 |  | Udsalg og andre små mord (Del 2 - afslutning) |
 |
|
|||||||||||||
|
Del 2 Halvtreds pinefulde timer efter kiggede Oskar endelig ud med det sidste sæt tøj. Hun var tilfreds med ham, det kunne han mærke og hun var nu i færd med at genne ham hen til kassen, mens hun sprøjtede sagesløse mennesker til siden med albuerne. Egentlig var Oskar lidt stolt over hvor magtfuld hun var. Selv da hun fejede et yngre ægtepars varer væk fra disken og demonstrativt stillede sig til at glo på ekspedienten, brokkede ingen sig. Den unge mand forsøgte sig lidt, men et lille umærkeligt blik, stedte hans protester til hvile, inden de nåede det frie rum. Oskar fandt det sjove lille plastikkort som de havde hentet i banken forrige uge op. Han havde kontanter nok, men han ville egentlig gerne afprøve bankdamens teori, om at det fungerede lige så godt som penge. Lige inden kortet nærmede sig slisken, nøjagtig som han var blevet instrueret, snappede hans væsen det ud af hænderne på ham. ”Lad mig Oskar, du aner jo ikke hvordan”, kortet røg i hullet og hun tastede lynhurtigt koordinaterne på hvorfra pengene skulle komme ind. På beløbet, bib, smak. Ekspedienten smilede. Det havde virkelig virket. Bedst af alt var, at Oskars pung vejede nøjagtig det samme da den igen fandt vej tilbage til lommerne. ”Du kunne vel sige tak”, sagde hun da de atter stod ude i kulden. Oskar anede ikke for hvad, koordinaterne på kortet var jo indstillet på hans konto. For en sikkerheds skyld kyssede han hurtigt hendes kemisk duftene kinder og takkede. ”Godt Manse, tænk engang, totusinde fire hundrede og seks og halvtreds en halv, for alt det tøj?” Manse syntes at det beløb virkede forfærdeligt langt. Han tænkte på sænke slagskib . ”Kom Manse, vi skal i Busted”, hun sagde det med så stor glæde i stemmen at Oskar troede hun mente noget helt andet, end den tøjforretning som han kendte under det navn. Hun greb ham under armen og han forsøgte ivrigt at få kontakt med fortovet, da de stilede mod Busted. ”Du ved ikke hvor glad jeg er for at vi sådan kan hygge os sammen endnu!” Oskar lukkede øjnene og håbede, håbede på at hun ikke ville give sig til at knibe ham i kinden. Håb er som de fattiges tomme tallerken, hård og uspiselig. Hun kneb ham lykkeligt. Han græd. Busted: borde med tøj, hylder med tøj, stænger med tøj, stativer med tøj, mannequiner med tøj, karruseller med tøj, tøj med tøj omkring. Et rent paradis. Det paradis hvor æblet er råddent og der i stedet blev serveret rosenkål i sildelage. Oskar skulle brække sig, men havde på fornemmelsen, at der et eller andet sted, var et skilt der forbød den slags optræden. Butikken var fyldt af væsner, mange af dem havde som hans eksemplar, taget deres mænd med for at hygge. Hans eksemplar var som en ørkenrose der lige havde fået vand. Ikke fordi at han fandt hende køn, men hun svulmede, som en svamp i kærnemælk. Han så hvordan hun blottede tænderne i en frygtindgydende snerrende grimasse, og rev et klæde fra en kvinde, som netop havde revet det fra en anden. Der var ingen tvivl om rangordenen ved de tre. Underdanigt bøjede hendes offer nakken. Og Oskar så hvordan hun smed sig ned på alle fire og vendte bugen i vejret i håb om fred. Pludselig, som en frelsende engel, der havde trodset titusinder af verdens plager kom Petter og lagde en hånd på Oskars skulder. ”Nå, så du er også rigtig ude og svinge formuen”, sagde han. Oskar var ikke helt sikker på hvad han mente, men han var helt sikker på at han var glad for at se Petter. Petter var hans makker på havnen. Han var en lille sværtbygget mand med dårlige tænder, men han var pålidelig og stabil som en velplejet Volvo. Petter så spørgende rundt i lokalet. ”Hvor gemmer du lillemor?” Spurgte han. Oskar slog ud med hånden, mod et af prøverummets gardiner, som blafrede af for meget bagende. Petter grinede. ”Det ser sgu dyrt ud”, sagde han. Oskar skulle til at forklare ham at de havde fået kort, men opgav. Han vidste at Petter ikke ville forstå hvordan det kunne lette sagen. Petter var et moderne menneske og forstod ikke betydningen af en tegnebogs tyngde. Noget Oskar specielt godt kunne lide ved Petter var hans omgang med væsnerne. Han var tilsyneladende helt respektløs og slap som regel godt af sted med det. Og væsnerne så ud til at kunne lide ham, kaldte ham kæk og charmerende. ”Oskaaar!” Et øjeblik bulede forhænget ud som et sejl der fangede vind og Oskars eksemplar trådte ud. Vind havde været bedre, tænkte Oskar. ”Nå! Hvad synes du”, hun drejede sig rundt. Oskar kom af grunde han ikke forstod, til at tænke på, at han havde lovet og skifte badeforhænget i brusekabinen derhjemme. ”Ser min numse stor ud i den her?” Petter stak i et lille fnis og Oskar lagde advarende en hånd på hans arm. Reddede formentlig hans liv. Han rystede ivrigt på hovedet, den rigtige vej, ikke op og ned men fra side til side. Han koncentrerede sig meget om denne handling, det var vigtigt at vise tydeligt, at han syntes det modsatte af hvad han mente. ”Ih nej, er det ikke Petter?” spurgte hun. Oskar åndede lettet op, nu da hendes opmærksomhed var rettet mod Petter. ”Præcis”, sagde Petter nonchalant. Oskar krympede sig, ventede det værste. Petter, burde have formuleret sig klarere. Han troede ikke hun ville spørge, hvis ikke hun var i tvivl. Det var dog mærkeligt eftersom de tit havde mødt hinanden. Måske var hendes briller defekt. Hun lagde ikke mærke til det, i stedet forsvandt hun ind bag gardinet igen. Petter, gik hen til prøverummende og stak sit hoved ind bag et af forhængene. Petters væsen var importeret fra Ukraine, noget Oskar ikke forstod. Efter hans mening var der mere end nok af de væsner i landet i for vejen. Men Petter havde insisteret på at de Ukrainske var bedre. Ligeglad med tænder, havde han en dag fortalt og vist sine stumper. Meget glade for penge, havde han tilføjet. Siden den dag havde Oskar været skrækslagen for Petters væsen. Petter kom tilbage og Oskar følte sig lidt bedre til mode. Oskar ville aldrig som Petter stikke sit hoved ind i prøverummet. Han kunne kun alt for godt forestille sig hvad der foregik derinde. Og hvis hans væsen ikke bifaldt det ville han måske ikke få sit hoved med ud igen. Petter fløjtede et anerkendende fløjt og puffede til Oskar. Han rundede den ene hånd mens han stak en finger fra den anden ind i den et par gange. Lidt som et stempel i en motorblok. Så pegede han ned mod disken, hvor et usandsynligt veldrejet eksemplar var ved at betale. Hun brugte også kort så Oskar. Han skyndte sig at kigge væk. Vidste at der var dødsstraf for at blive taget i at kigge efter andre væsner. Typisk Petter, respektløs. Petters væsen kom ud og Oskar skyndte sig at smutte om bag ved Petter. Selv om Petter var halvandet hoved lavere end Oskar, håbede han på at han var skjult. Ukraineren smilede til ham og han begyndte straks at sprinkelsvede. Den sagde en hel masse og gik igen. Oskar lagde mærke til at den også var begyndt at få dårlige tænder. Det understøttede hans teori om at alt var smitsomt. ”Jeg gør sgu snart oprør”, sagde Petter. ”Halvdelen af min løn er allerede spenderet og vi har kun været her i tyve minutter” Oskar ventede spændt. Et oprør ville være en god ting. Det var et farligt sted at være rebelsk, omtrent lige så dristigt som at stikke sin hånd ind i en bikube for at knipse dronningen væk, men det kunne virke. Bortset fra hans væsen, var de fleste af dem ret svage fysisk og man kunne garanteret få ryddet et par stykker af vejen. Han vurderede nervøst tilstedeværelsen af mænd. Nogen af væsnerne var så barmhjertige at de lod deres mænd gå andre steder hen mens de indtog Busted. Men kampen ville være lige. Han talte hurtigt femogtredive mod enogtyve, i væsnernes favør. Det kunne virke. ”engang imellem Oskar”, sagde Petter og lænede sig ind mod ham som en der ville sige noget fortroligt i en rungende kirke, ”Så har jeg sgu lyst til at vende Jurgita om og klaske hende i røven, for at se om hun kan skide penge, lige så hurtigt som hun kan bruge dem” Oskar som havde stukket sit øre helt hen til Petters mund, for at sikre fortroligheden, nikkede ivrigt. Han elskede den slags snak, det var sådan skurvognens snak var. Han kunne næsten dufte olien, tovværket og lortet fra dragterne, efter de havde banket rust i lortetankene. Han fik lyst til en klidbolle. ”Petter?” Jurgita kaldte fra sit skjul. Petter rettede sig op og så hen imod hende. ”Ja”, sagde han brysk. Oskar jublede indvendig over den måde Petter udtalte sin utilfredshed med bare et ord. Jurgita stak en arm frem og viste en kjole og et bedende ansigt. Kjolen så ud som om den kostede det samme som operahusets opførelse. I det øjeblik satte Petter angrebet ind. Det kom helt uden varsel, så selv Oskar blev overrasket og følte sig en smule snigløbet. Petter, kunne godt have givet et signal! Men der var ingen tvivl. Det var nu det skete. Petter gik amok, respektløst og uden omtanke for egen sikkerhed. ”Nej nu stopper festen famne”, sagde Petter og han gik krumbøjet som en dræber hen imod prøverummet. Oskar lukkede øjnene, han ville nyde klasket der ville komme, idet Petter sendte Jurgita ind gennem prøverummets spejl. Adrenalinen pumpede i hans blod og pludselig gik det op for ham at han måtte hjælpe med at opildne stemningen. Hvis mændene holdt sammen ville chancerne for succes blive øget. ”Ned med undertrykkerne!” skreg han pludselig. Det var omtrent samme øjeblik at alt blev sløret for ham. Måske fordi at han slog sine briller af, da han rakte armene op i forventning om sejr. Det var ligegyldigt. Briller kunne erstattes, frihed skulle vindes. Han styrtede mod en flok væsner, der tilsyneladende var lammet af angst. Hans hoved var trukket ned mod skuldrene inspireret af Petters angrebstaktik. Som en tyr stangede han væsnerne. Et af dem kastede sig over ham, men han var ligeglad. Han følte kun lykke, ingen smerte. ”Tag den”, snerrede han og slog vildt ud. Han ramte et væsen i brystkassen og det sank sammen. Et nyt væsen, der stod tæt op af det netop nedlagte, snurrede rundt og angreb ham. Oskar veg hurtigt til siden og sparkede desperat fra sig. Han ramte og det han så fyldte ham med fryd, selv om det var sløret. Væsnets hoved fløj bagover og hang i en underlig usund vinkel. Den var stensikkert død. Femogtyve års undertrykkelse dampede ud gennem Oskar. Det var en katalysator, så kraftig, at han blev nødt til at skrige. Det undrede ham ikke spor, at opdage han var i besiddelse af uanede kræfter. På et tidspunkt rev han en arm af et af væsnerne. Han bankede armen så hårdt ind i et andet væsen at hun gik midt over. Triumferende hylede han i sejrsskrig. Skrigene omkring ham var et kakofonisk atonalt musikstykke, som akkompagnerede ham i kampen for frihed. Han havde aldrig oplevet noget så skønt som væsnernes angstlyde. Hen for frådende rundt og flåede lemmer af alle de væsner der ikke nåede at flytte sig. Så skar en rolig stemme sig igennem alle skrigene. En stemme som fik det til at isne i ham. Hans væsen var stadig i live. Hendes stemme var hypnotiserende og ond. Iskold som vind fra det arktiske hav. ”Oskar, vil du øjeblikkelig stoppe med det pjat” Oskar var paralyseret. Han havde ikke før anerkendt den fare, der var i hendes stemme. Han kunne blive bange for den, men han anede ikke at den kunne trænge ind i hans krop, som slangers gift og lamme ham totalt. Han begyndte at græde. ”Så du gamle, det går sgu nok. Du har bare fået et nervøst sammenbrud - sikkert bare stress” Oskar fattede det ikke. Det var Petter og han lød helt rolig. Som om han slet ikke havde været i kamp. Han fik noget klemt i hånden. Brillerne. Petter støttede ham mens han tog dem på. ”Og hvem skal så rydde op efter alt det svineri?” Oskar genkendte stemmen som en af de ekspedienter der havde henvendt sig til dem da de kom ind. Han så sig forvirret omkring. Selv stod han i en dynge af mannequindukker, der lå som træer fældet i et stormvejr. Flere steder lå væltede mannequindukker og tøjet var flået i stykker på dem. ”Oskar, slip så den hånd” skingrede hans eksemplar. I den anden hånd, end den der havde modtaget brillerne, havde han en tredje hånd. Han smed den livagtige plastikhånd fra sig. En del af væsnerne gispede og trådte tilbage. Oskar smilede i det han fattede hvad der var sket. Væsnerne var blevet bange for ham. Han begyndte at snerre. Hans eksemplar råbte stadig, men forræderen Petter trådte et par skridt tilbage. Oskar gav ham et ekstra sner, et gutturalt langstrukket et. Så kom de og hentede ham. De rare hvid/orange klædte mennesker. De hjalp ham væk. Reddede ham. De gav ham et rum hvor han var i fred. Og til sidst lærte han dem at holde væsnerne væk fra ham. Han var jo trods alt ikke bange for at rykke en arm af dem. Han var ikke bange for noget. Kun for de ugentlige besøg af hans eksemplar. Dem frygtede han stadig. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-20 17:43:04 |
... superb underholdning i "Han rystede ivrigt på hovedet, den rigtige vej, ikke op og ned men fra side til side. "
Teksten er fænemonalt underholdende og særdeles velskrevet; hyyyyylede af grin fra kap.1 til kap.2 !
venligst ...
PS "Han tænkte på sænke slagskib" altså enten at sænke ... ... eller brætspillet i " ???
"Ikke fordi at han fandt hende køn ..." foreslåes slettet
"Petter, burde have formuleret sig klarere." mere klart
"de Ukrainske var bedre." skal 'kun' med lille u
"væsnernes angstlyde. Hen ..." a
Teksten er fænemonalt underholdende og særdeles velskrevet; hyyyyylede af grin fra kap.1 til kap.2 !
venligst ...
PS "Han tænkte på sænke slagskib" altså enten at sænke ... ... eller brætspillet i " ???
"Ikke fordi at han fandt hende køn ..." foreslåes slettet
"Petter, burde have formuleret sig klarere." mere klart
"de Ukrainske var bedre." skal 'kun' med lille u
"væsnernes angstlyde. Hen ..." a
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak igen.
Ja, jeg havde spillet "sænke slagskib" i tankerne.
Man burde slette "at" helt fra det danske sprog...jeg har et overforbrug af det lille irreterende ord!
Så det er godt...at... der er nogen til ...at.... (årh pis).... gribe dem!
Ukrudtsord....
R. Kier