gå derned. Eller forsøgt at sejle i den. - De står jo næppe i vores kartotek. Har De noget imod at give os Deres fingeraftryk? Vi er nødt til at følge udelukkelsesmetoden her i starten. - Nej naturligvis ikke, svarede Clausen. Bagefter fik han en klud og lidt rensevæske, der stank afskyeligt. - Vi har i øvrigt fundet hængelåsen, fortsatte kommissæren. Den lå fem-seks meter ude i søen ikke langt fra bådehuset. Den er tydeligvis slået af med en hammer eller lignende. Nu skal vi undersøge Askhøjs fortid og finde den person åbenbart har haft grund til at slå ham ihjel. Hvis De skulle komme i tanker om noget påfaldende vedrørende Askhøjs arbejde og adfærd, hører vi gerne fra Dem. - Askhøj er formentlig slået ihjel natten til i går. Kapitel 7 Søndag 9.8. E-mail om Clausen Der var en velsignet ro, når menigheden indfandt sig før gudstjenesten. Helene Kildemose var altid i god tid. Så var hun sikker på at få sin plads på fjerde række helt ude til højre. Hun holdt meget af Sct. Augustins Kirke på Jagtvej. Duften, lyset, og stilheden var godt for sjælen. I Esajaskirken, som hun også besøgte af og til, satte hun især pris på de faste kirkesangere. Der var en yngre meget smuk kvinde, der med sin fortryllende sopran og funklende øjne kunne forføre og betage ethvert menneskeligt væsen. Helene havde en dag lejlighed til at møde hende efter gudstjenesten. De trykkede hånd og der løb en varm strøm gennem hendes krop. Hun vidste godt hvad det betød, men hun måtte endnu en gang jage tankerne på flugt. Marinella Monarda hed korsangeren. Der måtte vel være omkring 30 år imellem dem. Den gamle kloge direktørs sidste brev til hende indeholdt måske det bedste nogen kunne give hende: ”Vi må være tro mod Guds skaberværk og vores medfødte natur”. Hun var ikke i tvivl om, at han havde sigtet til hendes seksuelle orientering. Og hun mærkede at hun ikke længere kunne og ville trodse sin lyst. Det var nu eller aldrig. Hun måtte ud af det fængsel, som hun havde søgt tilflugt i siden hun først opgav drengene og senere mændene. Ægteskabet havde været godt nok. Gudmund, den kære sjæl, havde aldrig haft nogen anelse om hendes ægte jeg. Han døde, bevidst om hendes hengivenhed. Hun havde brugt ham som legitimation for at skjule og fortrænge sine behov for kvindelig erotik og uforbeholden sanselighed, men hun havde elsket ham. På vej hjem tog hun beslutningen: Den første prøvekanin på hendes længe nærede behov for åbenhed skulle være Christian Clausen. Senere måtte hun måske bekende kulør over for en præst for at komme overens med sin gud. I Bondebyen i Lyngby emmede der af søndagsfred. Gry elskede at være med, når ovnen var kølet så tilpas ned, at den kunne åbnes. Som regel var resultatet godt. Af og til overraskende godt, som i dag hvor moren havde eksperimenteret med chamotte og nye glasurer. I dag var det mere end vellykket. Moren kastede sig over Gry og jublede: Endelig. Se den smukke blå halvmatte overflade. Gider du hjælpe mig med at tømme ovnen? Man kunne akkurat lige holde på lertøjet uden at brænde sig. - Hvordan går det med dig og Nina? Kan I tale sammen? Eller er det for meget for hende? spurgte hun Gry. - Åh, du ved mor, de snakker jo ikke om det på den måde hjemme hos dem. Men jeg synes det er fint nok, at vi bare er gode veninder. Hun er skidesød. - Skal vi sætte de pæneste ting frem i vinduet? Moren nikkede og gjorde plads på hylderne. De nye potter ville gå som varmt brød. De faste kunder kiggede altid indenfor, når der var nyheder i vinduet. Hun modtog også bestillinger fra kunder, som ønskede helt unikke stykker; ofte figurer som hun fremstillede efter et foto eller en tegning. Clausen noterede sig at rønnebærrene var modne. Det ærgrede ham, at cyklen ikke var blevet færdig. I næste uge ville han tage fri en halv dag eller to. Måske skulle han købe en lille smart bil til Elizabeth. Så var hun ikke så afhængig af ham, når udstillingerne skulle klargøres. I dag ville han i det mindste ikke blive forstyrret. Der var højst en håndfuld medarbejdere på job på Rygaard. Ja, og så dem på forsøgsgården, hvor heller ikke dyrene kendte til helligdage. Han standsede bilen ved vognporten. Andersen stod med tommelfingrene i selestropperne og beundrede georginerne. Dagens første skrå fløj i en elegant bue og landede bag ved fuglebadet. - God morgen Andersen, sagde direktøren. De står nok og nyder resultatet af Deres anstrengelser. - Joh, de er fine i år og helt fri for lus. Det er synd at blomsterne ikke bliver brugt mere. Før i tiden brugte vi mange buketter oppe i hovedbygningen. Men det kan da være, at Deichmanns dekoratører gør det bedre end Kirstine, sagde Andersen og skævede til direktøren. - Nej, det kan jeg ikke tro. Det er da også fjollet, når huset selv kan levere så flotte blomster, svarede direktøren; hvad sprøjter De med? - Hm, svarede Andersen; jeg sprøjter helst ikke. Men en god brugt skrå lagt over knolden gør underværker. Clausen smilede. Elizabeth ville sikkert blive henrykt over at høre den enkle opskrift! Men nu ville han først prøve med lidt pibekrads. - Det med buketterne skal jeg lige tale med Rosenkilde om, så aftalen med leverandøren bliver ændret. Husk mig gerne på det ved lejlighed. Jeg er meget glad for Deres åbenhjertighed. Sådan en mand er god at kende, tænkte han. Der var dejligt stille i de tomme kontorer. Han fortrød bitterligt det lille eventyr med Susan, da han sidste år var indbudt til en jagt hos Alexander Fritte på Rævlinggård. Aftenen før havde Laura Fritte og Susan kedet sig under de store jægeres højrøstede udveksling af historier fra tidligere jagter. Da Alexanders far, Ulrich, havde trukket sig tilbage til sine gemakker, lagde ”pigerne” noget Stones på musikanlægget. De havde alle fået lidt at drikke; de småkyssede og lod sig forføre til ”Let it Bleed”. Snart fulgtes Susan med Christian op til gæsteværelserne. De boede dør om dør. Han kunne, eller ville ikke modstå hendes dådyrøjne. Klokken var kun halvtolv. Han havde næppe lukket døren bag hende før hun kyssede ham lidenskabeligt og længe. De slap ikke hinanden, mens de fortsatte dansen hen til sengen og lod sig opsluge af sanseligt, næsten dyrisk begær. Han nød hendes varme, imødekommende behov, og han nød hendes betagende krop centimeter for centimeter. USB-nøglen lod sig uden videre åbne. Nogle af mapperne kunne han umiddelbart genkende. Han valgte ”Clausenmail”. Her lå 30-40 dokumenter. Så mange mails havde han i hvert fald ikke sendt til nogen på Rygaard. Han prøvede sig frem. Han valgte Best Point 7, 30.6.” Det var kopi af en mail fra det rådgivende konsulentfirma Best Point til direktør Hansen. ”Idet vi henviser til 2. Interview med ansøger CC er vores foreløbige vurdering entydig. Han scorer max. point i samtlige spørgsmål. Der kunne iagttages enkelte overspring vedrørende relationerne til firmaet Balta A/S. Han havde øjensynligt deltaget i et jagtselskab på familiens gods, hvor han havde virket uoplagt og fraværende. På vores spørgsmål om hans ægteskab med Elizabeth C nedtonede han hustruens bekymringer om deres privatforbrug. Dette ligger imidlertid uden for vores kommissorium. Vi konkluderer, at CC er et af de tre bedst kvalificerede emner. Og vi vender snarest tilbage til Dem”. Her var der antydning af USB-stikkets retmæssige ejermand. Men ingen han kendte. Først i fjerde forsøg var der bid: ”Til Sandra. CC.” Fra hvem? Nu, hvor Susan sad i forkontoret, og Sandra var ansvarlig for kommunikationsenheden, følte han sig trængt op i en krog. Kapitel 8 Der er nok ikke mange, der forbinder ”Seven Seas” med nogle af verdens største forbrydere. Da Mortimer Morton Spencer arvede handlingselskabet Moon Corporation, havde han ingen anelse om hvad der fulgte med. Og han kendte heller ikke til virksomhedens vidt forgrenede aktiviteter, som var udløbere af hovedsædets primære formål: assurance og reassurance. De enkelte virksomheder handlede tilsyneladende med bomuld, eksotiske frugter, tekstiler og så lidt fast ejendom. Skibsassurancen havde længe været en risikabel, men attraktiv forretning, som med held kunne give store skattefri afkast. Selskabet havde i de senere år opbygget sit eget korps af veltrænede, svært bevæbnede ledsagere (for de flestes vedkommende arbejdsløse elitesoldater) som ofte ved nattetid blev sat ombord på fragtskibe, der besejlede de mest truede ruter i Adénbugten og Hormusstrædet . Sørøveri forekommer, som altid, hvor muligheden og pengene findes. Disse ubarmhjertige ledsagere, som muligvis aldrig havde læst Genévekonventionen, brugte ikke vandkanoner, når piraterne i deres hurtigtgående både kom fragtskibet for nær. Ét varselsskud ved 300 meter, og direkte skud på båd og pirater ved 200 meter. Eventuelle overlevende måtte klare sig selv, som hvis de kunne. Ingen blev taget ombord. - Vi er jo ikke noget hospitalsskib for forbrydere der har slået sig, sagde en kaptajn en gang, da han beordrede fuld kraft frem. Fasthold kursen og glem hvad I har set. Fragtskibene skiftede jævnligt navn, ejer, hjemsted og udseende i det omfang det lod sig gøre. Kapitel 9 Mandag 10.8. Kriminalbetjentene havde opsporet en af Askhøjs gamle venner, der kendte lidt til hans omgangskreds i ”Hvepsereden”. Her havde stamgæsterne ladet hatten gå rundt og samlet sammen til en bårebuket og et kort. 326 kroner og 50 øre var det blevet til. Det kunne man have fået mange små skarpe for. Banan-Ole havde taget initiativet. Jimmy var sgu en guttermand, sagde Peanut. Gu’ var han ej! sagde Laila. Han var et udsøgt dumt svin. Han skylder mig 4000, jeg tror sgu jeg går til policen. Med raske skridt gik hun hen mod døren. Værsgo’, sagde den fremmede, der havde siddet for sig selv i hjørnet ved garderoben. Jeg er langt ude i familie med Jimmy, og han har altid betalt mig hvad han skyldte. Jeg har arvet resterne. Han fiskede en kuvert op af lommen og rakte den til hende. Du skal ikke åbne den her, sagde han. Det nytter jo heller ikke at anmelde det til politiet. Hun gik ud på toilettet. I kuverten lå 5.000-. Laila gloede; hun havde aldrig set manden før; han ville ikke have sex, men flink var han sgu. Hun gik tilbage og satte sig ved hans bord. Han spurgte: Var Askhøj en af dine faste gæster? - Nja, ikke sådan. Ikke så tit. - Hvordan døde han så pludseligt? spurgte manden. - De siger, det var selvmord. En overdosis. Men det tror jeg ikke på; han var ikke så sprød. Men de var efter ham; det er kun en uge siden der kom to typer her og spurgte efter ham. De sagde at han skyldte dem penge, mange penge. Han havde vist også kvajet sig på sit arbejde”¦. - Kender du Pumpen og Ventilen? spurgte han og iagttog hendes reaktion. Det gav et sæt i hende. Hun så sig omkring. - Nej, jeg er hverken cykelhandler eller pervers, svarede hun rapt, - men du er strisser. - Jeg smutter igen, sagde han; og måske er jeg strisser. Husk det er på torsdag kl. 14. Måske ses vi. - Hvis nogen skulle være nysgerrig efter at vide hvad jeg ville tale med dig om, kan du jo sige at jeg er sendt i byen for at finde Askhøjs gamle blå Audi. Her, ring til mig på det her nummer, hvis du vil tale med mig uden at risikere at røbe vores bekendtskab. Han stak hende et nusset visitkort. Surt, tænkte Rønnebæk, da han gik ned mod hovedbanen. Er mit gode civile tøj virkelig blevet så uniformsagtigt med tiden? Måden hvorpå hun pludselig havde set ham i øjnene og grebet fast om sin skuldertaske viste ham, at de to navne var hende vel bekendt. Der var kun få nye poster i Helenes indbakke. Selskabets Revisionsfirma Cronquist, Lærkes og partnere mindede om deres behov for et kort møde med repræsentanter fra Rygaard. Og en henvendelse fra Kiwi Construction, der ønsker et møde med ingeniørerne i Polen. I en periode var Per Kamstrup på hospitalet for at få en ny hofte. Han havde aldrig talt med andre end sin bror om den slidgigt, der havde plaget ham, siden han havde arbejdet i havnen. Clausen og Helene var sammen med videreuddannelsesudvalget ved at planlægge årets interne kursus for interesserede medarbejdere i uge 41. Onsdag til fredag. Langt de fleste plejede at deltage. Clausen var ikke vild med at være væk hjemmefra, men han kunne godt fornemme, at medarbejderne ville have gavn af at blive rystet bedre sammen. Han bad Helene om at komme med ideer til både indhold, tid og sted og oplægsholdere. Han nævnte en passant at Helene gerne måtte annoncere efter en person, som kunne styrke Rygaards image som hæderkronet medicinalvirksomhed. Det måtte være en der kunne bistå Sandra Mitchell med udadrettet pr-arbejde. Overskriften på kurset kunne i år være ”Innovation Camp 2009”, sagde han. - Med start eventuelt på Flakfortet og måske tre dage på Hvide Hus i Køge. ”Ja, camp”¦ på mondænt hotel”¦ nix,” tænkte hun. Det var ikke flere power-points shows der var brug for. Helene omdøbte arbejdstitlen til: ”Udluftning og indånding”. Og hun havde fundet plads til 90 personer på en lille ø i Roskilde Fjord. 28 feriehytter samt en overdækket teaterarena med plads til alle. Det var nok sidste gang hun kunne tromme så mange mennesker sammen til en erhvervsmæssig og kulturel oplevelse, som de ikke ville glemme foreløbig. Hun havde sikret sig forhåndstilsagn fra to fremragende foredragsholdere og en kendt violinist. Og så en overraskelse. Det var lidt af en satsning. Og hun holdt sig under 200.000. Det hastede med endelig indgåelse af aftaler og indbydelser til personalet. Ved et arrangement om integration, som et dansk dagblad havde afholdt i foråret, havde hun mødt en iransk journalist, som pendlede mellem Teheran, Paris, London og København. Præstestyret havde godkendt Mariam Ramasana som rettroende muslim og brugte hende nogle år som en slags ambassadør i nordeuropæiske interesser. Helene havde brevvekslet med hende enkelte gange, og de havde også mødt hinanden. Helene havde budt på en kop kaffe, hjemme. Mariam takkede ja. Også til en lille improviseret middag. Så snart hun kom inden for døren havde hun lagt sløret og tørklædet. Der var ikke mænd til stede. Nu kom hendes fyldige gnistrende sorte hår til sin ret. Hun fortalte om sin familie. Om sine brødre som altid var forrest i rækken; om faderen, som nu boede i Brønshøj og om sin vanskelige tilværelse som alenekvinde i Iran. Jo, hun ville gerne holde sit debatoplæg for Rygaards personale. De to kvinder kunne mærke en følelse af attraktion og samhørighed, som ikke bare kunne skubbes til side. Mariam Ramasana skrev for førende dagblade i England og Frankrig. Censureret ganske vist, men uden de store problemer. Hun havde lært at omgå og omgås de mest konservative og stivnakkede i styrets inderkreds. Hun balancerede på en knivsæg og var meget bevidst om, at ethvert fejltrin kunne blive afslutningen på hendes karriere. Ofte havde hun tænkt på at flytte til Sverige eller Danmark, hvor hun ikke konstant skulle føle sig overvåget. Da Helene skrev til hende og tilbød hende bolig i sin lejlighed, takkede hun ja og mærkede sit selvværd og nye muligheder. Papirerne var i orden, visum, opholds- og arbejdstilladelse - nu skulle hun blot finde et fast arbejde i Danmark. Præstestyret havde lukket dagbladet ”Bahar”, og hun ville ikke arbejde for de få tilbageværende aviser, der alle var kontrolleret af styret. Hun solgte sin lille lejlighed og de få ejendele til den ældste af brødrene. Det var på tide at forlade Iran. Vandværket forsyner København og nordlige omegn. Det er let tilgængeligt for gæster, eksempelvis skoleklasser, der i en måned har haft emnet ”vand” som overskrift på alt lige fra regnestykker til biologiopgaver og gymnastik. Stanken af rådne æg eller svovl var overvældende, når man kom derind. Eleverne fiskede deres forberedte spørgsmål frem. Læreren holdt sig for næsen og undrede sig over hvor let det var at skaffe sig adgang til et centralt forsyningssted af noget så vigtigt som drikkevand for store dele landets hovedstad. Vandkvalitetskontrollen fra Steins Laboratorium var ganske vist på jævnlige besøg, men de gik fortrinsvis direkte til udarbejdelse af deres rapport over en kop kaffe i de ansattes velholdte køkken. Der var jo ikke rigtig noget at komme efter. Vandkvaliteten var altid i orden. De ansatte kendte hinanden temmelig godt. De var blevet ansat over en kort årrække; de havde pletfri straffeattester på trods af at flere af dem havde en lidt broget fortid. Abu Bakr, den afskedigede gartner, ringede på Rygaards hoveddør allerede kvart i otte. Han var klædt i nyvasket og strøget arbejdstøj. Helene åbnede. - Det er rart at se Dem igen, velkommen tilbage. Et øjeblik, så skal jeg sige til direktøren, at De er her. Hvordan har Deres familie det? - Jo tak, godt, men en far skal ikke gå hjemme. Hele tiden føler jeg, jeg går i vejen. Hun bankede på direktørens dør. Jo, han var ledig. Abu gik ind med kasketten i hånden. Et kvarter senere kom han glædestrålende ud og tog Helenes hænder. - Jeg har fået arbejde igen! Jeg har fået min ære og stolthed tilbage. Jeg går til Siwan. - Til lykke, det glæder mig. Hils Deres kone fra mig, svarede Helene. Døren til stue 7 A havde stået åben hele natten. Så kan vi bedre følge lidt med i hvad der sker, sagde Andersen til sygeplejersken. Hvornår må jeg tage hjem? Måske på onsdag, hvis De opfører Dem pænt, drillede hun og ville trille af sted med et eller andet måleapparat. Jeg vil gerne have mit eget tøj på i dag, sagde han. Ja, De kan selv finde det henne i skabet. Skal De have hjælp til noget? Mm, brummede han, han skulle nok selv tage sine bukser på. Han delte stue med en morderlig flink civilingeniør, som ustandselig talte i mobiltelefon, når sygeplejersken ikke kunne høre det. Allerede på 2.dagen røbede Andersen, at han også gik rundt med sådan en, men ikke rigtig kunne bruge den. Lad mig se den, sagde naboen; nåh, en Nokia 3150. Den er nem. Vil du lære at bruge den? Joh, tak, det vil jeg gerne, hvis jeg kan. - Her, tag telefonen igen; så starter kurset: tænd og sluk. Grøn og rød knap. Allerede ved middagstid var Andersen fortrolig med de fleste af apparatets funktioner. Da avisvognen kom, spurgte Andersen om han solgte skråtobak. Desværre, men han kunne tage noget med op i morgen. - Tak, det må gerne være den der hedder ”Record”. Dagen efter ringede han til Kirstine. Andersen sagde bare, at hans stuekammerat havde ringet op for ham. Hun ville besøge ham og spurgte om han manglede noget. - Ja, min kedeldragt og lidt tvist. Det kan jo være jeg kan få en tjans herinde. - Nu skal du opføre dig pænt og gøre som de siger, svarede hun, jeg tager noget rent tøj med til dig. Og barbergrejer. Og et knus. Kapitel 10 Tirsdag 11.8. Nina forsøgte at slappe af og nyde hans blide kærtegn. Hans hånd fandt vej ind under blusen og den kunne lide hvad den fandt. Ivrig kravlede en anden hånd op ad hendes inderlår og pressede sig ind under hendes trusser. Hun havde mærket bulen i hans bukser, men savnede den ubevidste higen efter genklang i sit skød. Den genklang, som hun hidtil kun havde kunnet fastholde fra sine drømme og kun registreret i relation til kvinder og piger. Hun kunne ikke koncentrere sig om drengens utålmodige og primitive liderlighed. Hun delte den ikke. Pludselig da hun lå med ham og han fik udløsning i hende, vågnede hun op og så på hans ansigt med lige dele medfølelse, foragt og overbærenhed. Herregud, var det bare det? Hun savnede Gry og hun savnede at forfølge og udforske den forbudte tanke som længe havde generet hende, men opildnet hendes sanser. Drengen kom på benene og mumlede undskyld, jeg nåede jo ikke at bruge noget. Det skal du ikke tænke på Steffen, jeg er gammel nok til at passe på os begge to. Hun kom til at grine: der stod han med sin slatne manddom og fumlede med underbukserne og sokkerne. Men det var jo ikke hans umodne og kejtede erobringstogt der ikke havde været godt nok. Selv om det var hendes første rigtige gang, var hun bare bestyrket i sin kredsen om Gry. Hun fantaserede om Grys nøgne krop og gik på opdagelse i fantasien og i Gry. Hvis det, hun følte, var sandheden om hende selv, ville det være en katastrofe for hendes forældre. De ville ikke forstå en hujende fis. De ville forskanse sig bag en forstærkning af normalitetens mønsterfamilie og dens konforme ydre. Hun havde flere gange taget tilløb; bare for at afprøve fantasien - og sig selv. Hver gang havde hun givet op og var faldet tilbage i ”lillepigerollen” som sund, almindelig teenager med en smule spirende seksualitet og enkelte halvhjertede forsøg på at interessere sig for det modsatte køn. Helene var rystende nervøs. - Kan jeg tale lidt med dig? spurgte hun Christian. - Når som helst; i dag har jeg ingen aftaler før frokost. Jeg laver en kop te. Kom, lad os sætte os over i den bløde afdeling. Jeg giver lige besked derude. Sådan, så bliver vi ikke forstyrret. Lad mig høre, hvad har du på hjerte? Hun så på ham og valgte at åbne for sin rigtige eksistens. - Jeg har jo været gift med Gudmund fra 1990 til han døde for seks år siden. Han var en god og kærlig mand, men vi nåede aldrig de store højder. Jeg har altid været tiltrukket af kvinder, men ikke turdet sige det til nogen, undtagen den gamle direktør; ja og så min præst. Hun gik i stå og så fortvivlet på ham. Han skænkede teen op. - Jamen, kære Helene, det har du da også skjult rigtig godt. Det må have været hårdt; har du så knyttet dig til en god veninde nu? - Nej, sagde hun, jeg ville gerne tale med nogen om det først. - Det er klogt, svarede han, og rakte hende en serviet. Jeg er glad for at du viser mig din tillid. Må jeg ikke allerførst sige til lykke. Du har jo mange år foran dig, hvor du kan nå at indhente det forsømte. Nu må du jo tænke over dit næste træk; hvem skal vide hvad, hvornår og hvordan? - Hvor er jeg glad, Christian. Jeg lader ”nyheden” sive ret hurtigt, så jeg kan undgå alt for mange løse rygter og nyfigenhed. Ja, svarede han, der er uden tvivl mange, der vil synes, at det er vældig interessant. Men blæs dem et stykke; de skal bare vænne sig til tanken. Der er som bekendt et par stykker eller tre her i selskabet, der for længst har besluttet være helt åbne om deres mindretalssituation, om jeg så må sige. Og det går da vist meget godt. Rent statistisk set skulle der være mindst ti gange så mange, men tiden er måske ikke til det? Hun gav ham det varmeste kindkys, og ville til at sige tak, da han afbrød: Der er intet at takke for. Bare sig Ok. Jeg er glad og stolt på dine vegne. Det kan da godt være, at de første dage bliver vanskelige for dig, men så bliver livet lettere. - Lad mig lige ved lejlighed se et udkast til annoncen efter en pr-medarbejder, der kan reparere lidt vores vanskeligheder. Han var allerede kørt hjem klokken tre. Måske kunne han sikre sig ro til at arbejde et par timer. Han gik ud til Elizabeth, som stædigt og koncentreret forsøgte at lægge sin opfattelse af Ninas sjæl op på lærredet. Han var forundret over hendes ihærdige anstrengelser. I hans øjne var billedet for længst færdigt. Børnene var ikke kommet hjem endnu. Han startede med at åbne dagens post, som hun havde lagt på skrivebordet. Uden de reklamer, der konkurrerede om kundernes penge. Dér var det; brevet fra Herlev Hospital. Han overvejede et kort øjeblik at sende det retur til afsender, men turde ikke. Han havde glemt sine handsker på kontoret. Men et fingeraftryk fra eller til gjorde nok ikke den store forskel. Med brevkniven lukkede han det op og læste: ”De skal blot møde i receptionen ved hovedindgangen torsdag den 20. august klokken 14 og opgive navn og cpr. nummer, så vil De blive afhentet af Deres kontaktperson.” KAPITEL 11 Onsdag 12.8. Kirstine var blevet ringet op af sin mand efter stuegangen. Han var blevet udskrevet og ville tage toget eller bussen hjem om lidt. Hun rystede på hovedet og bad ham om at sidde og vente ved hovedindgangen, hvor taxaerne har deres holdeplads foran den høje grå bygning. Hun åbnede porten til maskinhuset, hvor der lige akkurat var plads til den røde folkevogn, når Theodor parkerede maskinerne rigtigt. Hun vinkede til Helene, som var på vej til frokost. Alléen var så smuk, når trækronerne skabte en skyggefuld tunnel af løv. Theodor havde lige nået at få frokosten serveret på stuen. Han spiste hurtigt de tre håndmadder, før han gik ned til hovedindgangen og spejdede efter folkevognen. Han ville selv køre kareten. - Jeg troede du kom i herskabets limousine; sagde han til Kirstine, da hun standsede foran ham, men den er vel blevet støvet. - Ja, bare du ikke er støvet, sagde hun og gav ham et kys på næsen. Du skal huske at barbere dig. De var allerede hjemme før klokken et. Kirstine smurte bare lidt til sig selv. Han skulle lige ud i vognporten. Hendes telefon i kittellommen ringede; hun blev målløs. Det var Theodor. Han sagde at han bare ville kontrollere om der var strøm på, og så var han kommet til at ringe op til hende. - Send mig lige en SMS, sagde han. Men hun kunne ikke huske hvordan man gør! Han grinede så tårerne trillede, da hun kom ud i værkstedet til ham. Kirstine grinede lige så højt og omfavnede sin mand. Theodor Andersen tog sit pæne arbejdstøj på og gik op til hovedbygningen for at fortælle, at han var hjemme igen. I receptionen mødte han den nye direktør Clausen. - Hvad søren, velkommen tilbage. Det var jo en slem forskrækkelse for os alle; og især for Dem og Deres kone. Hvis De har tid, så kom lige ind et minut eller to. Nu må De love mig at tage den med ro i den kommende tid, sagde Clausen da de satte sig. De skal holde i mange år endnu. Fortæl mig, hvis der er noget De vil have hjælp til. Husk det nu. Jeg tror faktisk at Helene Rosenkilde har noget til Dem. Helene, som havde set hr. og fru Andersen komme hjem, kom ind til på Clausens kontor med et stort smil og en æske med to fine flasker og gav ham et knus før han kunne flygte. Det fik farven op i Andersens kinder. - Rosenkilde; ja, jeg husker nok Deres rigtige navn. Tak, svarede han og tog imod gaven; det glæder mig at blive sådan modtaget. Og for resten; jeg har igen for mange duer; vil De ikke have en halv snes stykker, spurgte han Clausen. - Jo da, mange tak, 6-8 stykker vil være fint; det er da en dejlig overraskelse, sagde Clausen og tænkte med bekymring på Elizabeth, der hadede at plukke fjerkræ. - Og De frøken Ni”¦ Rosenkilde? Helene ville gerne have fire. Hils Deres kone, sagde Clausen, da Andersen lidt senere forlod kontoret. Han ville gå en lille runde i parken. Men først stak han hovedet ind hos konen og spurgte om hun orkede at pille en halv snes duer. Ja, min skat, svarede hun, men kun hvis du hjælper med stapperne! Han satte gaveæsken med flaskerne i entreen, tog de pæne træsko på og gik eftertænksomt ned mod søen. Gartnerne havde drysset lidt jord ud på græsset, hvor hjulsporene var dybe. Han tog mod til sig og åbnede døren til bådhuset. Der var ryddet fuldstændig op! Men båden var ikke lænset. Det var godt. Den motordrevne lænsepumpe skulle betjenes med omhu og kærligt håndelag. Det kunne vente til i morgen når ålerusen skulle røgtes. Hvis han var heldig, skulle han snart fyre op i røgeovnen, som var indrettet i skorstenen på den gamle varmecentral. Kapitel ??? Politiets Efterretningstjeneste ”” og Forsvarets do. Normalt var de to hemmelige tjenester skarpt adskilt, afhængig af sagens karakter. Der findes selvfølgelig sager med udløbere til såvel militære forhold som almindelige strafferetlige sager, som ellers alene er et anliggende for politiet. Og dermed opstod nådesløs konkurrence og rivalisering. Man kan sige at de største og mest konfliktfyldte sammenstød findes i begge tjenester i top og bund. På topplan er der en evig strid om magt og ære og ikke mindst placering i de højere rangklasser. På det økonomiske plan er der en evig strid om hvem der har det største budget. I bunden kunne kriminalbetjenten se rødt, når han i tjenesten stødte på en ”pet”eller ”aktør”, som de kaldte agenterne fra politiets efterretningstjeneste. Ofte har PET efterforsket i sager, som det lokale politi arbejdede med. Vigtige oplysninger nåede aldrig frem til kriminalbetjentene, ofte fordi efterretningstjenesten skulle samle dokumentation for bagmændenes mere omfattende kriminelle aktiviteter. Ellers forløb samarbejdet såmænd så positivt og gnidningsløst som det sømmer sig for enhver offentlig myndighed. Forsvarets efterretningstjeneste koncentrerede sig om rigets sikkerhed, spionage, overvågning af luftrum og søterritorier, interne militære anliggender ”” og i de senere årtier i stadigt stigende grad forebyggelse af terrorvirksomhed. Kapitel 12 Torsdag 13.8. Tidligt var Andersen nede og starte Alma. Til efteråret skulle hun trækkes op på slisken, så hun kunne få en overhaling inden næste sæson. Den slubrende lyd fra pumpen fortalte at båden var lænset. Det var altid spændende at tøffe ud og se hvad der var gået i rusen. Den var tung i dag. Han tog låget af dammen og tømte nettet. Der var en del skaller. Der var også mindst 15 store flotte ål og lige så mange små. Og heldigvis ingen druknede fugle. Skallerne lempede han udenbords med ketsjeren Han så Agermose stå på den lille bådebro henne foran forsøgsgården. Han havde været på vej over til stalden og tjekke resultaterne af morgenens malkning, da han hørte Almas taktfaste dieselmotor. Så han ville da lige hilse. Andersen tøffede over søen og smed en line op på broen til ham. - Go’morn, nå gav den noget i dag? - Ja-ja, hvis du vil have et par ål er du velkommen. Agermose havde været så forudseende at tage en plasticpose med i lommen. - Sådan, sagde Andersen og rakte to store ål over rælingen. - Tak, det er dejligt at se dig i vigør igen. Jeg kikker lige op til jer i eftermiddag, hvis det passer jer. - Du er velkommen, svarede Andersen, men hvis du kommer kvart i 12, står den på stegte ål og nyopgravede kartofler. Nu må jeg tilbage og gøre ovnen klar. Du må gerne tage en balle rughalm med til mig. Han nænnede ikke at ringe og vække Kirstine. Hun kunne sikkert sove en time til. Rusen blev hængt til tørre og han kunne godt nå at slagte ålene og flå de mindste. Han havde indrettet et lille arbejdsbord uden for bådhuset. Kirstine var stået op da hun hørte ham komme tilbage over søen og sejle båden i hus. Hun var mere tryg nu. Det ville være endnu bedre, hvis han ikke sejlede ud alene. Han kunne han nok trænge til en kop kaffe i køkkenet og et par hjemmebagte boller. - Jeg har inviteret Agermose på stegt ål til frokost; jeg kan da godt nå at lave maden, hvis der er andet du skal Kirstine. - Ja, det er godt med dit pjat; værsgo her er groft salt. Hun gik med ud i bryggerset og beundrede hans fangst. Kom nu ind og få din kaffe. Så kan du bagefter ordne dine ål. Når I har sovet til middag, kan I hjælpe mig med plukke duerne. Helene sad med sin morgenavis og tænkte på sine nevøer. Den ældste, Markus havde altid været et skridt foran. Foran klassekammeraterne, foran familien, foran den provinsielle landboforståelse og dens respekt for natur og vejrlig. Han trodsede traditionen og faderen og var rejst til hovedstaden for at blive klogere. Nu læste han til veterinær. Hans bror, Johannes, så hun ikke meget til. Han havde rigeligt at se til hos køerne i Skallerup lidt uden for Hjørring. Direktøren for Selskabets udviklingsafdeling, Martin Odgaard, var retskaffen og pligtopfyldende. Altid loyal over for den til enhver tid siddende administrerende direktør. Han havde et ganske stort og rummeligt budget og det nyeste og mest avancerede udstyr, som kunne opdrives. Hans forgænger, Max Stjernfelt døde i 1995 i Polen på et sanatorium for sindslidende, hvor han havde tilbragt sine sidste år i en opslidende maniodepressiv kamp mod sig selv. Han frygtede, at hans livsværk ville blive misbrugt af ryggesløse spekulanter. Og han frygtede at hans epokegørende opdagelser ikke ville komme videnskaben ubeskåret til gode. Først da Martin Odgaard blev truet på livet, anede han konturerne af det gigantiske, mangehovede uhyre, hvor selskabet i Danmark blot var et dekorativt halehæng. Samarbejdet mellem forskningsafdelingen, udviklingsafdelingen og forsøgsgården fungerede efter hensigten. Rygaard havde fået patent på adskillige medicinalvarer og stærkt efterspurgt hospitalsudstyr. Og ikke mindst verdens første organiske genchips, som ingen troede mulige at massefremstille. Og som man i øvrigt holdt hemmelige og vogtede nidkært over. Blandt personalet var der ikke så få deciderede nørder og originaler, som kunne være helt uden for socialpædagogisk rækkevidde. Så længe de fik lov til at bruge næsten ubegrænsede midler til laboratorieudstyr og tid til at fortsætte deres jagt på resultater af deres ofte fantasifulde visioner, som kun andre forskere havde mulighed for at kunne forstå, var de venlige og næsten til at omgås for deres kolleger og deres familier. De store problemer var dels disse menneskers ufravigelige krav om at kunne delagtiggøre resten af verdens specialister på feltet i deres seneste resultater. Dette var vigtigere end den indtjening, som produktet ville garantere firmaet. Rygaards ledelse var bekendt med problemet. Hvis man udstak politiske eller administrative ordrer, forretningsgange eller regler, som greb forstyrrende ind i de krøllede hjerners arbejde, ville man møde modstand af gigantiske dimensioner. Lige så engagerede og visionære disse ildsjæle var i deres arbejde, lige så kompromisløse og uforsonlige var de, når inkompetente ignoranter forsøgte at styre eller påvirke deres arbejde. Hvis selskabet lod stå til, ville indtjeningsmulighederne forsvinde ud i den blå luft og ende i lommerne på konkurrerende virksomheder. Professoren var den sublime personlighed i den brogede skare. Han havde ved flere lejligheder truet med at forlade Rygaard og offentliggøre sine forskningsresultater, hvis de ikke kom til et bredere kendskab i den verden han helligede sig. Askhøjs plejeforældre havde aftalt med bedemanden, at urnen skulle i de ukendtes grav. Jimmy havde ikke efterladt sig meget et af værdi, ingen arvinger, ingen der kendte til eventuelle ønsker om hans begravelse. I sidste uge havde politiet frigivet hans lig fra retspatologisk institut. Gråvejr var det; lidt diset, men ikke koldt, da Jimmy Askhøjs få pårørende stod og ventede foran Mariebjerg krematoriums lille kapel. De havde forsøgt at komme i kontakt med hans biologiske familie men ikke fået svar fra en eneste af de meget få, de havde opsporet og underrettet. Mens urnen blev nedsat plantede Henny og Rønnebæk to begoniaer i et lidt forsømt gravsted. Derfra fik de også lige taget 10-15 billeder af de få fremmødte. Nu var det op til skifteretten at vurdere boets værdier og eventuelle gældsforpligtelser. Det var politiets opgave at vurdere om der i hans omgangskreds var klatgæld der kunne dokumenteres. Kapitel 13 Fredag 14.8. Nogle drenge havde genfundet sidste sommers samlingssted; skuret i Grusgraven i Ganløse. De skulle lige til at forlade stedet og smække den ulåste dør i, da de hørte en svag stemme fra bylten henne i hjørnet. - Tror du på spøgelser? sagde den ældste. Der er altså noget levende henne under tæppet. Se selv. Bylten rørte på sig. Ingen af dem turde gå derhen. En mand forsøgte at løfte hovedet, og prøvede at sige noget. Drengene var skrækslagne. De stak af. Op på cyklerne. Hjem. De skiltes uden at aftale noget. Men ingen af dem kunne bære oplevelsen alene. Et kvarter senere talte deres mødre i telefon sammen og blev hurtigt enige om at kontakte alarmcentralen og anmelde det passerede. Kort tid efter blev en af mødrene og begge drenge afhentet af to betjente i en civilt udseende politibil. Ved hjælp af GPSen og drengenes forklaring fandt de hurtigt skuret i grusgraven. Døren stod på klem. De to politifolk kørte bilen lidt væk og instruerede drengene og moren om at blive siddende et øjeblik. Få minutter senere kom den kvindelige betjent helt hvid i ansigtet tilbage til bilen. Hun kaldte først alarmcentralen og derpå stationen og forklarede kort og præcist: De havde forsøgt at yde førstehjælp til den frygteligt tilredte mand, som de fandt på gulvet under tæppet. Han var døende og umulig at kommunikere med. En af drengene i bilen begyndte at græde. Moren trøstede. Betjenten sagde, at hun ville køre dem hjem, så snart ambulance og forstærkning nåede frem. De syv-otte minutter føltes som en evighed. Efter en kort ordveksling mellem betjenten og de ankomne reddere, læger og flere politifolk, kunne hun endelig køre moren og de to drenge tilbage til deres hjem. En psykolog fra Rigshospitalets traumecenter var tilkaldt og på vej. De to reddere og akutlægen løb frem til skuret. Betjenten forsøgte stadigvæk at yde førstehjælp, men lænede sig udmattet op af bræddevæggen, da redderne overtog og satte hjertestarteren i gang. Intet gav det ønskede resultat. De dybe knivstik i offerets bryst og ryg var mere end noget menneske kunne overleve. Da ambulancen langsomt og stille kørte op fra grusgraven, satte den kursen direkte mod retspatologisk institut. Betjenten så sig nøje om og sikrede sig at der ikke befandt sig flere i skuret. Nu var det bare at markere området med plastikstrimler så godt det lod sig gøre og afvente teknikerne. 8-10 m fra skuret lå et bundt nøgler. Han måtte nok overholde gældende regler og lade dem ligge til teknikerne kom. Da den blå kassevogn standsede, vekslede han få ord med de tre specialister. To af dem tog tynde overtræksdragter på. Sammen med betjenten afsøgte den tredje systematisk området. Han havde små nummererede klodser med og et bundt plastikposer. Det var ikke så lidt han samlede op. Nøglerne selvfølgelig, en metalkrog, en bon fra et byggemarked og en snes andre småting. Alt blev fotograferet. Psykologen valgte at mødes med begge forældrepar og drengene i hjemmet hos den yngste. En læge havde tilset drengene, men ingen af dem viste tegn på fysisk overlast. * Laura Fritte flyttede tidligere hjemmefra end storesøsteren. Hun var træt af farens utallige gæster, eskapader og animerede fester. Men nu savnede hun den luksus hun forlod. Og hun savnede sin rigtige mor, som blev dræbt i en trafikulykke, da børnene var små. Alle de andre senere ”mødre” havde også været smukke - og unge. Men de mange penge og den magt som familien Fritte besidder, besværliggjorde noget inderligt, varmt og ægte kærlighedsforhold mellem faren og nogen som helst, nok så smuk kvinde. Det havde ikke skortet på farens talrige forsøg. Hans stædighed, jægerinstinkt og grænseløse vilje gjaldt også i forhold til smukke og intelligente kvinder. Når han var på sporet, skyede han ingen midler før byttet var nedlagt. Desværre var Laura offer for magtens og pengenes fristelser. Uden at være synderlig forelsket kunne hun vælge og vrage mellem alle de attraktive mænd, der var inden for rækkevidde. I opløbet konkurrerede, i hvert fald i hendes selvopfattelse, et medlem af kongehuset med en forkælet fotomodel, som man ikke kunne stole på. Hun valgte muligvis forkert. Snart var hun lige så afhængig af kokainen som så mange andre. Blot var hun ”kun” afhængig af videresalget til dele af jetsettet i whiskybæltet; ikke så meget af sit eget stærkt kontrollerede misbrug. For sent indså hun, at hun bare var bifigur for brutale handlere, der var aldeles hensynsløse, når de forsøgte at optimere indtjeningen. Hun lod hånt om de trusler hun modtog, men hun overså toldvæsenets, skattemyndighedernes og politiets aldrig afsluttede jagt på at få ram på hendes far og den virksomhed, som hendes storesøster havde prøvet at videreføre. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig at politiet samarbejdede med de mest primitive voldsmænd. Gennem fem år havde hun opbygget en eksklusiv modetøjsvirksomhed bestående af fabrikation i Indien og Kina til afsætning i en af hendes tre butikker. Bedst som hun var ved at slå sit navn fast i designerkredse, kom sigtelsen. Resultatet af aflytning af hendes telefoner og anklagemyndighedens bevisførelse i form af 6 gram kokain fundet ved en ransagning af hendes hjem gjorde udslaget. Alt for mange kendte til hendes små fejltrin og slet skjulte skønhedspletter. Hun slap med en betinget dom. ”Snehvide” var nu heller ikke det mest smigrende øgenavn i de kredse hvor hun færdedes. Så kom den næste trussel. En dag da hun kom ned til den lille smarte Alfa-Romeo, var vindspejlet overmalet med ordene ”Hold kæft”. Hun vidste godt hvorfor, og hvad det betød. Hun havde omsider smidt den slikkede fotomodel ud. Han kunne ikke styre sit forbrug og han var alligevel snart færdig i branchen. Hun rasede mens hun med en isskraber fjernede det værste. Hun kunne ikke drømme om at sladre til nogen om hans bils tvivlsomme papirer. Hvor lav kunne han være? Kapitel 14 Onsdag 19.8. Efter tre dages arbejde med tandkort og DNA-analyser vidste politiet med sikkerhed at den skamferede mand i grusgraven var identisk med en professor Aage Kristensen. Han havde ikke været meldt savnet. Obduktionens foreløbige resultater var værre end nogen kunne huske at have set tidligere. Der var udøvet grov og dræbende tortur. Den lille slidte lædermappe, som var smidt i skuret bar initialerne AK. Den indeholdt kun en lille skrammet blikæske med et par cigarstumper og lidt aske. Først da Lillian i callcentret på Rygaard klokken ti modtog en opringning fra Sorbonne, hvor man savnede en professor fra Danmark, gik det op for Helene, at der var noget rivende galt. Uden at underrette direktøren kontaktede hun kriminalassistent Rønnebæk og bad om råd. Han bad hende om at deltage i et møde klokken elleve og blev stillet om til direktør Clausen. Hun fornemmede et kort øjeblik panik i direktørens stemme, da han kom og udstedte ordrer: Der er møde på mit kontor om tre kvarter; Henny Lund fra politiet og professorens assistent deltager. Og vi vil ikke forstyrres. Samtidig indløb en mail til CC: Hold dine folk i kortere snor. Ellers stopper vi udbetalingerne og du vil møde samme skæbne som din tidligere tjener. Ingen afsender. Men vandmærket med et ”W” var også nok. Nu ønskede politiet forklaringer. Gode forklaringer på de mange hændelser, der havde fundet sted på og omkring Rygaard. Christian Clausen tog sig til hovedet, da Henny Lund hev dommerkendelsen frem. Beslaglæggelse af indholdet i virksomhedens centrale server! - Jamen dog, sagde han, selvfølgelig er I velkomne. Vi har intet at skjule - men uden den bliver det svært, for ikke at sige umuligt at holde Rygaards drift i gang. Dette argument gjorde ikke indtryk på ordensmagten. De mente nok, at det ville være mere på sin plads, at virksomheden forsvandt fra jordens overflade. Rønnebæk spurgte nu til professorens arbejde. Og til hans vaner, rutiner og arbejdsplads. Om hvor han opbevarede aktuelle notater? - Notaterne ligger vel i afdelingens arkiv, svarede Clausen. Eller også har han dem med til Paris i den gamle skoletaske, han altid bruger. - Vær venlig at beskrive den. - Ja, det er en lille solid lædertaske, vist nok håndsyet, som han altid har hos sig. Også når han tager hjem fra arbejde. - Er det den her? spurgte Henny Lund og tog en brun taske op af en pose. - Ja, og det lille skilt med AK kan jeg kende. Og tasken lugter af hans cigarer. Han ryger kun Flora Danica. Rønnebæk tog en dyb indånding og fortalte om det makabre fund i grusgraven. Helene fortalte om opringningen fra Sorbonne, hvor man savnede professoren. En ny dommerkendelse blev hevet frem. Hele personalet i begge afdelinger skulle forlade bygningen i løbet af 30 minutter. Intet materiale måtte fjernes. Bygningen ville blive aflåst, ransaget og bevogtet. Den store mandskabsvogn var allerede ankommet. Den fandt selv vej til forskningsafdelingen og varslede rømning og samling i kantinen. Lidt efter kom ”nørderne”, som specialafdelingen for avanceret databehandling blev kaldt. Der ville gå et par timer før Rygaards it-system var oppe at køre igen. Clausen ønskede at orientere de ansatte. Henny Lund indvilgede men gjorde det klart, at han skulle undlade at oplyse detaljer, som kunne forkludre opklaringsmulighederne. I øvrigt forventede hun at han blev her og ventede til hun havde fået besked om alle ansatte havde forladt de to fabriksbygninger. De kunne ikke alle få siddeplads i kantinen. Så de sidst ankomne måtte stå. Helene sørgede for det praktiske - og hun adviserede også chaufførens hustru, men understregede, at hun naturligvis ikke behøvede at forlade sit hjem. Over en kop kaffe ville hun kunne tale med politiet, når mødet i kantinen var afsluttet. Clausen gav de ansatte en kort og præcis orientering om situationen. Henny supplerede med at forklare nødvendigheden af politiets efterforskning. Ingen af dem nævnte indbruddet. Efter en times tid fik de fleste medarbejdere tilladelse til at genoptage dagens arbejde. Politifolkene ønskede at stille spørgsmål, især til tre laboratoriemedarbejdere. Ingen, der havde mødt Henny Lund, var i tvivl om hendes lynende intelligens eller hendes veludviklede intuition. Hun var højt respekteret og måske lidt frygtet blandt kollegerne i etaten. Centralt og ude i distriktet var hun beundret for de topkarakterer hun havde scoret på politiskolen og for de udmærkelser hun senere var blevet tildelt - og som hun ikke brød sig om at modtage. Hun var kendt for sine evner til at få forhærdede, udspekulerede forbrydere til at krakelere, når hun var afhøringsleder. Netop dette arbejde, som hun var bedst til, var også det hun holdt mindst af. Samarbejdet med Rønnebæk var præget af deres stærke engagement og professionel tilgang til opgavernes løsning. Det venskab, de havde opbygget, talte de aldrig om, og deres privatliv holdt de mest for sig selv. Rønnebæks runde facon og milde lune var meget langt fra Henny Lunds næsten kyniske og kolde attitude. Men kemien fejlede ikke noget. Det havde tit undret dem hvordan de uden ord kunne kommunikere så tæt og effektivt, at det nærmede sig tankelæsning. Sådan som det siges, at kun enæggede tvillinger behersker. En af de få gange, hvor hun havde løftet en flig af sit privatliv, var sket, da Rønnebæk, revnefærdig af stolthed, fortalte om de seneste fremskridt der skete i hans schæferhunds udvikling fra hvalp til politihund. Så morede det Henny at fortælle lidt om sine kattes udprægede mangel på nogen form for underkastelse og lydighedsdressur. Specielt hvis det forventedes af mennesker. Normalt var det Rønnebæk, der var afhøringsleder. Når det gjaldt lokale kriminelle fra distriktet, kunne ingen hamle op med ham. Det var som om han kendte hver en småkriminel person i sit distrikt; og de nye spirer, der kom til. Ved grovere forbrydelser var det som regel Henny, der trådte til og knækkede de hårdeste, ofte udenbys nødder. Ikke ret mange tænkte på, at Rønnebæk også i sit hverv som leder af den lokale ungdomsklub var en omsorgsfuld og effektiv forebyggelsesrepræsentant. Hans kone, der bestyrede ”Tutten”, klubbens ca. 600 medlemmers lille kantine og kioskudsalg, var helt på linje med grundtanken. Tro på dem. Vis dem tillid. Giv dem opgaver de kan magte. Lad dem føle lidt af en vinders glæde over hver en sejr; men sæt dem på plads, hvis de svigter eller hvis de stjæler af kassen! Lidt gammeldags Fulton-pædagogik gjorde vel ingen skade. I ”Tutten” kunne de unge som regel købe lidt på klods. Fru Rønnebæk kendte sine ”papenheimere”. Og som regel fik hun kradset de 20-30 kroner hjem som en del af dem hver især skyldte. Ellers lagde hun lidt til af husholdningspengene. Så løb det alligevel rundt. Herre Gud. Hvis hendes mand kom sent hjem, kunne hun finde på at forkæle ham med stegt flæsk og persillesovs kl. elleve om aftenen. Så sov han så godt. Og hun kunne løse sin Kryds og Tværs i fred under natlampens bløde skær. Hun havde bedt ham om at slå det irriterende grønne blinklys fra sin telefon fra, men han påstod, at det var en del af hans arbejde. Mænd! Kapitel 15 Tors 20.8. Helenes arbejde fortsatte som sædvanligt. Den almindelige strøm af almindelige mails blev besvaret med den automatik, som selskabet forventede. Men det nagede hende, at forestille sig Rygaard være en del af et åbenbart kriminelt netværk, som hun aldrig før havde haft kendskab til. Hun forsøgte at forstå Clausens behov for en pr-medarbejder. Måske var det fornuftigt nok. Men det ville da se mærkeligt ud, hvis de ligefrem selv reklamerede med deres besværligheder. To af nøglerne fra grusgraven passede til hoveddøren i Kronprinsessegade. Rønnebæks hurtige gennemgang af professorens 6-værelsers lejlighed på 4.sal gav ingen uventede resultater. En lille kuffert lå pakket på hans seng. En regnskabsbog, hans pas og en reservation til en flyafgang i mandags lå på skrivebordet i det der formentlig var hans arbejdsværelse. Computeren var slukket. På skrivepulten lå et chartek med en forsidetekst på fransk. Intet tydede på indbrud eller uregelmæssigheder. I entréen hang en grå let trenchcoat. På knagen ved siden af hang en stramt lukket paraply. Rejseklar. Den stod ikke i stativet sammen med hans elegante stok og to andre paraplyer. Køkkenet var moderniseret med nænsomhed. Alt så ud til at være i skønneste orden. Han forsøgte forgæves at kontakte Henny, men hun var optaget af vidneafhøring i en hælerisag. Han lagde skeptisk en besked på hendes telefonsvarer. Han hørte hoveddøren blive låst op; Rønnebæk trådte roligt ud i entreen. Han rømmede sig forsigtigt for ikke at forskrække den dame, der var ved at lukke døren efter sig. ”Hov, hvem er De?” sagde hun højt og bestemt. ”Ja, De må meget undskylde”, sagde han og viste hende sit politiskilt ”Jeg er kriminalassistent, mit navn er Rønnebæk; og De er?” ”Husholdersken. Veronika Penkowa”. Hun satte en Nettopose fra sig og gav ham hånden. De satte sig i dagligstuen. Rønnebæk fortalte kort om sit ærinde, mens han kastede et blik på den omfattende bogsamling. Han valgte efter moden overvejelse at fortælle om professorens død uden at gå i detaljer. Fru Penkowa var rystet. Hvem kunne dog have et motiv til at slå den elskelige ældre herre ihjel? Efter aftale med professoren kunne hun godt have holdt fri i dag, men hun havde besluttet at gå herover, tømme postkassen og lige lufte lidt ud og vande planterne. Der skulle være pænt til han kom hjem”¦.fra Paris”¦. Rønnebæk havde brug for meget mere viden om professorens vaner og gøremål, specielt i de sidste par uger. Han indskærpede, at husholdersken ikke måtte gøre rent og intet røre i lejligheden før den var gennemgået af politiets specialister. - Ikke gøre rent, replicerede hun spidst. Her er skam altid rent. Rønnebæk bad hende undskylde og sagde at han ville sætte stor pris på at fortsætte samtalen, især hvis han kunne få fat i Henny. Imens han trykkede på sin telefon, fortalte husholdersken, som gennem fjorten år var kommet to gange ugentligt i hans hjem, om sit arbejde. Rengøring, byærinder og af og til lidt madlavning, når hun syntes professoren havde tabt sig. En sjælden gang lidt ekstra hjælp hvis han ventede gæster. Kun én gang havde hun tilladt sig at kommentere hans lidt slidte skjorter. Straks ringede han til herremagasinet. Ti minutter senere var fru Penkowa blevet sendt ned i St. Kongensgade for at hente de otte éns skjorter, som forretningens indehaver havde pakket og gjort klar efter professorens instruktion. Han kendte udmærket professorens tøjsmag og morede sig med at vedlægge en gratis prøve fra en flot finsk kollektion. Den havde husholdersken samme dag fået med sig hjem til sin mand. Den får jeg ikke brug for, havde professoren sagt; brysk. Omsider ringede porttelefonen. Det var Henny. Fru Penkowa åbnede døren halvt. Den meget nydelige unge dame præsenterede sig. Husholdersken måbede og lignede en der lige havde åbnet for Lady Ga-ga. Rønnebæk satte hurtigt Henny ind i situationen, før de satte sig i stuen. Husholdersken fortsatte; Der var bridgeklubben med ministersekretæren, staldmesteren og enkefru Löwenfeldt; hver torsdag på skift. De mødes altid kl. 17.45. - Ja, og så går jeg til hånde ved særlige arrangementer. Forrige år en middag med en Frk. Nielsen fra fabrikken på Rygaard. Sådan holdt han sin tres års fødselsdag. Henny noterede; Rønnebæk forsøgte at følge med. - Jo, han har en boks henne i Handelsbanken, svarede husholdersken, da hun så nøglen; og den dér er til havehuset på Tuborg. Der holder”¦holdt han ferie, som han plejede at sige. Han har en havemand derude. Han har en gang vist mig et billede derfra. Han holdt meget af solsikker”¦ ”mon tournesols”, kaldte han dem. Han elsker at tale fransk. Om vinteren går han til franskundervisning hver tirsdag aften”¦ eller gik”¦ Nu lukker vi lejligheden, sagde Rønnebæk, men jeg vil bede Dem om at komme igen i næste uge, præcis som De plejer, og låse Dem ind og gøre som De plejer. Og for resten vil jeg gerne gennemgå hans post, som De satte i posen ude i entreen. Jeg tager den med mig når vi går. Men vær sød i næste uge blot at gøre som De plejer; læg bare hans post i en pose, som De gjorde i dag. Jeg henter den. Og ring til mig, hvis der er mindste tegn på uregelmæssigheder. Han gav hende et af sine officielle kort. Hvis De kan oplyse mig nærmere om bridgeklubbens medlemmer, vil jeg være taknemmelig. Jeg vil helst selv underrette dem. Han skrev navne og adresser ned. I morgen begynder vi at undersøge alt her i lejligheden. Men vi skal nok lade være med at rode mere end højst nødvendigt. Henny og Rønnebæk forlod den herskabelige lejlighed i tavshed. Måske kunne de klare banken uden yderligere formaliteter. Professorens boks indeholdt lidt værdipapirer, en tung halskæde og en slidt tommetyk regnskabsprotokol. Efter lidt parlamenteren gav bestyreren efter og de to betjente kunne gå derfra med store smil og beskedne håb. Med sig havde de en bog fyldt med sirligt håndskrevne stikord og talrækker. Henny og Rønnebæk fandt hurtigt ud af, at professorens kolonihavehus måtte ligge i Tuborg Haveby, som en venlig formand for Dansk Kolonihaveforening kunne oplyse. Nummer 33. Han kunne i øvrigt også fortælle om havebyens navn og historie”¦.; Her afbrød Rønnebæk ham venligt og bad om at det nok måtte vente til en anden gang. De kørte derud med det samme. Muligvis ureglementeret. Her var alt tilsyneladende lutter idyl; enkelte flagede fra de nymalede stænger. Gangene var revet. Fra p-pladsen ved det store købmandshus kunne de på en oversigt let finde hus nr. 33. Gammelt, men særdeles velholdt. Et æbletræ, lidt urter og en vidunderlig lille løvkranset veranda. To store uglaserede krukker med henholdsvis persille og purløg prydede hans fristed. Og to flotte solsikker. Her, hvor professoren pligtskyldig tilbragte otte dage årligt, fandt de to breve i en lille simpel kommode. Trusselsbreve viste det sig, formentlig fra de samme afstumpede eksistenser der havde smadret hans fremtid og med tortur forsøgt at aftvinge ham den krøllede forskerhjernes afkroge og hemmeligheder. Med eller uden omsætteligt resultat. Hvordan var han kommet til grusgraven? Hvad havde han haft med sig i sin taske? Trusselsbrevene blev bragt med til stationen med henblik på undersøgelser af fingeraftryk, skrift og papirtype. Sammen gennemgik de først brevene. Det var udskrifter fra en pc på laserprints, almindelig skrifttype, billige ordinære C-5 kuverter; ingen fingeraftryk ud over dem, som formentlig var sat af professoren selv. Ingen frimærker, intet poststempel. Indholdet meddelte lakonisk at ethvert salg af fortroligt materiale uden om de sædvanlige kanaler ville medføre alvorlige gener for hans helbred. ”Ønsker De virkelig at slutte Deres liv i bådhuset?” stod der i det andet brev. Her var måske en ledetråd, men mordet i bådhuset havde været omtalt i dagspressen. På stationen tog Henny igen handsker på og gav sig til at læse i regnskabsprotokollen. Som et supplement til sine forskningsmidler på Rygaard havde professoren jævnligt tilført store beløb, som ad omveje blev kanaliseret til afdelingens konti for salg af patenter på væksthormoner og mikrobekulturer. Han havde omhyggeligt ført regnskab for små og store transaktioner. Det var tydeligt, at hans forpligtelser som forsker og videnskabsmand kun respekterede standens egne præmisser: at dele hvad man fandt. Kolleger og ligesindede beundrede professorens ofte simple metoder og forbløffende resultater. Han kunne og ville ikke lade grådige investorer slå plat på hans resultater og med eneret udnytte hans kreativitet og landvindinger i samfundets tjeneste til selskabets øvrige investeringer i sygdom og ulykke. Hver en indtjent krone var omhyggeligt ført tilbage til brug for yderligere forskning. Sådan måtte det nødvendigvis være. Professorens nærmeste assistenter blev stærkt berørt, da de fik meddelelse om mordet. De var meget behjælpelige. De fortalte beredvilligt om afdelingens seneste resultater, som ville vende op og ned på lægers og biologers forståelse af livets mindste byggesten, DNA-molekylerne og deres evner til at samarbejde med de organiske genchips, som kun viste aktivitet ved en temperatur mellem 24,2 og 24,6 grader. Det var opdagelsen af den afgørende virkning som en særlig blanding af gærceller og sukker kunne have. Enkelte celler kunne bytte plads og tilsyneladende overtage styringen af genchippens egenskaber. De skabte simpelthen et immunforsvar, som ikke lod sig svække eller nedbryde. Og cellerne kommunikerede øjensynlig kun med beslægtede celler ved at åbne cellevæggen så delingen kunne begynde. Professorens næste projekt var udvikling af nye metoder til fremstilling af hyaluronsyre, som hidtil kun kunne udvindes af bakterier eller hanekamme. Syren bruges til behandling af kræftsygdomme. Henny Lund og Rønnebæk havde svært ved at følge med i assistenternes talestrøm og skitser. Men de begyndte at ane, hvilke modstridende kræfter og interesser der lå bag Rygaards succes. Helene mindede Christian om indkaldelsen til Herlev Hospital klokken fjorten. Det havde hun nu ikke behøvet. Han tænkte ikke på meget andet. Han var i god tid, da han fandt p-pladsen og indgang nr. 2. I receptionen midt hallen sad en dame i glasbur og talte i telefon. - Og De ønsker? Sagde hun ud i luften med den dér automatiske ligegyldige stemme, der mere var henvendt til den mikrofon der sad klistret som en flue til hendes mundvig. Han måtte lige tage sig sammen; han ønskede bare at komme hjem. Han oplyste navn og nummer. Kort efter kom en velklædt mand med præstekrave og præsenterede sig. - Goddag, Clausen. Vi skal vist tale uforstyrret sammen. Skal vi gå til mit kontor? Det er på 2. sal. Kom, følg med mig. Han havde kontor ved siden af kirkesalen, som snarere måtte betegnes som et kristeligt andagtsrum. Hospitalsledelsen havde sit hyr med den lokale imam, som gentagne gange havde henvendt sig for at få indrettet et bederum for muslimer. Men indtil videre måtte alle parter deles om andagtsrummet. De havde indgået et kompromis, hvorefter imamen kunne tildække den korsfæstede Jesus og den hellige jomfru med to stykker klæde før de tre bedetider om dagen. Og så måtte præsten derpå afdække de to figurer, så kristelighedens tilhængere igen kunne se lyset. På døren sad et fint skilt i en skifteramme. Lige nu var det Jesus af Nazareths disciples konsultationstid. Der var dog ingen andagtsøgende. Om en time kom Imamen og ville gøre klar til sine proselytters indtog. Der kom vel dagligt 6-8 andagtssøgende. Men flest til imamens verdslige udlæggelse af profetens hellige ord. Duften fra præstens røgelseskar og imamens endnu stærkere odør blandede sig tvangfrit uden skelen til menneskers tvivlsomme overbevisning. Hospitalsgangen lugtede som et våbenhus i kirketiden. Først da de sad i det spartanske kontor, præsenterede præsten sig som Victor Hansens åndelige vejleder! Nu ville han sikre sig, at der fortsat ville være gensidig forståelse mellem parterne. Clausen måbede. Paulo Carrera, som der stod på skiltet på døren, ville nødigt satse mere på Rygaards tvivlsomme aktiviteter, sagde manden over for ham. Og han fortsatte: Jeg hører om de besværligheder som De oplever i Deres arbejde. Det skulle jo nødigt gå ud over Deres familie. Jeg råder Dem til nøje at følge de instruktioner De modtager. Og joh;”¦. jeg har slet ikke kondoleret. Det gør mig ondt, at Deres forgænger, Victor Hansen, kom så galt af sted på gaden i London forleden. Trafikken derovre er vist værre end herhjemme. Jeg har en lille kuvert til Dem. De afgør selv, om det skal være den sidste. Clausen modtog den; modvilligt. Og så må De have en fortsat god dag! Sagde han, da Clausen trådte ud på gangen og kolliderede med en madvogn. ”Åndelig vejleder”. Manden måtte være splitterravende gal. ”En fortsat god dag”. I bilen i p-kælderen åbnede han kuverten. 100.000 kr. Og en klar besked: Bland dig ikke i distributionen af dit firmas produkter. Vi kan knuse dig uden at høre lyden. Og vi kan knuse Rygaard uden at miste en bøjet femøre. VV. Hvad var der sket med Victor Hansen i London? Kapitel 16 Fredag 21.8. Vagabonden ”Egely”, hedder Rygaards gamle fredede traktørsted mellem skoven og Sømarksvej. Det havde stået tomt i årevis. Istandsættelse var hvert år blevet udskudt, da anvendelsesmulighederne var stærkt begrænsede, og udgifterne ville være tårnhøje. Ejendommens 1. sal var blevet indrettet med otte værelser omkring 1910 og ejendommen fungerede derefter som en landevejskro. Men i tresserne måtte værtsparret give op; omsætningen var faldet, så der havde været underskud to år i træk. Derefter var det hele i forfald. Nu var lugten af svamp og mug umiskendelig. Kun Andersen kendte til vagabonden, som gennem nogle år ofte havde besøgt huset og overnattet, når det var for koldt udenfor. Første gang de havde mødt hinanden var en efterårsaften, hvor Andersen ude fra vejen så et svagt lysskær mellem træerne foran traktørstedets toppede lille gårdsplads. Han frygtede at der var ild i bygningen, men det viste sig at stamme fra et lille bål. En lidt ældre mand sad på trappestenen og kogte lidt suppe over bålet i sikker afstand fra træbygningen. - Undskyld, sagde vagabonden, jeg går igen så snart jeg har spist. Hvis jeg må? - Ja, ja, sagde Andersen og satte sig. De må gerne være her. Er det Dem, der boede i krostuen sidste vinter? Det måtte vagabonden indrømme. Han havde været skolelærer. Havde mistet konen. Hun blev bare 33 år. Han var femten år ældre. Han havde plejet og passet deres to børn og sit arbejde siden. Og stort set levet i noget der lignede cølibat i over ti år. Arbejdet, som han tidligere kunne bestride mere end tilfredsstillende, var dalet til det halve af hvad det han havde forlangt af sig selv og forventet af kollegerne. Så blev det ham selv, der bukkede under. Han var færdig. Presset blev for stort. Afskedigelsen var ikke til at undgå. Mere og mere excentrisk blev han; nogle ville sige sær. Han skrev lidt; mest digte, forsøgte at tegne og male som tidligere. I et par år havde han rendt nogle venner på dørene. Det blev de hurtigt trætte af. Ved et tilfælde fik han kontakt med den vidunderlige kvinde, som han 40 år tidligere i en kort periode havde været meget tæt sammen med. Hun havde uden at vide det taget fast bopæl i hans hjerte lige siden. Men den gang var han nygift og formåede ikke at slå hånden af hustruen. Han var jo hendes ægteviede mand og beskytter. Sidespring derimod, var i de år en almindelig foreteelse. Men et brudt ægteskab kunne der ikke blive tale om. Hans beskyttertrang og påtagne forpligtelser tvang ham til at blive ved hustruen. Efter 13 år kunne ingen af dem mere. Skilsmissen var nødvendig og ukompliceret. Der var ingen børn. Hun fandt en lille lejlighed. Hun fik de ting fra hjemmet, som hun ønskede. En bil og en telefon. Derefter var han mere optaget af en smuk 18-årig pige, som siden hun gik i 10.klasse havde besluttet sig til at vinde sin lærers hjerte og kærlighed. Hun flyttede ind, da konen flyttede ud. Sammen fik det nye par to vidunderlige drenge. Den første da hun var 22. Tre år senere kom nummer to; lige så dejlig. Efter 15 års samliv døde hun pludseligt; børnenes mor. Kun med stor hjælp fra børnenes mormor og morfar kunne han få hverdagen til at hænge sammen. Og han glemte næsten alt om kvindeligt selskab i alt for mange år. Han havde dog efter nogle år jævnligt forsøgt at opspore sin ungdoms kærlighed. Endda opsøgt hendes adresse på Østerbro men uden at møde hende - eller hendes mand! Først i eftersommeren forrige år, da hun for længst havde brudt forholdet til sin mand og skabt sig sit helt eget liv, mødtes de igen. Takket være ”google” og en enkelt søgning stod hendes navn, nye adresse og telefonnummer mirakuløst på skærmen. Han forsøgte at være rolig, da han ringede. De aftalte at mødes. Mon han kunne kende hende? Solen varmede bænken foran stationen. Så lo hun, præcis som hun gjorde to ægteskaber og 38 år tidligere. Og gik ham imøde; hun var mindst lige så smuk nu som dengang. Hendes mørke øjne lyste af den livslyst, som han havde savnet. Cafeen inde mørket virkede ikke tiltrækkende som mødested i det gode vejr. Da de satte sig på bænken i solen, tændte hun igen en ild i ham, så stærk at han i dagene efter bestormede hende med breve, besøg, mails, blomster og opringninger. Og hun havde en måneds tid eller to forsøgt at gengælde hans grænseløse forelskelse. Efter et par måneder lykkedes hans anstrengelser. Men forholdet ændrede sig radikalt, da hun uventet en dag foreslog, at de blot kunne være venner. Han ville for alt i verden ikke miste kontakten til hende. For sent forstod han, at hun gennem mange år havde udviklet en urokkelig vilje til aldrig igen at være den mindste smule afhængig af en mand. Han ville blive nødt til at fortsætte sit liv uden nærkontakt med den dejligste kvinde han nogensinde havde mødt. Kun sympati og venskab skulle nu efterfølge den altfortærende lidenskab, som kun han var besat af. Umuligt. Da hans drenge var flyttet hjemmefra, solgte han lejligheden, bilen og alt andet han ejede. Siden var han cyklet omkring med en rummelig anhænger på landevejene. Han havde sjældent brug for nogle af de penge han havde i banken. Levede fra dag til dag af de småjobs han kunne få. Nogle gange lidt havearbejde. Andre gange et par dages høstarbejde. Så fik han som regel også et måltid. Det skete, at han i ny og næ kunne sælge en tegning eller et maleri af et hus eller dets beboere . Men han var aldrig brudt ind i traktørstedet. Kælderdøren havde efter aftale med Rygaards direktør ikke været låst. Maleren havde fået lov til at bruge Egelys kælder som depot. Blot skulle han male et billede af Rygaards hovedbygning. Hans skitseblokke, malergrejer og lærreder på blændrammer blev ellers transporteret forsvarligt i cykelanhængeren. Direktøren havde i sin tid lovet at tinglyse en attest med aftalen med maleren. Men den er jo nok væk nu, sagde maleren. Og en kopi har jeg ikke. - Det var satans, sagde Andersen og vendte skråen. Så var der alligevel noget ved Rygaard, som han ikke kendte til. - Hør nu, jeg tror Dem; De må gerne bruge huset af og til. Der er en smule varme på, så fugten ikke tager overhånd. Hvis De passer godt på, må De gerne tage lidt brænde fra skovbunden eller ude under halvtaget og bruge det i pejsen i krostuen. Tag også et bad af og til. Men lad være med at bruge lys, der kan ses fra vejen. Brug kun kælderdøren, men lås og tag nøglen med, når De forlader det. Huset er til Deres disposition, så længe De passer godt på det. Sådan var der gået et års tid. Maleren kom og gik. Én gang om året ustillede han sine værker i en lille lokal kunstforening på Køgeegnen. Nu var han vendt tilbage til Egely. Andersen havde set ham et par gange. En dag kaldte han: God dag, maler, hvis De vil have vasket Deres tøj, så sæt det i plasticsækken under halvtaget; så skal jeg nok klare det. Han rakte maleren en sort sæk med noget slidt men rent arbejdstøj og undertøj, som han aldrig selv ville savne. Herregud. Maleren var taknemmelig for sit fine tøj. Han vendte tilbage om tirsdagen for at lægge det gamle og slidte tøj i sækken. Hvordan skulle han nogensinde kunne sige tak? Theodor Andersen sagde ikke noget til Kirstine, da han kom ind til aftenkaffen. Det kunne nok vente. Senere smed han en børfuld tørt bøgebrænde op i havetraktorens påhængsvogn, før han lige kørte en runde om ejendommen og en afstikker til Egely, hvor han lagde brændet under halvtaget. Kapitel 17 Lørdag 22.8. Rønnebæk ville gerne tale med ægteparret som boede i Rygaards gamle portnerbolig. Måske havde de set eller hørt noget der kunne bruges i efterforskningen. Atmosfæren om Rygaard var fed af uforklarlig lyssky virksomhed, og Rønnebæk havde en indædt vilje til at forstå sammenhængen og fælde de skyldige. Optrævlingen var så småt i gang. Der var al mulighed for - og grund til - at se Rygaard nærmere efter i sømmene. Der måtte findes et eller andet, som kunne sammenkæde de to mord. Rygaard havde nøglen til gådens løsning. Lærerne var ikke hjemme, så Rønnebæk gik en lille tur i kanten af skoven langs vejen. Hunden var som sædvanlig ivrig og forsøgte at forstå formålet med udflugten. Den gav hals ved den gamle indkørsel til traktørstedet, og Rønnebæk så straks rålammet, der ellers lå godt gemt i skovbrynet. Åh, Herregud, lille ven, ligger du der, sagde han og kaldte hunden til sig. Og funderede over hvordan et rådyrpar kunne trives så tæt ved storbyen. Først klokken tre kom lærerne hjem. De havde været i ”Fields” og købe ind. Han aftalte med dem at han ville komme tilbage klokken fire. Henny var på vej. Så kunne hun gå med på besøg. Rønnebæk vidste, at Rygaard bar på en fortid, som måske burde glemmes. Men så brutale forbrydelser der her var begået skulle ikke forblive ustraffede. Da Henny nåede frem, satte de sig på gårdspladsen og forsøgte at opridse konturerne af ejendommens tilliggender og aktiviteter. De nyere bygninger med forskningsafdelingen var nu ransaget med tættekam og hovedbygningen var endevendt fra øverst til nederst. Men de var ikke trængt ind til kernen. Hendes gennemlæsning af professorens protokol måtte følges op af regnskabskyndige folk. Andersen kom ud. Han havde hørt dem. Måske skulle han fortælle om Egely. Han hentede en lille havestol til Henny og indtog hendes plads på trappen. Jo, han kendte godt til rustvognen. Han kendte også lidt til bedemanden. Og til hans bror, som af og til kørte breve og pakker i den lille grå varebil til og fra Rygaard. Han kendte også til den vagabonderende maler. - Tak for orienteringen, sagde Rønnebæk, vi har brug for al den hjælp vi kan få; ring venligst til os, hvis De igen ser en af bilerne. Og notér bilnummeret, hvis det er muligt. Og bed maleren om at kontakte os, når De ser ham. Ofte har malere en fortrinlig visuel hukommelse. Andersen nikkede og gik over til vognporten. Henny og Rønnebæk gik ned til lærerne. Blev budt på kaffe i havestuen. Lærerne vidste ikke meget om Rygaards aktiviteter, men de kunne jo ikke undgå at bemærke trafikken i alleen, når de gik og nussede i forhaven. De kunne godt huske, at den lille grå varevogn en dag i sidste uge stod parkeret ude på landevejen i rabatten tæt ved den tilgroede indkørsel til traktørstedet. Men ikke spekuleret videre over det. Den kørte jo så tit forbi. Trafikken ude i alléen til og fra virksomheden generede dem ikke. I haven på sydsiden af huset kunne de knap nok høre den. De holdt så meget af deres hus og have. Hun ventede sig, og de glædede sig. Det ville helt sikkert blive et julebarn. Manden fremviste stolt værelset, som han havde istandsat; men der ville nok gå et år eller to, hvor barnet ville være mest tryg ved at sove ved siden af forældrene i dobbeltsengen. Der var god plads til den gamle barneseng, som var gået i arv fra mor til datter så længe nogen kunne huske. Joh, mordet i bådehuset havde selvfølgelig rokket ved idyllen, men de ville allerhelst blive boende. Huslejen var ikke så høj, så længe de selv stod for vedligeholdelse af huset. Det meste kunne de godt selv klare. Kun el-installationer og VVS-arbejde måtte de have fremmed hjælp til. * Det sikkerhedsnet, som kartellet havde spundet om Rygaards aktiviteter og økonomi var samtidig en effektiv garanti for loyalitet indadtil og tavshed udadtil. Truslen om Rygaards udslettelse og ruin ville aldrig kunne skade Seven Sea’s globale og vitale interesser. Kunderne i yderste led var altid afhængige af stof til en præcis så høj pris, som de yderste aftagere kun kunne betale ved at leve på kanten af selvdestruktion, kriminalitet og prostitution. Markedet regulerede sådan set sig selv. Når prisen var i overkanten, forsvandt kunderne til fængsler og behandlingsinstitutioner, hvor de overlevede enten på erstatningsstoffer eller med abstinensernes mareridt. Så sænkede man prisen en anelse, og kunderne vendte tilbage. Hvorimod jet-settet nord for København uden besvær altid kunne skaffe pengene. Her var man blot afhængig af de ugentlige leverancer - og af det netværk af velhavende aftagere, som på forskellige måder gengældte vennetjenesten. Her blev ”dealere” helst kaldt private forretningsforbindelser. Om eftermiddagen blev brandvæsenet i Birkerød kaldt ud til en brand i en grusgrav nær Ganløse. Anmelderen, en landmand fra egnen, var først kørt forbi, men undrede sig, vendte om og kørte ned i grusgraven. Branden var vel på sit højeste, da han slog alarm. Brandmændene kørte efter røgen og fandt rutineret stedet. Et gammelt træskur var næsten helt nedbrændt, vraget af en udbrændt bil ulmede fortsat lidt. De fik hurtigt slukket de sidste flammer og gløder. Der var gudskelov ikke spor af mennesker, hverken i skur eller bil. Alligevel kontaktede indsatslederen politiet. Det var kutyme ved bilbrande. Politiets radioudstyr stod foran snarlig udskiftning og overgang til systemet kaldet SINE, som ikke kunne aflyttes af uvedkommende. For eksempel af den pensionerede kriminalassistent, der i al uskyldig kedsomhed plejede at lytte lidt med på sin gamle FM-radio. Det var næsten som at være på arbejde igen. Han havde hørt efterlysningen af rustvognen og han havde hørt indsatslederens oplysning fra grusgraven til politiet om brand i en rustvognlignende bil. Han kontaktede en tidligere kollega, som nu arbejdede i Gladsaxe, og spurgte om de var opmærksomme på den mulige sammenhæng. - Tja, tak for tippet, og husk nu at du ikke længere kan lytte med fra næste måned, svarede han med et lunt smil. Med mindre du da genindtræder i styrken. Der var ikke indløbet nogen anmeldelse om en forsvunden rustvogn. Alligevel besluttede politiet at sende teknikere til stedet. De kunne først komme derud om et par dage, så man måtte bare midlertidigt spærre vejen ned til grusgraven. Et noget medtaget og udtjent salatfad kom derved ud på sin sidste opgave og stillet på tværs oppe ved den smalle indkørsel ved landevejen fra Nymølle. De unge, der en gang imellem kørte ræs på deres borede knallerter, havde man set gennem fingre med. De ville også bare opfatte afspærringen som en overkommelig udfordring. Kapitel 18 Tirsdag 25.8. PET havde afslået at give andre adgang til det beslaglagte materiale fra Rygaard på nuværende tidspunkt. Henny kom i tanker om Jonathan, hendes gamle kæreste og beundrer fra tiden på politiskolen. Hun vidste at han var blevet ansat på PET’s kontor i hovedafdelingen på Buddingevej, hvor han passede og plejede det omfattende arkiv. Han tilbragte meget af sin tid i kælderen blandt de utallige og aldrig afsluttede sager. Han lukkede kun en sag, hvis den havde ligget død i 25 år, dvs. uåbnet, ikke tilført nyt og ikke havde været forbundet med nyere kendte sager. Flyttekassen, der var kommet fra Rygaard ugen før, skulle nu tømmes. Indholdet skulle scannes og registreres elektronisk. Først når det hele var klassificeret, kunne man beslutte hvem der måtte se hvad. Jonathan tog et enkelt ringbind med sig op til kontoret på 2. sal. Ringbindet var mærket ”Max S., Gdynia”. Det var fyldt med breve, de fleste på polsk, enkelte på engelsk og nogle få på dansk. En tyk brun konvolut lå bagest i ringbindet. Den indeholdt 25.000 zloty, svarende til ca. 50.000 kroner. Han startede med de dansksprogede for at danne sig et indtryk af sagens karakter. Derefter de engelsksprogede. Han kontaktede det oversættelsesbureau, der var godkendt. Et bud ville hente ringbindet klokken tolv. Jonathan ville til at tage fat på de engelsksprogede, da telefonen ringede. - Hej, det er Henny, kan du huske mig? Lød en bekendt stemme, som fremkaldte gode minder fra årene på politiskolen. Om han kunne; det måtte snart være 12 år siden. Som var det i går, huskede han, sad de i hans lille lejlighed og nød en god middag, drak en halv flaske billig vin, flettede fingre og så hinanden dybt i øjnene. Han var kort tid efter blevet gift med Aslaug, en skønhed fra Færøerne. De elskede hinanden uophørligt, og blev skilt igen, da de opdagede at de aldrig kunne enes om andet end at elske. Henny, den unge smukke aspirant fra den gang på skolen, kunne han bare ikke glemme. Hun var i hans erindring ”” mellem arkivalierne; overalt. Det var ham en gåde, hvordan hun kunne afsætte duftspor uanset hvor han færdedes. Da han hørte Henny spørge til det konkrete materiale fra Rygaard, svarede han uforstående, fortravlet og henholdende og foreslog at ringe hende op om fem minutter. Først da han var ude i det fri, kunne han ringe fra sin egen telefon med taletidskortet uden risiko for straks at blive aflyttet af kollegerne. - Hej igen Henny, lad mig så høre, hvornår skal vi spise middag igen? Nå OK, fortæl. Hun fortalte om sin aktuelle efterforskning og nævnte brevvekslingen mellem det polske sanatorium og Rygaard. Du er på sporet af en lidt større sag end vi er vant til. Sagen ligger på mit bord. Om et par timer bliver det hentet til autoriseret oversættelse. Jeg får materialet retur i morgen. Hvis vi så kan mødes i morgen klokken nitten kan du læse hvad du vil; og måske kan vi spise lidt forinden? Han kunne ikke helt skjule sin betagelse. Hun blev lidt forskrækket, men slog det hen. De var vel voksne mennesker. Måske. Og hun havde fat i noget, der kunne belyse Rygaards dunkle fortid og absurde nutid. - Ja tak, hviskede hun. Helst hjemme hos mig. Kogt laks, og sprøde grøntsager? Har du min adresse? Nyhavn 57, 2. sal. Den mindre pæne side! Onsdag aften blev lang og rigtig god for dem begge. Laksen var perfekt. De små nye kartofler og tilbehør blev serveret med en elegance og en lethed, som kunne udkonkurrere de bedste restauranter i byen. Nu sad de foran pejsen, som hun havde nægtet at fjerne, da ejendommen blev renoveret. - Gider du trykke stemplet ned og tage to kopper med herhen? De står i skabet over vasken. Han skænkede kaffen og satte en lille kande med pisket mælk foran hende. Han lagde forsigtigt en arm om hende. Kendte hendes duft igen og mødte hendes læber igen, mens ungdommens letsind passerede revy. Resten af brevene måtte hun læse i morgen. Jonathan var vågnet klokken syv ved at Hannibal, den sorte af de to katte, hoppede op og lagde sig til rette på hans bare bryst. Samværet med Henny havde været dejligt og ukompliceret. Hun var skønnere end nogensinde før. De polske breve, som havde genskabt kontakten mellem dem, ville med bud blive bragt retur til ham på kontoret i Gladsaxe, når hun og Rønnebæk havde læst dem. Han vaskede lige kopperne af før han forsigtigt kyssede hendes silkekind. Han var klar over, at han ville miste sin stilling, hvis nogen i PET opdagede hans lille sidespring. Han tog på arbejde lidt i ni. Klokken otte havde Henny ringet til Rønnebæk og sagt, at hun først kunne være på stationen ved tolvtiden. Fint nok, så kunne han måske få lidt fred til at lave noget af det skrivearbejde, der havde hobet sig op. Han glædede sig til at se brevene - og læse det han kunne, og høre hendes opfattelse. De vidste begge, at den faste mødetid var suspenderet, som nu, hvor arbejdet krævede al opmærksomhed. Teknikerne i grusgraven gik minutiøst til værks; lige som sidst. Der var selvfølgelig ingen nummerplader på bilen, som ganske rigtigt var en rustvogn. Chassisnummeret var omhyggeligt fjernet, og motornummeret slettet, sandsynligvis med en vinkelsliber. I det nedbrændte skur fandt de nogle metalrester i asken, muligvis fra en skuldertaske. Tre metalspænder og en halvt smeltet broche, endnu et bundt nøgler, en neglefil uden håndtag og resterne af en pung med 32 kroner. Alt blev samlet i små plastposer og mærket med nummer og findested. For Henny og Rønnebæk gjaldt det om at forhindre flere forbrydelser i den sag, som bare voksede sig større, jo mere de endevendte Rygaard. Hver gang de løftede en ny flig af virksomhedens pyntelige ydre, mødte de en ny gåde. De måtte for enhver pris undgå, at deres viden blev kendt af den eller de forbrydere, der måtte stå bag de tragiske hændelser. De var nu så tæt på, at det mindste fejlgreb ville forhindre dem i at afdække årsagerne til Rygaards skyggetilværelse. De måtte snart præstere resultater; ellers ville rejseholdet bare få besked om at tage over. * Da Andersen kom tilbage fra sin eftermiddagsrunde, ventede han lidt med at bære sækken ind i bryggerset til konen var optaget af madlavningen. - Er du syg Theodor? Hvad laver du med vaskemaskinen, spurgte Kirstine pludselig ude fra bryggerset. - Nå, det er en af gartnerne, som havde et uheld med ukrudtssprøjten. Jeg lovede at hjælpe ham. Hans vaskemaskine er i stykker. Jeg lånte ham noget rent tøj. Han lagde avisen fra sig. Hun rystede på hovedet og hældte en sjat skyllemiddel i maskinen. Han rystede også på hovedet og mumlede noget om Rygaards pligt til at sørge for sit personale og hjælpe, når det var tiltrængt. - Det kan godt nå at tørre til i morgen, hvis jeg hænger det ud om lidt, sagde hun. Han protesterede og stillede sig med kurven foran maskinen, der nu var ved at centrifugere sidste omgang. Det var aldrig sket før. Nu var hun for alvor bekymret. Det gamle tøj, hun lidt efter så på tørresnoren, var så slidt og laset, at ingen kunne være tjent med at gå med det; og det ville være spild af tid, tråd og garn at forsøge at reparere på det. Men hun ventede med at spørge mere. Hun kunne ikke huske, at han tidligere havde løjet for hende. Først da de lå i den store seng og havde kysset godnat og udvekslet de små kærtegn, spurgte hun: Hvorfor lyver du Theodor? Det har du ikke nødigt. Han følte han måtte svare hende. Så fik hun hele historien om vagabonden på traktørstedet, men hun blev ikke særlig overrasket. Han fik et ekstra kys. I morgen kunne de tale om sagen. Tøjet ville være tørt ved titiden, hvis vejret holdt. Før hun faldt i søvn tænkte hun på Egely. Hvis hun ikke tog helt fejl, skulle dommerkontoret opbevare alle tinglysningsattester. * Hun var gået i gang med at pudse køkkenvinduerne, da Helene kom trækkende med cyklen. Nattens regnvejr havde slået jord op på ruderne. - Vi trængte nok til vand, sagde Kirstine, men det behøvede da ikke komme på en gang. Hun fortsatte: Min mand nævnte i går, at Victor Hansen skulle have ladet tinglyse en brugsret for maleren på Egely. Måske er det sandt. - Jo, sagde Helene, der er noget om snakken, jeg skal gå ind og se efter og fortælle Dem, hvis jeg finder noget. Hun fandt ringbindet mærket ”Egely” på Clausens kontor. Der var ganske rigtigt en tinglysningsansøgning underskrevet af Victor Hansen. Her var en kunstmalers brugsret nævnt. Men attesten var imidlertid aldrig blevet godkendt idet den ikke indeholdt malerens fulde navn og personnummer. Af et bilag fremgik det, at der i forvejen forelå en gammel skifteretsafgørelse om istandsættelse af Egely ved hjælp af midler fra en registreret fond, stiftet af Hermann Hansen. Helene mailede til Fondsregisteret, som var nedlagt og overgået til Civilstyrelsen. Herfra blev hun gelejdet videre til Erhvervs- og selskabsstyrelsen, som ville gennemgå de gamle sager og svare snarest muligt. Med alle de nye kommunikationsredskaber tog det kun en times tid at komme så langt. Kapitel 19 Fredag 28.8. Den aften Nina Clausen forsvandt kl. 22 på vej på vej hjem efter en hyggeaften hos Gry, blev rædselsfuld. Simon var heldigvis faldet i søvn, inden forældrene kl. 23 ringede til Gry. Jo, Nina var cyklet hjem lidt i ti. Klokken 23.30 kørte Christian langsomt og søgende ad den rute, som datteren måtte have fulgt. Ingen Nina, ingen cykel, ingenting. 23.55 kontaktede han alarmcentralen og meldte hende savnet. Intet skete. Klokken to sad han stadigvæk i sofaen med Elizabeth og stirrede stift på to tavse telefoner. Han kontaktede igen alarmcentralen og rykkede for en eller anden reaktion. Men han blev kun mødt af en arrogant kvindestemme, der belærte ham om, hvor mange teenagere, der hver eneste aften blev meldt savnet - og altid dukkede op, når de var blevet ædru. Han blev stiktosset. Elizabeth græd. Nina havde aldrig været beruset. Han tjekkede igen om den anden telefon virkede. Klokken fem ringede han til politiet i Gentofte og blev straks stillet videre til Helsingør. Efter en kort samtale med den vagthavende lykkedes det at få oplyst et mobilnummer til Rønnebæk. Anden opringning blev besvaret med et grynt, et gab og lidt hosten. Han satte kriminalassistenten ind i situationen. Endelig lød det som om han blev taget alvorlig. - Jeg kan være hos jer ved sekstiden, lød svaret. Hvad er det lige adressen er? Fru Rønnebæk rystede på hovedet, da hun stod i køkkenet og lavede en tår kaffe. - Skal du have uniformen på? Spurgte hun, mens hun ristede brød. - Nej, den strammer - og skræmmer bare, svarede han med barberskum på hagen. - Ja, mig skræmmer du ikke, svarede hun, og trykkede ham kærligt på maven. Opringningen fra Clausen irriterede ham. Og tirrede ham. Den slags bagateller forstyrrede kun hans egentlige arbejde. Han havde jo ikke ubegrænset råderet over regionens politistyrker. En teenagepige var ikke kommet hjem til den aftalte tid i aftes. Det var vel ikke første gang. Men hvorfor lige netop Clausens datter? Hvorfor havde han ikke bare kontaktet nærmeste politi? Lørdag morgen parkerede han diskret på den stille villavej og gik op ad den lange indkørsel. Clausen stod i døren og ventede. Solen var for længst stået op. Den milde duft fra roserne blandede sig med fuglenes morgensang. De satte sig i køkkenet. Elizabeth gik febrilsk frem og tilbage, mens kaffemaskinen boblede. Nej, de havde også ringet til Steffen. Der havde Nina ikke været. Hun var aldrig ”gået hjemmefra” og intet tydede på, at hun tumlede med større problemer. Nu ville hun - og cyklen blive eftersøgt i hele regionen. Simon vågnede før faren kaldte. - Hvor er Nina? Spurgte han og var ikke specielt tilfreds med farens lunkne svar: Hun er vist nok hjemme hos Gry. Bliv nu bare skoleklar. Teen er klar i køkkenet. - Jamen far, det er lørdag! Efter en kort samtale med Elizabeth kørte Christian til Rygaard. Foreløbig var der ingen grund til at ængste drengen. Samtidig forlod den tomme rustvogn traktørstedet. Nina var stadigvæk omtåget af den injektion hun fik før hun blev kneblet og lagt op i kisten af de to mænd, der havde standset hende ved krydset i Bistrup. De havde taget hendes cykel med og droppede den i en sø på vejen mod Egely. Hun anede ikke hvor hun var. Der var koldt og mørkt. Ingen lyde. Og der lugtede af mug. Så sov hun igen. De to kidnappere havde fået ordre til at skaffe sig af med rustvognen. Et gammelt træskur skulle også lige brændes af, inden politiet opsnusede flere spor. Efter fem-seks timer vækkede deres stemmer hende. Så mærkede hun remmene om håndleddene og fødderne. Hun skulle tisse. - Bare sæt spanden derind. Og lad være med at glo så sulten efter hendes lille fisse, hørte hun en af dem sige. Så stak de en ny sprøjte i hende og trykkede stemplet i bund. Stemmerne forsvandt; hendes bevidsthed forsvandt - og smerterne forsvandt. * Igen sad Henny og Rønnebæk over for hinanden på hendes kontor. Og igen prøvede de at systematisere deres viden, iagttagelser og antagelser. Samtalerne med Ninas forældre førte ikke til brugbare spor eller ledetråde. Politimesteren havde afslået deres anmodning om at få tilknyttet endnu en assistent, der kunne aflaste dem. Tiden var knap. De vidste begge at opklaringsprocenten faldt som timerne gik. Havde de haft mere tid, ville de have gennemført samtaler med Ninas klassekammerater. Henny og Rønnebæk ville være nødt til at tale med Gry og hendes forældre. Og de skulle spore Ninas mobiltelefon og få udarbejdet en oversigt over de seneste dages samtaletrafik. Der blev iværksat aflytning af Clausens telefoner hjemme og på Rygaard. Henny brød tavsheden: - Jeg føler og fornemmer en sammenhæng. Rygaard spiller en hovedrolle. Clausen lyver eller fortæller i hvert fald ikke hvad han véd. Den pæne ”frøken Nielsen”, altså Helene Rosenkilde er utrolig loyal over for sin arbejdsgiver. Og chaufføren ser og hører mange ting, som han aldrig kunne drømme om at fortælle nogen som helst. Hva’ faen er det for et cirkus? Nu sidder vi med 2½ mord, en bortkommen teenager og en sag om hårde stoffer! Kap. 20 Mandag 31.8. Ninas telefon havde ikke været brugt siden fredag aften kl. 20.37. Og så længe den var lukket, kunne den ikke spores. Nu ville Henny og Rønnebæk finde ud af hvem Nina havde været i forbindelse med i dagene og timerne før fredag aften. Og kontakte hver enkelt. De havde efter en lang drøftelse orienteret kollegerne i PET. Det var jo ret åbenbart, at de allerede havde folk på Rygaard. Men man ønskede herfra ikke at indvi Gentofte Politi i den viden man lå inde med. I hvert fald ikke endnu. Men hellere PET’s snushaner end turisterne, som Rønnebæk kaldte rejseholdets turnerende kriminalbetjente. Der måtte være nogen eller noget, der kunne bidrage til gådens løsning. De tegnede et primitivt kort over Rygaard, grusgravens beliggenhed, Ninas adresse, Grys adresse og den rute hun sandsynligvis havde fulgt fredag aften. De sammenlignede med målebordsblade fra Geodætisk Institut, tegnede, rettede og markerede mulige relevante lokaliteter. * Af og til måtte Båd-Peter i Vejlesø med sit spinkle kasteanker lige fange rebet fra en jolle, når den ikke havde været fortøjet ordentligt. Han havde ellers tit nok sagt til de unge mennesker, hvordan et solidt pælestik ser ud. Hans første kast fejlede; pokkers, nu sad ankeret igen fast. Og dog, denne gang fangede han en næsten ny damecykel. Ellers var det altid gamle udtjente, sikkert stjålne cykler, som ingen interesserede sig for. Han satte den pæne gule cykel om bag ved sit skur. Da han havde tænkt over sagen et par timer, ringede han alligevel til ”bornholmeren”, som jævnligt kom forbi med sin anhænger. Bornholmeren tjente lidt til benzinen, når han hvert kvartal afregnede med forsikringsselskabet. Han tjekkede altid S-stationen i Holte - og af til nød han en pilsner nede ved søen, når flaget var oppe. En god cykel kunne godt indbringe op til fem hundrede kroner. Peter fik normalt en halvtresser pr. stk., men i dette tilfælde blev de enige om hundrede. Den fejlede jo intet. Og stelnummeret var tydeligt. Før i tiden var cykeltyveri strafbart og en sag for politiet. Nu er et simpelt cykeltyveri bare en sag mellem ejer og forsikringen”¦ Ingen andre kunne længere for alvor bruge tid på ligegyldige småforseelser. Måske lige med undtagelse af en håndfuld p-vagter og de få andre opmærksomme borgere, der figurerede på Sjællandske Gjenforsikrings uofficielle lønningsliste. Her var ingen sag for lille. Her jagtede man ikke cykeltyve, men kun den voksende del af forsikringstagerne, som uretmæssigt malkede selskaberne for millionbeløb hvert år. Bornholmeren ringede til registeret og meddelte at han havde taget cyklen i forvaring. Den blev lagt på anhængeren og han kørte hen og låste dagens høst ind i politiets opsamlingscontainer på genbrugspladsen. * Maleren på Egely var ved rydde lidt op i forstuen. Der kom en sær bankelyd fra 1. sal eller loftrummet. Måske en lille flagspætte på overarbejde? Han listede sig ud, spejdede og lyttede. Der var ingen spætte. Først da han kom ind i forstuen igen, hørte han tydeligt den regelmæssige banken. Han havde aldrig før været oppe på 1.salen. Lyden kom inde fra et af de små værelser. Han bemærkede ikke den svage lysstribe fra det tidligere værtspars soveværelse for enden af gangen. Han gik hen mod døren til værelse nr. 5. Den var låst. Han registrerede bevægelsen bag sig, men nåede ikke at undvige slaget. Han mærkede en voldsom smerte i baghovedet inden han faldt om. Søren skrot havde skaffet brødrene en næsten ny rustvogn; ganske vist sølvgrå, men pæn i lak og indtræk. Han var blevet noget skuffet over at høre, at den gamle rustvogn ved et uheld var udbrændt. Men i branchen stiller man sjældent utidige spørgsmål. Ingen så eller hørte den diskrete bil der listede op gennem traktørstedets indkørsel kl. halv fire om natten. Ingen så kisten med vagabonden blive lagt op i bilen. Og ingen så rustvognen, før den om morgenen kørte op foran krematoriet på Mariebjerg Kirkegård. Krematorieassistenten, som modtog blanketten udfyldt af de retsmedicinere, der angiveligt havde obduceret liget, burde egentlig have åbnet kisten og kontrolleret indholdet før brændingen. Det skete bare ikke straks. Bedemanden, som han godt kendte, havde jo lige tjekket kistens indhold. Om lidt ville vagabondens lig blive brændt. Om et par timer ville asken blive skrabet ud i en zinkspand for senere at blive hældt over i en let nedbrydelig urne af pap. Om eftermiddagen ville urnen blive lagt i de ukendtes grav og blanketten sat på plads i ringbindet. Om fem år ville papirerne blive destrueret. Krematorieassistenten blev pludselig klar over hvad det var, der havde gjort ham mistænksom. Kisten var for let; usædvanlig let. Da han skruede lågets seks skruer af, kunne han straks se liget af en mand. Han kunne også se, at ingen ordentlig bedemand havde gjort liget klar. Han så det størknede blod i mandens hår. Kisten i sig selv kunne ikke veje mange kilo. Krydsfiner, hvidmalet - men absolut billigste model. Han skruede låget fast igen. Da han gik ind på kontoret og ringede 112, strittede de to kontordamers ører. - Nej, sagde han til dem, jeg brænder sgu ikke nogen, som bør interessere myndighederne. Det er muligt, det strider mod en regel et eller andet sted. Men det her stinker af drab. I kan jo gå med ud og se. Politiet kommer om lidt; jeg lægger ham i kølerummet så længe. Damerne skyndte sig at ordne hår og file negle. Det var ikke hver dag de fik besøg af ordensmagten. Normalt var arbejdsdelingen klar; han tog sig af ovnen og det der skulle brændes. Papirnusseriet, telefonerne og kaffen tog de sig af. Han ville lige ud og tjekke en ekstra gang. Før han fik låget helt af, løftede liget sin venstre arm, hånden krummede sig om kistens kant og der kom lyde fra mandens vejrtrækning. Assistenten løb skrækslagen rundt om hjørnet og flåede døren til kontoret op. - Gud, hvad er der nu, hr. Segalt? Han ringede 112 igen - denne gang efter en ambulance. Redderne kom før politiet og konstaterede, at mandens hjerte slog; svagt ganske vist, og der var en svag meget besværet vejrtrækning. De gav ham en indsprøjtning med adrenalin og løftede ham forsigtigt over på båren. De adviserede sygehuset; de kunne være fremme på skadestuen i løbet af få minutter. En halv time senere kom to yngre politiassistenter til krematoriet for at se nærmere på den afdøde. På politiskolen havde de aldrig beskæftiget sig med lig på krematorier. De regnede med, at Henny Lund eller Rønnebæk måske ville være interesserede. De var ikke på stationen lige nu, men ville ringe tilbage snarest. Og liget skulle bevogtes. - Det var ligegodt faens, han løber sgu da ingen steder. Den anden rystede på hovedet. En ordre er en ordre. De stod foran kølerummet, da Henny Lund ringede. Rønnebæk var på vej. Den stærkt chokerede krematorieassistent kunne ikke rejse sig fra stolen. Rønnebæk kom forpustet ind ad døren og beordrede straks, at liget skulle bringes til obduktion omgående. - Og jeg vil gerne se papirerne på liget. Så kom ordene, stødvis, fra assistenten: Liget var i live; han er lige blevet hentet af en ambulance! Henny Lund kom lettere forvirret ind på kontoret. Hurtigt blev hun enig med Rønnebæk. Over radioen fik de bekræftet, at manden var blevet kørt til skadestuen i Gentofte. Krematorieassistenten var ved at komme sig. Rønnebæk foreslog ham at blive kørt til skadestuen også. For en sikkerheds skyld. Sekretæren rakte Rønnebæk et chartek med papirerne på manden. Han så med det samme, at de ikke kunne være ægte. Både dødsattest og obduktionsrapport lugtede langt væk af dokumentfalsk. Nu hastede det med at fastslå mandens identitet. På skadestuen fik de udleveret mandens tøj og få ejendele i en plasticsæk. Manden var i behandling på intensiv afdeling. Måske kunne han reddes. Onsdag morgen blev Rønnebæk modtaget på stationen af to meget lidt smilende repræsentanter fra efterretningstjenesten; de havde ventet siden kvart i otte. Manden var vel omkring de halvtreds, kvinden formentlig noget ældre. Var liget blevet fotograferet? Spurgte de. - Nej, naturligvis ikke. Han lever og ligger på hospitalet overfor. Han blev på krematoriet fundet svært tilskadekommen men i live og straks kørt til skadestuen, hvor de har behandlet ham. Lægerne kontakter os, når vi må tale med ham. Men vi aner stadigvæk intet om hans identitet. Der er intet i hans tøj og lommer, der kan fortælle os noget. Tøjet ligger her i en lukket plasticsæk. - Kom, sagde kvinden fra PET til sin kollega, jeg tror vi skal aflægge patienten et besøg. - Vi kommer tilbage hertil, sagde kollegaen henvendt til Rønnebæk. Vi regner med at De bliver her, til vi kommer. Det var mere en ordre end et spørgsmål. - Naturligvis, svarede Rønnebæk. Han spekulerede længe over, hvordan i himlens navn PET kunne vide besked om manden, der var indleveret til kremering? På skadestuen var sekretæren ikke meget for at udtale sig om den tilskadekomne. Først da de viste deres legitimation endnu en gang, fik de lov til at se ham. Han lå på intensivafdelingen og svævede mellem liv og død. De to agenter genkendte ham straks. Henry Schwartz, som han som regel kaldte sig, var en af de ældste i tjenesten. Han havde for 8-10 år siden undervist dem i forklædningens kunst og den krævende, ofte langvarige opbygning af en troværdig fortid og identitet, som var egnet til at trænge ind bag fjendens linjer. Denne gang var det gået galt. Vennerne i ”butikken” i Gladsaxe havde de seneste dage fulgt hans bevægelser via den lille sender i hans sko men havde opgivet, da han blev indbragt til kremering. Hans mobiltelefon havde været lukket i tre dage. Derefter var han officielt blevet afskrevet som udeblevet fra tjenesten - dvs. efterlyst internt. De kunne følge hans færden omkring Rygaard til onsdag morgen, kl. 4, hvor han befandt sig ved IKEAs p-plads på Nybrovej. Derefter ved indkørslen til Mariebjerg Kirkegård omkring klokken 8, hvor de første gartnere og gravere gerne drak morgenkaffe nede ved materielgården. Derefter var han blevet kørt til krematoriet, hvor assistenten var ved at gøre ovnen klar. Nu blev han holdt i kunstig coma på intensivafdelingen. * Sidst på dagen var det tusmørke, da Andersen pakkede malerens renvaskede tøj. Han lagde lige en pakke kiks og et stykke hjemmebagt brød øverst, før han gik derned. Han så lys fra det store værelse på 1. sal og han så den grå varevogn, der nu var forsøgt skjult mellem træer og buske i indkørslens forlængelse. Kælderdøren var låst. Maleren kom aldrig på 1. sal. Politiassistenten og hans sekretær havde bedt ham om at give dem bilens registreringsnummer, hvis han så den igen. Han satte posen fra sig og ledte i lommerne efter mobiltelefonen, som konen havde bedt ham om at have på sig. Den måtte ligge i kedeldragten oppe på værkstedet. Han måtte gå hele vejen hjem, før han kunne indvie Kirstine i sine iagttagelser. Så kunne han også ringe fra en rigtig telefon til det nummer, der stod på bagsiden af Rønnebæks officielle visitkort. Han havde lagt det på sin skrivepult. Det morede Kirstine, at hun havde slidt to mobiltelefoner op, før Theo accepterede at gå rundt med sin i lommen. Og nu lå den i lommen, men han havde skiftet tøj! Det var fru Rønnebæk der tog telefonen: Jovist, manden er hjemme. Vi skulle lige til at spise”¦ Et øjeblik; Rønnebæk hostede og undskyldte. Samtalen blev kort og kontant. Andersen fortalte hvad han havde set. - Bliv ude ved vejen. Gå ikke ind. Der kommer to betjente om lidt, lød svaret fra Rønnebæk. Kun Københavns Politi havde ledigt personale på hjul. Lige meget. Han gav konen et knus og begav sig af sted. En patruljevogn holdt i indkørslen, da han nåede frem til Sømarksvej. De to uniformerede betjente var heldigvis ikke trængt ind endnu. Rønnebæk vinkede dem væk. Andersen stod tålmodigt med sin flagermuslygte ved hoveddøren. Så bragede eksplosionen. Glassplinter og træstumper føg om ørerne på dem, da de blev blæst væk fra huset og det inferno der opstod. De to betjente fra København kom løbende til. Én af dem havde åndsnærværelse nok til at hente ildslukkeren i bilen. Da flammerne fik fat i stråtaget nåede den første sprøjtevogn frem. Den rummede vand nok til at tage magten fra ilden, men huset truede med at falde sammen. Nina forsøgte at skrige, men igen var hun blevet kneblet, så hun knap kunne trække vejret. Ingen hørte hende. Og ingen kunne trænge ind i bygningen. Da ambulancerne nåede frem og to reddere ville lægge Rønnebæk på en båre viste han dem sit politiskilt og bad dem om et stykke plaster. Andersen, der sad på brostenene ved siden af, råbte til dem, at der var folk inde i huset. Med fare for liv og lemmer søgte de inde i stueetagen, hvor loftet knagede faretruende. Der var ingen. Lidt efter, da temperaturen var nede på tålelige grader, begyndte de at opsætte afstivning under det hældende dæk så de kunne gennemsøge værelserne på 1. sal. To reddere trængte ind i det røgfyldte soveværelse, hvor de fandt to svært medtagne mænd på gulvet. De øvrige værelser var tomme undtagen det aflåste nr. 5, hvor de uden videre sparkede døren ind. Spærene gav sig faretruende igen, men på en madras lå pigen bundet til to store øskener i gulvbrædderne. Hun trængte til øjeblikkelig hjælp. De skar de snærende nylonreb over. En kvindelig betjent var kommet til og sad nu på gulvet og holdt om pigen. Hun drak begærligt af den flaske kildevand, som betjenten fandt i sin jakke. Pigen rystede, frøs og græd af lettelse og bad om at komme hjem. Hun var snavset, forgrædt og hendes blodige knoer kunne ikke banke i gulvet længere. Brandvæsenet fik hurtigt efterslukket, men lod to mand være på vagt natten over. De to røgforgiftede mænd fra det brandhærgede traktørsted blev kørt til rigshospitalets traumeafdeling tæt fulgt af de fire erfarne betjente, som hurtigt var kommet til Rygaard for at assistere Rønnebæk. Varevognen blev hentet af et ”fejeblad” fra Falck. Rønnebæk havde ringet til fru Andersen og beroliget hende; hendes mand var uskadt - og han havde reddet to menneskers liv. Den misrøgtede pige blev bragt til samme traumeafdeling, hvor en krisepsykolog nu sad og talte med hendes fortvivlede men lettede forældre. Nina var i live. Per Kamstrup overlevede ikke. Hans lunger var klappet sammen og alle genoplivningsforsøg var forgæves. Hans bror klarede turen til hospitalet og var nu mandsopdækket, mens han blev behandlet. Afhøring kunne der tidligst blive tale om ugen efter. * Langsomt forlod Andersen og Rønnebæk resterne af Egely. Sammen gik de op gennem alléen, medens Rønnebæk fortalte om malerens skæbne. Mandag den 7.9. Esben, som var svært medtaget, lå i hospitalssengen og forsøgte at genkalde sig timerne før eksplosionen og branden på Egely. Hver anden time blev han tilset af en sygeplejerske og en af de meget årvågne ”sygehjælpere” der på skift var placeret foran den aflåste dør. Esben var først i dag blevet orienteret om brorens død. Det var hårdt. Det værste var dog tanken om den unge pige, som de bare skulle se efter et par dage. Den flinke mand, der blev lukket ind på stuen præsenterede sig som kriminalkommissær. Kristoffersen. Han havde fået ti minutter til en indledende samtale. - Måske vil Nina overleve, hvis De samarbejder med os. De kan jo passende starte nu? Han tændte for diktafonen. Esben fortalte om kidnapningen af pigen i Virum, hendes gule cykel, rustvognen og skrothandleren i Næsby. Kommissæren tilkaldte en af dørvogterne, og gik ud til Henny og Rønnebæk. - Manden er jo skræmt fra vid og sans. Lyt til båndet her; så kan I fortsætte i morgen. Kapitel 21 Tirsdag den 8.9. Nina var blevet overført til Herlev Hospital. Ingen tog notits af den smilende og fløjtende portør, som kom hen ad gangen, fandt stue 5 og bankede på. Han åbnede døren og så den unge pige, der lå og sov. Han hævede forsigtigt sengen op på hjulene og kørte hende ud af stuen og ned ad gangen. I hånden havde han meddelelsen fra røntgenafdelingen. Afdelingssygeplejersken, som mødte ham, undrede sig; pigen vár jo blevet fotograferet. Men beskeden var klar: Man ønskede endnu et billede af hendes håndled. Portøren fløjtede samme monotone melodi og kørte sengen direkte med elevatoren til etagen med udgang til parkeringspladsen. Her ventede en rustvogn. Det var ikke så ualmindeligt. Den tomme seng, som blev fundet på pladsen for invalidekøretøjer fire timer senere, blev bare kørt til rengøring og linnedservice. Ved gennemgangen klokken 16, hvor aftenvagten overtog, ville hun lige sikre sig, at Nina befandt sig godt. Men stue 5 var tom. Der var hverken seng eller patient. Nina var blevet hentet til røntgen for over tre timer siden. På røntgenafdelingen tjekkede de. De havde ikke bedt om flere billeder af Nina - og hun havde da heller ikke været der. Portørerne tjekkede deres arbejdssedler. Ingen havde kørt en opgave fra afdeling 19-5. Den interne efterlysning gav intet resultat. Inden man alarmerede politiet, skulle hendes forældre kontaktes. De blev chokerede over at høre om Ninas forsvinden. Det var ikke muligt. Hun kunne jo ikke gå uden hjælp. Afdelingssygeplejersken og den læge, der var ansvarlig for Ninas behandling blev tilkaldt, så de kunne mødes med forældrene. Henny var også ankommet. Forældrene var ved at gå i panik. De befandt sig i et surrealistisk mareridt. Faderens bebrejdelser haglede ned over hospitalets og politiets manglende evner til at passe på særligt truede patienter. Langsomt faldt han til ro og måtte indse, at ingen havde kunnet forudse, at Ninas liv fortsat var truet udefra. Da Rønnebæk kom, så han intenst på Christian Clausen og understregede, at det nu gjaldt om at samarbejde og finde årsagen til, at nogen skulle have så stor interesse i at bortføre netop Nina. Henny gjorde det klart, at Clausen ville blive anholdt og sigtet for medvirken ved bortførelse af sin egen datter, hvis han ikke omgående lagde kortene på bordet; Elizabeth afbrød hende grædende og fremstammede: Jamen Christian, hvad véd du? Hvad er det du skjuler? Han nikkede, tog Elizabeths hånd; jeg vil helst tale alene med politiet først. Henny tog en lille diktafon frem og lagde den på bordet. Rønnebæk fulgte Elizabeth ud på gangen og prøvede at berolige hende. - Vi har altid kunnet tale om alt”¦., sagde hun, men i den senere tid har han været anderledes; underlig”¦ - Kom; nu lader vi Henny og Deres mand snakke lidt i fred og ro. Jeg gi’r en kop kaffe nede i cafeteriaet. Jeg har to telefoner åbne; Henny ringer så snart hun har fået talt med Deres mand. Han fandt en serviet og rakte hende den, da de kom ind i elevatoren. Politiets teknikere sad i hospitalets overvågningscenter og gennemgik optagelserne fra parkeringspladsen på 4. etage. Det ubevægelige kamera viste ret tydelige billeder af indgangen til hospitalet. Portøren havde kørt sengen med Nina ud. En mere utydelig bagende af en rustvogn kom delvis til syne, da den bakkede ind klokken 13.17. Desværre forbi kameraets rækkevidde. Et par minutter senere passerede rustvognen igen. Portøren vendte ikke tilbage. Henny vidste, at Clausen var mør. Nu er vi alene, sagde hun, fortæl hvad du vil. Du har ret til at tilkalde en advokat. Hvis du lyver, kan jeg se det på dig. Der står alt for meget på spil”¦.Din datter”¦.dit ægteskab; Rygaard? Hvad fanden har du gang i? Jeg har nok til at sætte dig fast i tre-fire uger, inden du dømmes. Er det det du vil? Han svarede, tøvende: Det jeg siger nu, kan måske redde Nina, men koste mit ægteskab. Han fortalte om mødet med Susan Breathless, om afpresningen og om det nederlag der ventede, når Elizabeth ville blive revet ud af forstadsidyllens trygge rammer. Henny smilede fortroligt. Hun kunne som en anden Trine Bryld koncentreret leve sig ind samtalepartnerens situation. Et enkelt harmløst seksuelt forhold mellem to ligeværdige voksne kunne vel aldrig gøre ubodelig skade. Der var jo igen en hverdag der ventede på os alle. Hun lyttede og fiskede lidt i de rørte vande. Prøv at fortælle lidt mere om Rygaard, vi véd jo lidt om hvad der foregår, men du ved meget mere. Du vælger selv om det skal være her og nu - eller på stationen om en halv time. Hun lod ham tage et glas vand. Så fortalte han”¦ vist nok det meste. Og hun lyttede. Det er ingen skam, sagde hun, at lade sig forføre. Men måske lidt umodent at benægte den lille fejltagelse. Jeg kan love dig, at alt hvad du siger, bliver mellem os så længe det ikke drejer sig om strafbare handlinger (altså i juridisk forstand). Lad os nu komme videre. Jeg er sikker på at Nina lever. Og vi skal finde hende. Hvad er det du fortier, som er vigtigere end din datters liv? Endelig gav han efter for hendes pres. Denne gang fortalte han alt. Næsten. Henny kontaktede Rønnebæk. Nu skulle der fuld skrue på alle maskiner. Her var der ikke tale om simpel pengeafpresning. Der var større ting på spil. De aftalte at mødes ganske kort i cafeteriaet. De vidste, at nøglen til gådens løsning skulle findes på Rygaard; men først skulle de finde pigen. Rønnebæk lagde en lille telefon på bordet og instruerede forældrene om brugen. Det ville også være nødvendigt at intensivere beskyttelsen af familien; især af Simon. Der var folk på vej hjem til dem; også to-tre mand der nok ville slå et lille orangefarvet TDC-lignende telt op ved deres indkørsel. Derpå overlod de Hr. og Fru Clausen til hinanden og til de to kolleger, der skulle følge dem hjem. De parkerede ude i rabatten og fulgte ægteparret op til huset. De ville gå tilbage og vente i bilen til PET kom med deres lille gravemaskine og teltet. I køkkenet ville Christian give hende et lille kram. Hun veg fra ham. Hendes øjne glødede; hun tålte ikke den nagende mistillid og hendes intuition tvang hende til at kræve en forklaring! Grædende satte han sig ved bordet og skjulte ansigtet i hænderne. - Du vil nok aldrig tilgive mig, snøftede han, det er kun sket den ene gang. Ja; jeg har været sammen med en anden! Elizabeth forlangte øjeblikkeligt at få alt at vide. Helst inden Simon kommer hjem ved nitiden! Efter en halv time lavede hun to krus kaffe. - Du er et skvadderhoved. Måske kan jeg en dag tilgive dig”¦ det kan jeg først afgøre, når jeg igen kan lægge armene om Nina. Jeg sover i hendes værelse i nat. - og tør dine øjne. Simon kommer snart; han skal ikke også belemres med din dumhed. PETs ”telefonmænd” ringede på døren. Først da de havde sikret sig, at det faktisk var hr. og fru Clausen de talte med, gik den ene med ind i køkkenet med en lille sort værktøjstaske. Den anden vendte tilbage og kørte gravemaskinen ned ad trailerslisken og hen i indkørslen. Agenten nåede at orientere dem ganske kort om den plan der blev iværksat: Teltet ville blive stillet op i morgen tidlig, når de havde gravet lidt i indkørslen helt ude ved fortovet. De ville holde en smal passage fri og kun slippe ægteparrets bil ud og ind når det var nødvendigt. Han udstyrede dem med hver sin personsøger. Bare ét tryk, så ville de straks blive ringet op fra kassevognen eller teltet. Her var der begge steder monteret kameraer. Én mand ville overvåge monitorerne inde kassevognens varerum. De ville også blive kontaktet, hvis nogen skulle komme op gennem indkørslen. Seks personer ville i treholdsskift sikre familien. Hvis ingen af forældrene svarede ved femte bip, ville begge agenter trænge ind i huset. Imens fortsatte rustvognen i roligt tempo mod Næsby. Den gjorde holdt i et skovbryn og de to mænd ”tilså” pigen. Hun var deres guldfugl, huskede de. Først da de var fremme ved gårdens lade og løftede hende over i en trillebør med et tæppe under sig, åbnede hun et øje på klem og bad om medicin. Hun fik en tår vand. Så sov hun igen. Søren Skrots schæferhunde gøede rasende. De to gorillaagtige ”bedemandsassistenter” bankede Søren Skrot op og meddelte at han havde fået en lille ny patient til overnatning i laden. Da han begyndte at gøre sig besværlig, fortalte de, at brødrene Kamstrup ikke længere ville eksistere i hans kundekreds. De viste ham et par billeder fra Egely. Og de lovede at forære ham to helt friske hundeskind, hvis han ikke selv kunne styre bæsterne. De viftede ham om næsen med en oversavet haglbøsse og tvang ham til at udlevere sine bilnøgler, før de grinende kørte væk i hans nyrenoverede Seat med et par slidte prøveplader daskende under kofangerne. Nu gik det ellers lige så godt. Sådan et par snothvalpe skulle ikke tro de var noget. Søren stak ikke op for bollemælk. Han løb over til laden og hørte pigens klynken. Jamen Herre Gud; hvad er der sket? Han fandt en skævbider og klippede de sorte strips mellem håndled og smalben over. Sådan et par sataner. Han hjalp pigen over i privaten og ringede uden tøven 112. Gav hende lidt brød og satte vand over til te - eller bouillon. Vel vidende at han nu var blevet rodet ind i en form for kriminel virksomhed, som i grovhed lå langt ud over hans let anløbne forretningsmoral. Pigen blev meget hurtigt hentet. Denne gang med et større opbud af sikkerhedsmandskab. Søren Skrot blev samtidig anholdt for medvirken i mordforsøg. Nu sad han i arresthuset i Sorø og tænkte på sine to hunde . Og den pigen. Christian Clausen blev ringet op fra Rigshospitalet kl. 23. Pigen er i sikkerhed her hos os. - Nina er fundet uskadt på en gård et eller andet sted, sagde han til Elizabeth. Én af os må blive her hos Simon, så jeg foreslår at jeg kører derind nu og ringer til dig så snart jeg holder hende i hånden. Vi må prøve at hjælpe hinanden med det her. Hun nikkede. Han kunne ikke køre ud, før han havde adviseret manden i varevognen! Nå, OK, manden kom med det samme og flyttede afspærringen Clausen blev modtaget ved hovedindgangen af en erfaren sygeplejerske, som på vejen mod sengeafsnittet satte ham ind i Ninas tilstand. Uskadt, bevares, men uden tvivl skrækslagen over hvad hun havde været igennem. Nu lå hun med drop og nøje kontrolleret morfin, som ville blive nedtrappet gradvis i samarbejde med den psykiatriske overlæge. Hun var eneste patient på afdelingen, som var hermetisk aflukket af politifolk. Kun ledsaget af sygeplejersken fik Clausen tilladelse til at komme ind på stuen. Nina sov helt roligt og trak vejret normalt. Hun reagerede ikke, da han holdt hende i hånden - og så alligevel syntes han der var et lille klem. Han ringede straks hjem. Elizabeth græd. Måske af glæde. På vej hjem blev Clausen igen overvældet af skam og skyld. Han burde ved det allerførste signal om afpresning have anmeldt sagen og han burde selvfølgelig have indrømmet sit fejltrin omgående. Onsdag morgen tilkaldte Søren Skrot arrestforvareren, som modstræbende åbnede cellen og vurderede at delinkventen nok kunne få lov til at kontakte Københavns politi. Men der skulle være medhør på. Og båndoptager, hvis han kunne huske hvordan det virkede. Opringningen vakte en del postyr på politigården. Man fik bekræftet pigens overførsel til hospitalet. Forældrene var blevet underrettet. Arrestforvareren i Sorø skulle bare sikre sig at der blev optaget en rapport med vidneforklaring og derefter sørge for at manden kom godt hjem. Han ville blive indkaldt til afhøring en af dagene. Ved en razzia Storkøbenhavn havde politiet præcis klokken fem mandag morgen besøgt otte adresser, flest i Sydhavnskvarteret og Vallensbæk. Tolv personer var anholdt. To motorcykler, en Audi, en pc og adskillige skydevåben var beslaglagt. Desuden et større kontantbeløb i udenlandsk valuta samt en pose med en rodet bunke dokumenter; nogle bilnøgler og et sæt prøveplader, som de også havde taget med sig. Prøvepladerne viste sig at stamme fra en skrothandler i Næsby på Sjælland. Kap 22 fredag? 11.9. Den tidligere overbetjent, Gabriel Johan Olsen, var blevet tvunget til at træde tilbage som 59-årig efter beskyldninger om tilsidesættelse af interne beslutninger. Tre års løn - men intet arbejde. Han havde gennem de forudgående ti år gjort sit kendskab til alverdens officielle attester og mest benyttede dokumenter til sit speciale. Han havde tilegnet sig en evne til at kunne gennemskue forfalskninger af enhver art. Lige fra kørekort til straffeattester og eksamensbeviser. Enkelte gange havde han hjulpet især unge mennesker ved at fjerne de mest belastende pletter i deres registrerede fortid. Han var bitter. Over at være offer for en tåbelig strid mellem politidirektøren i København og regionens politimestre. Han havde altid handlet, som hans fornuft og moral bød ham. Skulle man strikt følge de interne retningslinjer og respektere det vanvittige bureaukrati der fulgte, ville politikredsene jo være handlingslammede. Han havde omhyggeligt holdt sine metoder for sig selv. De mange år i tjenesten havde lært ham aldrig at dele sin viden med andre. Og slet ikke med kolleger. Alverdens småkurser og tidskrævende kedsommelige forelæsninger bekræftede hans antagelser. Manden på gulvet blev sjældent krediteret for sine resultater, mens de der rangerede højere altid kunne bruge en ekstra fjer i hatten. Og score kassen på at sælge foredrag og tv-indslag om deres egne fortræffeligheder. Så var henvendelsen fra politigården kommet i sidste måned. Ganske vist ad uransagelige omveje. Man manglede hans skarpe øjne og sans for at skelne mellem falske og ægte dokumenter. Han troppede op til et kort møde med vicepolitidirektøren. Der kunne ikke blive tale om fast ansættelse, men kun konsulentbistand på freelancebasis. Med afregning, månedsvis, med en fast timebetaling på ca. 1100 kroner. Han var målløs, men bevarede med besvær sine mutte ansigtsfolder. Han kunne stort set selv tilrettelægge arbejdstid og sted. Dog skulle han arbejde minimum fire timer ugentligt på politigården. Og han måtte under ingen omstændigheder overskride et månedligt budget på 20.000 kroner. Fair nok. Han blev udstyret med adgangskort og kode, og han fik sit lille kontor tilbage. Han besluttede sig for at starte allerede dagen efter. Samtidig kunne han passende genoptage sin tidligere Nebengeschäft. Nu havde han igen uhindret adgang til det register, der rummede samtlige plettede eller kulsorte straffeattester. Enkelte havde han i sin tid helt fjernet, andre havde han helt eller delvis renset for de mest belastende oplysninger. Kun nogle få personer kendte hans lille private ”hjælpetjeneste”. Magtbalancen mellem den lidt for venlige politiassistent og de tidligere småkriminelle kunne kun opretholdes, så længe begge parter kunne fastholde den tavshed, som krævedes. Fire af de ni ansatte på vandværket nord for København kunne takke ham for deres ansættelse, som de havde betalt for. De to ældste var hurtigt faldet til på den lille arbejdsplads og var tilfredse med arbejdet. Nu var de blevet pensionerede. De to yngre var efter sigende blevet afhængige af det stof, som de gratis modtog fra en samvittighedsløs leverandør, så længe de bare passede deres arbejde og videresolgte lidt til næste led i distributionssystemet. Hvis Olsen fik anelse om deres trafik ville de omgående blive bortvist. Det meste af Olsens officielle arbejde bestod i at vurdere ægtheden af fødselsattester fra lande han ikke anede eksistensen af. Typografien og papirkvaliteten kunne være ret afgørende. Svulstige stempler gjorde ham bare ekstra opmærksom og mistænksom. I ledige stunder lurede han lidt på computerens uanede muligheder for at samkøre dokumenter, navne og datoer fra uopklarede sager og igangværende efterforskning. Når maskinen udsendte et biibb, var der et ”match”. Oftest ligegyldige tilfældigheder. Men når han indtastede ”Rygaard”, ”Clausen” og ”Alma” var der bib hver gang; og en blinkende grøn tekst fra en rapportering fra en parkeringsvagt. Sidste bib var fra en observatør i Holte, der anmeldte et cykeltyveri, eller rettere sagt fundet af en efterlyst cykel. Først, da gajOlsen, som de kaldte ham, kom hjem med færdigretten fra den lokale ”Tarabutik”, så han det: ”Hanekyllinger fra Rygaards fritgående høns”. Hans indre computer kom på grænsen af sin ydeevne. Hjemme på hans egen pc kunne han ikke uden videre gå ind i politigårdens dataregistre. Halvt i søvne måtte han lige prøve at få det på plads. Jo, han havde set det cykelnummer tidligere. Han gjorde som så mange andre i hans alder et lille notat til sig selv på natbordet. Han kunne ikke længere nøjes med at binde en knude på sin sok om aftenen. Der var for mange sager og for få sokker. Gajolsen lukkede sig først ind på sit kontor om onsdagen lidt over ti. Der lå en slidt indkøbspose midt på hans skrivebord. Han skulle lige til sætte den ned på gulvet, da han så den gule lap. ”HASTER, se mail”, stod der bare. Nå, ja, det er der jo så meget der gør. Men OK. Der lå ganske rigtigt besked fra den koordinator, der havde styret slagets gang mandag morgen; han ville meget gerne hurtigst muligt have en oversigt over posens indhold. Han henviste i øvrigt til den samlede fortegnelse over de beslaglæggelser der var foretaget ved razziaen. Gajolsen sukkede og rakte ud efter en stak nye charteks og tømte posens indhold ud på bordet. Der var arbejde til flere dage. Indholdet lugtede umiskendeligt af cigarrøg. Hans humør steg mærkbart, da han ved første grovsortering to gange stødte på navnet Rygaard. Fint papir præget med navnet Sorbonne i brevhovedet. Tekst på fransk; dateret for ca. tre uger siden. En lille sort notesbog dukkede op. Den indeholdt 40-50 navne, adresser og telefonnumre. Igen navnet Rygaard. En ejendom - eller en person? Og på indersiden af omslaget :”Aage Kristensen”. Sandsynligvis ejermanden. Nu var det klogest at orientere den kollega, som havde skrevet ”HASTER”. Han blev tilfreds med det hurtige arbejde; han ville omgående komme ned til Olsens lille kontor og hjælpe med sagens videre behandling. De præsenterede sig for hinanden. Otto Sjöberg, sagde han, jeg har kun været her et års tid. Kommer fra Odense. 30 år i tjenesten. De satte sig ved siden af hinanden ved bordet med hver sin notesblok og så på posens indhold. Sjöberg skitserede en mulig arbejdsdeling. Olsen nikkede. De vidste godt at der skulle røres så lidt som muligt ved indholdet. Det morede dem at fiske hver sin 6-tommer-pincet op af jakkelommerne. Ingen af dem kunne vænne sig til de irriterende gummihandsker. - Du har ret Olsen, tydelig lugt af cigarrøg. Den lille notesbog er interessant. De franske dokumenter skulle oversættes. Og hvem - eller hvad var Rygaard? Én opringning til firmaet I/S Rygaard Trading i Københavnsområdet var nok. Direktionssekretær Helene Rosenkilde kunne på stående fod fortælle om professorens død - og hun kunne henvise til Gentofte Politis aktuelle arbejde med de aktuelle mordsager! Jeg tror chefen hedder Kristoffersen. Olsen talte videre med hende, mens Sjöberg kontaktede Gentofte. De aftalte at mødes med Kristoffersen ude i Gentofte allerede klokken femten. Rønnebæk og Henny blev kaldt ind til kriminalkommissæren som vejrede morgenluft. - Var det nu gennembruddet kom? Han vandrede rastløst frem og tilbage bag sit skrivebord. Fire af de tolv anholdte fra razziaen var efter grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i to uger. - Må vi se en liste over de tolv anholdte? Spurgte Rønnebæk. - Ja, jeg har den her; men vi skal lige have dobbelttjekket de afgivne oplysninger før I kan få en kopi. Der er taget fotos og fingeraftryk. Der kommer to betjente fra gården om en time. Jeg vil gerne have at I deltager. Jeg har været nødt til at advisere PET; så de sender nok en mand eller to. - Bingo, udbrød Henny, da hun fandt øgenavnet ”Ventilen” på listen. Desværre var han blandt de løsladte. Men det kunne der hurtigt rådes bod på! Kristoffersen bifaldt aktionen, men betingede sig, at én dem kunne deltage i mødet om lidt, helst dem begge. Efterlysningen med signalement og adressen i Sydhavnen blev rundkastet med en ordre om ikke at gribe ind; blot observere og holde radioen åben. Ti minutter senere sad Henny med stationens mest garvede chauffør i en rap Ford Mondeo på motorvejen. I Teglholmsgade skulle de støde til mandskabsvognen med fem kampklædte og stærkt bevæbnede betjente fra København. Og afvente nærmere instruktion. Så kom signalet. Mondeoen skulle køre frem til muren foran bungalowen, mandskabsvognen skulle ankomme 30 sekunder senere og kørte træporten med pigtråden ned, så der var fri adgang til huset. De to betjente var nu dækket. De behøvede ikke ”at ringe på” med megafonen. En fedladen mand stod foran den åbne hoveddør. Han rakte hænderne i vejret og råbte at han var ubevæbnet. - Gå bare ind, sagde han, Ventilen venter jer. De tog ingen chancer. Iført nusset undertrøje, tatoveringer og håndjern blev manden eskorteret ud til vognen. To betjente smadrede køkkendøren, mens Henny spændt som en flitsbue nærmede sig den dør der formentlig førte ind til dagligstuen. Samtidig kom en letpåklædt yngre kvinde ud fra badeværelset. Hun blev beordret til at lægge sig på gulvet i entreen. I stuen fandt de Ventilen travlt beskæftiget med sin computer. - Nu bare rolig, sagde han, da de satte stripsene om hans håndled; jeg vil ikke skydes i dag. Hende der er i bad er uskyldig. Hun laver bare mad til mig. Der var ingen andre i huset. De tre anholdte blev kørt til politigården og isoleret. Henny kontaktede Rønnebæk, som ganske vist sad i møde men ventede hendes opkald. I de følgende dage fandt myndighederne en større våbensamling i kælderen samt et primitivt pakkeri udstyret med brevvægte, tomme tebreve. Der var kasser med ure, smykker, sølvtøj, bilnøgler. Tydeligvis tyvekoster. En grå aflåst metalkasse med påskriften ”Olietryk, må kun betjenes af DONG” var forbundet med et kobberrør til fyret. Da en tilkaldt låsesmed åbnede skabet, fandt politiet to beholdere, den ene med et par liter petroleum og en større beholder med næsten tre kilo kokain fordelt i 28 små æsker. * Säpo havde i to år holdt en polsk trawler under observation. Af og til anløb den fiskerihavnen i Ystad. De to observatører havde flere gange bedt om tilladelse til at gribe ind og ransage skibet, men de havde hver gang fået ordre til blot at iagttage og registrere al trafik til og fra skibet. Lars Gustavsson og Pär Jäverud var lidt trætte af den trivielle opgave. Som regel spillede Lars rollen som ivrig lystfisker og Pär var den aldrende pensionist, som trofast fulgte med i alle havnens aktiviteter. De mente at have samlet beviser nok, den dag de fandt en lille pose med hvidt pulver på kajen, som trawleren netop havde forladt. Men nej, fra Stockholm lød ordren: De skulle blot fortsætte og måtte under ingen omstændigheder gribe ind i efterforskningen. Dog fik de at vide, at posen ganske rigtigt havde indeholdt 100 gram ren kokain. Så sporet var godt nok. Men alene var det ikke brugbart som afgørende bevis i en retssal. Det var dog mere end rigeligt bevis for Säpo til at intensivere overvågningen af trawlerens aktiviteter. Fra Rønne lettede en af forsvarets helikoptere og fulgte trawleren på dens vej til Gdynia. Her ventede polsk politi på kajen. På skibet var man vel informeret. Mandskabet havde gennemgået de stinkende lastrum med lup og spulet hver en krog. Kahytterne var endevendt og sprayet med naftalin, som irriterede hundenes næser. Politiet havde afspærret anløbsstedet. Konerne med de store tomme kurve måtte stå og vente lidt endnu længere henne ad kajen. Først efter to timers minutiøs ransagning fik besætningen lov til at gå fra borde. Den lille mastekran svingede de 400 kilo laks op på kajen, hvor fordelingen mellem kvinderne skete efter uskrevne regler. De hjemvendte fiskere fik deres knus, og deres børn fik mad nok indtil manden igen måtte på søen. Ransagningen havde ikke ført til noget andet end hvad man ville finde i ethvert fiskefartøj. Det eneste ”stof” man fandt, var den lovpligtige mængde flydende morfin i skibets medicinkasse. Det polske politi havde henlagt sagen om Max Stjernfelt som uopklaret mord. Man vidste at sanatorielederen og sanatoriets læger dækkede over hinanden. Men man manglede dokumentation. Man vidste, at der havde været en brevveksling mellem sanatorielederen og Stjernfelts tidligere arbejdsgiver i Danmark, men brevene fandtes ikke længere i sanatoriets arkiv. Dansk politi kendte ikke til sagen, og henvendelser til det danske firma gav ingen resultater. Man havde stærk mistanke om at manden i Polen bevidst var blevet holdt i en konfus tilstand ved hjælp af medicinering. Hans journal, som ikke var fjernet fra sanatoriet, viste tydeligt at ethvert fremskridt effektivt var blevet imødegået med et dopingstof, som man måtte have vidst han ikke kunne tåle. - eller ??? Resten er blot idéer kladder”¦ Den lille coaster Alma var forsikret i en grad der var langt over skibets reelle værdi??? ??? Den næste time gik meget hurtigt med først at behandle de få e-mails og dernæst de to telefonopringninger. Den ene var fra revisoren, som ønskede at gennemgå kvartalsrapporten med direktøren og regnskabschefen ved lejlighed. Den anden var fra arkitekten. Der var øjensynlig opstået tvivl om nogle detaljer ved udvidelsen af selskabets afdeling i Polen. Helene omdøbte arbejdstitlen til: ”Udluftning og indånding”. Og hun havde fundet plads til 100 personer på en ø i Roskilde Fjord. 24 feriehytter samt en overdækket teaterarena med plads til alle. Det var nok sidste gang hun kunne tromme så mange mennesker sammen til en erhvervsmæssig og kulturel oplevelse, som de ikke ville glemme foreløbig. Hun havde sikret sig forhåndstilsagn fra to fremragende foredragsholdere og en kendt violinist. Og så en overraskelse. Det var lidt af en satsning. Og hun holdt sig under 200.000. Det hastede med endelig indgåelse af aftaler og indbydelser til personalet. Ved et arrangement om integration, som et dansk dagblad havde afholdt i foråret, havde hun mødt en iransk journalist, som pendlede mellem Teheran, Paris, London og København. Præstestyret havde godkendt Mariam Ramasana som troende muslim og brugte hende nogle år som en slags uofficiel ambassadør i nordeuropæiske interesser. Helene havde brevvekslet med hende enkelte gange, og de havde også mødt hinanden. Helene havde budt på en kop kaffe, hjemme. Mariam takkede ja. Også til et en lille improviseret middag. Så snart hun kom inden for døren havde hun lagt sløret og tørklædet. Der var ikke mænd til stede. Nu kom hendes fyldige gnistrende sorte hår til sin ret. Hun fortalte om sin familie. Om brødrene som altid var forrest i rækken; om faderen, som nu boede i Ishøj og om sin egen vanskelige tilværelse som alenekvinde i Iran. Jo, hun ville gerne holde sit debatoplæg for Rygaards personale. De to kvinder kunne mærke en følelse af attraktion og samhørighed, som ikke bare kunne skubbes til side. Victor Hansen forstod ikke helt at det skulle være nødvendigt på den måde at styrke Rygaards fordomsfri miljø og internationale interesser. Men han måtte acceptere hendes forslag da han erkendte at han ikke selv kunne præstere noget bedre alternativ. Mariam Ramasana skrev for førende dagblade i England og Frankrig. Censureret ganske vist, men uden de store problemer. Hun havde lært at omgå og omgås de mest konservative og stivnakkede i styrets inderkreds. Hun balancerede på en knivsæg og var meget bevidst om, at ethvert fejltrin kunne blive afslutningen på hendes karriere. Ofte havde hun tænkt på at flytte til Sverige eller Danmark, hvor hun ikke konstant skulle føle sig overvåget. Da Helene skrev til hende og tilbød hende bolig i sin lejlighed, takkede hun ja og mærkede et fornyet selvværd og nye uanede muligheder. Papirerne var i orden, visum, opholds- og arbejdstilladelse - nu skulle hun blot finde et fast arbejde i Danmark. Præstestyret havde lukket dagbladet ”Bahar”, og hun kunne ikke få sig selv til at arbejde for de få tilbageværende aviser, der alle var kontrolleret af styret. Hun solgte sin lille lejlighed og de få ejendele til den ældste af brødrene. Det var på tide at forlade Iran. Helene var spændt, da hun om torsdagen præsenterede sine kursusidéer for Christian. Han smilede underfundigt. Når en opgave var uddelegeret, havde medarbejderne pligt til at finde den mest hensigtsmæssige løsning - og de kunne forvente respekt for resultatet. - Godt arbejde, sagde han. Kør, der er grønt lys. - Tak, jeg er sikker på at du bliver tilfreds. Jeg var bange for at du ville aflyse det hele. Jeg tænker på jeres datter”¦ Nej, svarede han, Ninas forsvinden har alt for meget med Rygaard at gøre. Ingen af os kan være tjent med at tilsløre den kyniske udnyttelse, som har plaget familien Hansen i flere generationer. Nu har jeg åbenbart arvet forbandelsen fra min forgænger. Det er nok muligt, at jeg kan drages til ansvar, men jeg løber ikke af pladsen. Kun hér fra kontoret kan jeg muligvis støtte min familie og bevare den smule ære jeg har i behold. - Jeg har arbejdet lidt med annoncen om en pr-medarbejder, sagde hun forsigtigt. Men oprigtig talt vil det ikke gavne Rygaard at udstille vores problemer. Hvorimod vi selv kan finde et begavet menneske, der kan klare opgaven. - Du har sikkert ret. Men jeg vil da gerne lige møde en kvalificeret person som du forventer kan hjælpe os. Desværre er jeg ikke så meget værd for virksomheden for tiden. Jeg håber og be’r til mere normale tilstande, når Nina bliver udskrevet. - Nej, hør nu, det er noget vrøvl. Du er i en situation, som måske er noget af det værste et menneske kan havne i. At du overhovedet kan være her bare nogle timer er mere end nogen kan forvente. Du skal vide, at jeg er klar over at du, som flere andre på Rygaard, er presset af mere håndfaste kræfter end okkulte forbandelser. Hvis du en dag vil tale med mig om det, vil jeg lytte og holde det jeg måtte høre for mig selv. - Tak, svarede han, du har fingeren på pulsen, men du skal ikke lide under de samme trusler udefra som nær havde ødelagt min families liv. Nu vil jeg besøge min datter; måske kan jeg tale med dig i morgen. Helene gennemgik dagens post, bl.a. et brev fra skifteretten. Her blev det meddelt, at der fandtes en privatejet fond, ”Egelyfonden af 1969”, bestyret af en Lydia Hansen, Hermann Hansen og en advokat. Her 40 år senere eksisterede fonden, men Lydia var det sidste bestyrelsesmedlem, der endnu var i live. Bestyrelsen skulle have husket at supplere sig - men ingen sørgede for at det skete. Advokaten, der havde været medindehaver af et velanskrevet københavnsk advokatfirma ”Jensen & Thorlacius” havde pligtskyldigt overdraget sine sager til sin partner Thor Thorlacius. Denne havde skrevet adskillige gange til såvel Rygaards direktør som Lydia Hansen i Rio de Janeiro, senest i 2003. Fondens aktieformue var da så stor, at det var på tide at udlodde midler i henhold til fundatsen om almennyttige formål. Denne fundats kunne vel ikke være hemmelig, tænkte Helene. Hun havde drøftet spørgsmålet med Christian Clausen, som bad hende om at kontakte fondsstyrelsen igen og gerne tale med Lydia Hansen, så de kunne får klarhed over fondsmidlernes størrelse og rette anvendelse. Helene startede imidlertid med at lede efter en advokat Thorlacius. Hun huskede også advokatens navn som afsender af mindst to breve mærket ”privat” til Victor Hansen. Google fandt hurtigt et advokatfirma kaldet ”Thorlacius efterfølger” med adresse i Korsør. En venlig kollega (sekretær) fandt hurtigt hele sagen og fundatsen i sit elektroniske arkiv. Desværre kunne hun ikke oplyse yderligere før hun havde drøftet spørgsmålet med sin chef. Nu gjaldt det Lydia. Mailen fra Helene blev kort og klar: Kære Lydia Hansen, Rygaards advokat har henledt min opmærksomhed på at du er eneste efterlevende af medlemmerne af en fondsbestyrelse med tilknytning til Rygaard. Jeg har fået til opgave at aktivere denne bestyrelse. Når du næste gang kommer hertil, beder jeg dig indtrængende om at afsætte tid til et møde her på Rygaard for at konsolidere fonden. Jeg er ikke bekendt med fundatsens ordlyd og regnskaber, men jeg forstår at der er tale om store beløb. Mange venlige hilsener, Helene Rosenkilde. Efter mange overvejelser og spekulationer om fordele og de risici, som Lydia pålagde sig, tog hun en svær beslutning. Helenes mail gjorde udslaget. Lydia kendte udmærket til fonden og hun havde også en genpart af fundatsen liggende i sin indmurede boks i sit hjem i det lille afspærrede velhaverområde i Zona Oeste, en times kørsel fra centrums vanvittige trafikhelvede. Hun havde placeret hovedparten af sin formue i en bank i Zürich. Hun havde længe overvejet at flytte tilbage til Danmark. Rygaard, som var hendes barndomshjem og arvegods, fyldte mere og mere i hendes liv som årene og dagene gik. Da Helene kom hjem tjekkede hun sin private mail; Mariam var i London og derfra videre til København, hvor hun kunne komme til at arbejde frit. Hun ville sikkert aldrig vende tilbage til Teheran. Og hun ville gerne komme og bo hos Helene i en tid mens hun søgte bolig og fast arbejde. Hun havde været i kontakt med sin far i Brønshøj, men han bifaldt ikke hendes flugt fra Iran og han ville ikke på nogen måde hjælpe hende. Tværtimod truede han hende. Hvis hun ikke vendte hjem, ville han sørge for at genoprette familiens ære uanset prisen. Hun bildte ham ind, at hun ville videre til Stockholm, hvor hun kunne bo hos nogle muslimske venner. Helene besvarede mailen og foreslog Mariam at komme til Kastrup allerede den følgende lørdag eller søndag. De kunne mødes i ankomsthallen. Aftalen blev lørdag kl. 16. Helenes gæsteværelse var gjort klar. Nu skulle der bare sættes en lille buket blomster på bordet og luftes lidt ud. Der var indkaldt til krisemøde hos PET i Gladsaxe. Der skulle træffes beslutning om den fortsatte efterforskning skulle optrappes eller holdes på et mere behersket niveau. Hvis man optrappede, ville leverancerne af kokain blive sat i bero og kortlægningen af indsmuglingsvejene være omsonst. Bagmændene ville meget hurtigt etablere sig med nye aftagerorganisationer, som sikkert var under opbygning allerede. Hvis man nedtonede efterforskningen, risikerede man, at endnu flere menneskeliv gik tabt, når den københavnske underverden fortsat var en trussel mod mellemmænd, som ikke ville makke ret. De fem mænd og to kvinder i tjenesten, der kendte mest til sagen om Rygaard, ville jo helst gå efter næste øvre lag i pyramiden, men de valgte efter en lang drøftelse at holde lav profil en tid endnu. Jonathan havde udarbejdet et notat til dem på grundlag af brevene i ringbindet om Max Stjernfeldt. OPSAMLING: Kufferten på loftet? Rejsekuffert med messingbeslag, loftet over gl. portnerbolig. 1570 Over en kop kaffe ville hun kunne tale med politiet, når mødet i kantinen var afsluttet. Tilslutningen til efterårskurset var overvældende. Over halvdelen af personalet ville deltage. Hendes første opgave var booking af de to foredragsholdere og violinisten. Dernæst den endelige bestilling af 25 feriehytter og bustransport fra og til Rygaard. I dag kunne Elizabeth ikke male, men måske skrive lidt videre på sit manuskript. Det gode billede? Det var dog et grumme svært spørgsmål som hun selv havde formuleret. At Christian havde været hende utro med en skøge i Jylland kunne hun kun foragte - og måske fortrænge. Men at kællingen nu var ansat som hans sekretær var utåleligt. Aldrig havde hun været rasende som nu. Hun skrev videre og prøvede at lade være med at se sig selv som enlig mor og forsmået hustru. At blive ramt af en sexbombe kan fremkalde lige så stor hævngerrighed som vejsidebomber i Afghanistan. Hun afventede hans reaktion. Og hun skævede ukoncentreret til pc’en med dens ligegyldige worddokument: ”Et figurativt billede viser ofte bare et øjeblik. En brøkdel af et sekund. Øjeblikkets stemning, lys/mørke, farver eller S/H.” Hun måtte bare fortsætte. Det var ikke længere et valg. Claude Monet: Fields in spring, 1887 E. Munch: Skriget 1893 (Skriget var vel det nærmeste, hun kunne forbinde med sin indre vulkan). Paul Cézanne: Dreng med rød vest 1890 Edgar Degas: De tre danserinder 1898 Vilhelm Hammershøi: Støvkornenes dans i solstrålerne 1900 Fem malerier skabt for lidt over hundrede år siden. Billedets datering og dets tilblivelse. Hvor blev billedet skabt? I hvilken samtid? Med hvilken forhistorie? Det er beskueren selv der skaber ”historien”. Men billedet kan umiddelbart være ret entydigt og afbilde en ganske konkret hændelse, bygning eller et stykke natur, som det var opfattet i fotografens, tegnerens eller malerens visuelle hukommelse, da hun fikserede det. Eller billedet kan alludere (henvise) til personer, begivenheder eller andre kunstværker, som kan være kendt af beskueren. Det kan indeholde (kendte) symboler (kors, anker, halvmåne, hammer og segl, osv.) Dertil kommer sammenhængen. Omgivelserne; måske udstillingsstedets karakter. Andre værkers indflydelse. Måske kunstnerens egne tilknyttede værker. Det øvrige publikums udtryk. Beskuerens egen historie, tilværelse og mentale situation i nuet påvirker uden tvivl billeddannelsen i alt det der ikke vises på billedet, men kun skabes i beskuerens opfattelse. Hvad vil man gerne se? Hvilke tolkninger fravælger man? Har kunstneren bevidst eller ubevidst gennem lys, farver, komposition og motivvalg ”fastlagt” beskuerens øjnes fokusering og vandring gennem billedet? Er det så omvendt med digtet, novellen eller romanen, som fortæller historien? Her må læseren selv skabe sine helt egne billeder. Ikke to billeder er ens. Måske er teksten eller dele af den illustreret. Derved indsnævres læserens/beskuerens egen billeddannelse og styres betragteligt. Måske har et billede en titel eller undertekst, som leder beskuerens opfattelse i en bestemt retning. Kvalitet i kunst kan heldigvis ikke sættes på en formel og gøres gældende. Kvalitet kan måske måles på det åremål, hvor et værk har været fremvist, solgt og kritiseret på godt og ondt. Måske er det netop det åremål, hvor nogen gider bruge tid på at betragte / læse og eventuelt diskutere værket med andre mennesker, der er afgørende for værkets overlevelse. Eller kunstnerens navn? De nyere nonfigurative eller abstrakte værker er måske mere åbne i deres tolkningsmuligheder. På torsdag klokken ti skal vi forsøge at se nærmere på det. Og måske finde en god forklaring på følgende spørgsmål: Hvorfor er det interessant at fortolke et billede? Det kan I jo tænke over. En maler sagde en gang: Hvis jeg skulle søge at forklare hvad jeg har malet, havde jeg jo ikke malet det, men skrevet det!” Eller måske råbt det. Nu skal I se fem meget forskellige værker og prøve at skrive jeres umiddelbare opfattelse. Om tyve minutter får I et nyt billede. I er i alt 26 på holdet, så det passer med fire grupper med fem og én med seks studerende. To grupper kan godt være herinde og tre går ud i grupperummene. Jeg kommer rundt med opgaverne og vi mødes herinde om en time og I udveksler jeres svar. Og husk: Der findes kun rigtige svar! Jeres egne. Ikke mine svar. Ikke andres svar. Dit eget svar er det rigtige. Elizabeth forsøgte at se kritisk på sit arbejde. Hun kunne have valgt andre og mere spektakulære værker. Men nej. Hvilke materialer og redskaber tror I at kunstneren har brugt? Hvorfor? Hvorfor ikke andre? Men hun havde nok ikke forudset gymnasiedrengenes udelte interesse for hendes anatomi da hun ufortrødent satte sig med korslagte ben på katederet. Og fortrød. Hun måtte være på alder med deres mødre. Og alle mødrene bar sikkert ikke sorte silkestrømper for at fastholde deres utro mænd. I frikvarteret sad hun på lærerværelset, lidt fremmed, og smilede venligt til den unge, muskuløse, våde gymnastiklærer der præsenterede sig som værende klasselærer. Han bød på kaffe. Han beklagede, at han ikke selv havde kunnet deltage i hendes gæstelærertime. Vikartime, igen, forklarede han. Du véd: ”inspektøren”, sagde han og uglede sit hår. Hun opgav at fortælle om sit ærinde og lektionens forløb - og hun opgav især sin idé om at forlægge næste besøg til Glyptotekets guder og gudinder. Måske var det bedre at overveje Frilandsmuseet. Hvis hopperne dér ikke også var i brunst. Lørdag eftermiddag tog Helene i god tid Metroen til lufthavnen. Hun fandt hurtigt ankomsthallen. Klokken var kun lidt i tre. På skærmen kunne man følge med i de næste 8-10 ankommende fly eller oplysninger om ændringer i forventet ankomsttidspunkt. Det var for tidligt at se ”London” endnu. Først klokken halvfire dukkede byen op nederst på skærmen: ”London, forventet ankomst: 16.10. Hun fandt en god siddeplads, hvorfra hun både kunne se skærmen og følge med i strømmen af passagerer der kom ind i hallen. Lige nu var det passagerer fra Malta. Ganske underholdende. De solbrunede danskere skulle nu omstille sig til danske temperaturer igen. Så kom den: London/Heathrow, landed, 15.55. Helene kiggede spændt hen på de to døre. Nu måtte Mariam stå ved bagagebåndet. Denne gang behøvede ingen af dem at gå med et papskilt. Dørene gik omsider op; passagererne arbejdede sig frem i en lind strøm. Hun så det gnistrende sorte hår og Mariams utilslørede ansigt og trådte frem med åbne arme og bød velkommen. Duften af østens mystik strejfede Helenes næsebor og hun begravede sine tårevædede øjne i hårets ibenholtsorte velkomst. Af og til kunne virkelighedens eventyrlige øjeblikke overgå fantasiens forestillinger. TAXA-holdepladsens dieselos og skrattende radioer blev afløst af chaufførens forsøg på at forstå de to passagerers intime samtale. Han overvejede af hensyn til indtjeningen at køre en lille omvej, men valgte af ren og skær venlighed den direkte rute. Helene nævnte muligheden for at Mariam måske kunne få ansættelse på Rygaard. Det ville hjælpe begge parter gevaldigt. Selvkritisk udadvendt pr-arbejde; nøgtern og skånselsløs ærlighed om selskabets produkter, skulle være varemærket og adelsmærket. Vi har brug for en person, der kan angribe vores virksomhed mere sagligt, end selv vores værste konkurrenter på markedet. Rygterne om Rygaards forbindelse med kokainmisbrug ville snart blive forsidestof i medierne. Ovnen blev tændt, duerne lå spækkede i fadet, bønnerne var tøet op. Den let røgede snitte var fra den gode slagter på strøget. I lufthavnen havde Mariam fundet en Barolo, som de trak op og satte lidt til side. Helene satte sin pæneste karaffel med sjællandsk grundvand på bordet. De spiste og drak og glemte for et øjeblik alverdens fortrædeligheder. De gav sig hen i tryghedens store ejendommelige møde. De mødte hinanden i deres køns magnetiske tiltrækning, som ingen kan modstå. Deres tungers små ord og smag var både fremmedartet og alligevel velkendt. Natten var god og mørk og hyllede dem ind i en tryg søvn som de havde savnet længe. Morgendagens første gyldne stråler vækkede dem i den brede seng. De prøvede at rekapitulere aftensnakken. Men hurtigt lagde de alle bekymringer til side og lod sig opsluge af hinandens fristelser. Klokken var næsten ti, da de sad i køkkenet og nød teen og det sprøde bacon, som Mariam egentlig ikke burde spise men elskede. Både smagen og lyden. Helene foreslog hende om at komme til ansættelsessamtale på Rygaard allerede den følgende onsdag. Hun ville være præcis den ærlige og kritiske pr-medarbejder, som kunne være med til at redde virksomheden. Mariams journalistiske ry kunne risikere at lide skade, hvis Rygaard blev tvunget til at lukke og slukke. Mandag Clausen havde godt nyt da han bankede på Helenes dør. Lydia Hansen havde sendt fondsfundatsen til Rygaard. Hun ville komme tilbage til Danmark snarest og søge en passende permanent bolig. Derpå ville hun sælge huset i Brasilien. Sammen gennemgik Helene og Christian fundatsen. Fondens formål var dels at sikre Rygaards ældste bygningers vedligeholdelse og bevarelse og dels give rum for et kulturhus til glæde for et bredt publikum. Det skulle fortrinsvis rumme nutidskunst og gerne tilbyde værksted for udøvende billedkunstnere. Gerne i samarbejde med lokale udøvende kunstnere. Note: Hvor godt kender Lydia Colombias narkokartel? Hun havde i starten forsøgt at modarbejde de ”hvide baroner”, som de kaldtes, for at hjælpe sin far og Rygaard ud af kniben. LINJE 26?? Og fra indledn. Den unge direktør Hansen plejede at nyde sin frokost i kantinen mindst en gang om ugen. Tidligere fik de fire af direktørerne altid serveret deres mad på 1.sal. Fællestillidsmanden havde i årevis uden held forsøgt at presse ledelsen til dialog om dette forhold. For få år siden blev han så kaldt op til den unge Hansen. De havde delt to håndbajere og direktøren foreslog, at de fremover skulle være dus. Hansen rundede det lille møde af med at sige, at han langt om længe havde besluttet at opgive den særlige frokostordning for de ledende direktører. Let havde det ikke været, forstod tillidsmanden. Han fattede aldrig, at sandheden var, at de fire afdelingschefer ikke længere kunne døje hinanden. Hans sejr føltes så stor, at han med kort varsel indkaldte til ekstraordinært personalemøde i kantinen. Dér kunne han sikre sig grundlaget for endnu et genvalg i efteråret. Hans klakører havde placeret sig spredt ved forskellige borde. Han opdagede ikke en gang Andersens slet skjulte, hånlige ”Ptøj”, efter de spredte klapsalver, da han skiftede skråen ud. Uddrag af Frøken Nielsens Logbog - Roman undervejs - 1. del | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-04-28 16:11:15 |
hej; jeg er nu endelig i færd med at læse! Selv ville jeg nu nok stave 'Kjøbenhavn' på gammeldaws.
Desuden skulle jeg ta' meget fejl om ikke titlen 'sekretær' i et ministerium er en akademisk udd. m/k emb.
venligst ...
Desuden skulle jeg ta' meget fejl om ikke titlen 'sekretær' i et ministerium er en akademisk udd. m/k emb.
venligst ...
| haleløs | 2013-04-28 17:42:57 |
hmmm... jeg undskylder; synes jo nok at ha' læst - et sted - at den var sendt til forlag? venligst ...
| nhuth | 2013-04-28 17:53:52 |
Hej - ja - men den kan godt læses i sammenhæng her på siden nu.
Jeg kan kun selv findfe ud af det ved at starte med kap. 2 og så følge link i bunden.
Jeg aner ikke hvad jeg har fået gjort galt.
Jeg kan kun selv findfe ud af det ved at starte med kap. 2 og så følge link i bunden.
Jeg aner ikke hvad jeg har fået gjort galt.
| haleløs | 2013-04-28 18:12:41 |
du har jo 'opdateret' teksten; så derfor kommer den på læselisten!
HVIS den er sendt til forlag er det nok ikke nogen videre go' idé at den osse ligger hér?
venligst ...
HVIS den er sendt til forlag er det nok ikke nogen videre go' idé at den osse ligger hér?
venligst ...
| nhuth | 2013-04-28 18:22:29 |
Hej. Nej - men så må forlaget være lidt hurtige til at svare mig.
Nu tror jeg snart (om 15 minutter) Frøken Nielsen kan læses igen - omskrevet - og i sammenhæng.
Vh.Nhuth
Nu tror jeg snart (om 15 minutter) Frøken Nielsen kan læses igen - omskrevet - og i sammenhæng.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-04-28 19:06:25 |
jeg kender en spændingsforfatter (fra SAXO f-skole) som debuterede for ca. 3 år siden med en selv-udgivelse; med bog nr. 2 blev han 'holdt hen' af et KENDT forlag i over ët år. Så droppede han dem, tilbød et andet, mindre kendt forlag sit (i øvrigt udmærkede) manus ... bogen udkom sidste år ;)
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg forsøger at finde fejlen.
Logbogen er jo færdig - i hvert fald til kap. 53.
???