 |  | Sagprosa |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg aner ikke om vedlagte "Brev til en HF-studerende" kan bruges her på siden. Hvis ikke, må klogere hoveder smide det ud: (Brev til en HF-studerende) Lidt om os mennesker og vores levende sprog. Fra Rasmus Rask til Jørn Lund. Sprogets magt og magtens sprog. Gustav Wieds pensionerede toldkontrollør talte kommaer. Jeg forsøger i min pensionisttilværelse at interessere mig for de guldkorn jeg støder på mellem kommaerne. Wied lod også Knagsted filosofere: ”Børn er lykkelige, og dyr og kvinder, men vi mennesker er det ikke”. ”Øjnene er sjælens spejl”, siges det. Er sproget hjernens spejl (eller måske højttaler)? Vi har, om vi vil eller ej, hver især vores sproglige, levende univers. Ytringer, lydhørhed. På godt og ondt. Man lytter og læser. Taler og skriver. Vi ser eller indser, aner eller stirrer. Bliver set, måske anset eller set an, ugleset eller helt overset. Man afsender sit og afkoder andres kropssprog. Føler behag eller ubehag ved stemmelejet. Betoningen. En rysten på hånden. Ansigtstræk. Et glimt i øjet. En plet på tøjet. Påklædningen og den gældende ”dresscode”. Lugten, stanken, duften? Lydene? En berøring? Pege fingre ad? Række tunge ad? Le ad? Grine/græde? Indtrykkene vælter ind i os og over os. De kan overvælde os. Er vores bolig et udstillingsvindue? Er vores køretøj en vigtig del af vores identitet? For nogle år siden havde mange bilejere klæbet et advarselsskilt på bagsmækken: ”Børn i bilen!”, stod der. Siden da har jeg grundet over om 18-års kravet for at få kørekort er blevet sat ned. Måske burde jeg forsyne mit ældre køretøj med advarslen: ”Pensionist bag rattet”. Sproget tager vi til os; nye ord af og til - eller vi vælger dem fra. Glemmer at bruge. Eller lægger vægt på at holde i hævd. Vi vælger dem og udtaler dem måske i tilstræbt overensstemmelse med gældende norm i det aktuelle samtaleforum - eller bevidst afvigende herfra; måske for at skabe afstand. Tonefald og pausering giver yderligere nuancer. Man skaber sig med andre ord en unik identitet i den forunderlige og foranderlige jungle af interaktion og kommunikation, som man er en del af. Vi skaber os og vi skaber sproget - eller måske skaber ordene og sproget os? Ordet ”Momentum” mødte jeg første gang for ca. to år siden i en reportage fra en fodboldkamp. ”Ja, nu har han sit momentum”, sagde speakeren. Jeg fattede ikke en bjælde og greb fremmedordbogen, som efterhånden er gået op i limningen; der står: ”Et afgørende vendepunkt; en bevægelse som er udslagsgivende for en ændring i et forløb; fremdrift”. Nu ser jeg ordet flere steder dagligt i min avis. Og Kommunernes Landsforening har gjort et nyt fremstød: ”Momentum er KL’s nyhedsbrev, som har til formål at kvalificere og nuancere den politiske debat”. Sådan. ”Momentums artikler er baseret på seriøs, troværdig journalistik. Med analyser, undersøgelser og anden dokumentation vil vi sætte nye, interessante dagsordener og skabe ny viden. Vi taler med eksperterne, politikerne og praktikerne. Vi præsenterer forskningen og krydrer med eksemplerne. Kort sagt, vi kommer hele vejen rundt, når vi tager hul på et tema. Momentum udkom første gang 18. august 2009." Sådan er det ofte med ”nye” ord. Tidligere sprang øjnene måske automatisk forbi - eller måske var ordet sjældent brugt. Måske meget gammelt. Og så pludselig møder man det så hyppigt. Jeg tror nu, jeg fravælger at bruge momentum i min udgående post (udbakke). Lidt lige som jeg dumstædigt forsøger at undgå den i nogle kredse omsiggribende mere eller mindre bevidste, hæmningsløse brug af termer som forventes at falde i tråd med tidens trend. Mange af de omtalte ord forventes at tillægge afsenderen en særlig attraktiv livsstil, eller de er en slags kodeord eller løsen som adgangstegn til en særlig trendy loge, som ellers er forbeholdt de unge, kendte, rige eller smukke. Måske en slags ”gruppesprog”, ”klikesprog” eller ”klassesprog”. Erhvervslivets foretrukne foredragsholdere skamrider sprogblomster som nervecentrets tænketank eller det innovative maskinrum, som ludere bondefanger kunder ved facilitering af forhandlingen. Ofte er maddingen lånt fra engelsk eller amerikansk: coach, brand, primetime, breaking news, cool, yes, fuck, shit, speed, flash, trend, master, mind, sort (o-et udtales som I ”kort”), trekking, touch, live, hype, mode, code, slacker, sorry, bodyage, single, teamspirit, outstanding, task-force, second opinion, mindfulness, blog, you name it. Og så lige den dejligt uforpligtende endelse: -agtig(t) i utallige nye kombinationer. Måske ikke så fejlagtig, men man føler sådan lidt kedafdethed! Det seneste knopskud er kant som nu kan betyde skarpere profil; måske gå til kanten af normen. Børn og unge er eminente sprogudviklere. Nu, hvor alle véd, at fritteren betyder fritidsklubben og ungeren betyder Jagtvej 69, er der behov for ”nye” ord. ”Nederen”, ”svedig”, ”grineren”, ”fråderen” og snesevis af andre gruppedefinerede omskrivninger dukker op, bruges, slides og kasseres. Hvis ordene udbredes i de voksnes verden, hvor vi måske hæger lidt mere om ”korrekt” sprogbrug, aflives de omgående. ”Slang”, opstod i England i 1600 tallet som betegnelse for den kriminelle underverdens sprog. Den første danske slangordbog, ”Ordbog over Gadesproget og saakaldt daglig Tale”, er fra 1866. Begrebet er langt ældre og ikke ukendt i antikkens Grækenland. Det er med til at farve sproget; slang bruges tit, gemytligt i kammeratlige sammenhænge. Slang er ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, men blot et af mange indslag i sproget. Slang er et stiltræk, der farver det daglige sprog. Grænsen mellem slang og jargon er elastisk. Slang bruges ofte af unge som signal om gruppetilhørsforhold der adskiller sig fra normen. De unge bruger slang som sprog. Hvis vi over-50-årige, forsøger at bruge de slangudtryk vi kan huske fra vores ungdom, bliver vi uvægerligt til grin og er totalt pinlige i selskab med vores teenageres generation. Sjovt nok blev ”fuck you” brugt i en novelle af Klaus Rifbjerg for snart 50 år siden. Vi ældre kan også finde på lidt endnu: ”fætteren” eller ”banditten” kan betyde næsten hvad som helst lige fra Adam Prices ovnbagte pighvar til hans brors nye foodprocessor. Udtrykket jargon er fagsprogets slang. Lægmænd kan komme gruelig galt af sted, hvis vi forsøger at kloge os på fagfolks sprog og jargon. Nogle af os har nok oplevet, uforvarende, at overhøre to mekanikeres samtale om vores kun 9 år gamle køretøj, eller de to sygeplejerskers bramfri meningsudveksling om vores helbred. Måske sandheder vi godt kunne være foruden. Det rendyrkede fagsprog er som regel volapyk for mig (når det ikke lige netop er mit eget). Mange patienter har hørt velmenende læger eller sygeplejersker forsøge at forklare, hvad der er galt med deres helbred og hvad der kan gøres. Ofte forgæves - og i værste fald med en virkning, der er utilsigtet eller direkte skadelig. Det står så slemt til, at læger, kommunale embedsmænd, socialrådgivere og sagsbehandlere står i kø for at deltage i sprogkurser, hvorefter de forventes at tale og skrive på et sprog, som modtageren kan forstå. Sort tale er en disciplin i særklasse. At tale sort er ikke forbeholdt orakler, sandsigere og politikere. Danmarks Radio producerede i 70-erne en stribe Tv-udsendelser med ”Skjult kamera”. Her demonstrerede Robert Larsen eminent, hvordan man gennem brug af normalsprogets stød og tryk kan sammensætte ”brokker” (dele af kendte ord) til et kaudervælsk, der lød som normaldansk men var helt umuligt at forstå. På en generalforsamling i den lokale kanoklub stillede et af de garvede medlemmer (kaldet Sorte) et tilsyneladende klart spørgsmål til formandens beretning; men Sorte talte sort. Ikke et øje var tørt; forsamlingen skreg af grin, da formandens højtidelige mine krakelerede. Thomas Winding mestrede også til fulde dette. Han har præsteret at skrive en lille historie uden anden hoved, hale og handling end den der ligger i stemmens magt. (Giro 413 den 23.10.2011). Sebastian, den 1.nov. om sangteksters indhold: ”Poul Simon sagde engang (om Sound of Silence): Det er lyden mere end ordenes betydning der betyder noget. Ifølge Bibelens 1. Mosebog byggede menneskene et tårn med det formål at nå himlen. Men Gud vidste, at hvis menneskeheden gik sammen om et projekt, ville intet være umuligt for dem, så han sørgede for at forvirre sproget blandt de ellers énstalende mennesker. Ifølge vers 6-7 sagde Gud: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Det fik arbejdet til at gå i stå, samtidig med at mennesker spredte sig ud over hele kloden. I dag kan man sige: Værket er fuldbragt. Måske skal beretningen forklare eksistensen af de mere end 6000 forskellige sprog, som bruges af menneskeheden. Og/eller måske vise os at det enkelte sprog rummer utallige faldgruber, der forhindrer eller vanskeliggør overensstemmelse mellem det sagte og det hørte. Dertil kommer billedsprog, tegnsprog, musik, sang, dans, signalering. Røg, måske hvid (eller sort), fra det Sixtinske Kapel, røde nødblus over havet, ild på bavnehøjene, hulemalerier, runestene, arkitektur, spor, kammertonen, symboler, vejskilte, flagning, blå blink og truthorn m.v. Konteksten og referencerammen i bred forstand er også afgørende. ”God dag mand økseskaft” er i dag en talemåde, der bruges, når man vil sige, at en samtale er tåbelig, når de talende taler forbi hinanden. Oprindelig er "Goddag mand, økseskaft" en lille del af en ret vovet historie fra 1700-tallets overlevering af folkeetymologien. Den findes nedskrevet i mange versioner. Her en meget kort: En mand skal skære sig et nyt økseskaft. Han klatrer op i kronen i det asketræ, hvor han vil save en egnet gren af, og ser to unge mænd nærme sig. Han vil ikke lade dem mærke at han er døv; han gætter derfor på, at de vil spørge om hvad han skal med grenen. De unge mænd siger: "Go'dav mand" og han svarer "til et økseskaft." De spørger, om de kan fri til hans døtre, og manden tænker, at de vil låne hans heste, så han svarer: "Nej; de er begge med føl." En sprogprofessor skrev forleden, at prins Henrik var blevet moppet fordi hans danske sprog ikke er dansk nok. Man ser for sig hofdamen svinge moppen grundigt over det royale ansigt. Professorens (eller korrekturlæserens!) lille stavefejl gør ingen synderlig forskel. Budskabet er klart for os alle. Men ikke alle har forudsætning for at hygge sig med scenen med den emsige hofdame. For at vi kan agere uden alt for mange utilsigtede misforståelser i den sproglige jungles mangfoldighed, har vi skabt utallige skrevne og uskrevne regler. Nogle er vejledende, andre er juridisk bindende, så overtrædelse kan medføre strafansvar. Til retsstatens magtbeføjelser hører retten og pligten til at udstede love og bekendtgørelser. Heraf følger kravet om ét klart og éntydigt skriftsprog. For at sikre dette har Folketinget ved lov nedsat et sprognævn, som til stadighed træffer beslutninger om dansk retskrivning. Derefter skal alle embedsmænd og myndigheder sig rette. Vi andre kan skrive som vi har lyst og mod til. Når vi så også har den grundlovssikrede ytringsfrihed, kunne nogen tro, at enhver har lov til at skrive eller sige hvad som helst. Men nej, injurielovgivningen, varemærkelovgivning (mønsterbeskyttelse og patentrettigheder) og blasfemiregler begrænser ytringsfriheden. At ord, vores sprog, gloser, kan være ”beskyttede” eller patenterede er lidt af en gåde. Således vil udtrykket ”en lurmærket spinning coca-cola” sikkert være ganske strafbar at bruge i faglitterær indtjeningsøjemed. Især hvis det står skrevet på en plakat foran Føtex. Hvorimod boghandleren helt åbenlyst og legalt (endnu?) markedsfører en digtsamling med den samme tekst på forsiden. Hvordan forholder det sig, hvis titlen står på en faglitterær bog om motion eller smørbare læskedrikke? Den lokale købmand falbyder angiveligt saftige, søde Sherrytomater. Skål! Eller man forestiller sig fx. et springløg. Tre hop og op på panden. ”Vupti”; nå, det er nok også beskyttet. Mange sprog (måske alle) rummer tabuiserede eller stærkt uønskede elementer. ”Bandeord” har nok navn efter at bandlyse nogen eller noget. I mange religioner er navnet på de troendes ”Gud” forbudt at skrive. At ord er ”besjælede”, dvs. har en egen kraft og magt har vi mennesker været optagede af siden tidernes morgen. Lige fra hulemaleriernes skildringer af jægerens nedlæggelse af byttet, til vore dages vægring mod at nævne det unævnelige, så som kræft, racisme, porno, utugt, selvmord og alkoholisme. Ord kan frygtes at smitte og medføre ubehag og fordærv. Man kan tale om at en person har ordet i sin magt. Det kan være om en dygtig forfatter, præst, skuespiller, foredragsholder, sælger eller politiker. Men det vi mener, er at han eller hun har lytteren i sin magt. Er det afsenderens ”karisma” der drager os eller bedrager os? Datteren af en kendt, nu afdød stor dansk skuespiller fortalte mig at hendes far var ganske og aldeles umulig at omgås, når han gik op og ned ad gulvet og øvede sig på en rolle. Skulle han spille Henrik VIII, så var han Henrik VIII fra morgen til aften. Copyright og ophavsret er to beslægtede begreber, som opstod efter bogtrykkunstens udbredelse. Først nu i det 21. århundrede, næsten 600 år efter Gutenbergs opfindelse synes både copyright og ophavsretten at være truet af ny informationsteknologi. Med mobiltelefoni, digital kopiering af tekst, tale, billeder, musik og film er overgangen til det 3. årtusinde så ufattelig gennemgribende og omvæltende i sit omfang og hastighed. Måske et menneskehedens momentum. Når jeg i dag lidt bekymret spørger mine børn: ”Har du penge til bussen?” svarer de: ”Nej, vi bruger mobilos””¦ (Det falder mig svært at forestille mig deres svar, når billetkontrolløren måske dukker og spørger om de unge er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel til den valgte destination). Med den informationsteknologiske udvikling opstår selvfølgelig et behov for at sætte ord på nye begreber. Chat, Twit, SMS, Skype, e-mail, snail-mail, blog, bredbånd, Google, face-book, systemnedbrud. I dag fortæller radioavisen, at regionen opretter en ”chatfunktion”, hvorefter borgerne (anonymt?) kan stille spørgsmål om alt fra carportes placering til opløsning af ægteskab. Ophavsret og kopiret er desuden alvorligt anfægtet af det faktum, at den opvoksende generation ganske respektløst stjæler, plagierer, kopierer og kritikløst efteraber hele eller halve tekster. Gymnasielærere river sig i håret og forsøger at google sig på sporet af kilden til elevens pludseligt opståede sproglige evner og litterære visdom. Love og regler virker kun hvis de ikke brydes eller effektivt opretholdes med mærkbare sanktioner. Således også ophavsretten. Mange er måske bevidste om at næsten alt hvad vi (sprogligt) formår, er resultat af hvad andre har sagt, skrevet, udtrykt. I hvert fald genbruges tekstuddrag, musik, film og gestik, som byggesten i skabelsen af vores ”unikke” identitet. Det er vel ikke så ringe endda. At vi så ofte ”glemmer” at anføre korrekt kildeangivelse, kan skyldes forventning om tilgivelse. Eller håbet om at tyveriet ikke opdages. Jeg vælger imidlertid at tro, at langt de fleste plagiater opstår som følge af såre menneskelig uagtsomhed og begrænset hukommelse. Dertil kommer, at vi alle fra barnsben er blevet belønnet og overøst med komplimenter for vores evne til at efterligne de toneangivende førerfår i flokken; dog uden for alvor at formaste sig til at anfægte og udfordre den stærkeres ret til riget, magten og æren. Når jeg i Bjarne Reuters lille vidunderlige historie ”Carlo” fra 1986 læser at: ”Carlos far smed sin pibe hen ad sofabordet, så der faldt gløder ned i hundens pels. Efter at moren havde slukket ilden”¦.” osv. Dér tjekkede jeg lige Scherfigs ”Idealister” (skrevet i 1941), udkommet først i 1944 på svensk. I kap. 8: ”Professoren snuser og banker sin pibe ud, så asken drysser ned over et par hvide kaniner med lyserøde ører”. Jo, jeg fristes til at tro at også Reuter har læst Scherfig; men det kan jo være et tilfælde. Kutymer eller sædvaner, som er fastlagt på grundlag af vedtagne og almindeligvis generelt accepterede uskrevne regler, standarder, normer, overenskomster og kriterier, udgør grundstammen eller fællesmængden i det luftige begreb jeg her kalder ”konventionen”. Regler og kutymer udvikles og kan blive fastlagt som lov, det vil sige at landets lovgivende forsamling kan formalisere konventioner. Eksempelvis færdselsloven som først blev vedtaget da motordrevne køretøjer overhalede hestevognen indenom. Som modvægt til konventionens forudsigelige leverpostejgrå anretning kan taleren eller skriverkarlen med held bruge ”stilbruddet” som forløser for sit budskab. Når dronningen i sin berømte nytårstale i 1984 pludseligt og kreativt omtalte danskernes ”dumsmarte bemærkninger”, huskes af alle, er det netop fordi hun med sit uventede pletskud trængte gennem vores ørefilter. Det sker ikke så ofte, at et statsoverhoved slipper godt fra at give hele sit folk en kollektiv skideballe. ”Konventionen” foreskriver og bærer i sig krav om en grad af ægthed for at afsender og modtager kan være troværdige. Vurderingen af ægthed, påtagethed, svig, løgn og bedrag, halve sandheder, graden af overensstemmelse mellem personens bevidste udtryksvalg og de ukontrollerede udtryk sker på få sekunder. Spontaniteten eller eftertænksomhedens pausesignal registreres og vurderes. (Man kan være skrupelløs eller skrupuløs: altså være helt uden betænkeligheder - eller fuld af betænkeligheder. En skrupel betyder også 1,4 gram og består af 20 gran på hver 0,07 gram. Måske er en anelse lig med en knivspids, en skrupel, en tøddel eller en betænkelighed?) Konventionen foreskriver sædvanligvis også manerer og god tone! Parvenuen eller opkomlingen forsøger at forstå og efterleve konventionen på samfundets øvre dæk. Bohémen lever i sin stedse grænseoverskridende, normbrydende dagligdag, på tværs. Begge er stærkt optagede og afhængige af omverdenens reaktioner; begge typer higer efter vished for at være set, hørt og bemærket uden nødvendigvis at være forstået. Senest er jeg stødt på ordet ”androgyn”. Altså det at se ud til at kunne være af det modsatte køn. Eller noget i den retning. Nu bruges ordet hver dag i den daglige avis. Ja, men det er da sikkert udmærket. Måske afhænger meget af hvor højt han eller hun har sat overlæggeren/overliggeren? Taler vi fodboldmål, højdespring, teglbjælker, en oversidder eller om limbo? I dag så jeg udtrykket: ”Hvor højt barren er sat”! Den slags må man springe over eller lægge afstand til eller tage afstand fra - sådan lidt efter det behagagtigte. Man kan tale til nogen, tale med nogen, omtale, bagtale, overtale eller og tale ned til nogen - og man kan italesætte noget (lidt lige som iscenesætte, iblødsætte eller irettesætte)! Alt det har mennesker altid praktiseret. Når ”italesætte” nogle uger endnu stikker i ørerne, skyldes det at ordet virket kunstigt og konstrueret. Én eller anden har forsøgt sig med at konstruere et lidt løjerligt ord for at understrege eller fremhæve et måske overset eller kontroversielt forhold. 29. november Niels-Henrik Uth | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-31 11:42:05 |
heeej; foreløbig KUN skimmet; vil læse igen - senere! +kender du den amerikanske talemåde 'a little song, a litle dance, a little sunshine down your pants' ...?
venligst ...
venligst ...
| mille | 2012-03-31 18:04:52 |
dejligt at læse noget om sproget fra et voksent menneske - jeg omgås til dagligt næsten udelukkende unge: børn og personer under 40 - vi diskuterer ofte sprog og kommunikation i øvrigt - dit lange sagprosa indlæg har jeg læst som jeg læser avis - altså sprunget lidt, når jeg syntes det blev for kedeligt.
men du har fat i en rigtig spændende problematik - dagens Information har 44 dejlige danske ord, der er ved at ryge ud af det danske sprog
men du har fat i en rigtig spændende problematik - dagens Information har 44 dejlige danske ord, der er ved at ryge ud af det danske sprog
| nhuth | 2012-04-05 12:55:07 |
Det er jo helt vidundeligt, som sproget blomstrer. Jeg er ikke det mindste bekymret om den fantastiske sproglige udvikling, som bare sker. Uden regler. Det er jo det. Utvungne ord, der kommer og går - men evigt består.
Knus
Knus
| Amanda Gyldenlyng | 2012-03-31 22:05:32 |
Hej
Om alskens sagprosa hører hjemme på denne side, ved jeg ikke. Men det causeri, du her har begået handler jo om sproget, og det er absolut relevant for os, der læser og skriver.
Interessant at få historien bag udtrykket "Goddag mand, økseskaft." Mener nemlig ikke jeg har hørt den før. Også meget interessant, det der med sort snak. Jeg sendte lige en tanke til Preben Uglebjerg og til Dirch Passer, da jeg hørte udtrykket.
Og nej, det er jo ikke sådan med den der kommunikation. du kender sikkert McTwains "Begravelse i Nevada" ? Den har jeg grinet rigtig meget af, men den illustrerer virkelig, hvor svær kommunikation kan være, når man taler hver sit sprog, selvom begge sprog er amerikansk ;-)
Hvad angår det med tyveri/inspiration kommer jeg til at tænke på engang, jeg skrev en scene, hvor en ulykkelig far vil sammentømre sin lille søns kiste af knastfri brædder ...
Ligesom Karl Oskar i MObergs roamnserie ... 'tsk -tsk*
Et fint causeri med tanker og emner til mange tanker og debatter.
Selv har du et godt sprog ;-)
Vh. Amanda
Om alskens sagprosa hører hjemme på denne side, ved jeg ikke. Men det causeri, du her har begået handler jo om sproget, og det er absolut relevant for os, der læser og skriver.
Interessant at få historien bag udtrykket "Goddag mand, økseskaft." Mener nemlig ikke jeg har hørt den før. Også meget interessant, det der med sort snak. Jeg sendte lige en tanke til Preben Uglebjerg og til Dirch Passer, da jeg hørte udtrykket.
Og nej, det er jo ikke sådan med den der kommunikation. du kender sikkert McTwains "Begravelse i Nevada" ? Den har jeg grinet rigtig meget af, men den illustrerer virkelig, hvor svær kommunikation kan være, når man taler hver sit sprog, selvom begge sprog er amerikansk ;-)
Hvad angår det med tyveri/inspiration kommer jeg til at tænke på engang, jeg skrev en scene, hvor en ulykkelig far vil sammentømre sin lille søns kiste af knastfri brædder ...
Ligesom Karl Oskar i MObergs roamnserie ... 'tsk -tsk*
Et fint causeri med tanker og emner til mange tanker og debatter.
Selv har du et godt sprog ;-)
Vh. Amanda
| nhuth | 2012-03-31 23:14:28 |
Hej
Tak for de venlige kommentarer. Og tak for at du kalder mit aktuelle skribleri for "causeri". Et dejligt uhøjtideligt ord, som nok passer bedre her.
Det smager lidt af uforpligtende stilfærdig underholdning.
Og straks mærker jeg et frø spire: "De glemte sprog" kunne være arbejdstitel!
Venlig hilsen
Nhuth
Tak for de venlige kommentarer. Og tak for at du kalder mit aktuelle skribleri for "causeri". Et dejligt uhøjtideligt ord, som nok passer bedre her.
Det smager lidt af uforpligtende stilfærdig underholdning.
Og straks mærker jeg et frø spire: "De glemte sprog" kunne være arbejdstitel!
Venlig hilsen
Nhuth
| haleløs | 2012-04-01 11:23:13 |
heeej; IKKE læst helt færdig endnu; morer mig kosteligt undervejs i dit causeri!
Kan godt lide udstillingen af:
"hæmningsløse brug af termer som forventes at falde i tråd med tidens trend."
"Sort tale er en disciplin i særklasse."
og "Thomas Winding mestrede også til fulde dette. Han har præsteret at skrive en lille historie uden anden hoved, hale og handling end den der ligger i stemmens magt. (Giro 413 den 23.10.2011). Sebastian, den 1.nov. om sangteksters indhold: ”Poul Simon sagde engang (om Sound of Silence): Det er lyden mere end ordenes betydning der betyder noget."
minder mig om SORT SOLs: 'Let Your Fingers Do The Walking ...' (fængende; men totalt meningsløs)
har eet par 'guldkorn' til dig:
For et par år siden forklarede daværende justitsminister Brian Mikkelsen i et interview med Kristian Holt på TV2-NEWS: 'jamen; dét går skam godt: flere bander og mere politi (i gaderne)'
MF Lene Espersens sprogtidsel 'negativt stærke fanger' ?
Nåmen; vender tilbage og læser HELT færdig ... senere!
venligst ...
Kan godt lide udstillingen af:
"hæmningsløse brug af termer som forventes at falde i tråd med tidens trend."
"Sort tale er en disciplin i særklasse."
og "Thomas Winding mestrede også til fulde dette. Han har præsteret at skrive en lille historie uden anden hoved, hale og handling end den der ligger i stemmens magt. (Giro 413 den 23.10.2011). Sebastian, den 1.nov. om sangteksters indhold: ”Poul Simon sagde engang (om Sound of Silence): Det er lyden mere end ordenes betydning der betyder noget."
minder mig om SORT SOLs: 'Let Your Fingers Do The Walking ...' (fængende; men totalt meningsløs)
har eet par 'guldkorn' til dig:
For et par år siden forklarede daværende justitsminister Brian Mikkelsen i et interview med Kristian Holt på TV2-NEWS: 'jamen; dét går skam godt: flere bander og mere politi (i gaderne)'
MF Lene Espersens sprogtidsel 'negativt stærke fanger' ?
Nåmen; vender tilbage og læser HELT færdig ... senere!
venligst ...
| nhuth | 2012-04-01 13:42:24 |
Tak for dit meget velkomne svar.
Jeg har i måneder søgt højt og lav for at finde optagelsen af Thomas Winding. Desværre uden held.
Skulle nogen kende nogen, der kan hjælpe, er jeg meget taknemmelig.
Venlig hilsen
Nhuth
Jeg har i måneder søgt højt og lav for at finde optagelsen af Thomas Winding. Desværre uden held.
Skulle nogen kende nogen, der kan hjælpe, er jeg meget taknemmelig.
Venlig hilsen
Nhuth
| haleløs | 2012-04-01 16:50:28 |
heeej; ang. optagelsen med Thomas Winding ku' du jo altid prøve at spørge DR's arkiv
http://www.dr.dk/P4/Programmer/Giro_413/Kontakt/kontakt.htm
jeg har selv flere gange fået kompetent hjælp derfra
venligst ...
http://www.dr.dk/P4/Programmer/Giro_413/Kontakt/kontakt.htm
jeg har selv flere gange fået kompetent hjælp derfra
venligst ...
| nhuth | 2012-04-01 17:30:46 |
Tak til haleløs. Dette knopskud på "sagprosa" har jeg omplantet til en mere snæver korrespondance!
| Forfatter in spe | 2012-04-05 23:17:05 |
Hej Niels,
Lad mig indledningsvis rose dig for dit store ordforråd. Det er faktisk rigtig rart at læse en tekst, der er så varieret i sit sprog, som det er tilfældet her.
Når det så er sagt, fornemmer jeg også, at du har bestræbt dig på at fylde så meget ind mellem linierne, at det til tider næsten virker tungt og flyder over.
Fx ".. at den opvoksende generation ganske respektløst stjæler, plagierer, kopierer og kritikløst efteraber hele eller halve tekster."
og "Erhvervslivets foretrukne foredragsholdere skamrider sprogblomster som nervecentrets tænketank eller det innovative maskinrum, som ludere bondefanger kunder ved facilitering af forhandlingen."
Der er intet galt med sprogbruget! Du krydrer teksten med små sjove anekdoter, og man kommer fantastisk vidt omkring i din opremsning, som konstant skifter mellem personlige opfattelser og faktuelle data. Jeg morede mig over dine iagttagelser omkring generationsforskellen.
Vi ældre kan også finde på lidt endnu: ”fætteren” eller ”banditten” kan betyde næsten hvad som helst lige fra Adam Prices ovnbagte pighvar til hans brors nye foodprocessor."
og "Når jeg i dag lidt bekymret spørger mine børn: ”Har du penge til bussen?” svarer de: ”Nej, vi bruger mobilos””¦ (Det falder mig svært at forestille mig deres svar, når billetkontrolløren måske dukker og spørger om de unge er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel til den valgte destination)."
Det er pragtfuld læsning på sin lidt tørre og overbærende facon. Det er nedtonet morskab som vist kun rigtigt kan nydes af folk, der for længst har forladt teenage-årene.
I en dagligdag hvor sms-sproget får lov til at smuldre vores elskede sprog er det rart at læse din tekst, som vel nærmest kunne have været genstand for skolebørnenes lektielæsning. Med en gennemskrivning kunne denne tekst også udmærket fungere som debatindlæg i en af de seriøse morgenaviser.
/Jesper
Lad mig indledningsvis rose dig for dit store ordforråd. Det er faktisk rigtig rart at læse en tekst, der er så varieret i sit sprog, som det er tilfældet her.
Når det så er sagt, fornemmer jeg også, at du har bestræbt dig på at fylde så meget ind mellem linierne, at det til tider næsten virker tungt og flyder over.
Fx ".. at den opvoksende generation ganske respektløst stjæler, plagierer, kopierer og kritikløst efteraber hele eller halve tekster."
og "Erhvervslivets foretrukne foredragsholdere skamrider sprogblomster som nervecentrets tænketank eller det innovative maskinrum, som ludere bondefanger kunder ved facilitering af forhandlingen."
Der er intet galt med sprogbruget! Du krydrer teksten med små sjove anekdoter, og man kommer fantastisk vidt omkring i din opremsning, som konstant skifter mellem personlige opfattelser og faktuelle data. Jeg morede mig over dine iagttagelser omkring generationsforskellen.
Vi ældre kan også finde på lidt endnu: ”fætteren” eller ”banditten” kan betyde næsten hvad som helst lige fra Adam Prices ovnbagte pighvar til hans brors nye foodprocessor."
og "Når jeg i dag lidt bekymret spørger mine børn: ”Har du penge til bussen?” svarer de: ”Nej, vi bruger mobilos””¦ (Det falder mig svært at forestille mig deres svar, når billetkontrolløren måske dukker og spørger om de unge er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel til den valgte destination)."
Det er pragtfuld læsning på sin lidt tørre og overbærende facon. Det er nedtonet morskab som vist kun rigtigt kan nydes af folk, der for længst har forladt teenage-årene.
I en dagligdag hvor sms-sproget får lov til at smuldre vores elskede sprog er det rart at læse din tekst, som vel nærmest kunne have været genstand for skolebørnenes lektielæsning. Med en gennemskrivning kunne denne tekst også udmærket fungere som debatindlæg i en af de seriøse morgenaviser.
/Jesper
| nhuth | 2012-04-06 09:06:37 |
Hej. Tak for din grundige læsning af mit for lange causeri. Du rammer sandelig en af mine achilleshæle (i flertal)! Jeg måtte slå efter:
"Redundans (af latin redundantia = overflod, overstrømmende fylde i talen) er det spild, der sker ved overførelse af en information (fx pga. overflødige bogstaver i alm. sprog). Gentagne ord/sætninger".
Du har ret. Jeg vil for meget på een gang.
- Jeg vil for guds skyld ikke virke BElærende!
- Jeg vil lege med genrebegreber og jeg vil skabe stemning, atmosfære, lyde, lugte og farver.
- I mine lidt længere skønlitterære skriveøvelser forsøger jeg at belyse noget af det der sker i sprogets udvikling i springene mellem to generationer.
Og når jeg så ind imellem lige holder pause for at trække vejret og gå uden for tekstens univers, kniber det med at læse den som den jomfruelige læser der første gang ser mine ord.
Det med at skrive går såmænd meget godt - men der hvor jeg kommer til kassationsstadiet og skal luge ud og skære fra, kniber det gevaldigt.
Forfattersiden er en helt vidunderlig tumleplads.
Venlig hilsen
Nhuth
Så skriver jeg et digt eller to, hvor begrænsningens kunst er nødvendig.
Jo... jeg har da et par gange sendt lidt til Politiken
"Redundans (af latin redundantia = overflod, overstrømmende fylde i talen) er det spild, der sker ved overførelse af en information (fx pga. overflødige bogstaver i alm. sprog). Gentagne ord/sætninger".
Du har ret. Jeg vil for meget på een gang.
- Jeg vil for guds skyld ikke virke BElærende!
- Jeg vil lege med genrebegreber og jeg vil skabe stemning, atmosfære, lyde, lugte og farver.
- I mine lidt længere skønlitterære skriveøvelser forsøger jeg at belyse noget af det der sker i sprogets udvikling i springene mellem to generationer.
Og når jeg så ind imellem lige holder pause for at trække vejret og gå uden for tekstens univers, kniber det med at læse den som den jomfruelige læser der første gang ser mine ord.
Det med at skrive går såmænd meget godt - men der hvor jeg kommer til kassationsstadiet og skal luge ud og skære fra, kniber det gevaldigt.
Forfattersiden er en helt vidunderlig tumleplads.
Venlig hilsen
Nhuth
Så skriver jeg et digt eller to, hvor begrænsningens kunst er nødvendig.
Jo... jeg har da et par gange sendt lidt til Politiken
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Men påklædt kan et venskab vel ikke udgøre nogen risiko.
Tak for læsning og kommentar.