 |  | Dine Stjerner |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kan hjælpe dig. Hvis du har behov for, at nogen lytter til dig, vil jeg også gøre det. Faktisk er der intet, jeg ikke vil gøre for dig, hvis du bare spørger pænt. Du behøver ikke engang spørge på en pæn måde. Faktisk kunne du bare sige: ”Hent lige disse stjerner til mig, for de er mine”, og jeg ville gøre det. Bagefter kunne du kigge på dem, løfte dit kønne ansigt mod mig og sige: ”De glimter jo ikke. Stjerner skal da glimte, for de er symbolet på mine håb og drømme,” og så ville jeg drysse dem med noget af det glimmer, som sad på mine egne stjerner. Du kunne sige: ”Mine stjerners spidser er skarpe. Hvis jeg ikke er forsigtig, stikker de mine hænder til blods,” og jeg ville slibe dine stjerners spidser bløde, for tanken om din ulykkelighed er ikke til at bære. Så kunne vi gå rundt med vores stjerner sammen. Med tiden ville de komme til at miste noget af deres glans, og i perioder ville de tabe brillans. Jeg ville give dig alt det glimmer fra mine egne stjerner, du kunne tænke dig, og du ville ikke behøve at give noget som helst i gengæld. Som Cassiopeias døtre skulle de stjerner glimte og skinne i billedet af din lyksalighed. Jeg kan se det for mig, og det gør allerede så forfærdelig ondt. Den dag du kommer hjem fra arbejde og græder, fordi nogle af dine stjerner er blevet væk. Vi har fået børn - to piger, og de er så vidunderlige, for de ligner begge to dig. De ser dig også ulykkelig. Vores yngste, Agnes, siger: ”Tag en af mine stjerner, mor. Jeg kan godt undvære, for du skal være glad igen.” Du tager imod den mest glansfulde af hendes stjerner, den stråler rød og symboliserer tryghed. Vores ældste datter, Maria, siger efterfølgende: ”Tag også min, mor,” og afleverer en af samme slags, men ikke med særlig godt mod, for det er den ene af hendes to vigtigste stjerner, og ingen af dem kan erstattes med en anden slags. Tårer løber nu ikke længere fra dine øjne, men dine kinder er våde, og du kigger op på mig med dine blå øjne, og jeg kommer i tanker om den dag, jeg hentede dig dine stjerner. Du siger ikke noget, for det kan du ikke få dig selv til, men jeg ved godt, hvad du tænker og håber på. Dit hjerte er fyldt med kærlighed, og du har elsket så meget. Hvordan skulle jeg kunne gøre andet end at give slip på noget så værdifuldt, for du er jo det dyrebareste, jeg har? Jeg giver dig en af mine ældste stjerner. Det er fra den, jeg har givet dine forhenværende stjerner mest af mit glimmer, men de skinner stadig. Imens pigernes stjerner har ændret farve til en glimtende blå, ændrer denne ikke farve, for den har altid haft havets farve. Du takker mig, og jeg forstår, at du aldrig nogensinde har elsket mig højere end i det øjeblik. Inderst inde gør det ondt på mig, for jeg har haft denne stjerne, siden jeg var barn og mine tanker om nattehimlen holdt mig vågen til langt ud på natten, men synet af dit glade ansigt giver mig så meget varme, at jeg knapt ænser den kulde, som skærer i højre side af mit hjerte. Du kysser os alle sammen og går din vej. Siden har vi næsten ikke set dig, og for hver gang du er hjemme, har dine blå stjerner på ny vokset sig større. De er begyndt at blokere dit udsyn til os og dit kønne, elskværdige ansigt for os. Imens er dine røde stjerner kun blevet endnu mindre, og det sker så ofte, at du glemmer dem på køkkenbordet, når du tager på arbejde om morgenen. Så ligger de der. Oftest når jeg at flytte dem, inden pigerne opdager noget, men du gør det så tit, at jeg ikke kan følge med længere. ”Hvorfor har mor glemt sine røde stjerner?” spørger de. Jeg siger, det er fordi, du har så meget at tænke på for tiden. ”Hun har også glemt min stjerne,” siger Agnes med bøjet hoved. ”Også min,” siger hendes storesøster. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for de ligger der rigtigt nok begge to. Ved siden af hinanden og de er blevet mindre, siden du begyndte at arbejde mere. Ligesom den røde stjerne jeg hentede til dig, dengang vores kærlighed stadig var ung, og du sagde, jeg fik dig til at elske mere, end du nogensinde havde lært. Jeg kan stadig huske, hvor stor den var, da du havde født Maria. Jeg synes, det er besynderligt, den er så lille nu, for den stjerne du gav til mig dengang er stadig stor og flot. ”Hun har også glemt din stjerne, far,” siger Agnes. Jeg siger et eller andet ubetydeligt og tager dem alle op i min favn. Imens står pigerne og kigger op på mig med nysgerrige og bekymrede øjne, for de kan se, at jeg er ked af det, og det er sjældent, at de ser mig sådan. Det går her op for mig, hvor vred jeg i virkeligheden er på dig, men jeg har ikke haft tid til at skælde dig ud, for du er så lidt hjemme, og når du er her, vil du elskes. Du vil altid have, for du har altid været vant til at få. Intet du gør kan være forkert, og kommer du træt hjem med et ønske om at blive lyttet til, er det sådan, det skal være. Men du er altid træt, når du kommer hjem, og du har altid behov for at blive lyttet til. Det er udmattende for mig, men hvordan skulle jeg kunne sige nej, når jeg ved, det ville gøre dig ked af det? Jeg beder dem om at gøre sig klar til at tage i skole, og imens de meget disciplineret gør det, lægger jeg dine stjerner ind på vores redte seng. Ude fra entréen råber pigerne farvel, og kort tid efter smækker hoveddøren. I går faldt du i søvn på sengen i din grå jakke og nederdel. Jeg kom til at tænke på dengang, du stadig gik i slidte jeans og købte de fleste af dine bluser i genbrugsbutikker, fordi du sammen med dit cigaretforbrug ikke havde råd til andet. Du lå med det tyve siders oplæg på brystet, du skal præsentere for en masse vigtige mænd senere i dag. Jeg kom til at tænke på dengang, vi begge studerede, og du sad med alle dine notater og papirer omkring dig i sengen og lavede dine afleveringer, imens du lyttede til Vivaldi og drak en form for urtete, der fik dig til at smage af mynte. Jeg tror ikke, du opdagede mig, mens jeg klædte dig af, og jeg puttede dig, som var du et lille barn. Jeg ved, det bliver bedre på et tidspunkt. Du har bare så travlt lige nu. Du kommer hjem en aften og siger, vi skal flytte. Jeg kan lugte rødvin i din ånde, for du har været til middag med mennesker i dyrt tøj, og jeg ved, du er svær at tale med, når du har været i selskab med sådanne rige og magtfulde personer. Jeg står og vasker op i hånden, for opvaskemaskinen er fyldt og tændt. Det er svært for mig at forstå, hvad du egentlig mener, og jeg kigger lidt uforstående på dig med et ønske om, at du snart uddyber dig selv. ”Vi bliver nødt til det,” siger du så og kigger væk, for du ved godt, hvad jeg vil svare, og det irriterer dig allerede. I stedet for at være afvisende, spørger jeg, hvorfor vi bliver nødt til det. Du forklarer mig, at mændene i det dyre tøj vil flytte dig til en afdeling i Edinburgh. Du ser mig blive forbavset, og du knytter dine hænder, for det gør dig så rasende, at jeg altid skal være så tarvelig, når det handler om din karriere. Der bliver stille i lang tid, og jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal svare dig, for du har allerede besluttet dig. Du står og flår en pakke nikotintyggegummi op, for du er stoppet med at ryge i forbindelse med dine lange arbejdstider, men du var altså meget dejligere dengang du konstant lugtede af røg. Du venter bare på dit stikord til at blive tosset, for inderst inde er du selv i tvivl om, hvor vidt det er rigtigt at flytte så langt væk. ”Vi har ikke andet valg,” siger du endelig og kyler et tyggegummi i munden. Jeg spørger dig, hvorfor vi ikke har det. ”Fordi,” siger du, imens du arbejder hårdt på at få det hårde stykke tyggegummi gjort elastisk. ”Fordi det er en mulighed, vi vil fortryde at have ladet gå forbi os.” Jeg ved, du føler det bedre med dig selv ved at sige ”vi” i stedet for ”jeg”. Jeg nævner ikke noget om det, for jeg vil gerne tale lidt med dig, inden vi endelig kan få det skænderi, som vi begge har brændt inde med energi til, siden dine stjerner begyndte at ændre størrelser. Jeg går hen efter et viskestykke og spørger ind til pigerne, imens jeg tørrer mine hænder. ”De får en endnu bedre uddannelse i Storbritannien,” siger du, og jeg kan se, det er noget, du har forsøgt at bilde dig selv ind på vejen hjem, men uden det store held. ”De bliver dygtigere af det.” ”Hvad er der galt med deres nuværende skole?” spørger jeg. Du fortæller mig, at der ikke er noget galt med den og forlader mig i køkkenet, hvor jeg lidt træt af det hele tørrer opvasken af og kommer ind til dig i soveværelset. Du har smidt dine blå stjerner på sengen ved siden af de røde, du endnu engang glemte i morges. Jeg siger til dig, at pigerne nok bliver rigtig kede af at skulle rejse. Du sidder på kanten af sengen med din bærbar i skødet og venter lidt med at kigge op på mig. Du gør det for at vise, du har overskud. ”Jeg tror, de kommer over det,” siger du og vender tilbage til den e-mail, du er ved at skrive. Det var meningen, vi skulle til at skændes. Da vi stod ude i køkkenet, havde jeg lyst til at skændes med dig, men jeg har allerede tabt på forhånd, og det er bedre, at kun en af os græder - det er bedre, at den person er mig. Jeg kigger på dine stjerner, kan genkende den lille og matte røde, jeg gav dig som et sundt og funklende stykke kærlighed. Jeg burde spørge dig, hvorfor den ikke ser særlig pæn ud længere, og hvorfor pigernes stjerner også er blevet så små, men det vil bare gøre dig såret og vred, og det er tydeligt, at du ikke selv kan se det. For dig er de alle tre lige så smukke og store, som de altid har været. På en måde kan du faktisk ikke gøre for det, og med ansigtet og kroppen lænet op ad dørkarmen til soveværelset, får jeg ondt af dig. Jeg spørger dig, hvornår vi skal rejse, og du kigger omgående forbavset op på mig. Du har åben mund, og jeg kan se det hvide stykke omsvøbte nikotin på din tunge, imens du overvejer situationen. ”Synes du det er en god idé?” spørger du forsigtigt. Jeg trækker på skuldrene. Min ulykkelighed er for stor til, at jeg kan skjule den, men jeg er ikke sikker på, at du ser, hvor meget en af mine røde stjerner drysser. Du smiler til mig, og det er en oprigtig glæde, der gør dit ansigt varmt. Du lægger computeren ved din side, rejser dig og går hen til mig. Du kærtegner min kind, siger til mig, at det hele nok skal blive godt og lægger an til at kysse mig. ”Lov mig, at du ikke glemmer os,” siger jeg og ser dig vende blikket overvejende op på mig. Jeg mærker din varme ånde mod mine læber, og jeg smager lakrids fra den. ”I er det vigtigste, jeg nogensinde har haft.” Jeg smiler til dig, for ligesom du var så god til engang, har du gjort mig glad igen. Hvis du siger, alting kan blive bedre, så tror jeg på dig. Selv i dine bestræbelser på at hente månen kan du umuligt glemme mig. Vi bærer jo stadig vores stjerner sammen. Dette sted er præget af en større succes, end hvor vi kommer fra. Briterne plukker flere stjerner for dem selv, end det næsten er til at begribe. De siger, amerikanerne samler langt flere end dem, men at det kan være sandt er næsten ikke til at forstå. Dog er balancen i fordelingen mere skæv. Imens nogle mennesker bærer favnfulde af blå stjerner, trasker andre fortvivlede rundt med en enkel lille eller måske ingen overhovedet. Det er værst at se børnene i disse tilstande; det er små hjerter, der allerede har mistet troen på dem selv, og det er altså ikke rigtigt. Du er glad for dit nye job. Det er tydeligt at se på den måde, du klæder dig på om morgenen, og jeg kan også høre det på dig, når du kommer hjem om aftenen. Du snakker så meget, fordi du har en ubegribelig masse at fortælle - sådan har det altid været med dig. Det er kun, når du er ked af det, din tilstedeværelse bliver tavs, men lige siden den aften vi blev enige om at flytte, har du nærmest kun været stille i din søvn. Det varmer mig, du er lykkelig her, men din glæde må gøre dig blind, for du ser ikke dine børn længere, og vores piger deler ikke dine blå stjerners stråler. Jeg ved, det bare er en overgang; at når de først har vænnet sig til sproget, begynder de andre børn at blive trygge ved dem. Men vi må huske på, at det her var vores beslutning. For at være rigtig tarvelig så har jeg lyst til at minde dig om, hvordan vi flåede dem ud af deres fortrolige rammer og tog dem med os til et sted, der rigtigt nok byder på store muligheder for dem, som vil succes, men i hvilket alt samtidig er anderledes og skræmmende. Deres røde stjerner vokser sig større, imens deres blå allerede er begyndt at blive mindre og tabe glans. Du vil sikkert prøve at bilde mig ind, at det er fordi, de trives, at deres stjerner vokser, men vi ved begge to godt, at det er længsel og utryghed, der påvirker dem. Det eneste, som kan gøre en rød stjerne mindre, er forglemmelse og ligegyldighed. Jeg hører hoveddøren lukke, og det er meget sent. Jeg er ikke klar over, om jeg har sovet eller blot befundet mig i den døde zone mellem vågenhed og søvn, men jeg sætter mig op i sengen, og de neongrønne cifre på dit vækkeur viser to timer over midnat. Jeg venter på, du kommer ind og tænder lyset. Det er tydeligt på dit meget muntre udtryk, at du har drukket, for siden vi gav dig vores stjerner, har kun alkohol været i stand til at gøre dig så glad. Du kysser mig, og din ånde smager af rødvin og noget stærkere; vodka eller gin. Jeg tænker på, at du ikke burde køre, når du har drukket så meget, men hvis jeg siger noget, bliver du bare ked af det eller vred, og nu vil jeg bare gerne have dig hos mig, så vi kan føle os som kærester igen. Efter du har været ude på badeværelset og børstet tænder, begynder du at sige en masse om, hvor meget du holder af mig. Det gør mig så glad, og jeg bliver enig med mig selv om, at vores tilværelse her i Storbritannien er det værd, når du er blevet så lykkelig. Vi viser hinanden, hvor højt vi elsker hinanden, og det er med stor længsel, for i forhold til engang er det efterhånden sjældent, at vi formår at give udtryk for dette længere. Bagefter ligger vi hos hinanden. Tandpastaens mentol er næsten forsvundet fra din ånde, og jeg kommer igen til at tænke på Côtes du Rhône blandet med gin and tonic, men det er okay, for du er her hos mig, og det er det vigtigste. Vi har ligget i noget tid, og din vejrtrækning er blevet tungere, da du pludselig siger: ”Jeg ved godt, at deres stjerner vokser, fordi de er kede af det.” Det er pigerne, du snakker om. Jeg bekræfter kortfattet din konstatering. ”Måske skulle vi ikke være taget herovre alligevel. Det var jo udelukkende for min skyld, og jeg ved, du også savner dit job.” Jeg svarer hende ikke og håber, hun snart vil falde i søvn, så hun kan stoppe med at pine sig selv. ”Vær rar at fortælle mig, hvis jeg ikke er søde ved jer. Vil du ikke nok gøre det?” Det lover jeg hende, at jeg nok skal. Hun bevæger sig, men ender alligevel med hovedet det samme sted på mit bryst. Hun sukker sørgmodigt. ”Dengang jeg kom hjem og fortalte, at mine stjerner var blevet væk. Det passede ikke.” Jeg fortæller hende, at det er okay. Det vidste jeg godt i forvejen. ”Jeg har ikke været ærlige for jer, og jeg ved, I har savnet mig på bekostning af mine håb og drømme,” siger hun og begynder at græde. ”Sandheden har altid været den, at mine drømme ubetinget ligger i idéen og realiteten af os to og vores fælles kærlighed til pigerne. Jeg kan ikke bruge mine blå stjerner til noget, uanset hvor store de så end må være, er deres styrke og storhed ikke baseret på velfærden hos mine røde. Og sødeste? Mine røde stjerner er mindre end nogensinde før.” Du begynder at græde meget voldsomt, og ligesom jeg gjorde dengang, vi stadig var unge, og du stadig udtrykte dine sorger og elendigheder med tårer, trøster jeg dig det bedste, jeg kan. Fortæller dig, at det nok skal gå. Du vil uanset hvad altid være mit kæreste eje. Jeg hentede dig dine stjerner, fordi jeg ønskede os fælles værdier og håb, og du tog imod dem, fordi du elskede mig. Nok er dine røde stjerner meget små, men dit hjerte er stort, og jeg tror på dig. Vi skal for altid være sammen, og lige meget hvordan vores liv vil forme sig, vil jeg altid være parat til at ofre alt, jeg nogensinde har kendt til, med det eneste formål at se dig glad. Du snøfter og siger: ”Det skal nok blive bedre, det lover jeg. Jeg vil aldrig nogensinde svigte mere.” Jeg ved, der er milliarder af stjerner over os klar til at blive plukket, taget og givet. Overalt i hele verden henter drenge og piger dem ned til hinanden. Det er på den måde, kærlighed opstår. Vi giver i større grad hinanden røde stjerner, og de røde stjerner kan få vores blå stjerner til at vokse. Mennesker, der aldrig er blevet foræret en stjerne, må betragtes som ulykkelige skæbner. Måske har de endda tabt de stjerner, som de ved fødslen fik med fra deres forældre, og så er de helt alene i en verden, hvis prægtighed ikke er gået op for dem. Vi skal passe allermest på vores røde stjerner, og det må jeg modstræbende indrømme for mig selv, at du længe ikke har gjort. Du bliver nødt til at give pigerne deres stjerner tilbage og lade dine blå stjerner blive mindre. Hvis dine håb og drømme virkelig ligger i os som familie, vil du kunne gøre dette uden at skade dine blå stjerners glans det mindste. Vi har behov for dig her, så vi igen kan bære vores stjerner sammen. Uanset om du vil have mig eller ej, vil jeg altid være klar til at hjælpe dig. Med bare det mindste håb om, at du kunne lære at elske mig, ville jeg hente dig dine stjerner, og du skulle få al den tid, du havde brug for til at tænke over mit ønske. Jeg er ligeglad med, hvor meget du kommer til at såre mig i tidens løb, så længe du er lykkelig og har lyst til at være glad ved siden af mig. Jeg vil ofre alt for dig, og du behøver ikke engang være taknemmelig for det. Selv om dagen afspejler stjernenatten sig i dine blå øjne, og derfor knuser det mit hjerte, når jeg står her og kigger på dig. For du lægger overhovedet ikke mærke til mig, og om kort tid vil en anden sikkert plukke dig stjerner. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
