 |  | Logbog Kap. 31 Nina udskrives |
 |
|
|||||||||||||
|
teaser]Nyd livet Nina, mens du er kongelig lidt endnu! Chaufføren skævede op i spejlet.[/teaser] Rønnebæks folk i Herlev var glade for at kunne slippe for deres ualmindeligt kedelige opgave. De forstod ikke, at den særdeles livlige pige var indlagt. De kunne ikke undgå at snakke med hende af og til, dog ikke om hendes helbred eller behandling. Hun havde siden klokken otte gjort sig klar. Moren og Simon var heldigvis kommet. De havde fået lov til at lade døren stå åben ind til stuen. Simon havde travlt med at udspørge en af betjentene, om de tog skoleelever i erhvervspraktik”¦ Den anden betjent, en kvinde, hjalp Nina med det sidste. Endelig. Klokken ti kom lægen og en sygeplejerske på stuegang. De havde valgt at starte med Nina Clausen, selv om hendes stue var en af de sidste på planen. Lægen konstaterede tørt, at det eneste Nina trængte til var at komme ud og røre sig i den friske luft. Kom godt hjem, sagde han med antydning af et smil, og lad mig ikke se dig igen foreløbig. Den kvindelige civilklædte betjent fulgte dem ned med elevatoren. Hun havde forklaret fru Clausen, at hun havde ordre til at køre med dem hjem i en taxa. Nina lo, da Simon sagde: Nyd livet Nina mens du er kongelig lidt endnu! Chaufføren skævede op i spejlet. Skovvangs Allé, s’gerne. Det lød som om Rufus var ved at smadre hoveddøren, da de kom gående op ad indkørslen. - Det var godt De kom, fru Clausen, sagde en af PETs orangeklædte ”teleteknikere”, vi ville gerne have kikket ind, men vi turde sgu ikke. Han hilste på den kvindelige betjent. - Dav, jeg tror nok, at Henny eller Rønnebæk er på vej, sagde hun - Luk De bare hunden ud fru Clausen, så han kan sige velkommen hjem. Det var ikke til at se, om det var Rufus eller Nina, der var gladest ved ”gensynet”. Simon spurgte, om han ikke godt måtte cykle i skole. De to kvinder smilede til hinanden, - Så lad gå da, sagde moren. Husk din telefon. Mor og datter satte sig i køkkenet, mens betjenten fulgt af Rufus gik en runde i huset. - Vil De ikke have en kop kaffe med, spurgte Elizabeth. - Jo, tak gerne, men jeg stikker af igen, så snart Henny kommer. - Min mand kommer også hjem og spiser frokost i en pause fra arbejdet. - Det er vel nok en dejlig hund, De har. Det må være betryggende. Ninas telefon ringede. Rufus rejste sig igen og gik med hende ind på hendes værelse. - Er det din mand, der maler? Jeg så staffeliet dernede”¦ - Nej; det er såmænd bare mig. Jeg har et lille tegne/malehold på aftenskolen, så jeg må jo øve mig lidt. - Det må være dejligt for dem, der kan. - Åh, jah”¦, jeg tror, at alle kan, hvis de øver sig”¦. Nå, nu er det min, der ringer. Det var mændene i teltet, som blot rapporterede: - Deres mand kører ind nu. - Tak. - Det var bare besked om, at min mand er kommet hjem. - Hej, sagde han og kyssede sin kone i entreen. Hvor er Nina og Simon. I det samme kom Rufus og datteren ud til dem. - Simon bad om lov til at cykle i skole.. Ja, det er sandt”¦ - selvfølgelig vil han da gerne snakke med andre end os. - Hm, svarede Christian. Men Nina, du bliver her forhåbentlig? - Ja, søde far, hvis du lover ikke at hjælpe mig med alle de lektier, som jeg er bagud med! Hun gav ham et kys på næsen. - Bliver du her og spiser frokost, spurgte Nina betjenten, som rejste sig. - Nej, ellers tak for tilbuddet, jeg bliver hentet om lidt, svarede hun. Jeg skal tilbage til stationen. Jeg går ned ved vejen og venter. Og held og lykke med malerarbejdet. Tak for i dag. I har vist brug for fred og ro. Ja, fred og ro, tænkte Christian. - Jeg skal tilbage til Rygård ved totiden, sagde han nervøst. - Ja, nyd nu at slappe lidt af, så er der frokost om et kvarters tid. Da Nina var gået ind til sine lektier, løftede Rufus hovedet og så de to voksne holde om hinanden. - Nu kan jeg tilgive dig, sagde hun endelig. Men lov mig: Gør det aldrig igen! Vil du have Christiansøsild? Hans telefon ringede. Det var Rønnebæk, som spurgte om alt var vel. Da han hørte, at Christian ville køre tilbage til Rygård klokken to, aftalte de at mødes dér. Henny og Rønnebæk så spørgende på hinanden, da de nåede frem til Sømarksvej. Inden de kom helt hen til alléen, gjorde de holdt ved Egely, hvor en stor kassevogn var parkeret i indkørslen. Et større område var markeret med plasticbånd. - Hej, hilste en mand i kedeldragt henne fra trappen, hvor to andre bar sorte spande fyldt med mere aske og rester, der skulle gennem teknikernes sold. - Finder I noget, spugte Henny og viste dem sin legitimation. Min kollega, Rønnebæk, var her, da det brændte. - Ja, supplerede Rønnebæk. Redderne fik tre mennesker ud derfra; to af dem i live. Men vi må være helt sikre på, at der ikke var flere derinde. Et større område var markeret med plasticbånd. - Ingen har overlevet det der, svarede en af mændene. Er der noget andet vi skal være opmærksomme på? - Ja, en sprængt gasflaske eller noget andet, der er eksploderet, svarede Rønnebæk; jeg har braget siddende i ørerne endnu. En bombe var det vel ikke. Men næsten. - OK. Først i morgen begynder vi i kælderen. Det kunne se ud til, at jordlaget på indskudsbrædderne har forhindret branden i at trænge nedad. De forlod Egely og kørte op til hovedbygningen. Andersen stod og strøg en kortbladet sletle foran vognporten. - Har De hilst på vores folk dernede, spurgte Rønnebæk. - Ja da. Jeg har aftalt med dem at slå græsset og ukrudtet rundt om afspærringen og i indkørslen. De vil selv rive græsset sammen; jeg skal love for, at de er grundige. Det bekymrer mig, at maleren ikke er kommet tilbage. Han holder sig ellers godt orienteret om, hvad der sker på egnen. - De har vel ikke et billede af ham, altså jeg mener et nyere fotografi? - Nej. Desværre. Jeg ved kun, at hans kone er død for mange år siden. Han har to voksne sønner, som jeg aldrig har mødt. Han skrev altid ”Lars P.” på sine billeder, men blev bare kaldt maleren. - Hm, sagde Rønnebæk, jeg har for resten taget noget med De skal se på. Han fandt den gennemsigtige pose i bilen. Er det her Deres værktøj? De må helst ikke røre det. - Nej, det er ikke mit. Men vent lidt. Kom med. Jeg har ikke fået repareret vinduet i vognporten, så der er stadigvæk mærker efter tyvens værktøj. Rønnebæk tog med en serviet det lille koben op. Det passede præcist med de to tydelige hakker i karmen og rammen. - Hvor har De fundet det, spurgte Andersen. - Vores hunde fandt det dagen efter indbruddet i sidste måned. Lige her henne i skoven. - Ptøj, spyttede Andersen i sin spand og tog en ny skrå, det var satans; han stjal jo ikke noget? - Nej,”¦ underligt.. Nå, vi må over til Clausen, før han smutter igen. Hans bil var der da endnu. Logbog Kap. 32 Egely genopføres Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
