 |  | Hyl |
 |
|
|||||||||||||
|
Det hyler i konkylierne når jeg står på stranden, når det endnu en gang slår mig og himlen derfor pludselig bliver dyster imens havet viser tænder, og så må jeg græde, selvom jeg ikke vil græde og spilde tårer eller efterlade spor på såret stolthed og svigtet barndom. Det hyler fra mågerne når jeg skriver dit navn i sandet, og stille ser det forsvinde ligesom du selv har gjort så mange gange før. Og jeg græder ikke, men sparker bølger op til mine ører så jeg husker hvorfor jeg ikke ville mere, så jeg mærker hvorfor du stadigvæk føles så uhyggeligt langt væk og tæt på, når tiderne mødes og krydses og solen har lagt sig for ikke at se mine nederlag, når jeg endnu engang banker mig selv med din hammer. Det hyler i solnedgangen og det river i mine kinder når jeg ikke længere er gal, fordi du jo bare er sølle og ussel og går glip af alle mine smil og bedrifter, ja selv mine dumheder og fejltagelser, men det må du også selv om, og det må jeg bare trække på skulderen af, fordi du ikke ved bedre selvom du er ældre end mig og burde kende til ansvar og forpligtigelser og kærlighed i alle nuancer. Men du er her slet ikke og har du nogensinde været det? Og mine kinder føles bløde fordi det faktisk bare er synd for dig, at du ikke er større. Det hyler i mit hjerte når det igen bliver aktuelt at dele noget med nogen, der burde vise interesse. Når det endnu engang kommer på tale, at det er naturligt at ville høre din mening, fordi jeg jo stadigvæk er yngre end dig og med dit blod, fordi du trods alt har skabt min ydre skal, og derude er jeg sej når vinden hiver i min jakke og vinteren truer mine juli-brune arme, men hvad så når det bliver relevant at kigge indad? Jeg er blød og rød og følsom og analyserende, en kende dramatisk og nok også mistænksom når det kommer til tillid, og det er der, du gemmer dig. Midt i rodet. Midt imellem hjertesorg og lykkerus, nervøse træk og dårlige nerver. Du ligger der, som en trold i en æske, og jeg hader når du springer op. Hvis du så bare gjorde det for alvor og jeg kunne tage fat om din nakke og navigere dine øjne til mit bryst og måske dér, lige dér, vil det så gå op for dig, at selvom jeg afskrev dig havde du lang tid i forvejen afskrevet mig, og det derfor nu altid runger når det hyler i mit hjerte. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-10-22 13:49:19 |
tjoe ... forsvundne, selvoptagne fædre og mødre er der skrevet mange tykke bøger om.
Af dem selv, deres afkom, eks'er og ... læger, politifolk og advokater.
Teksten er helt utrolig konstruktiv; den vender forholdet på ho'det som i: 'se her, hvad DU gik glip af!'
Jeg genkender dit tema fra tidligere tekster ;)
venligst ...
PS din titel 'hyl' kunne passende tilføjes '+ster'
"og stille ser det forsvinde" okay; der er ganske vist en generation imellem os; men: 'tavst betragter' synes jeg ville beskrive situationen / metaforen endnu tydeligere! ;)
Af dem selv, deres afkom, eks'er og ... læger, politifolk og advokater.
Teksten er helt utrolig konstruktiv; den vender forholdet på ho'det som i: 'se her, hvad DU gik glip af!'
Jeg genkender dit tema fra tidligere tekster ;)
venligst ...
PS din titel 'hyl' kunne passende tilføjes '+ster'
"og stille ser det forsvinde" okay; der er ganske vist en generation imellem os; men: 'tavst betragter' synes jeg ville beskrive situationen / metaforen endnu tydeligere! ;)
| JoseLarsen | 2014-10-23 13:57:31 |
Hvor er det smukt og melankolsk. Jeg er ligesom haleløs helt enig i, at det er lækkert, hvordan rollerne er byttet rundt.
| NannaLA | 2015-01-09 15:07:06 |
Kære Jose, det glæder mig, at du kan lide det.
Mange tak for dine ord,
Mvh Nanna
Mange tak for dine ord,
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Hylster er slet ikke en dårlig idé. Tak for den!
Mvh Nanna