 |  | Fuglen flyver frit |
 |
|
|||||||||||||
|
Sneen knasede under hendes tunge fast skridt, Hun greb om det kolde håndtag, med en knirkende jammer gik lågen op og hun trådte forbi skiltet, med påskriften: Adgang forbudt på kirkegården efter solnedgang. Sneen faldt og lagde sig i et smukt snehvidt tæppe over jorden, men hun havde ikke øje for denne skønhed midt i hendes tungsind. Hun begyndte at gå ned af stien midt i den lille allé, vinden kastede sig i de golde træer, og fik sneen til fyge rundt mellem træerne. Hendes røde hår svang sig i frostvinden, som skød gennem luften, som et spyd, der havde til hensigt at gennembore hende, kulden trængte sig ind på hende, men hun havde også kun nået at gribe tynd frakke fra knagen, da hun havde begivet sig hjemmefra. Træerne knagede deres klagesang, mens hun drejede ned af den lille sti, hun ville gøre dette, måtte gøre dette, hun havde ikke været der, siden jorden havde taget ham fra hende, og Hans varme var skiftet ud med sorgens kulde. Tårerne begyndte at glide ned over hendes kinder med isnende spor, da hun fik øje på den lille sten med datoerne der for evigt, havde låst sig fast i hendes sind. Først den som havde velsignet hendes verden og så datoen hvor hendes univers var blevet brutalt revet fra hinden. To små lamper stod med flakkende skær, og lagde natten i et skarpt skær, der brød med mørket, de små flammer kæmpede i den hårde vinternat for at overleve. Rundt på den lille snehvide indhegning lå, dækket med tyndt lag sne, små kranse og kort med sorgens ord fra venner og familie. I hjørnet sad en lille bamse mellem kransene og kortene, ved side af mottoet på stenen, som skulle beskytte ham på rejsen. Den var fra deres barn, som havde stået tappert til begravelsen, men stadig ikke forstod, hvorfor far ikke kom hjem mere. Hun læste de små guldbogstaver der stod prangende og lod deres budskab runge, som stod han og sagde ordene ved siden af hende: ”A joker never dies” Hun huskede hvor besat han havde været af de ord, som om han skulle besejre døden og altid kunne være der for dem, Hun var næsten begyndte at tro på det, men så skete det”¦ Gennem de tunge tårer, så hun i det flakkende lys, det fotografi hun selv havde sat der, han stod badet i månelys, Han havde ikke vidst hun tog billedet, stod bare med spredte arme og længtes ind i stjernerne. Hun huskede hvordan de havde fundet sammen, hvordan han havde skrevet til hende og bragt lys ind i hendes liv, hans digte, sange og kærlige ord, hvordan hele livet lød som drømme fra hans mund. Et ordenligt vindstød kastede hende i sneen og mørket bredte sig, hun så op, de to små lamper var gået ud. Febrilsk kastede hun sig over lamperne og prøvede at få ild på dem, hun måtte holde liv i det sidste der var tilbage, tårerne strømmede, og kulden bed i hende, men hun skulle”¦ Et skarpt skrig gennemborede hendes sind, hun stivnede var det hende der skreg? Hun rejste sig og trådte hurtigt 3 skridt tilbage”¦ på gravstenen sad en sort ravn og stirrede på hende. Ravnen”¦ Han havde kaldt sig NatteRavnen som kunstner og poet, men kunne det, nej det var umuligt, døden var den sidste vej. Hun følte en ro fylde hende”¦ ”Mor!!” Hun vendte sig med et ryk, en lille skikkelse kom løbende med små knasende skridt, hun satte sig på hug med åbne arme og den lille michiling flyverdragts iklædte kastede sig i hendes arme. ”Hvor var du henne mor” Hun trykkede den lille krop ind til sig, kyssede den varme lille kind. ”Undskyld” En hurtig flaksen fik hende til vende sig med den lille i armene, og så efter fuglen der kastede sig ind i natten. ”Hvor er bamse?” Hun så ned i det lille gravsted og ganske rigtigt, den lille bamse var væk, kort og kranse spredt, men mellem dem, stavet i sneen, stod skrevet: ”Aldrig ” | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
