Logbog Kap. 11 PET og FET | ||
|
||||||||||||||
Note:Normalt var de to hemmelige tjenester skarpt adskilt, afhængig af sagens karakter. Der findes selvfølgelig sager med udløbere til såvel militære forhold som almindelige strafferetlige sager, som ellers alene er et anliggende for politiet. Og dermed opstod nådesløs konkurrence og rivalisering. Man kan sige at de største og mest konfliktfyldte sammenstød findes i begge tjenester i top og bund. På topplan er der en evig strid om magt og ære og ikke mindst placering i de højere rangklasser. På det økonomiske plan er der en evig strid om hvem der har det største budget. I bunden kunne kriminalbetjenten se rødt, når han i tjenesten stødte på en ”pet”eller ”aktør”, som de kaldte agenterne fra politiets efterretningstjeneste. Ofte har PET efterforsket i sager, som det lokale politi arbejdede med. Vigtige oplysninger nåede aldrig frem til kriminalbetjentene, ofte fordi efterretningstjenesten skulle samle dokumentation for bagmændenes mere omfattende kriminelle aktiviteter. Ellers forløb samarbejdet såmænd så positivt og gnidningsløst som det sømmer sig for enhver offentlig myndighed. Forsvarets efterretningstjeneste, som rettelig hedder FE, (eller Féerne), koncentrerede sig om rigets sikkerhed, spionage, overvågning af luftrum og søterritorier, interne militære anliggender og den slags ”” og i de senere årtier i stadigt stigende grad forebyggelse af terrorvirksomhed. Ved daggry var Andersen nede og starte Alma. Til efteråret skulle hun trækkes op på slisken, så hun kunne få en overhaling inden næste sæson. Den slubrende lyd fra pumpen fortalte at båden var lænset. Det var altid spændende at tøffe ud og se hvad der var gået i rusen. Den var tung i dag. Han tog låget af dammen og tømte nettet. Der var en del skaller. Der var også mindst 15 store flotte ål og lige så mange små. Og heldigvis ingen druknede fugle. Skallerne lempede han udenbords med ketsjeren Han så Agermose stå på den lille bådebro henne foran forsøgsgården. Han havde været på vej over til stalden og tjekke resultaterne af morgenens malkning, da han hørte Almas taktfaste dieselmotor. Så han ville da lige hilse. Andersen tøffede over søen og smed en line op på broen til ham. - Go’morn, nå gav den noget i dag? - Ja-ja, hvis du vil have et par ål er du velkommen. Agermose havde været så forudseende at tage en plasticpose med i lommen. - Sådan, sagde Andersen og rakte en ketsjer med fire sprællende, mellemstore ål over rælingen. - Tak, det er dejligt at se dig i vigør igen. Jeg kikker lige op til jer i eftermiddag, hvis det passer jer. - Du er velkommen, svarede Andersen, men hvis du kommer kvart i 12, står den på stegte ål og nyopgravede kartofler. Nu må jeg tilbage og gøre ovnen klar. Du må gerne tage en balle rughalm med til mig. Han nænnede ikke at ringe og vække Kirstine. Hun kunne sikkert sove en time til. Rusen blev hængt til tørre og han kunne godt nå at slagte ålene og flå de mindste. Han havde indrettet et lille arbejdsbord uden for bådhuset. Kirstine var stået op, da hun hørte ham komme tilbage over søen og sejle båden i hus. Hun var mere tryg nu .Men det ville være endnu bedre, hvis han ikke sejlede ud alene. Han kunne han nok trænge til en kop kaffe i køkkenet og et par hjemmebagte boller. - Jeg har inviteret Agermose på stegt ål til frokost; jeg kan da godt nå at lave maden, hvis der er andet du skal Kirstine. - Ja, det er godt med dit pjat; værsgo her er groft salt. Hun gik med ud i bryggerset og beundrede hans fangst. Kom nu ind og få din kaffe. Så kan du bagefter ordne dine ål. Når du har sovet til middag, kan du hjælpe mig med at pille duerne. Helene sad med sin morgenavis og tænkte på sine nevøer. Den ældste, Markus havde altid været et skridt foran. Foran klassekammeraterne, foran familien, foran den provinsielle landboforståelse og dens respekt for natur og vejrlig. Han trodsede traditionen og faderen og var rejst til hovedstaden for at blive klogere. Nu læste han til veterinær. Hans bror, Johannes, så hun ikke meget til. Han havde rigeligt at se til hos køerne i Skallerup lidt uden for Hjørring. I dag skulle Askhøjs urne nedsættes; ”I stilhed”. Hans plejeforældre havde indrykket en usædvanlig beskeden annonce i to landsdækkende aviser. Clausen havde spurgt hende, om det ikke var mest korrekt blot at sende en buket til krematoriets kapel, men Helene havde påtaget sig at repræsentere Rygård. Askhøjs plejeforældre havde aftalt med bedemanden, at urnen skulle nedsættes fællesgraven. Senere ville der blive lagt en flad sten blot med hans fornavn. Jimmy havde ikke efterladt sig meget et af værdi, ingen arvinger, ingen der kendte til eventuelle ønsker om hans begravelse. I sidste uge havde politiet frigivet hans lig fra retspatologisk institut. Gråvejr var det; lidt diset, men ikke koldt, da Jimmy Askhøjs få pårørende stod og ventede foran Mariebjerg krematoriums lille kapel. De havde forsøgt at komme i kontakt med hans biologiske familie men ikke fået svar fra en eneste af de meget få, de havde opsporet og underrettet. Mens urnen blev nedsat plantede Henny og Rønnebæk to begoniaer i et lidt forsømt gravsted. Derfra fik de også lige taget et par billeder billeder af de få fremmødte. Det var op til skifteretten at vurdere boets værdier og eventuelle gældsforpligtelser. Det var politiets opgave at vurdere om der i hans omgangskreds var klatgæld der kunne dokumenteres. Direktøren for Selskabets udviklingsafdeling, Martin Odgaard, var retskaffen og pligtopfyldende. Altid loyal over for den til enhver tid siddende administrerende direktør. Han havde et ganske stort og rummeligt budget og det nyeste og mest avancerede udstyr, som kunne opdrives. Hans forgænger, Max Stjernfelt døde i 1995 i Polen på et sanatorium for sindslidende, hvor han havde tilbragt sine sidste år i en opslidende maniodepressiv kamp mod sig selv. Han frygtede, at hans livsværk ville blive misbrugt af ryggesløse spekulanter. Og han frygtede at hans epokegørende opdagelser ikke ville komme videnskaben ubeskåret til gode. Først for nylig, da Martin Odgaard selv blev truet på livet, anede han konturerne af det mangehovede uhyre, hvor selskabet i Danmark blot var et dekorativt halehæng. Samarbejdet mellem forskningsafdelingen, udviklingsafdelingen og forsøgsgården fungerede efter hensigten. Rygaard havde fået patent på adskillige medicinalvarer og stærkt efterspurgt hospitalsudstyr. Og ikke mindst verdens første organiske genchips, som ingen troede mulige at massefremstille. Og som man i øvrigt holdt hemmelige og vogtede nidkært over. Blandt personalet var der ikke så få deciderede nørder og originaler, som kunne være helt uden for socialpædagogisk rækkevidde. Så længe de fik lov til at bruge næsten ubegrænsede midler til laboratorieudstyr og tid til at fortsætte deres jagt på resultater af deres ofte fantasifulde visioner, som kun andre forskere havde mulighed for at kunne forstå, var de venlige - og næsten til at omgås for deres kolleger og deres familier. Det store problem var disse menneskers ufravigelige krav om at kunne delagtiggøre resten af verdens specialister på feltet i deres seneste resultater. Dette var for dem vigtigere end den indtjening, som produktet ville garantere firmaet. Rygaards ledelse var bekendt med dilemmaet. Hvis man udstak politiske eller administrative ordrer, forretningsgange eller regler, som greb forstyrrende ind i de krøllede hjerners arbejde, ville man møde modstand af gigantiske dimensioner. Lige så engagerede og visionære disse ildsjæle var i deres arbejde, lige så kompromisløse og uforsonlige var de, når inkompetente ignoranter forsøgte at styre eller påvirke deres arbejde. Hvis selskabet derimod lod stå til, ville indtjeningsmulighederne forsvinde ud i den blå luft og ende i lommerne på konkurrerende virksomheder. Professoren havde altid været den sublime personlighed i den brogede skare. Han havde ved flere lejligheder truet med at forlade Rygaard og offentliggøre sine forskningsresultater, hvis de ikke kom til et bredere kendskab i den verden han helligede sig. Logbog Kap. 12 Grusgraven Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog |
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!