 |  | Mariams breve Kap. 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 2 Mariam var faktisk nået frem til begravelsen, men hendes pas var blevet inddraget i Khoys lufthavn, fordi det var forældet. Et nyt pas ville blive udstedt i løbet af et par dage og ligge klar ved tilbagerejsen. Hjemme hos sine brødre var hun blevet indlogeret i den fløj, hvor hun engang havde boet. Her havde kun kvinder og børn adgang. Den gang havde der været mere liv, grinen og pludren og masser af praktiske aktiviteter at passe. Tøj der skulle sys, madlavning, vask og rengøring. Nu var det mere afdæmpet, syntes hun. Brødrene forsøgte at drive det lille smykkeværksted omme i gården videre. Da hun fire dage senere mødte op på politistationen, fik hun blot sit gamle pas udleveret. Nu var det overstemplet flere steder med ordene: ”NO ENTRANCE”. Da hun gjorde vrøvl, fik hun blot besked om at møde op med sin fødselsattest og udfylde en ansøgning om nyt pas og et visum. Hun ringede til sin avis i Teheran, men her var redaktøren trådt tilbage og hendes gamle kolleger var blevet udskiftet. Siden begravelsen var hele familien, deres hjem og telefoner blevet aflyttet af Vogternes Råds ikke særligt hemmeligholdte politi. Hendes far havde vidst det et års tid, men brødrene havde først fået det at vide for nylig. Kvinderne fik intet at vide. Hun havde hurtigt vænnet sig til den særprægede form for kommunikation ved hjælp af små sedler, som brødrene lærte hende at bruge. Man læste de små eller større sedler, som man fik stukket i hånden og brændte dem straks efter i den store stenovn, hvor man også tidligere kogte vand eller bagte brød. Hun var blevet nægtet adgang til en telefon eller en pc. Hendes oplader og smartphone havde de taget fra hende. Fjernsyn eller radio kørte uafbrudt det meste af døgnet med de monotone statskontrollerede udsendelser, som styret tillod. Der var dog sket en tydelig liberalisering gennem de senere år. Flere reklamer og amerikanske serier blev godkendt af de sikkert hårdt prøvede mandlige censorer. En overgang troede Mariam, at hun skulle blive sindssyg. Kun to gange dagligt fik hun lov til at gå en tur udendørs, hvis en af mændene havde tid! Hun kunne have skreget op og vækket opsigt, men til hvilken nytte? Ingen ville have troet hende. Og hvis de troede hende, ville hun blive fængslet. Hun var en paria i sit eget land. Brødrene behandlede hende ellers upåklageligt. Ugerne gik og Mariams chancer for at undslippe var svære at få øje på. . Treogfyrre dage gik på denne måde, hvor den ene dag lignede den anden. Den ældste bror gav til sidst efter for at lade hende slippe. Han sørgede for flybillet til Paris. Hun fik en lørdag morgen en seddel fra brødrene med besked på at pakke sine mest nødvendige ting. Hun ville få sin telefon udleveret i lufthavnen. Resten ville blive eftersendt. Hun ville blive hentet foran huset om en time af sin fætter Alireza. Den fætter, som hun skulle have været gift med for over tyve år siden. Men allerede den gang, vidste hun, at hun aldrig ville leve sammen med en mand. På en eller anden måde fik hun ham til at forstå det og respektere det Han blev i stedet gift med Sherezad. Nu var han læge i Teheran og hun var lige blevet færdiguddannet som jurist. De boede en lille times kørsel fra Sharaal. Klokken ti holdt han og dyttede foran huset. Hun havde taget afsked sin familie. Brødrene gik dog med ud for at ønske hende en god rejse. Fætteren gav hende et stort knus og præsenterede hende for sin kone, der skulle til et møde byen. De hyggede sig på bagsædet i den ældre BMW og fik en god snak undervejs. Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. I Mariams familie var de alle, ligesom hendes far, mere eller mindre involveret i den ulmende modstandsbevægelse. Kvinderne fik som regel ikke noget at vide om den slags, som ikke tålte regimets lange ører. I Khoy fik hun sin fuldt opladede telefon overrakt mod at hun ved profetens hellige skæg lovede ikke at bruge den før hun var i Frankrig. Fair nok. Først i de Gaulle lufthavnen kunne Mariam endelig slappe lidt af. Hun kendte lufthavnen og talte et hæderligt fransk. Foreløbig skulle hun ikke besøge sit forstenede fædreland igen. Hun blev kaldt ud til boarding klokken halv ni. Nu kunne hun ringe til Helene. To gange forgæves. OK. En SMS blev hurtigt afsendt. ”Forventet ankomst i Kastrup klokken 0:10. Jeg finder selv hen til dig. 1001 knus” Efter to minutter bippede Mariams telefon: ”1 ny besked modtaget”. Nu, nu, nu. ”Hej, elskede. Jeg møder dig i ankomsthallen. Jeg kommer i god tid. Kys.” Allerede 23:55 landede flyet og Mariam havde ualmindeligt svært ved at overholde de mest basale regler for kø-kultur i sin hast mod udgangen. De beherskede kysseriet så godt de kunne, men det var også svært i København. På vejen i Metroen talte de i et væk i munden på hinanden. Den højlydte støj fra de unge mennesker, der var på vej hjem fra byen, generede dem ikke det fjerneste. Der var selvfølgelig nogle, der tydeligvis var meget opstemte, men tonen og stemningen var positivt ladet. En ældre mand gik fra vogn til vogn og samlede tomme dåser og flasker. ”Nogen skal jo gøre det”, sagde han lavmælt til Mariam og Helene i forbifarten. ”Tak”, sagde han automatisk, hver gang han puttede en dåse i nettoposen. ”Tror du, at vi kan cykle til kirken i morgen? spurgte Mariam pludselig. ”Selvfølgelig; men så må vi ikke sove for længe.” Helene gabte. ”Jamen, du må da også være træt? spurgte hun. Klokken blev langt over to, før de kunne gå i seng. Tæt sammenvævede, overmandede de flimrende billeder fra dagens mange indtryk og søvnen dem begge. Helene vågnede ved syvtiden, men hun nænnede ikke at kalde. Det måtte vist blive til en hjemmehyggedag. Kirken kunne nok klare sig uden deres fysiske tilstedeværelse i dag. Det var for tidligt at stå op, og hun var da heller ikke veludhvilet. Et par timer til kunne hun godt bruge. Først klokken ti vågnede hun rigtigt ved klokkernes bimlen og bamlen fra Markuskirken til lige dele glæde og irritation for de omkringboende. Hun hørte til de glade. Hen ad eftermiddagen gik de en lille tur i den friske luft rundt om Sct. Jørgens Sø. Også Diesel- og benzinosen holdt næsten fri om søndagen. Mariam var meget betaget af de store hvide knopsvaner, der nidkært vogtede over deres revir. Hun havde svært ved at tro på Helene, da hun fortalte om de kæmpestore gedder, der lever her. ”Jeg mener, at de hedder ”pikes” på engelsk”, sagde Helene. Det var spændende at dyrke lidt sprogtræning undervejs. Mariam talte et uforligneligt sprog, som Helene havde kaldt for ”interscandinordic”, når de drillede hinanden. Mariam havde talt om at melde sig til et aftenkursus i ”Dansk for udlændinge” til efteråret. Hun havde nemt ved at lære sprog, vidste Helene. Der er så mange slags sprog. ”Har du nogen sinde set balletten ’Svanesøen’”, spurgte Helene. ”Jo, i London én gang”, svarede Mariam ivrigt. ”Den Russiske Ballet var på tourné. Avisen havde skaffet billetter og inviterede mig. Den iranske ambassadør og hans kone var der også. Jeg husker ikke dansernes navne; men det var en meget smuk og bevægende forestilling, som alle mennesker skulle have mulighed for at opleve. Musikkens sprog kender ikke til landegrænser.” Helene lovede sig selv at hun ved først givne lejlighed ville skaffe billetter til en ballet i Det Kongelige Teater. En ballet skulle jo lige som et teaterstykke opleves mens det blev opført. Fortællingen om prins Siegfrieds kærlighed til Odette ville holde evigt. Ganske vist kunne iranerne se fjernsyn, men for snart tyve år siden forbød regimet alle private parabolantenner og håndhævede, at de blev revet ned og destrueret. Familien Ramasama var vist de eneste i den lille by der havde fået lov til at beholde deres på visse betingelser, så både Mariam og faren kunne passe deres arbejde i styrets tjeneste. ”Hvordan vil direktøren mon reagere, når jeg pludselig er tilbage på Rygård i morgen”, spurgte Mariam. ”Er han vred på mig, tror du?” ”Nej. Det véd jeg, at han ikke er!” Helene følte, at hun burde lade Christian selv fortælle Mariam om hendes pludselige ’frigivelse’. ”Han har medvirket stærkt til at få dig tilbage til Danmark, men det må han hellere selv sige til dig. Han har savnet dig lige så meget som alle vi andre”. Mariam kunne være så umiddelbar som en åben bog eller et uskyldigt barn - og alligevel så moden og voksen. Når Helene prøvede at forstå sit livs store kærlighed, tænkte hun altid på den gådefulde persiske dronning Sheherazade fra 1001 nats eventyr. Mariam ville aldrig blive ”dansk”, lige så lidt som Helene selv ville blive iransk, hvis hun var flyttet til Iran; dette uanset eminente sprogkundskaber eller ej. Helene troede snarere, at et menneskes rødder stikker så dybt i opvækstens kultur, at man ikke kan ændre sig radikalt ved at skifte adresse. Måske var hun selv dybt reaktionær og gammeldags men hellere det end rodløs og vildfaren som evigt hvileløs og udstødt. Helene kunne ikke udstå den fordømmende dobbeltmoral, der bare skulle dække over den uskønne blanding af misforstået religiøsitet og flertallets patent på at udstikke normer for noget så privat som seksuel adfærd. På vejen hjem gik de to kvinder hånd i hånd, og Helene kom i tanker om et fastgroet citat: ”En klog filosof sagde en gang noget i retning af: Et demokratisk samfund skal måles på den måde hvorpå det behandler sine mindretal”. "Var han dansker?" "Det aner jeg ikke", lo hun. "Måske. Måske var hun en kvinde, som du og jeg". Mariam tog et par sidelæns chassé hen ad fortovet, ”Du aner ikke hvor lykkelig jeg er.” ”Det er jeg også, min elskede, men jeg er ikke så god til at vise det så tydeligt, som du kan”. Den lille runde tyrkiske grønthandler drillede dem godmodigt, ved at efterabe Mariams dansetrin. ”I nyder nok forårssolen; var det ikke noget med ekstra fine stenfri vindruer? Friske blomster? Special prize for you. Nudler og fine bønnespirer. Eller lidt Turkish Delight?" Han fik hurtigt talt dem ind i forretningen, hvor han snakkede uafbrudt , mens de fandt flere lækkerier end de kunne spise. Hans kone var i fuld sving med at røre filodej alt imens hun forsøgte at holde styr på de to af deres børn, som gik til hånde , hvor de kunne. ”Tænk” sagde Mariam, da de stod oppe foran hoveddøren, ”tænk at du har haft mit navn på døren så længe”. Det velpudsede ovale messingskilt vidnede om stor kærlighed. Lejligheden på tredje sal var rigeligt stor til to. Fire værelser og kammer stod der i kontrakten. Nu havde Helene boet her i over tredive år og hun ville nødigt flytte; og da slet ikke efter hun havde lært Mariam at kende. Helene havde altid haft en svaghed for bøger. Passion ville mange sige. Tusindvis af mange slags. Mest skønlitteratur; flest af danske forfattere, men også så mange andre. Der var også et par hundrede på engelsk. For Mariam var det et sandt slaraffenland. Hjemmefra var bøger ikke et ukendt begreb for hende, men familiens beskedne samling var af religiøs opbyggelig karakter med Koranen øverst på hæderspladsen. Kvinderne kunne godt få lov til at læse de titler, som mændene udvalgte til dem eller læste højt for dem. Selve læsningen var en hellig handling. Hun var voksen, før hun stiftede bekendtskab med 1001 Nats Eventyr, eller ”Nætterne” som den hed. Sidst på eftermiddagen spurgte Mariam Helene, om hun var oplagt til en ”dansktime”. Altså om Helene ville læse videre i ”englebogen”. Sådan kaldte hun Jostein Gaarders pragtfulde roman ”I et spejl - i en gåde” om den døende Cecilies møde med englen. Helene fandt hurtigt bogen. Så satte de sig ved spisebordet og slog op ved bogmærket. Mariam huskede nøje hvad de sidst havde læst. Deres pegefingre arbejdede sig langsomt gennem linje for linje. Først sagde Mariam, hvad der stod og Helene gentog tydeligt. Ind imellem snakkede de om Cecilies verden og hendes oplevelser. De blev afbrudt af en forsigtig banken på hoveddøren. Det var viceværten. ”Jah, min kone og jeg ville da bare aflevere en lille hilsen”, sagde han og rakte en buket blomster frem. ”Jamen dog, kom indenfor. Vi er lige blevet færdige med en dansklektion”, svarede Helene og viste ham ind i spisestuen”. ”Ja, I må undskylde mig, men jeg så jo, at Frøken Ramasana var kommet hjem igen. Der går jo så mange rygter. Jeg troede at De var blevet syg, men min kone troede at De var på ferie”. ”Nej, min veninde har været i Iran for at deltage i sin fars begravelse og for at hjælpe sin familie”, svarede Helene næsten sandfærdigt. ”Nu arbejder vi jo begge to på Rygård, så fra i morgen bliver det hverdag igen”. ”Ja, gudskelov”, sukkede han. Så skulle hans kone også på arbejde. Mariam gav ham hånden og takkede for de fine blomster, inden han trak sig tilbage. På vej gennem entreen spurgte Helene lidt nærmere om ’de rygter’ der gik. ”Nåh”¦, nej, sådan må De ikke tænke. Ingen her i ejendommen blander sig i privatlivets fred. Så kunne vi jo få nok at gøre. Nej, vi holder faktisk meget af jer begge. Vi savnede bare Deres veninde”. Mens hun satte blomsterne i vand refererede hun, hvad Jørgensen havde fortalt. Mariams breve Kap. 3 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-18 16:49:49 |
"Kun to gange dagligt fik hun lov til at gå en tur udendørs, hvis en af mændene havde tid!"
hvordan kan hun så gå til politistationen uden mandlig ledsagelse?
"Hun havde taget ??? afsked sin familie."
"Fætteren gav hende et stort knus og præsenterede hende for sin kone" næppe; og slet ikke offentligt!
venligst...
hvordan kan hun så gå til politistationen uden mandlig ledsagelse?
"Hun havde taget ??? afsked sin familie."
"Fætteren gav hende et stort knus og præsenterede hende for sin kone" næppe; og slet ikke offentligt!
venligst...
| haleløs | 2014-03-19 14:53:12 |
" ”Tak”, sagde han automatisk, hver gang +NOGEN+ puttede en dåse i nettoposen." ;)
| nhuth | 2014-03-19 15:13:25 |
Tak. Selvfølgelig,
| haleløs | 2014-03-20 19:43:19 |
"Helene lovede sig selv at hun vil først givne lejlighed ville skaffe billetter ..." ;)
| nhuth | 2014-03-20 20:13:37 |
Tak. Omgående rettet.
(Men jeg har haft mit mas med at beskrive disse ting, som jeg i realiteten véd så lidt om).
Vh.Nhuth
(Men jeg har haft mit mas med at beskrive disse ting, som jeg i realiteten véd så lidt om).
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-22 15:42:06 |
er novellen så slut nu, de to er sammen igen - eller hvad?
Noget i din tekst fik mig til at tænke på en (svensk) vits: bemærk ånden # anden
hvor optræder der en fugl i 1001 nats eventyr? Anden i flasken ;)
Noget i din tekst fik mig til at tænke på en (svensk) vits: bemærk ånden # anden
hvor optræder der en fugl i 1001 nats eventyr? Anden i flasken ;)
| nhuth | 2014-03-22 16:01:28 |
Tak. Har jeg skrevet fejl et eller andet sted? and / ånd?
Dette er ikke et novelleforsøg, men starten på 2. del af min tidligere indlagte: "Uddrag af Frøken Nielsens Logbog".
Vh. Nhuth
Dette er ikke et novelleforsøg, men starten på 2. del af min tidligere indlagte: "Uddrag af Frøken Nielsens Logbog".
Vh. Nhuth
| haleløs | 2014-03-25 17:08:49 |
rigtig go' 'nysgerrig-nabo' figur, ham viceværten ;)
| nhuth | 2014-03-25 17:23:32 |
Tak. Jeg bilder mig ind, at jeg en gang har mødt "typen".
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Ja, der må jeg skrive lidt om, kan jeg se.
Måske skulle jeg også betone "nærmeste" familie. OK.
Fætteren er muligvis grænseoverskridende. Men jeg tror det bedste...
Jeg skriver videre på dette kapitel, som vist nok slutter på Østerbero...
Vh.Nhuth