 |  | Flyv væk |
 |
|
|||||||||||||
|
Luften renser mit ansigt. Stryger blidt mine kinder og hvisker at det hele nok skal gå. Mit hjerte brister af fryd. Aldrig har alting været så yndigt. Verden er smuk, som jeg står her og nyder den uendelige udsigt. Solen er på vej op, og farver de få skyer på himlen let rosa. Tårer triller langsomt ned ad mine kinder. Jeg smiler. Ikke et tvungent smil, eller et se mig hvor er jeg fin smil. Et jeg kan bare ikke lade være smil. Det varmer mig op indefra. Kulden rører mig ikke. De små bid i mine nøgne arme, ligger fjernt i min bevidsthed. Som små ligegyldige fluer. Jeg mindes hvad der har fået mig herhen. Hen til dette smukke sted. Jeg lukker verden ude og gennemgår det i mit hoved. Langsomt og koncentreret for at huske det hele. ..Slam. Mads står og kigger ned på mig, med hånden på min nu sammenklappede computer. Jeg rødmer. “Undskyld, men er undervisningen ikke spændende nok til den frøken?” den nedladende tone i hans stemme skærer mig i brystet. Men jeg er vant til. “Undskyld..” Mumler jeg lavt. Selvfølgelig vil han ikke bare lade mig slippe. Med et tilfredst grynt vender han tilbage til tavlen. “En halv times eftersidning.” Han siger det som en rutine. Det er efterhånden lang tid siden jeg oplevede ikke at have eftersidning. Grunden til det er ikke altid lige god, men det er de ligeglade med... Den kolde luft er en kontrast til min svedige krop. Bare mindet gør mig urolig. Det er lige meget nu. Det er glemt. Langsomt får jeg kontrol over min krop igen. Jeg lukker atter øjenene og går tilbage til mindernes vej. ..Skolegården larmer. Fyldt op med legende børn. Børn der gynger, og nogle der løber efter hinanden. Børn der står i hjørnerne og fniser højlydt. Jeg sidder for mig selv. Larmen forstyrrer mine tanker. Irriterer mig i en ulidelig grad. Jeg har gang på gang forsøgt at få lov til at blive inde. Men nej, luft er jo sundt. Godt for helbredet. Jeg er ni år, hvorfor allerede tænke på mit helbred? Det er jo ikke fordi jeg ryger.. Et blik fanger mit gennem gården. Nogle meter henne står en gruppe piger fra min klasse. En af dem kigger på mig. Hendes blik er målrettet og koldt. Uden den mindste form for følelser. Og det ser på mig. River mig ned. “Hvad så Luna, hygger du dig med dine fantasi venner?” hun smiler triumferende da de omkringstående piger griner højlydt. Jeg ignorerer hende. Men hendes ord rammer. Som nåle, stikker de i mit sind... Jeg åbner øjnene igen. Tårerne vælder ned. Nu er det nok. Jeg vil ikke mindes. Jeg vil ikke engang tænke på mine intetanende forældre. De, som står der med falske smil og kolde ord. Ligeglade med deres eneste datter. Jeg vil ikke tænke på de lange nætter, de forfærdelige timer i folkeskolen. For det vil aldrig mere såre mig. Aldrig mere holde mig vågen om natten.”¨ Solen er næsten helt oppe nu. Dens stråler rammer mit våde ansigt. Varmer og beroligere. Med lette føder træder jeg et skridt frem. Vinden river i mit hår. Kjolens tynde lag omsvøber mig som en lille baby. Som en fugl flyver jeg for sidste gang. Regner med på et tidspunkt at forlænge den, men det her er hvad den er blevet til indtil videre.. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
