 |  | Fra mørket ud i solen |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun bevægede sig med stor hast gennem mørket i underskoven. Hendes lårmuskler brændte, og hun kunne høre sit eget hjertes hektiske rytme som en pulserende susen i ørerne. Hun turde ikke vende blikket tilbage. Ville ikke risikere at miste et eneste af de få sekunder, hun havde snydt sig til i det øjeblik, hvor han havde vendt sig for at slibe øksen. Hun kunne stadig se hans måbende ansigt for sig inde bag den knuste rude, efter hun havde kastet sig igennem den og var rullet rundt. Et øjeblik havde han forvirret knyttet grebet omkring økseskaftet og knuget det ind til den kropslange kittel. Hun anede ikke hvilken retning i mørket der ville føre hende til sikkerhed, men alle retninger ville føre væk fra hytten med lugten af brændt hud og blod. Det hele var gået så hurtigt, og efter momentet af overraskelse fortog sig, vågnede han pludselig fra sin trance, og hun så, at han stormede mod døren, som ville føre ham om til forsiden af hytten. Hun kastede sig ud i mørket og ignorerede de mange piskeslag, hun blev tildelt i ansigtet af de forræderiske træer, der spærrede hende vejen væk fra døden. Hun kunne høre hans grynten og tunge skridt et stykke bag sig, og ind i mellem for en lyskegle hen over hovedet på hende og endte i et tæt krat af knudrede grene. Han var tæt på. Hendes halspulsårer føltes som om, de snart ville sprænge. De bare fødder var varme og våde, men hun kunne ikke se dem. Der var kun mørke og grå nuancer foran hende. I korte passager åbnede trækronerne sig lige præcis nok til at månen kunne sende sit matte hvide lys ned på skovbunden. Det kastede skygger på de troldelignende træer, og i glimt så hun nogle lysende øjne iagttage hende i mørket. Hun var bange. Frygten førte hende frem i mørket, der omsluttede hende. En stemme blev ved med at pace hende: ”Løb! Løb for livet!” Hun vidste, at hendes liv ville ende på trægulvet ved siden af de andre lig, hun havde set i hytten, hvis hun ikke fortsatte. Hun vidste ikke, hvem de var, eller hvordan hun selv var endt der. Hun vidste ikke, hvem manden med øksen var. Han havde intet sagt til hende. Blot smilet indforstået til hende, så hun kunne se de spidse hjørnetænder i overmunden. Blodet på hans kittel og de afhuggede lemmer på gulvet viste hende hans hensigt med hende. Hun spurtede så hurtigt, hun kunne, men mærkede samtidig at adrenalinen og den kortvarige rus, der havde givet hende troen på, at hun kunne slippe væk, svandt ind med rasende fart. Hun kæmpede for sit liv, men i dette øjeblik vidste hun pludselig, at det var en kamp, hun havde tabt på forhånd. Hun havde blot nytteløst udskudt tidspunktet, som manden ved skafottet der ryger sin sidste smøg. Lyskeglen ramte hende, og hun kunne se sin egen skygge flygte ind mellem træerne. Hans tunge åndedræt var pludselig kommet faretruende tæt på. Hun løb blot efter skyggen, mens hendes tanker flagrede rundt i fortiden. Hendes første kys. Hendes tur til oktoberfest i München på tommelfinger. De rosende ord fra hendes mester den dag, hun blev udlært som bager og hendes fars anerkendende nik fra kørestolen med de knirkende hjul. Hendes blå undulat, der fløj ud af vinduet den efterårsdag, hvor solen havde skinnet så smukt. Hendes aflyste tur til Marokko, som nu aldrig ville blive til noget. Hun mærkede ikke længere den kolde jord under fødderne. Hørte ikke blodets brusen i ørerne. Hæftede sig ikke ved det stød, der pludselig løb igennem hendes højre skulder. Hjernen registrerede øksens skarpe blad og dets møde med den sarte hud. Men den ville ikke acceptere resultatet af den ulige kamp mellem kød og jern. Instruerede blot benene om at fortsætte. Bare lidt endnu. Endnu et skridt. Da hun faldt over fremstrakte rødder og tumlede rundt, observerede hendes øjne, at manden kastede sig over hende, men hun mærkede det ikke. Hjernen havde lukket af for alt det onde. Den viste kun billeder fra glade lagrede minder. Hun kunne mærke vinden ruske i håret og sandet knase mellem tænderne, mens hun løb langs strandkanten og byggede dæmninger og vandgrave. Solen skinnede foroven, og hun vendte ansigtet mod den. Mærkede dens varme brede sig i kinderne. Et sted i det fjerne hørtes børnelatter. Noget mørkt lænede sig ind over hende og skærmede for solen. Hun vidste, at hun snart ville se solen igen. | ||||||||||||||
 | MWALTHER | 2010-11-28 17:34:05 |
Fuld fart. Lidt øv, at hun dør, når hun nu kæmper så længe ... Men, en flot død ;)
Vh MW
Vh MW
| Forfatter in spe | 2010-12-06 23:33:33 |
Ja, desværre slutter ikke alle historier lidt godt ;-)
Det sjove var, at da jeg begyndte at skrive, at hun løb i skoven, vidste jeg faktisk ikke, hvad hun lavede der, eller hvad der skulle ske.. Men kort efter var det så skrevet ;-)
Det sjove var, at da jeg begyndte at skrive, at hun løb i skoven, vidste jeg faktisk ikke, hvad hun lavede der, eller hvad der skulle ske.. Men kort efter var det så skrevet ;-)
| svalerne | 2010-12-16 23:15:48 |
Åh nej, jeg har det svært med voldsomme skildringer, så jeg nøjes med at hæfte mig ved at hun får lov at se gode ting som det sidste. Håber det sker for nogle af de ulykkelige mennesker der falder offer for en forbrydelse. For det er ikke til at bære at så mange tager forfærdelige billeder med sig som det sidste ud af livet. bedste hilsner
| haleløs | 2011-06-12 21:09:34 |
Fremragende fortalt og 100% realistisk (prøv selv at google seriemorderen John Wayne Gacy)! venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-06-12 21:22:09 |
Tak skal ud have ;-)
Én af den slags historier, der ikke ender godt. Det er ikke altid noget, der falder i god jord hos læsere.
/Jesper
Én af den slags historier, der ikke ender godt. Det er ikke altid noget, der falder i god jord hos læsere.
/Jesper
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
/Jesper