 |  | En verden der har glemt at amme... |
 |
|
|||||||||||||
|
Drømmer mig væk til et sted Hvor ingen følger med Hvor ingen stiller krav Men alt bare går med stille trav Virkeligheden nu Som da glasset gik itu Tænker på dig Dengang jeg følte jeg var mig Var oplevelsen et hav Hvor jeg forblev tav Eller var jeg blot for sej Til at opleve at det hele var en leg Ser frem mod en tid Hvor alting blot tages med et enkelt bid Lægger mig alligevel til ro Som dengang vi var to Intet er det samme Men jeg laver mig en ny ramme Intet bliver nogensinde det samme Men erfaring er den dyrebareste stamme Uden den er vi dog blot lamme I en verden der har glemt at amme Læg dig til ro Men aldrig uden at tro | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-27 07:16:19 |
JEG følte 'opgivelse' heeele vejen gennem digtet - selv på trods af:
'Hvor ingen stiller krav' + 'Men jeg laver mig en ny ramme' + 'Men aldrig uden at tro'
Men tjaeh ... det er jo vanskeligt at gå fra to-somhed til en-somhed.'Men erfaring er den dyrebareste ...'
venligst ...
'Hvor ingen stiller krav' + 'Men jeg laver mig en ny ramme' + 'Men aldrig uden at tro'
Men tjaeh ... det er jo vanskeligt at gå fra to-somhed til en-somhed.'Men erfaring er den dyrebareste ...'
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Ja, det var også den stemning jeg gik efter. Men ikke fordi det var personlig opgivelse. Men snarere som en provokation imod den tendens der er for tiden med at give tabt. Opgive.