 |  | Esoteriske Slips Kap. 30 Solhjem |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 30 Solhjem Plejehjemmet Solhjem lå i et smukt grønt anlæg. Der var både ”beskyttede” plejeboliger og ungdomsboliger tilknyttet som fritliggende to-etagers bygninger på begge sider af den statelige hovedbygning. Samlet hed hele komplekset på matriklen strengt taget ”Fonden De Samarbejdende Selvejende Institutioner Solhjem”. Den betegnelse kendte de færreste på rådhuset. Her brugte man for nemheds skyld kun Plejehjem- Plejebolig- eller Ungdomsbolig Solhjem i det daglige. Hjemmets senest ankomne beboer voldte en del kvaler på vejen hertil, så personalet frygtede det værste. Ud fra det oplyste var der tale om en Ole Robert Hansen, 88-årig gift mand, barnløs, herboende, tidligere overtjener, nu pensioneret, diagnosticeret som senil, muligvis skizofren med fortrængning af sin reelle fortid. Han insisterede på at blive behandlet som officer i efterretningstjenesten med de pligter og rettigheder, det indebar. Moppen havde helt frie hænder til at tackle manden, når blot han blev pacificeret på en måde, der ikke ville vække den mindste smule opsigt. Men det hastede. Det var hjemmets sekretær, der selv passede telefonerne i dagtimerne. Hun forstod en del engelsk, men den amerikanske dame, der lige havde ringet, kunne tale udmærket dansk. Damen var en niece til den vanskelige herre fra Ranunkelvej. Hun ville overraske sin onkel og tante med et besøg; hun havde ikke set dem siden hun var emigreret for snart tredive år siden. Hun havde fået at vide, at onklen var blevet meget syg, og nu ville hun gerne besøge ham. - Ja, skal jeg give ham besked, spurgte sekretæren, normalt er pårørende velkomne mellem ti og elleve eller femten og sytten. - Tak, De skal ikke give ham besked. Varevognen måtte hun lade stå. Hun valgte den lille nyistandsatte Uno. Klokken 14.55 gik Moppen ind ad hjemmets hovedindgang. På dansk/amerikansk præsenterede hun sig i receptionen og bad om at blive vist hen til sin onkel. Han var vred og blev stiktosset, da hun kyssede ham på kinden og sagde: Hello Uncle Robbie! - Få det gale kvindemenneske ud, råbte han, eller jeg tilkalder politiet! Hun fik ham bragt til tavshed ved at smile og holde en finger fra munden, mens hun hviskede: Jeg er fra politiet. Fra den lukkede tjeneste, jeg er her for at få dig ud. Det varer tre-fire dage. I mellemtiden fortsætter du bare. Jeg kommer tilbage i morgen. Fortsæt med at skælde mig ud som løgnagtig niece, når jeg går. Så garanterer jeg for, at du og din kone ikke kommer ud for en ulykke. Hun rejste sig. ”Bye, bye, see you i morgen”. De andre gæster i dagligstuen kikkede. - Skrub af, råbte han, og lad min kone være i fred! Pas på, at skyggen eller laboranten ikke indhenter dig. Hun stivnede et kort sekund. Så blinkede han til hende. - Det var godt, De kom, hvordan fik De hr. Hansen til at slappe lidt af, spurgte en sygeplejerske. - Åh, jeg lod ham snakke om sine unge dage, da han ville være brandmand eller politimand, smilede jeg. Ellers ser han da ud til at have det godt. Men det er lidt trist, at han husker mig så dårligt, svarede moppen. Tror De hans kone kommer i dag? Nej, ved De hvad, det er meget bedre, at jeg selv ringer til hende”¦ - Ja, det er nok bedst. Han bliver ved med at prøve at overbevise os om, at hun er truet på livet af nogle polakker”¦ - Åh, nu igen, oplyste Penkow. Han mener, at en polsk mafiabande stræber efter at slå både ham selv og konen ihjel. Det er ikke altid så rart at blive gammel, filosoferede hun på vej ud. Hun satte sig ud i bilen på p-pladsen ved Brugsen og gennemtænkte situationen. Hvor meget vidste ”Hansen”? Hvor meget havde han fortalt sin kone? Hvor meget dokumentation lå han inde med? ”Niece-rollen” var god nok. Men ikke over for fru Hansen, som hun gerne ville være mere fortrolig med. Eliza Penkow ønskede ikke at få ordre om at ”bortskaffe” de to gamle. Tiden arbejdede imod hende, så hun tog en hurtig beslutning og kørte til Ranunkelvej. Konen havde jo ret. Fru Hansen havde set bilen standse ved lågen. Hun var ikke tryg ved at være alene hjemme. Men den pæne dame kunne jo være fra kommunen, så hun åbnede på klem. - Goddag, mit navn er Lis Petersen. Jeg er en af Deres mands kolleger fra tjenesten. Forstyrrer jeg? - Ja, jeg er lige på vej ud ad døren. Men vi kan ikke stå her. Kom indenfor. Det er sikrere. Der må jo være sket en fejltagelse. - Måske; jeg har lige besøgt Deres mand. Han er i gode hænder. Men ingen ved, hvor længe. Hvis jeg skal kunne hjælpe Jer begge, må jeg bede Dem om at give mig nogle oplysninger. Kun om hans arbejde naturligvis. Så snart Lis Petersen havde fået bekræftet sine anelser ved, at fru Hansen både kunne nævne Skyggens, Kanylens og Moppens eksistens, måtte hun tage chancen. - Jeg tror på Dem, sagde hun. Hvis De ikke tror på mig, må De bare sige det; så kører jeg herfra med det samme. Hvis De tror på, at jeg kan hjælpe Dem, så gå op og tag bussen og besøg Deres mand. Så kontrollerer jeg huset imens. Hvad siger De til, at De måske begge kan komme i betragtning til en plejebolig? Jeg kan ikke love noget, kun at jeg vil arbejde på sagen. Fru Hansen tøvede. - Lover De mig så, at min mand kan få lov til at være i fred for polakkerne, spurgte hun. Lis Petersen lovede hende, at hendes mand ikke ville blive kontaktet af PET igen, hvis han holdt lidt lavere profil. Hun blev stående på trappen og vinkede til fru Hansen, som gik op mod stoppestedet. Der var god plads i bussen og chaufføren kørte pænt. ”Næste stop er ved Solhjem” sagde han i højttaleren. Han lukkede først dørene, da han kunne se, at hun var kommet godt over cykelstien. ”We shall over come”¦” sang han sagte, før han afbrød mikrofonen. En af de andre passagerer spurgte ham pludselig: Sig mig, hvor længe kan De bevare det gode humør? ”Ok, svarede han, så længe pillerne virker”. Så svingede han bussen ud. Hun præsenterede sig for den pæne dame i receptionen og spurgte efter sin mand. - Velkommen, Deres mands niece har lige været her; hun kunne få ham til fornuft, sagde damen og kikkede på sit ur. Normalt har vores gæster kun besøgende indtil klokken sytten. Prøv om De kan nå det. - Jo, men han er så ulykkelig, jeg har taget hans piller med. Hvor er han? - I dagligstuen eller i sin lejlighed”¦. Hvis De går ind ad døren her til venstre”¦ nej, jeg går med Dem. På Ranunkelvej havde Moppen travlt. Hun så sig hurtigt omkring og tog handskerne på. På vej op ad trappen til loftrummet fik hun støv og spindelvæv i ansigtet. Kun svagt lys trængte ind af et par små tagruder. Udtjente møbler, et utal af forkellige papkasser, et par støvede standerlamper og et par malerier. Intet som adskilte sig fra mange andre loftrum. For enden af loftet var der ganske vist et værelse. Døren stod åben. Hun måtte dukke sig for ikke at støde hovedet på bjælkerne. Det lille kammer havde ikke været benyttet i årevis. Der stod ganske vist en seng med en plastikdug over. Men det hele var dækket af et tykt lag støv. Hun klatrede ned ad udtræksstigen og lukkede loftslemmen og tørrede gulvet af. Systematisk arbejdede hun sig overfladisk gennem køkkenets skabe og skuffer, køleskab og fryser. Der var stort set hvad man kunne forvente hos et jævnt, ældre ægtepar. I stuen gennemgik hun et gammelt tungt skrivebords indhold. Intet var usædvanligt eller påfaldende set i forhold til hans kendte tilværelse. Godt gemt fandt hun en brun æske med 8-10 pornoblade fra starten af halvfjerdserne. Hun smilede. Mænd i alle aldre har tilsvarende inspirationsmateriale ved hånden. Da hun kørte stolen på plads, noterede hun sig en lidt slidt bule i gulvtæppet. Ikke fra stolens hjul. Kun ved at føle godt efter med fingrene, blev hun sikker. Gulvet knirkede, når hun satte sin fod i nærheden af bulen. Hun kunne jo bare skære tæppet op. Men fru Hansen kunne dukke op når som helst. Esoteriske Slips Kap. 31 En Engel Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
