 |  | Wake Up Call |
 |
|
|||||||||||||
|
WAKE UP CALL, DEL 1 Lad Selvet Dissekeres Jeg fik det af en kær ven. Mor har altid sagt, at man ikke må. Men der er noget ved det, der er usandsynligt spændende og attraktivt, så jeg tog i mod det. Jeg vidste godt, hvor jeg skulle hen, men normalt ser man jo ikke skoven for bar træer, så indtil blikket skifter linse, virker det så fremmed og farligt. Fremmed og farligt”¦ Jeg har lært, at det er det samme. Jeg har lært, at de ophører, når man bliver bekendt med dem”¦ når man bliver bekendt med sig selv. Det smutter mellem fingrene - lige som alt andet i øvrigt. Men det er en anden snak, tror jeg. Det gik i opløsning og forsvandt i mig og blev til mig, det jeg fik af min ven. Men jeg så hurtigt, at det hele tiden havde været mig. Jeg tror ikke længere på tilfældigheder. Jeg gik i opløsning og forsvandt i mig selv, og pludselig forstod jeg noget, der virkede så åbenlyst”¦ så ”nååår ja” agtigt. Jeg tænker 'wake up call'. Sagen er den, at jeg tror, at design og designer er det samme, og jeg ved godt, den bliver svær at følge nu, men du må forstå, at jeg på nuværende tidspunkt ikke er sikker på, om dét er ude af min krop, om dét nogensinde kommer ud af min krop. Jeg er ikke sikker på, om min krop som sådan findes. Jeg er faktisk også lidt ligeglad. Jeg føler mig ’in charge’. Jeg er blevet så gennemskuelig for mig selv, at jeg ikke længere kan tage offerrollen. Wake up call, ja. Hvis du vil med, så spoler jeg tiden tilbage nu til selve begivenheden. Det er ikke så længe siden. Jeg ligger på ryggen i en lejlighed på Østerbro. Jeg opfanger, at alt funkler af eksistens, og at mine muskler stimuleres ved lyden af en knitrende pose. Små orgasmer foregår overalt i mig. Jeg nyder. Jeg nyder overblikket. Der er bare mig. Alt hvad jeg oplever foregår indeni mig. Ikke at det kun gør det på nuværende tidspunkt. Sådan er det altid. Men lige nu er jeg ufatteligt bevidst om det. Inden det kigger jeg på min ven og siger: ”Når ja”¦ vi leger jo bare”, og han forstår, smiler og siger: ”godt formuleret”. Alt er brikker. Alt giver mening, men det kan ikke gribes om. Og det er det, jeg bruger de næste otte timer på at prøve at forstå og acceptere. ’Det’ smutter som sagt mellem fingrene. Så ihærdigt at hukommelsen spiller mig et pus. Jeg må hele tiden starte forfra på konklusionen og undervejs finde ud af, at der ingen konklusion er. ’Det’ bider sig selv i halen. ’Det’ er 'både og', selvom det ikke rigtig kan være det ifølge menneskelogik. Min ven siger: ”når det bliver moderne ikke at være moderne”. Jeg tænker på Alan Watts. Jeg tænker, at man ikke kan se sig selv i øjnene uden et spejl. Jeg tænker, at ild ikke kan brænde sig selv. Jeg tænker, at selvet ikke kan inspicere sig selv, da det jo ér inspektoren. Jeg tænker, at når jeg kigger ind, der hvor jeg forventer at se mig selv, ser jeg et rum med elementer, jeg forbinder med mig selv. Rummet i sig selv er tomt. Jeg kommer i tanker om buddhismens tomhedsbegræb. Jeg er ikke et selvstændigt selv. Jeg er lavet af uendeligt mange små dele. Celler, som består af mindre dele, som igen består af mindre dele”¦ Min personlighed er resultatet af en masse oplevelser og lærte tankemønstre. Jeg kommer an på alt andet. Selvet er alt, hvad der er. Men selvet er intet. Min konklusion er, at alt er paradokser, og at vi ikke er i stand til at forstå paradokser. Men snart efter er det glemt, og jeg starter forfra. Denne aften beslutter jeg mig for noget meget vigtigt: Jeg vil blive i stand til at rumme mig selv. Hvis jeg kan rumme mig selv - min egen fortolkning af verden, >min< oplevelse, >mine< reaktioner, >mine< dårlige vaner, >mit< lort - så kan jeg rumme alt. Så bliver alt hurtigt bekendt, og så ophører fremmedheden. Så ophører frygten. Og tilbage er forståelse. Jeg fik det af en kær ven. Mor har altid sagt, at man ikke m唦 men jeg er sindssygt glad for det. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
