 |  | Perronen (fantasy) |
 |
|
|||||||||||||
|
Så skiftede lyset endelig til grønt. Nu havde jeg også ventet næsten en hel time på det skide tog! Mine lemmer var helt følelsesløse efter den overnaturlige kulde, og jeg sendte DSB en ond tanke for deres evige forbavselse over skiftende vejr. Det var da ret indlysende, at togene blev forsinket, når det sneede, for så måtte de jo køre langsommere. Mine tænder klaprede, men her var der ingen til at høre dem. Den snedækkede, dobbeltsporede perron lå ensomt i udkanten af byen, med en varm kiosk gemt under sporene. Jeg sukkede dybt. Vinteren kom altid bag på mig. Helt uventet blev alt bare mørkt, dystert og frysende koldt. Og selv om jeg følte mig forberedt og egentlig havde det fint nok med de smukke, dalende iskrystaller, så fik jeg altid en mildere vinterdepression, når alt den smukke sol pludselig bare lod mig i stikken, og ikke gav mig andet end små vink om dens eksistens, før den gik i hi igen. Sneen blev tættere, og vinden tog til i styrke, som havde den været ulvens ånde, som pustede til grisens hus. Jeg gøs og puttede mig længere ind i min store vinterfrakke. Kom det tog dog ikke snart? Jeg spejdede længselsfuldt efter det opvarmende og fyldte tog, som lige straks måtte køre ind på perronen. Men jeg kunne ikke engang se hen til svinget, for nu sneede det voldsomt. Mellem snefnuggene så jeg fantombilleder af et varmt sommerlandskab, og ønskede at det var dér jeg var. Vinden trak i min jakke, som ville den rive den af mig. Min hætte blæste af og mine ører frøs næsten til is med det samme. Hvad var det dog for et uregerligt vejr? Det kunne ikke betale sig at søge læ, for toget måtte være her nu. Jeg vaklede i vinden. Det føltes som en hel orkan. Mit ansigt føltes som en maske, jeg kunne tage af, fordi huden var så kold, at jeg ikke længere kunne føle den. Stormen steg til en symfoni af fjerne råb, og den hev og sled i mig, så jeg nær gik fra hinanden. Pludselig kunne jeg ikke nå jorden med mine fødder. Jeg steg til vejrs på vinden og skreg af skræk. Højere og højere steg jeg. Væk fra perronen. Jeg kunne ikke se det den mere. Vinden hylede mig i ørerne og sneen smøg sig ind under mit tøj og frøs mig ned. Jeg kunne ikke mærke mine fødder. Jeg kunne ikke mærke mine ben. Jeg kunne ikke mere mine arme, min næse, mine ører. Ingenting. Alt var hvidt af sne. Jeg blev opmærksom på at min natlampe stod tændt. Den lyste indersiden af mine øjenlåg op, så jeg ikke kunne sove mere. Jeg lå utroligt godt. Der var så lunt og godt under min dyne, behøvede jeg virkelig at stå op? Jeg gabte højlydt og åbnede øjnene. Det her er ikke mit værelse, var min første tanke. Hvor fanden er jeg? var min næste. Jeg lå og stirrede op på en lyseblå himmel uden den mindste sky. Jeg rejste mig forbavset op og fandt mig selv stående på en solbeskinnet blomstermark | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-27 18:19:30 |
Foelger fortsaettelse paa denne udtryksfulde 'naturbeskrivelses'-fantasy? Den iskolde ventetid paa perronnen gaar jo gennem marv og ben; men brat opvaagnen i blomstermarken fik mig da heldigvis hurtigt toet op igen!
Saerdeles velskrevet!
venligst ...
Saerdeles velskrevet!
venligst ...
| Anne. | 2012-07-20 22:56:30 |
Jeg må erkende, at jeg virkelig bliver fanget af din skrivemåde! Hold da helt op, jeg kunne ikke holde op dem at læse da jeg havde læst første afsnit!
Meget imponerende!
Mvh. Anne
Meget imponerende!
Mvh. Anne
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
