 |  | Udsalg og andre små mord. (Gyserkomedie Del 1) |
 |
|
|||||||||||||
|
Del 1. På gaden stod en del af dem. De andre. De samlede sig i flokke. Foran støvsugerforretningen Fnugfri. Foran tøjbutikker, isenkræmmere, garnforretninger, skotøjsbutikker. De var overalt. Oskar morede sig med at studere dem. Han havde taget sit eget væsen med. Eller rettere; hans eksemplar havde slæbt ham med, det lå ham ikke på sinde, at være hvor han befandt sig nu. Oskar diskuterede ofte væsnerne med sine kollegaer i skuret når de indtog deres frokost sammen. På havnen var der ingen væsner, og det var befriende. Det var hans og kollegaernes fristed og han elskede sit arbejde af samme indlysende grund. Alle hans kollegaer havde skaffet sig et eksemplar. Undtagen Mogensen selvfølgelig. Mogensen var så eddikesur at skibe som lå i dok for længe rustede i hans nærvær. Oskar havde ham mistænkt for at være lige så smart som han var gnaven. Tænk et liv uden at blive kontrolleret af væsner! Han havde ofte overvejet at blive lige så utilnærmelig og sur som Mogensen og derved måske slippe af med sit eget væsen. Nå, men nu havde Oskars eksemplar altså besluttet at de skulle ud og hygge. Oskar følte sig noget beklemt ved den afgørelse. Han vidste selvfølgelig at han ikke kunne stille ret meget op. Han havde prøvet med en lille spag protest, men væsenet havde øjeblikkeligt løftet hånd i truende gestus, og han snappede ordene baglæns i sig igen. Ikke fordi at Oskar var håndsky, kun lidt det var mere det vrede blik, som fik ham til at krympe sig. Så Oskar havde besluttet sig til at han lige så godt kunne føje sig. Hans eksemplar havde pels i dagens anledning. Hun var i usigeligt godt humør, noget væsnerne tilsyneladende altid blev, når gule skilte lyste byen op, som i kapløb med solens gunst. Skiltene groede som ukrudt på møddinger i januar måned. De lokkede væsnerne frem og byen sværmede med dem. Væsnerne foran Fnugfri mindede Oskar meget om hans eget. Mange af dem havde strikse undersøgende blikke. De havde alle en tilbøjelighed til at bukke sig helt frem og nærstudere de gule skilte. Som var skiltene en længere synopse, der skulle analyseres nøje. Et af væsnerne lignede faktisk hans eksemplar ganske godt: havde hævet for længe og var blevet bagt for lidt! Tanken satte gang i noget luft i maven på Oskar og det var faretruende tæt på at komme ud som et fnis. Han mærkede straks et undersøgende blik hvile på sig. Luften veg tilbage og sev ud af bagperronen. ”Dejligt at se, du hygger dig lille Oskar”, sagde hans eksemplar. Oskar bandede lavmælt. Det tjente bedst at se anstrengt ud. Et diskret anstrengt udtryk kunne afkorte dagen i byen væsentligt. Han længedes sådan efter sofaen der hjemme. Og urets, det gamle standerurs, taktfaste tikken. Eller bare havnens skur og hans olieindsmurte Mascot dragt. Kollegaernes latter. Byen var til for væsnernes skyld. Ikke for Oskars. Han travede lydigt efter sit eksemplar. Han betragtede med resigneret afsky, hvordan pelsen fordelte det ubagte dej omkring hendes hofter. Fik skindet til at vulke som overekspanderet isoleringsskum. Oskar var meget misundelig på Lars, formanden for havnesjakket”¦ han havde fundet et eksemplar, hvor alt var lige så glat og smidigt som en silekonefuge. Der var mange af den slags, men de stod altså ikke uden for Fnugfri. Den slags hvirvlede ud og ind af tøj og sportsforretninger. De undgik isenkræmmere og valgte parfumerier i stedet. Hans eksemplar elskede støvsugere, kaffemaskiner, vaskemaskiner og strikkemaskiner. Det var ikke fordi at Oskar hellere ville i tøj, sports eller pynteforretninger. Han ville være hjemme. Uanset hvilket eksemplar han blev ledsaget af. Byen var en plage for ham, og et kønnere eksemplar ville kun lindre hans kvaler ganske lidt. Desuden havde han en fornemmelse at den type oftere forlangte hygge. De travede forbi Fnugfri, et lettelsens øjeblik for Oskar og hun trak ham længere ind i mylderet. Oskar så rigtig mange mænd der var ude og hygge med deres eksemplarer. De lignede alle ham. Rådvilde, forvirrede og angste. Ingen af dem vidste hvor meget deres økonomi ville tage skade af en tur i januar måned. Alle var prisgivet deres eksemplars nåde og luner. Faktisk lykkedes det Oskar at oparbejde noget der kunne minde om et forsinket julehumør, da hans eksemplar skridtede målbevidst og hurtigt forbi isenkræmmeren. Han mærkede den beroligende tyngde af tegnebogen i frakkelommen. Den var endnu uskadt. Måske ville hun bare trække ham ind et sted og drikke en kop kaffe og så køre hjem igen. Måske var hun alligevel ikke så slem i år, som hun havde været sidste år. Dengang havde Oskar haft ond i ryggen to måneder af at slæbe ting hjem. Og han havde brugt lige så lang tid på at renovere tegnebogen. Han vidste godt at det var et håb, så realistisk som flyvende elefanter iført trikoter, men alt imens de gik forbi isenkræmmeren og hun fuldstændig ignorerede de gule skilte, spirede det, tog næring og voksede. Oskar vidste ikke at hele affæren med hygge var ved at tage en meget uheldig drejning. Ved hendes næste ord, fik han et tydeligt billede, af et svin på vej ned af slisken til et slagtehus. ”Så Manse, så er vi her”, hun slog ud med hendes læderhånd, som en tryllekunstner der præsenterede noget som var forsvundet. Oskars humør var da netop også forsvundet. Helt. ”Byens bedste herreekviperingsforretning”, proklamerede hun stolt. I vinterens nådesløse kulde oplevede Oskar sin hidtil værste svedetur. Det var meget værre end han havde forestillet sig. En baby, som aldrig var forsvundet, begyndte at vræle inde i ham. Han greb febrilsk om tegnebogen i lommen, som om den var en klippe han kunne gribe fat i, inden en tornado berøvede ham fodfæstet for evigt. Det lykkedes ham at holde sig oprejst. ”Nej, kære, ikke det”, sagde han med lille tynd pibende stemme, bange for at hans indre babys stemme ville slippe løs. Hun hørte ham ikke; Hvis han havde været en lastbil og hans protest et advarselssignal med hornet, var hun blevet kørt over. Men det var han ikke. Han var Oskar den uheldige. Hun greb ham og trak ham ind i lugten af stof og pressefolder. Det havde altid undret ham at pressefolder havde en lugt. Men det havde de, og beviset var at ingen andre steder i verden lugtede som Dressmann. ”Nej se lille Oskar, de har tilbud”, hans eksemplar lød så forbløffet, at Oskar spekulerede på om hun virkelig ikke havde regnet det ud. Så indså han at det var et kampråb. Som dem rugbyspillere råbte lige før en lang og opslidende kamp, der på forhånd var tabt. Og han indså at han var på taberholdet. Oskar gjorde sig lille. Han sank stille og roligt sammen mellem tøjkarrusellerne, mærkede hvordan gulvtæppets burrer blev til højt græs, og krøb i skjul mellem et tøjstativs hjul. Ikke engang Cirkeline ville kunne finde ham der. Det kunne hans eksemplar. ”Se her, fandt lidt du skal prøve, skat”, sagde hun lykkeligt. Oskar håbede på, at en eller anden havde taget fejl, og det ikke var hans væsen, der stod og lignede en talende bunke klæder. Bunken skubbede til ham og han røg ind i et lille rum med et spejl. Forhænget blev trukket for. Han var fanget og ved at drukne i tøjet der blev slynget ind til ham. ”Prøv de grå bukser og skjorten først”, sagde stemmen veltilfreds. Han kunne høre på hende at de rigtig hyggede sig. Han kunne ikke mærke det. Måske havde han fået et spontant tilfælde af koldbrand? Fortvivlet så han på de mange stykker stof og prøvede på at regne ud hvilke hun mente. Det lykkedes for ham at finde de grå bukser. Han mente at kunne tælle seks skjorter. Han valgte en ud fra vilkårlighedens principper. Han afførte sig hurtigt sine jeans og studerede sine mælkehvide ben der stod ud fra de næsten lige så hvide underbukser. Det var sært så tynde de ben var blevet. Og dobbelt så sært var det at han spiste af samme gryde som væsnet som stod på den anden side af forhænget, med ben solide nok til at holde broen over Lillebælt. ”Skynd dig, Manse, jeg er så spændt”, sagde hun. Hun havde en kommandosoldats karakteristiske stemme. Oskar hendes lille rekrut, parerede bange ordre og trådte hurtigt ud af sin bunker. Han var tæt på at gøre honnør. Bukserne strammede i skridtet, men han sagde ikke noget om det. Et gasangreb var på vej. Det så han tydeligt på hendes stivnede maske og himmelvendte øjne. ”Manse, havde du virkelig tænkt dig at den skjorte skulle passe til de bukser?” Det var ikke noget Manse havde tænkt over, så han rystede på hovedet. ”Så hold venligst op med at pjatte. Skjorten er til habitten. Gå nu ind og tag den rigtige på”, det var en formaning, som burde adlydes, men Oskar var i tvivl om hvordan. Han vidste at endnu et forkert valg, ville udløse samme reaktion, som når tromlen på en revolver i et spil russisk roulette, havde det fyldte kammer mod løbet. Udsalg og andre små mord (Del 2 - afslutning) | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-20 17:24:03 |
Ha; haaaaaa ... hyyyylende morsomt, hamrende vel(be)skrevet så det' ren fryd!!!
Et 'væsen' som "hævet for længe og var blevet bagt for lidt!" ? hmmm ...
- Nåså; Oskar-er-væsenets-skaffedyr ... ;)
Superbt underholdende ægtepar-på-shopping-indfanget-af-Dressmanns-tilbud portræt " ... hvordan pelsen fordelte det ubagte dej omkring hendes hofter. Fik skindet til at vulke som overekspanderet isoleringsskum."
venligst ...
PS silikonefuge
" ... på vej ned af slisken ..." ad
"”Prøv de grå bukser og skjorten først”, sagde stemmen veltilfreds" opfordrede / beordrede
Et 'væsen' som "hævet for længe og var blevet bagt for lidt!" ? hmmm ...
- Nåså; Oskar-er-væsenets-skaffedyr ... ;)
Superbt underholdende ægtepar-på-shopping-indfanget-af-Dressmanns-tilbud portræt " ... hvordan pelsen fordelte det ubagte dej omkring hendes hofter. Fik skindet til at vulke som overekspanderet isoleringsskum."
venligst ...
PS silikonefuge
" ... på vej ned af slisken ..." ad
"”Prøv de grå bukser og skjorten først”, sagde stemmen veltilfreds" opfordrede / beordrede
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mega hurtig respons!
Tusind tak for det - og de mange positive tilkendegivelser, det varmer.
Og tak for rettelserne!
Din glæde ved teksten er den slags som inspirerer og sætter gang i lysten til at fortsætte!
R. Kier