 |  | Mariams breve Kap. 1 Husarrest |
 |
|
|||||||||||||
|
Dette indlæg er første trin i et forsøg på at skrive en selvstændig fortsættelse af min lille romanlignende fortælling: ”Uddrag af Frøken Nielsens Logbog”. (Som ligger her på F-siden). Også "Mariams breve" indeholder en række sammenhængende fortællinger med den fiktive virksomhed Rygård i centrum. MARIAMS BREVE 1. Kapitel Husarrest Sidst vi hørte om Mariam, var hun blevet ansat på Rygaard som kommunikationsrådgiver. Hendes gamle svagelige far, som boede i Brønshøj, var taget på pilgrimsrejse til Mekka. Han havde ikke helt uventet fået et ildebefindende i flyet, som måtte mellemlande i Cairo. Her blev han erklæret død ved ankomsten. Myndighederne kontaktede hans familie i Iran, hvorefter hans afsjælede legeme blev fløjet til Khoy, hvor hans ældste sønner ville hente kisten. Mariam var straks rejst fra København hjem til sin familie i Sharaal for at deltage i begravelseshøjtideligheden. Hun kom imidlertid ikke tilbage, som hun havde aftalt med Helene og direktør Clausen på Rygård. Da Helene intet havde hørt i over en uge, kontaktede hun Københavns politi, som pure afviste at lade Mariam efterlyse. Der var jo ikke tale om en umyndig eller kriminel person. Derefter planlagde hun på egen hånd at opspore sin samlever. Hun tog én uges ”ferie”. Søgte turistvisum og bestilte flybillet. Flere på kontoret i den dansk-iranske forening kendte udmærket Mariams navn fra pressen og den rolle hun nu spillede som immigrant i Danmark. De lyttede til Helene og lovede at hjælpe på alle måder. Koys foretrukne Hotel ”Savoy” var hovedsageligt besøgt af udenlandske gæster. Egentligt turistmål var det ikke endnu, men egnens mange historiske seværdigheder tiltrak en del arkæologisk interesserede forskere og studerende. * Helene havde besluttet at starte med at opsøge Mariams slægtninge i deres lille afsondrede hjemby Sharaal, to timers kørsel fra lufthavnen i Khoy ad Irans gule støvede veje. Hun havde forberedt sig grundigt. Klædt i sort og med sit pas og visum lydende på ’Enkefru Rosenkilde’ håbede hun det bedste. Da chaufføren hørte Mariams efternavn, fortalte han, at han godt kendte familiens adresse. De to store parabolantenner på taget viste tydeligt, at det ikke var noget gennemsnitligt iransk familiehus. Kun særligt privilegerede havde antennetilladelse. De tilstødende sammenbyggede huse tilhørte skam også familien, havde chaufføren fortalt. ”Take care”, havde han høfligt hvisket, da han satte hende af foran den solide smedejernsdør i muren. Da han dyttede og kørte derfra, følte hun sig meget alene. En klokke ringede inde fra boligen, og døren blev halvt åbnet af en mand iklædt grå kjortel med tilhørende hvid turban. Han kastede et kort blik på hende og bød hende lidt reserveret indenfor i den lille forgård. Han gav en kort besked i sin mobiltelefon. Hoveddøren blev åbnet indefra af en lige så ordknap mand, som gav tegn til, at hun skulle tage skoene af. Han præsenterede sig som ”ældste Ramasana”. Det var lykkedes hende at opspore familien. Umiddelbart virkede de meget imødekommende og hjælpsomme. De talte et forståeligt engelsk. Hun præsenterede sig og kondolerede med deres fars død, før hun spurgte efter Mariam. ”Tak”, sagde den ældste, Jo, Mariam havde været der ved begravelsen men var rejst igen efter få dage. Én mente, at hun var i Stockholm; en anden, at hun skrev for et nyhedsbureau i London. Den ældste var mere reserveret og virkede nervøs. Deres hjem var betydeligt flottere og langt større, end det synede udefra. Tunge tæpper på gulv og vægge. Møblementet i det smukke rum bestod af tre smukke divaner og et chatol i en mørk træsort. Endnu en mand kom ind fra et af de bagved liggende rum eller grønne gårdhaver. Han kaldte på en kvinde, der straks kom med en bakke og serverede te for dem alle, hvorefter hun gjorde sig usynlig igen. Den svage støj fra en eller anden motor steg, når den tunge portiere blev trukket til side. De forsøgte at tale høfligt sammen, men Helene fortrød, at hun ikke havde hyret en tolk. Hun var sikker på, at Mariam var her et eller andet sted i det uoverskuelige hus eller i hvert fald i nærheden. Hun viste dem sit pas. Måske skulle hun også have medbragt sin længst afdøde mands ugyldige pas. Her følte sig på udebane som hun aldrig havde gjort før. Forsigtigt rejste hun sig og spurgte, om hun måtte se resten af huset. Straks fór den sidst ankomne mand op og betydede hende at sætte sig. Hertil og ikke længere. * Da kriminalassistent Henny Lund søgte stillingen i Rigspolitiet, skete det som et velovervejet, egoistisk skridt på vejen mod opklaring af Mariam Ramasanas forsvinden. Hun vidste, at hendes egen fortid uden tvivl ville blive kulegravet mindst et par gange undervejs. Jah, og så var der også lige det løfte, som hun havde givet til kriminalassistent Rønnebæk og Helene Rosenkilde. Mariam skulle findes. Måske ikke for enhver pris. Men valutaer kan jo være så forskellige, når man indskrænker sig til at tale om veksling af penge. Hun skulle findes! Hennys og Rønnebæks efterforskningsarbejde på Rygård havde i og for sig været godt nok, men det plagede hende, at Mariam i nogle år hver måned havde overført nogle tusinde kroner dels til faren i Brønshøj og dels til familien i Iran. Ganske vist var der ikke nødvendigvis noget fordækt eller kriminelt forbundet med disse transaktioner. Men noget galt var der. Spørgsmålet for Henny var, om hun kunne komme lidt tættere på at få kontakt til en magtfuld dansk myndighedsperson, der kunne øve indflydelse på præstestyret. Det så sort ud, tænkte hun lakonisk. Diplomatiets langsommelige arbejde var ikke sagen. Rigspolitiet havde derimod et uofficielt men tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste. Hendes kollega Rønnebæk havde for længst opgivet at operere uden for egne og landets grænser, så dér var der ikke hjælp at hente. Han havde overskredet sine beføjelser lidt for tit og lænede sig op ad eksklusion. Jonathan fra PET kunne være en mulighed. Han kendte gud og hver mand og ville gå gennem ild og vand for hende. Løsningen kom fra en uventet kant, da den hårdt prøvede direktør Christian Clausen fra Rygård ringede. Han ville såmænd bare høre om der var noget nyt. Og i øvrigt meddele hende, at sidste lønoverførsel til Mariam ikke var blevet hævet! ”Lad pengene stå” svarede Henny instinktivt. ”Helene har jo været dernede. Hvilke forretningsforbindelser har Rygård for resten med virksomheder i Iran?” ”Tjah, der er vel kun tale om ”EuroMed”, som via sin virksomhed i Polen sælger nogle småting til styret i Teheran. Men der er kun tale om indtægt fra Rygårds patentrettigheder på nogle computerchips”. ”Hvorfor spørger du?” Henny tøvede, men hun var nødt til at tage chancen: ”Jeg ringer tilbage om lidt, hvis det er OK. Men først skal jeg lige have fat i hende panserkrydseren fra PET. Bettina Strahm”. Et kvarter senere besvarede Fru Strahm opringningen. Henny forelagde sagen kort. ”Hm”, svarede fruen, ”Du véd jo godt, at vi intet kan foretage os uden en dommerkendelse! Vi har vel ikke en gang noget der ligner en sag?” ”Hvis nu, og jeg siger hvis nu en dansk dommer udstedte arrestordre på Mariam med henblik på sigtelse for drab på sin far? Hvad så?” svarede og spurgte Henny. ”Ja, så vil Europol kunne anmode om at få hende udleveret, men styret dernede vil nok tage sig godt betalt. Den danske stat vil ikke betale gildet men vil på den anden side heller ikke spænde ben for en privat ordning. Du vil imidlertid ikke finde en dansk dommer, der lægger navn til at sætte hende fast uden grundlag”. En ”privat ordning” var et andet ord for gemen pengeafpresning. Her var det ikke dansk demokrati, der satte dagsordenen, men præstestyrets diktater, der satte demokratiet skak mat. ”Vi har endnu et kort på hånden”, svarede Christian Clausen, da Henny lidt forpustet fik kontakt med ham. ”Vi kan jo gamble lidt med dem. De har ikke råd til at afvise os. De har ganske vist Mariam, men vi har génchippen, som ikke lader sig kopiere. Vores forskningschef Martin Odgaard står 100% inde for sikkerheden og virkningen. Alverdens læger står i kø for at få adgang til ”præparatet”, som vi foretrækker at benævne dette antivirale stof, som rettelig hedder ”AK Stjernfelt”. Iran har søgt om 10.000 doser og fået betinget tilsagn om levering i år. Dette tilsagn kan vi uden videre trække tilbage, såfremt Mariam Ramasana ikke vender tilbage til Danmark.” ”Hvilke egenskaber har dette stof?” spurgte Henny. ”Det helbreder 92% af ellers uhelbredelige kræfttilfælde. Stoffet er afprøvet på over 20.000 testpersoner. De næste 10.000 skulle findes i Iran. Dette må ikke lækkes til pressen.” ”De er en sand supermand”, svarede Henny. ”Kan I maile til dem med det samme?” ”Det kan vi sagtens, men glæd Dem nu ikke for tidligt. De kan være helt uberegnelige.” Årh, ham med hans ”De” og ”Dem”! Det var sgu ikke til at finde ud af. Han fortsatte: ”Magtkampen mellem Vogternes Råd og Hassan Rouhani gør vestlig indflydelse særdeles omstændelig; ja ofte umulig. Vi burde måske nok have valgt Tyrkiet, men”¦ ”Nej!” næsten råbte Henny. ”Og kunne vi ikke godt være dus snart? Nu er det altså Helene og især Mariam, det gælder. Vil du ikke godt bede mig om at komme på besøg på Rygård snart. Jeg lover at komme i civil”¦ ”Du er altid velkommen! Sig et tidspunkt”¦” ”I morgen klokken ti”, svarede hun øjeblikkeligt, ”I civil”. ”Og jeg overnatter ikke.” Den sidste bemærkning fortrød hun. ’Det skulle ikke hedde sig’, sagde hendes mor altid. Hun glædede sig lidt vildt til at se Rygård igen. At møde Andersens og Maleren - og dem alle sammen. Gud ved, hvordan det går med Elizabeth Clausens lille kernefamilie? Og mandens små fejltrin”¦ Hm, hvordan ville hun mon selv have reageret i Elizabeths sted? * Allerede ved den nye indkørsel til Egely lige før Rygård drejede hun ind. Den nye museumsbygning var næsten færdig. ”Åbner den 1.8.” meddelte et skilt ude ved vejen. En kendt, irakisk født, kvindelig arkitekt havde vundet arkitektkonkurrencen, men ønskede indtil videre at forblive anonym. Højst besynderligt. Offentligheden havde længe kendt hendes navn og identitet, men hun afviste selv pure at have tegnet bygningen. Det myldrede med håndværkerbiler på P-pladsen i skoven der omkranser det genopførte Egely og den tilhørende nye udstilingsbygning. De gamle træer var blevet skånet og den grågrønne ru granitbeklædning ophævede bygningens vægt og tyngdekraften på sælsom vis. Noget af skoven mellem Egely og Rygård var dog blevet fældet for at give plads. ”Til lykke med museet!” gratulerede hun, da Helene og direktøren tog imod ude på trappen foran Rygårds hovedbygning. ”Tak”, svarede Clausen. ”Denne gang er du vel kun ude i privat ærinde?” ”Ja, lad os kalde det det. Som I véd har politiets og Europols efterlysning hidtil kun ført os til Iran. Men takket være Helene véd vi, at Mariam sandsynligvis holdes i en form for husarrest i sit barndomshjem.” De satte sig alle tre ind på Christian Clausens rummelige kontor. Henny kunne ikke dy sig; ”Hvordan går det hjemme? Du må endelig hilse din kone fra mig. Hun er vist en klog kone.” ”Jo vist er hun så. Men lad os gå til sagen. Jeg er villig til at prøve kræfter med det forb”¦præstestyre. Jeg har tilladt mig at tjekke hendes seneste korrespondance med familien i Iran. Hendes far var truet på livet af konservative kræfter i hjemlandet. Som valgt medlem i regeringens opposition burde han nyde respekt, men noget de kalder ”Vogternes Råd” tåler ikke længere hans datters skriverier i de førende europæiske aviser. I Khoy var familien ellers højt respekteret og velanset, men i Teheran turde han kun vise sig offentligt, når han var omgivet af sine private livvagter.” Christian fortsatte: ”Jeg véd det ikke, men jeg er sikker på at de forsøgte at ramme Mariam indirekte gennem ham og hans position. Nu er han død, måske myrdet, i hvert fald begravet og glemt, og hun er mere eller mindre fængslet og gjort tavs. De sataner vil gerne have vores lægemidler, men nægter folk i deres eget land deres ytringsfrihed ”. Han nævnte ikke noget om betydningen af den seksuelle dobbeltmoral, der herskede overalt i det iranske samfund. Også i Ramasamafamiliens opfattelse. Kun faren havde gennem Mariam vist en vis forståelse for eksistensen af andre former for samkvem end den strengt heteroseksuelle. ”Nu er mailen sendt til EuroMeds kontor i Teheran. I løbet af et par timer kender vi præsternes reaktion. Nåh, der kommer Andersen!” sagde han pludseligt. ”Undskyld mig et øjeblik”, sagde han og gik ud i receptionen for at modtage chaufføren. Helene forklarede hurtigt Henny om den retrætestilling, som Andersens havde takket ja til. Henny rejste sig og gav Theodor Andersen et varmt knus. Han havde som sædvanligt taget rent og nystrøget arbejdstøj på. ”Det er vel nok en dejlig overraskelse; De ligner jo helt Dem selv!” udbrød hun. ”Jah, joh, det gør jeg forhåbentlig. Jeg hørte jo, at De kørte ind. Har De frøken Ramasana med?” ”Nej, desværre. Men takket være Helene véd vi, hvor hun er. Vi prøver at få hende ud af Iran meget snart. Måske allerede i dag eller i morgen. Det er kun derfor jeg er kommet på besøg”. ”Jamen hvad har hun dog gjort?” ”Hun har såmænd bare passet sit arbejde til punkt og prikke.” Hun tog hans hånd; ”Vi skal nok få hende ud”. Helene var på nippet til at græde, men overvandt sig selv. ”Det hele er min skyld. Jeg elsker hende jo bare”, udbrød hun. ”Sludder og vrøvl” afbrød Clausen. ”Her er ikke tale om skyld. Du og Mariam elsker hinanden; det er det vigtigste her i verden. De mørkemænd, der lever i middelalderen, bliver snart klogere”. Henny gjorde tegn til at bryde op. ”Nej, vent nu lidt”, sagde Clausen. ”Jeg skal lige ringe til vores kontor dernede. Jeg bruger din, Helene”. Minutterne gik. Efter et kvarter kom han ind til dem igen og kunne ikke skjule sin glæde. Det var svært at tro på. ”Mariam er på vej til lufthavnen i Khoy. Derfra flyver hun til Paris. Hun kan være i København i morgen, lørdag!” Glæden fik næsten taget til at løfte sig. ”Sig det igen!” råbte Helene. ”Sig det er sandt”. ”Det er sandt. Men lad os nu holde det lidt for os selv, så vi ikke provokerer præsterne for tidligt.” ”Må jeg orientere Rønnebæk? Det betyder så meget.” ”Ja, selvfølgelig, og jeg vil selv tale med Sandra Mitchell. Hun har længe været så ked af det. Men jeg tror vi må vente med at flage til i morgen”, sluttede Christian. Andersen nikkede indforstået. Mariams breve Kap. 2 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-13 08:39:02 |
hej; læser med interesse!
Nu er jeg ganske vist hverken iraner eller muslim; i Iran snakker man 'farsi' en variant af arabisk, forholdet er vistnok nogenlunde i stil med norsk til tysk.
En muslimsk mand vil næppe hilse med håndtryk endsige snakke med en vildtfremmed dame - enkefrue eller ej - endsige invitere hende indenfor i hjemmet. Med mindre ...
Der vil ALTID være mindst én anden kvinde tilstede i rummet. Jeg tror osse, kommunikationen vil foregå gennem en mandlig tolk ;)
venligst ...
PS du kan jo bruge 'Boghandleren i Kabul' som reference - selvom Kabul jo = Afghanistan ;)
Nu er jeg ganske vist hverken iraner eller muslim; i Iran snakker man 'farsi' en variant af arabisk, forholdet er vistnok nogenlunde i stil med norsk til tysk.
En muslimsk mand vil næppe hilse med håndtryk endsige snakke med en vildtfremmed dame - enkefrue eller ej - endsige invitere hende indenfor i hjemmet. Med mindre ...
Der vil ALTID være mindst én anden kvinde tilstede i rummet. Jeg tror osse, kommunikationen vil foregå gennem en mandlig tolk ;)
venligst ...
PS du kan jo bruge 'Boghandleren i Kabul' som reference - selvom Kabul jo = Afghanistan ;)
| haleløs | 2014-03-14 14:39:44 |
står midlet (tilbageholdelse af geo-chip og mulig kur mod cancer) nu osse mål med MÅLET (udlevering af Mariam)?
Hvordan véd læseren, hun ikke blot er gået 'undercover' med sin journalist-skribentvirksomhed?
venligst ...
Hvordan véd læseren, hun ikke blot er gået 'undercover' med sin journalist-skribentvirksomhed?
venligst ...
| nhuth | 2014-03-14 15:26:47 |
Nej, du har ret. Men mon ikke hendes elskede Helene ville vide det, hvis M blot var på en journalistisk opgave?
Tak for dit vågne øje.
Vh.Nhuth
Tak for dit vågne øje.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-15 11:10:43 |
nu har jeg læst de sidste få liniers tilføjelse og venter spændt på fortsættelsen? venligst ...
| nhuth | 2014-03-15 13:14:20 |
Tak. Nu har jeg lige opdateret Mariam igen! Med få rettelser og tilføjelser.
Jeg er igen stærkt i tvivl om denne tunge arbejdsproces. Du ved, at jeg har prøvet før. Bare jeg dog kunne finde en bedre metode.
Vh.Nhuth
Jeg er igen stærkt i tvivl om denne tunge arbejdsproces. Du ved, at jeg har prøvet før. Bare jeg dog kunne finde en bedre metode.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-15 13:43:02 |
jeg mener, at man skal slå sin indre kritiker fra og bare skrible løs, i første omgang. Ugevis, måske?
Når man så har x antal sider sider holder man en mental pause, hvorpå man gennemlæser sit skrevne og redigerer / kasserer med hård hånd, for ikke at afspore fortællingen ?
venligst ...
Når man så har x antal sider sider holder man en mental pause, hvorpå man gennemlæser sit skrevne og redigerer / kasserer med hård hånd, for ikke at afspore fortællingen ?
venligst ...
| nhuth | 2014-03-15 14:04:07 |
Ja. Det er rigtigt. Men jeg bruger F-siden som sikkert lagerrum for mine tekster. Jeg har dårlige erfaringer med computerens pålidelighed (også med min lille eksterne harddisk).
Jeg vil forsøge at skrive betydeligt længere afsnit, før jeg trætter læsere på F-siden..... ;-)
Vh.Nhuth
Jeg vil forsøge at skrive betydeligt længere afsnit, før jeg trætter læsere på F-siden..... ;-)
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-15 14:16:28 |
neeej; det var bestem ikke sådan ment!
Jeg bruger selv F-siden her som eksternt lagerrum; det er jo tilgængeligt fra alle platforme, mobilen, x-pads mv.
Hvad jeg blot skribler til et tekstprogram på computeren står somregel blot i stampe dér.
Så ... klø på! Jeg skal nok læse ;)
venligst ...
Jeg bruger selv F-siden her som eksternt lagerrum; det er jo tilgængeligt fra alle platforme, mobilen, x-pads mv.
Hvad jeg blot skribler til et tekstprogram på computeren står somregel blot i stampe dér.
Så ... klø på! Jeg skal nok læse ;)
venligst ...
| nhuth | 2014-03-15 17:17:40 |
Tak. Ja, jeg er ikke i tvivl om, at du mener det godt. Jeg følger jo også dine skriblerier. Nu vil jeg forsøge (som tidligere) at lægge mere eller mindre færdige hele kapitler ind/ud ad gangen for overskuelighedens skyld.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Men jeg prøver at fastholde noget fiktivt (og muligvis urealistisk) i dette arbejde om Mariam.
Vh.Nhuth