 |  | Esoteriske Slips Kap. 22 Mandag morgen |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 22 Mandag morgen Professoren kikkede en ekstra gang på portvagten og hilste som altid. Der var heller ikke noget usædvanligt at se oppe på afdelingen. Jo, man undrede sig over, at en af laboranterne ikke var mødt til tiden. IT-afdelingens leder sad ved Lucides computer. - God morgen, sagde professoren, hvad er det pressen fortæller om et indbrud i noget computerudstyr? - Sæt Dem nu ned. Denne computer her, altså Deres, er mellem onsdag og fredag blevet brugt som redskab til at omgå vores sikkerhedssystem. Det har vi naturligvis anmeldt, men hvordan Ritzau har opsnappet nyheden, véd vi endnu ikke. Lige nu er jeg i gang med at finde de tidspunkter, som er interessante. Er De helt sikker på, at ingen andre har kendt Deres adgangskode? De arbejdede jo tæt sammen med laboranten? Vi har prøvet at ringe til ham, men han tager øjensynligt ikke sin telefon. Lige nu er en af vores folk fra kørselsafdelingen på vej til hans hjem. Ikke fordi vi tror, der er tilstødt ham noget. Det ville bare være rart at kunne udelukke ham - ja og Dem selv også. - Jamen mig, røg det ud af Lucide, hvorfor skulle jeg ”bryde ind” i min egen computer? - Det spekulerede jeg også på, sagde IT-manden og smilede. - Men sådan hænger det heller ikke sammen. Skal De bruge Deres computer lige nu? Hvis ikke, vil jeg gøre mit job færdig. Det tager højst et kvarters tid. - Glimrende, jeg skal også først hen og kontrollere mine forsøg i laboratoriet. En ung dame i receptionens ”call-center” svarede, da jeg endelig kom igennem. Jeg havde for en sikkerheds skyld skrevet ned, hvad jeg ville sige: - God dag, De taler med chefredaktør Deleuran i den danske afdeling af tidsskriftet ”Nature”. Jeg véd ikke, om De kan hjælpe mig. Vi er i gang med at skrive et portræt af en relativt ukendt forsker ved navn Lucide. - Ja, han arbejder her, skal jeg stille Dem om? - Nej, endelig ikke! Det skal være en lille gave til ham; gerne en glædelig overraskelse i vores næste nummer. Nej vi mangler kun nogle fakta, som vi ikke vil være bekendt at besvære professoren selv med. Vi vil jo nødigt skrive, at ingen på Instituttet vil udtale sig om helt banale facts om professorens alder, anciennitet, aktuelle arbejde - gerne krydret med anekdoter fra andre medarbejdere”¦ - Nå, ikke andet; nu skal jeg slå ham op. Efter fem minutter var jeg overbevist og takkede den venlige unge dame hjerteligt. Hun havde intet nævnt, der kunne antyde, at professoren var andet end det han udgav sig for. Avisen havde en lille omtale af TVs programflade. Jeg holder meget af naturvidenskabelige udsendelser, så omtalen af den nye serie ”NetNyt-DK” vakte min nysgerrighed. Billedet viste en kvindelig, garvet men meget smuk journalist, som skulle være studievært. Jeg havde set hende før. Hun havde sidste år holdt to foredrag, som jeg fandt i aftenskolekataloget. Et om parisere i dag, og et om DDR i firserne. En af de kommende udsendelser skulle omhandle Net-cafeer netop nu. Måske skulle jeg ringe og fortælle det til Mørk, men han havde nok travlt. Laboranten sad i SJs behagelige tog på vej fra Hälsingborg til Stockholm. Hans klodsede angreb på serveren i København, nagede ham. Han havde heller ikke fundet Mørks journal. Det vigtigste var imidlertid den billige ”kinabog” fra Ranunkelvej. Alt var ellers forløbet som forventet. Det kunne være Akademiet, der enten havde lagt en fælde - eller var i gang med at opbygge ham til et nyt job”¦ Han havde husket at gøre sig bemærket i færgens kiosk ved at insistere på at få danske penge retur, når han betalte med danske sedler. Til sidst havde han fremvist sit danske pas, som dog ikke gjorde indtryk på ekspeditricen. ”Du kan veksle i vekselkontoret”. Så havde han brokket sig over, at kiosken ikke førte grøn Cecil. Hun ville ikke glemme ham lige straks. Han havde tjekket de to nærmeste toiletter i toget. Svenska Järnvägen lagde stor vægt på miljøet og passagerernes velbefindende. Rent og pænt overalt. Om et par timer ville han igen være to identiteter. Dels ”Laboranten” som løste billet til toget til Oslo - og dels samme laborant, der lejede en ensomt beliggende ”stuga” i den Stockholmske skærgård for to uger. Samtidig skulle han være polsk gæstearbejder, der løste flybillet fra Arlanda til Heathrow. Akademiet overlod intet til tilfældighederne. Det morede ham, at PET kom på overarbejde. Men han havde lidt ondt af den kloge og venlige professor, som var blevet offer for sin egen drivkraft. Det gamle ægtepar på Ranunkelvej levede og ville nok få plads på plejehjemmet. Selvfølgelig var det ukammereratligt over for Skyggen, at han havde sat ham på vildspor og brugt Moppen som budbringer. Laboranten stolede kun på sig selv. Desværre. Han måtte lige på toilettet i Arlanda. Der ved urinalet ventede han på, at herren på det sidste af de seks toiletter gjorde sig færdig. Hurtigt gik laboranten ind, låste omhyggeligt og stak hånden ned bag den fugtige cisterne. Han fandt hurtigt, hvad han søgte. Et stykke gaffertape lukket om en nøgle. Han kontrollerede sit udseende og især overskægget. Nøglen tog han i lommen. Han gik til indtjekningen, afleverede sin rejsetaske og fik sit boardingcard. Skuldertasken med ”hans dagbog” kørte gennem detektorbåndet uden problemer, og han tømte sine lommer for metal; men det bippede højlydt, da han selv gik igennem. En lufthavnsbetjent tjekkede ham med en hånddetektor og bad ham om at tage livremmen af. Det var det store spænde fra D&G, der lavede ballade. Bukserne blev siddende. På politigården i København og ude i Gladsaxe var der lidt mere aktivitet end sædvanligt. De ”kongeligt edssvorne polske translatører” fra bureauet nød godt af det ekstra arbejdspres. Stemningen på ”Gården” var lidt trykkende. Det var den altid, når lederne blev sat til vægs ovenfra. En uofficiel intern analyse havde belyst forholdet mellem nedgangen i antallet af normerede stillinger. For hver nedlagt stilling blev der hyret to private, som man normalt fandt blandt tidligere ansatte i branchen. Det ville være taktisk uklogt at offentliggøre den slags politisk motiverede overvejelser i øjeblikket. Overbetjent Jensen og Dueholm var formentlig de sidste af deres art. Hver for sig havde de et ben i hver lejr, men holdt balancen endnu. Så længe de holdt deres viden, denne gang om Skyggen, Professoren og Mørk, for sig selv, kunne han frit agere mellem den åbne og den lukkede afdeling. Hans sans for timing gjorde ham som regel i stand til finde det rigtige tidspunkt for at lade en en oplysning sive og en bemærkning falde. Esoteriske Slips Kap. 23 Netcaféen Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
