 |  | Ar |
 |
|
|||||||||||||
|
”Scarlett elsker dig, det er helt sikkert. Det gør hun, det sagde hun selv i går. Scarlett har aldrig elsket nogen, som hun elsker dig,” Rosa blev ved med at slå sig selv på tindingen, imens hun gentog sig selv, som den forsikring ingen andre tilsyneladende kunne give hende. Mørket havde slugt lyset og givet stuen et unaturligt skær, men det havde passeret Rosas opmærksomhed. Scarlett elskede hende, det havde hun jo selv fortalt, Rosa burde føle glæde, for hun elskede jo også Scarlett. Alligevel nagede det i hendes hjerte. Hvad nu hvis Scarlett løj eller endnu værre, hvad nu hvis hun fortalte alle piger, at hun også elskede dem? Rosas slag blev mere og mere kraftige, idet hun visualiserede Scarletts ord for sit indre øje. Hun pressede sine øjenlåg helt ned til kindbensknoglerne og rystede voldsomt på hovedet. Det gjorde alt for ondt i Rosas hjerte og bevægelserne tog hurtigt fat i hendes krop. Rosa sad i hjørnet af stuen, hendes knæ presset ned i det hårde trægulv imens hendes overkrop svang frem og tilbage i kontrollerede stød. Græd hun? Det kunne Rosa ikke finde ud, men hun vidste at Scarlett elskede hende, gjorde hun ikke? En hånd lagde sig på Rosas skulder, imens en anden indrammede hendes kind, som for at berolige bevægelsernes nu meget bekendte verden. Rosa gibbede og trak sig hurtigt væk fra berøringerne, hendes øjne forblev sammenpressede og hendes mumlen endnu mere rapsodisk, stødene endnu mere vuggende og skræmmende. ”Kom tilbage, vil du ikke nok? Vær nu sød, Rosa. Ikke mere.. i dag,” sagde en opgivende stemme, der samtidig var så fuld af oprigtig bekymring. ”Scarlett elsker mig,” var alt hvad Rosa kunne videregive. ”Ja, det ved jeg, Rosa,” men Rosa ænsede ikke svaret og forsatte med at vippe frem og tilbage i mørket, ”Scarlett elsker mig. Hun elsker mig!” Rosa hørte Scarletts nynnen og vidste med det samme, at hun uden tvivl havde ment hvad hun havde sagt i går. Scarlett nynnede kun når hun var glad. Og Scarlett var vidunderlig, hun var smuk når hun nynnede. Rosa glemte usikkerheden som Scarlett plantede i hende, når hun hørte den specifikke nynnen. Hun var glad for at Scarlett elskede hende, også selvom Eva ikke kunne acceptere det. Men Eva var jo ’bare’ Rosas veninde og Scarlett var så meget mere.. Scarlett var et pust af håb. En berøring af noget Rosa aldrig havde følt før. ”Hun vil såre dig, det ved du,” Rosa rystede på hovedet. ”Hun vil forvirre dit hjerte,” Rosa slog sig selv i baghovedet og bed sig i læben. ”Hun vil slå dig ihjel,” uret tikkede og hele rummet angreb hende. Rosa var nødt til at flygte, hun var nødt til at komme væk fra Eva, hun var nødt til at finde Scarlett. Uden at tøve hev Rosa sig selv ud af hendes dvaletilstand og slæbte sig direkte over mod brændeovnen. Hendes pludselige gang havde fået stuen til at vågne i natten, og lige så hurtigt som Rosa havde overtalt sig selv til, at lede efter Scarlett, lige så hurtigt var der igen en hånd på hendes skulder. ”Rosa, hvor skal du hen?” Rosa vendte sit blik fra brændeovnens illuminerende åbning til et sæt tomme øjne. De talte ikke til hende, de var så fremmede som noget kunne synes. ”Finde Scarlett. Eva lyver.” ”Hvorfor lyver Eva?” ”Hun siger Scarlett vil slå mig ihjel og det ved jeg hun ikke vil. Scarlett elsker mig.” ”Ja, Rosa.. Kommer du ikke med over til sofaen? Det er tid,” siger den hvide stemme. Rosa trækker sit hoved tilbage, idet hun føler den verbale lussing torturere sit skind. Hendes øjne må ligne vinter søer, for blikket fra personen overfor skøjter rundt i hendes. Hvordan kan nogen foreslå sådan noget.. nu.. hvor hun var i færd med at lede efter Scarlett, hende der virkelig elskede hende? Rosas krop frøs pludselig og alt hun havde lyst til, var, at stikke begge hænder ind i flammerne, hun vendte tanken. Hendes ører gjorde ondt, hendes hjerne bankede, hjertet pulserede blodet alt for hurtigt rundt i kroppen. Rosa kunne ikke differentiere mellem lovlige og ulovlige følelser, kæben pressede hendes tænder voldsomt sammen og lod hendes krop dirrer. ”Gør det! Gør det, det vil hjælpe!” Rosas kæbe strøg frem til den ene side. ”Du ved det er det eneste rigtige at gøre nu. Gør det!” ”Nej, Rosa.” ”Find mig.” ”Hvor skal du hen?” ”Gør det så!” ”Hun vil slå dig ihjel, han vil æde dig.” Rosa spjættede og lod sine arme fægte op og ned, frem og tilbage, imens hænderne om hendes skuldre ruskede i hende. ”Kom tilbage, Rosa. Kæmp imod,” stemmen var hård men bekendt. Rosa knyttede sine næver, så neglene borede sig ind i håndfladen, og kastede sit hoved frem og tilbage. Det rungede og det var som om hun blev ædt op indefra. Hun vidste Tom var der. ”Gør det nu!” ”Lyt ikke til ham, Rosa. Find mig.” ”Rosa, lad være. Stol ikke på nogen.” ”Jeg elsker dig!” ”Kom nu, det vil føles meget bedre. Smerte er godt.” ”Neeeeej,” Rosa brølede alt hvad hun kunne, slugte al stilhed i hele huset og spyttede. Hun stak alle sine fingre ind i munden, som for at grave utydeligheden og forvirringerne ud af sig. Tungen ridsede hun med sine velspidsede negle og ganen skreg i angst. Nu græd hun, det var sikkert. ”Rosa, stop! Stop så! Lad vær!” to hænder var straks omkring hendes håndled og prøvede at trække dem væk fra munden. ”Nu er det nok!” pludselig var Rosa fanget i en stram omfavnelse, et greb der pressede alt luft ud af hende. Rosas arme hang livløst ved hendes sider og hendes hage hvilede på en skulder. Hun rystede stadig, en rystelse af vejrtrækningsmangel og lod sig guide hen til sofaen uden rigtig at stritte imod. Hvor var de blevet af? Scarlett havde været der, hun havde hørt hende, hun havde følt hendes ønske om at blive fundet af hende. Eva havde også været der, Rosa havde prøvet at lytte til hende. Det havde hun virkelig. Men det var bare som om Eva aldrig rigtig forstod hende. Og Tom havde bestemt også været der. Rosa havde følt hans smittende, euforiske vrede, som hun aldrig kunne overdøve. Det var så spændende og smukt og samtidig så forvirrende og ukendt. Rosa åbnede sine øjne og så sin egen refleksion i øjnene foran hendes. ”Er du her?” ”Ja, det tror jeg?” ”Godt. Her, tag dine piller,” et glas med lunkent vand blev placeret i Rosas ene hånd og en håndfuld farvestrålende piller i den anden. Hvis Rosa ikke vidste bedre, var det smarties i forklædning. Men hun vidste bedre, og disse piller ville frarøve hende hendes første rigtige kærlighed. ”Jeg vil ikke,” sagde Rosa lavt og fæstnede sit blik til hendes bare fødder. ”Du skal, det vil hjælpe dig!” ”Jamen jeg vil ikke,” hun vidste, at miste Scarlett ville være enden på alting. ”Rosa”¦” ”Jeg kan ikke. Hun elsker mig.” ”Hun er her ikke. Hun kan ikke elske..” sætningen blev afbrudt af Rosa, der smed vandet, fra glasset, i ansigtet på sætningens skaber. ”Hvor vover du?!” Rosa lod glasset splintres på gulvet idet hun også kylede pillerne henover gulvet. Stuen befandt sig nu i en indelukket, sart boble og alt der kunne høres var Rosas tunge vejrtrækning, urets enerverende tikken og brændeovnens knitren. ”Det var ikke berettiget, Rosa,” blikket og stemmen gemte ikke på skuffelsen, idet ansigtet blev tørret med tæppet fra sofaen. Rosa skubbede sin underlæbe ud og kneb øjnene sammen, så næsen rynkedes, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, hvordan hun ellers skulle reagere. Så hun ventede. ”Du skal spise dine piller og det ved du godt! Ellers kan du ikke få det bedre.” Der kom ingen reaktion. ”Vil du være sød at hjælpe mig med at finde dem igen?” Rosa træk på skuldrene. ”Så må jeg jo selv gøre det,” stemmen lød opgivende og en anelse irriteret, idet personen rejste sig og trådte ud i køkkenet. Det rørte hende ikke. Ingen skulle fortælle hende, at miste Scarlett ville være det bedste for hende. Scarlett var det bedste for hende, også selvom hun måske elskede andre end Rosa. Hun nynnede og beroligede ligeså meget som hun fik hende til at tvivle, og det kunne hun godt leve med. Rosa lukkede sine øjne igen. ”Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det?” Rosas øjenlåg bevægede sig og hun greb fat i sofaens nederste del, klemte alt hvad hun kunne. ”Jeg ved det ikke,” tænkte hun. ”Hvorfor stak du fingrene ind i indgangen?” ”I forvirrede mig. I råbte,” Rosa sugede sine læber ind i munden og klemte til, lod sine negle gnide sig ind i sofaens bund imens hun gyngede frem og tilbage. Nu kunne hun høre det igen. Nynnen. Scarlett var på vej. Rosas mundvige spredte et smil i hendes ansigt. ”Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig,” hun kunne mærke at hendes hjerte bankede på den der helt særlige måde. ”Du fandt mig,” Rosa nikkede og ønskede sådan at hun kunne kysse Scarlett. ”Jeg finder dig altid. Ingen kan forhindre mig i det,” pludselig mærkede Rosa vreden stige helt nede fra maven. ”Men du forlod mig! Hvor vover du?” hun vred sine hænder under sofaen og gjorde stødene mere kraftige. ”Du forsvandt. Elsker du mig ikke? Er jeg ikke nok?” Rosas ord sveg på hendes tunge og hun ville ønske hun ikke havde tænkt dem. ”Nej, hun gør ej. Hun elsker alle de andre,” med ét stivnede Rosas krop. Hvordan kunne Tom sige sådan noget? Hvordan kunne hun tvivle på Scarletts kærlighed? Hvorfor var han her i det hele taget? Og hvor var Eva? ”Det passer ikke Tom! Det passer ikke, du lyver.” ”Nej og det ved du godt, Rosa! Den der lyver her, det er dig. Du lyver for dig selv,” Rosas knoer blev kridhvide og stødende hurtige og kortere, mumlen endnu mere rapsodisk end før. Nu ville hun bare gerne græde. ”Han lyver, Rosa. Jeg elsker dig.” ”Nej, Rosa. De lyver begge to,” Evas stemme havde fundet vej ind i deres rum. ”Rosa, gå over til brændeovnen. Kys flammerne, voldtag smerten.” ”Kys mig, find mig igen.” ”Hun vil dræbe dig. Han vil sluge dig. Vælg den anden vej.” ”Flammerne. Varmen. Smerten. Tilfredsheden.” ”Elsk mig, Rosa. Jeg har brug for dig. Dig,” Rosas hjerte sank og hendes krop rejste sig i ét flygtigt sekund og fór over til vinduet. ”Stop, Rosa. Se på dig selv,” hun rystede sit hoved for derefter at hamre det ind i ruden, igen og igen. Rosa følte vibrationerne fra ruden strømme igennem hende fra pande til underliv til hæl. Det føltes så vidunderligt og rart, så modbydeligt og forkert. ”Jeg kan ikke elske dig mere..” Rosas tanke vred sig indeni hende, ”..end jeg allerede gør!” ”Til helvede med kærlighed, Rosa. Det er for svage sjæle.” Hun førte sine hænder op til ruden og hamrede mod den, i takt med pandens rytme. Månen indrammede Rosas silhuet og malede angsten skrigende i neon. Rosa mærkede hendes skuldre blive hevet tilbage, men lod stadig panden møde rudens facade. Til sidst kunne hun ikke føle ruden på sin hud og hun åbnede øjnene, stadig fikseret i hendes gyngende og hamrende bevægelse. Der var de igen, øjnene og hænderne. ”Hvad sker der? Hvor var du henne?” stemmen var ked af det. ”Jeg..” Rosa kunne ikke forklare det, hun var ikke en gang selv klar over det. Scarlett elskede hende og hun elskede Scarlett, men samtidig fortalte noget hende, at hun aldrig ville være nok for Scarlett. Og Eva blev ved med at tale om mord og fortæring. Tom malede smukke billeder af flammende hav og frihed. Orange længsler, som hun ikke kunne udelukke var hendes. Hvor havde hun været og hvor var de nu? Hun mærkede an aende hånd over hendes hår og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Hvad gjorde man, hvorfor gjorde man det? Og hvor længe? Hvorfor blev hun i det hele taget aet? Rosa bed sig i begge indersider af sine kinder. Hun følte, at hun var ved at sprænges. Scarlett. Hun havde brug for Scarlett. De kunne springe sammen. Hvor var Scarlett? Igen mærkede Rosa en hånd over sit hår, så gled den igennem hendes hårlokker og lagde sig som en vugge om hendes kind. Hun gøs. ”Sæt dig ned, jeg har lavet kaffe,” Rosa trak sig ud af den ømme berøring. Hænderne ledte hende tilbage til sofaen, placerede hende i hjørnet, bredte et tæppe om hendes ben og stak et krus dampende kaffe i hånden på hende. Rosa mærkede ikke hendes hud knudre sig sammen ved kontakten med det varme krus og førte det udtryksløst op til hendes læber. Hun dyppede tungen i den varme væske og nød sensationen. Kaffen strømmede gennem Rosa som var den olie på en kæde, men hun følte kun varmen brænde sig fast i knoglerne. ”Jeg kan ikke lide kaffe,” sagde Rosa imens hun glanede over mod brændeovnen. ”Jo, du kan. Sikke noget sludder, Rosa.” ”Jeg kan ikke lide kaffe.” ”Okay.” ”Jeg kan ikke lide kaffe... mere.” ”Okay.” Rosa satte kruset fra sig og rejste sig fra sofaen. Hun kunne mærke et sæt øjne følge hende hele vejen, men det var illuminationen fra brændeovnen, der holdt hende fast. Flammerne dansede derinde og Rosas hænder rystede. Hvor ville hun gerne røre, hvor ville hun gerne kærtegnes. Rosa satte sig i indianerstilling og lod sine øjne elske med ilden. Hænderne hævede sig langsomt, nærmest flirtende og søgte deres eneste mål. ”Jah, kom så. Gør det! Gør det!” Rosa følte sig uovervindelig. ”Du er så tæt på! Du kan allerede mærke det, ikke?” hun nikkede og slikkede sig på læberne. ”Rosa, hvad laver du?” en streng tone fyldte uendeligheden. Hænderne var så tæt på, så tæt på forløsning. Dette måtte være meningen, nu hvor Scarlett ikke elskede hende. Eller gjorde hun? Rosa hev sine hænder en tak tilbage og vendte blikket ned mod dem. Var det rigtigt? ”KOM NU, ROSA!!! Du vil få det meget bedre.” Rosa førte sine hænder tættere på brændeovnens åbning. Igen blev hendes hænder revet ud af deres kontrollerende færd og igen følte Rosa et stik igennem hele kroppen. ”Så er det nok! - Du skal blive her,” stemmen var igen hård og denne gang var den ømme berøring væk. Rosa mærkede hvordan hendes mund blev åbnet, med et fast greb, og hvordan piller blev proppet ned i hendes hals, hvorefter vand blev tvunget ind gennem Rosas forsøgte sammenbidte læber. Men hendes krop kunne ikke mere, lige meget hvor meget hun forsøgte at stritte imod, kunne hun ikke styre den mere. Hun sank. ”Hvad tænker du på?” ”Rosa, det hjælper ikke nogen. Find mig.” ”Hvad er der i vejen med dig, hvorfor gør du altid hvad du selv vil?” ”Kærlighed er godt.” ”Stik så de hænder ind i ilden!” Rosas hud brændte og ikke på den måde hun ønskede. Hun følte hendes hoved skrumpe ind og samtidig eksplodere, og gjorde derfor det eneste hun kunne udpege som handling. Hun vred sig ud af grebet omkring hende og stak hænderne direkte ind i ilden. Det føltes vidunderligt, det så smukt ud. Rosa var så optaget af hendes huds dans med flammerne, at hun ikke bemærkede tårerne der lagde sig som skjold om hendes ansigt. Hun hørte ingenting mere. Der var kun hende og den enestående smerte. Rosas albue fløj til siden og stødte mod en kæbe, hvilket gav hende flere kostbare sekunder i brændeovnen. Alt var stille, alt var på sin rette plads. Hun blev taget hånd om, hun blev kærtegnet og hendes øjne blinkede hurtigt. ”Flot!” Rosa smilte. ”Ved du at knive laver unikke mønstre?” ”Hør ikke på ham, Rosa!” Rosa strakte sin krop, uden at fjerne hænderne fra flammerne, og ledte febrilsk efter noget indeni. Hvad havde hun gjort? Hvorfor var hun her ikke? Havde hun nu gjort alt det de havde bedt hende om, og derved mistet hvad det hele egentlig havde handlet om? Havde hun slået Scarlett ihjel? Eva havde taget fejl, Tom havde taget fejl. Rosa lod sin gråd hyle og begyndte at nynne, og svinge overkroppen frem og tilbage i de vante, kontrollerede stød. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-01 20:12:29 |
højspændt, psykologisk drama ... intet mindre end ALDELES FREMRAGENDE (vel værd at vente på)!
Rosa + Eva + Tom er der; Scarlett mangler ;)
Får indtryk af en (stærkt) autistisk voksen kvinde (Rosa) på en institution omgivet af en plejer 'Tom' og en (ny?) behandler 'Eva'. 'Scarlett' er ... ' ”Hun er her ikke. Hun kan ikke elske..” ' en anden patient? En tidl. plejer? Genstand for, hvad Rosa nu måtte huse af følelser - 'forbudte' eller ej
Jeg håber, der en dag dukker en passende konkurrence el. tilsvarende op, som 'passer til' denne tekst ... den fortjener et langt større publikum end blot OS - hér inde!
venligst ...
PS 16 ln. 'Rosa gibbede og trÆk sig hurtigt væk ...' trAk 0 og ca. 6. sidste afsn. 'Rosa trÆk sig ud af den ømme berøring.' trAk
2. del afsn. 5 'defirentier '? http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=defirentiere&search=S%C3%B8g
kunne du mene definere eller differentiere?
PPS er dog IKKE vild med overskriften !!
Rosa + Eva + Tom er der; Scarlett mangler ;)
Får indtryk af en (stærkt) autistisk voksen kvinde (Rosa) på en institution omgivet af en plejer 'Tom' og en (ny?) behandler 'Eva'. 'Scarlett' er ... ' ”Hun er her ikke. Hun kan ikke elske..” ' en anden patient? En tidl. plejer? Genstand for, hvad Rosa nu måtte huse af følelser - 'forbudte' eller ej
Jeg håber, der en dag dukker en passende konkurrence el. tilsvarende op, som 'passer til' denne tekst ... den fortjener et langt større publikum end blot OS - hér inde!
venligst ...
PS 16 ln. 'Rosa gibbede og trÆk sig hurtigt væk ...' trAk 0 og ca. 6. sidste afsn. 'Rosa trÆk sig ud af den ømme berøring.' trAk
2. del afsn. 5 'defirentier '? http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=defirentiere&search=S%C3%B8g
kunne du mene definere eller differentiere?
PPS er dog IKKE vild med overskriften !!
| haleløs | 2012-02-06 14:35:50 |
kære Nanna; DU kommer altså til at opklare gåden; det' vist IKKE heeelt den samme tekst som i 1. version - eller ... ?
I al fald er jeg gået i gang med at læse igen ... og synes da at skimte uddybende detaljer om Rosas forhold til Scarlett?
Ta'r jeg helt fejl - eller ?
venligst ...
I al fald er jeg gået i gang med at læse igen ... og synes da at skimte uddybende detaljer om Rosas forhold til Scarlett?
Ta'r jeg helt fejl - eller ?
venligst ...
| NannaLA | 2012-02-11 11:13:32 |
Der er intet lavet om (udover de tre fejl du påpegede), det er den ganske fortælling, som du allerede har læst. Måske endnu en gennemlæsning blot fik nye sanser skærpet? :-)
| AphroditusWritings | 2012-10-07 21:35:38 |
Hej NannaLa.
Fik din tekst anbefalet af Haleløs. And can I just say WAUW!
Jeg blev fuldstændig grebet.! Fængende og følelsesladet. Og fantastisk fortalt!
Du har virkelig en enestående evne.
Mvh
Fik din tekst anbefalet af Haleløs. And can I just say WAUW!
Jeg blev fuldstændig grebet.! Fængende og følelsesladet. Og fantastisk fortalt!
Du har virkelig en enestående evne.
Mvh
| NannaLA | 2012-10-09 19:34:43 |
Kære Aphroditus,
Sikke Haleløs anbefaler - og dejligt, at du kiggede forbi :-)
Jeg er glad for du blev grebet af min novelle, tak for din kommentar og dine rare ord.
Mvh Nanna
Sikke Haleløs anbefaler - og dejligt, at du kiggede forbi :-)
Jeg er glad for du blev grebet af min novelle, tak for din kommentar og dine rare ord.
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mange tak for din kommentar - som altid finder du de ting jeg har overset! TAK. De rettes med det samme SAMMEN med overskriften, som kun var en arbejdstitel. Nu skulle den endelige titel være på plads.. Håber den falder i bedre jord?!
Igen tolker du min tekst, som jeg ikke havde tænkt den, men hvor er det dog interessant at du får det ud af det, som du gør. Yderst lækkert, faktisk. Autisme, spændende. I min skriveprocess var Rosa skizofren.
/Nanna