 |  | Esoteriske Slips Kap. 21 Ryesgade |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 21 Ryesgade Ryesgade var ikke rigtig vågnet endnu. De små spraglede tyrkiske dagligvarebutikkers ejere ordnede sirligt deres kasser på fortovet. Her kunne jeg have fået blomsterne for det halve af, hvad jeg måtte betale på tankstationen. Jeg fandt en tom plads i nærheden af galleriet. Det store billede som fyldte hele bagvæggen i vinduets udstilling var lige så ejendommeligt, som den film jeg havde set hos Michael og Rie. Jeg tog forsigtigt i døren. - Velkommen skat, sagde en stemme bag ved mig. Helga strålede. Gå bare ind, jeg var lige henne og købe smør og mælk hos Mustafa. Jeg kyssede hendes kind og spurgte om jeg var for tidligt på den. - Nej da, men heller ikke for sent. Hun låste døren bag os og vendte papskiltet med ”kommer nok snart”-beskeden. Galleriet duftede af friskbagt brød. - Ja, dét du kan lugte helt herud er ægte nok. Jeg stod tidligt op og bagte et brød til os. - Åh, hvor er du sød, svarede jeg. Som du plejer. - Jeg har haft store betænkeligheder, før jeg tog herind. - Hvorfor dog det, spugte hun, jeg bider ikke. Du synes måske, jeg er en harsk tante en gang imellem. Kom nu med herop og lad os sætte os. Fire trin førte op til et stort rum, der fungerede som atelier, køkken, soveværelse og dagligstue. Hun skar af det tætte brød og anrettede det hele på en stor bakke. - Vi kan sidde dér sagde hun og pegede på bordet foran sofaen. Jeg fandt en stol og vi satte os over for hinanden. Jeg prøvede at spole lidt tilbage i samtalen. - Men nej, min ven. Barsk måske, aldrig harsk. Og ikke det mindste tantet. Det er bare mig. Det er alt sammen så længe siden, nu. Jeg véd godt, jeg har kvajet mig. Jeg troede jo, at jeg kunne glemme dig og alt det vi havde. Hele tiden skjulte jeg min kærlighed til dig. Jeg forstod dig ikke og lod min frustration drukne i arbejdet på papiret. - Var du aldrig vred på mig, spurgte hun. Eller bitter, da jeg overlod drengene til dig - og overlod dig til dig selv? - Nej, svarede jeg, ikke vred. Men bitter? Jo. Vist var jeg bitter. Kun drengene holdt mig oven vande. Du må da have savnet dem? - Ja, som en sindssyg. Jeg troede jo på idéen derude. Jeg kunne ikke holde den tanke ud, at være kønsløs forstadsfrue med nydeligt hjem, pligtopfyldende mand og to velfriserede børn. Det var for meget for mig. Derude var der fest og farver; elsk mig her, elsk mig der og hjemmestrikkede speltkvinder, der ikke tålte noget maskulint modspil. Og selvfølgelig hashen. Vi anså den som en menneskeret. Men den var ikke noget problem for mig, når jeg ikke havde børnene at tage vare på. Hashen har ødelagt alt for mange børn. Først senere opdagede jeg, hvor falsk jeg levede. Noget ægte kan ikke hvile på et falsk fundament. Hold da kæft, hvor har jeg tit savnet dig og ungerne. I sit stille sind havde hun et håb, men det var ikke tiden til at kredse om det lige nu. - Tit, sagde jeg, tit har jeg tænkt på, om vi kunne klare at se hinanden lidt mere. Jeg forestiller mig ikke, at vi flytter sammen igen. Men bare vedkender os vores følelser og respekterer vores forskelligheder. Måske kan vi inspirere hinanden i vores opdagelsesrejse i fremtiden. Du har jo også nogle børnebørn, som elsker dig for den du er. - Er du klar over, at du sidder der, nok så uskyldig og forfører mig, spurgte hun. Du enlige far. - Nej, Ravnemor, det ville ligge mig fjernt. Jeg husker ikke en gang, hvordan man gør. Så ville jeg nok have sat mig ved siden af dig. - Måske skal vi begge sikre os denne gang, om vi kan bunde, før vi hopper i bølgerne, svarede hun. Nej, helt seriøst. Lad os prøve om vi kan finde ud af noget, som ikke gør for ondt, hvis det mislykkes. At sidde med hænderne i skødet, er der sgu ikke meget fremtid i. Bare vi kan lade være med at forme hinanden alt for håndfast. - Jeg finder lige en vase eller sådan noget, sagde hun, jeg elsker blomsterdufte. - Det dér billede - det store derude. Det har en ejendommelig virkning. Det tiltaler mig, ja taler til mig, havde jeg nær sagt. - Sjovt. Michael sagde præcis det samme. Det glæder mig, at du synes om det. - Hvordan er haren kommet ind i billedet? - Med kul, kridt og umbra, grinede hun. Nej, jeg fandt den døde hare hos en konservator, der ville smide den ud, da han var utilfreds med resultatet af sit arbejde. Noget med kroppen, han havde revet hul i. Jeg fik den for 100 kroner. Det må vel være ti-tolv år siden. Den har fulgt mig siden. Den er da meget sød. Han sagde, det var en harekanin. Jeg ved ikke, om det er sandt. Så ville jeg pludselig male den en dag, ja, altså på et lærred. Jeg havde kun det store lærred dér, men hva’, tænkte jeg og tog fat. Ved et tilfælde fik jeg en bog af Kit Williams foræret af en veninde. Resten gik næsten af sig selv. Det var godt, at jeg ikke vidste, hvor svært det var. Jeg følte mig som tovholder på min egen skude uden havn. Hele processen kom til at vare et par måneder. Filmen og lydsiden var det sværeste. En film-nørd brugte flere dage og nætter. Klippearbejdet og lydsiden var en kaotisk blanding af analogt og digitalt arbejde. - Her, du må gerne få en skive med hjem, sagde hun og fandt en DVD i en skuffe. På omslaget stod der blot ”m. zeta”. - Det skal du ikke tage dig af; jeg har lavet flere forskellige udgaver. Nogle med og andre uden zetavirkning eller noget der ligner. Jeg anede ikke hvad hun talte om. Det gjorde Helga egentlig heller ikke, men hun vidste, at det virkede, uanset om hun stavede det med z eller th. - Ja, jeg kan ikke forklare det, sagde hun. Det har noget med ”muzak” at gøre”¦ og rumklang og klangbund. - OK, jeg glæder mig til at se om mit simple udstyr kan åbne din installation, svarede jeg, uden at tænke mig om. - Nå, ja, du har jo forstand på installationer, når propperne går, sagde hun. Mit HFI-relæ slår ud hver gang jeg skal bruge min brødrister. Hvad tror du, der er vejen? - Nej, jeg troede du kaldte dit værk for en slags installation, altså installationskunst. Men lad mig se på brødristeren, sagde jeg og gik hen til køkkenbordet. Jeg fandt en teske halvvejs nede mellem glødetrådene. Sådan min ven, nu kan du roligt riste igen lidt. Uden teske! Vores øjne råbte til hinanden. Kun Helga formåede at sætte lyd på: - Hvornår ses vi igen? - I morgen! Hvorfor ikke? Hun grinede højt. Du er sandelig blevet frimodig; det klæ’r dig. Gi’r du frokost? Så sørger jeg for resten. Se nu at komme hjem, vi har ingen tid at spilde”¦ Den runde tyrkiske grønthandler vinkede til os, da jeg igen på fortovet kyssede Helga på gensyn. Jeg følte mig lettere beruset, da jeg satte mig bag rattet. Esoteriske Slips Kap. 22 Mandag morgen Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
