 |  | TOM TOFFEL 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Tom Toffel slukkede for radioen. Det var altid rart når superhelte fik ros i medierne, det var ligesom i gamle dage. Tom Toffel kunne huske et gammelt supermandblad, hvor supermand stod med armene i siden på forsiden af en avis. Tom Toffel vidste at supermands alterego havde været journalist, så han fortsod sig på den slags. Solen var ved at være lidt højere på himlen og den skarpe havluft gjorde ham godt. Eventyret var lige begyndt og snart ville han rede dagen igen. Tom Toffel kiggede til sin sidekick, der med ærefrygt og respekt kiggede tilbage på ham fra skibets pudebelagte træsæder. Hun sagde ikke så meget, men de var nu et godt makkerpar. Sammen kunne de besejre den store ondskab, der lå begravet på det dybeste sted ved det dybeste punkt i oceanerne. Den mest episke rejse nogen superhelt nogensinde havde formået. Vejret synes at mildne lidt op. Himlen var næsten skyfri. Men vinden var ikke go'. Der manglede vind. Motoren var snart tør for diesel og de ville aldrig finde den store ondskab hvis de bare flød omkring. Tom Toffel havde brug for en storm. Uden helt at forstå, hvad der drev ham, tog Tom Toffel en lap papir op af tasken og smed det ud over rælingen. Skriften falmede med det samme og papiret blev opslugt af de stille bølger. Først var roen hver en sene i min krop dansede til lyden af dine toner Imellem os var flettet bånd der band mig og fyldte mig med mening Destruktion skaber frihed og med min frihed fald jeg sammen Først ubevægelig snart sprællende og råbende snart grædende, forbandende - for i dit sted trådte nye kræfter frem Det var tirsdag morgen, himlen var begravet i et lag af grå anger. Træerne knirkede i vinden og smed bladende fra sig som skrald på den dugvåde jord. Alt var normalt. Skjorte, snørebånd, skjorte, snørebånd. Jens Nordengaard ramte kantstenen og åndede atter lettet ind. Bilen kendte selv vejen, det var den samme rute hver morgen. Ud til Kystvejen parkere bilen bag lidt bevoksning i siden af vejen, og så krydse den grønne ørkenslette mod havet. Hver morgen med strøget skjorte. Hver morgen med meningsfuldt afmålte skridt. Det skulle bare overstås. Løse tanker cirkulerede om tab. En rungende hul fornemmelse gik igennem ham, og hver bevægelse var en beslutning om ikke at falde sammen. Det skulle bare overstås hver morgen. Ved stranden kiggede han ud over havet. Tog et lille stykke papir op af lommen. Påskrevet var et par linjer han havde skrevet dagen forinden. Med en fortabt bevægelse kastede han papiret op imod vinden. Tyraniet brussede igennem mig en storm der atter bandt mig i bånd Men denne gang var dansen død Jeg fandt mig selv vandrende langsomt forvandlet af ilden Jeg måtte blive fri igen Jeg måtte atter destruere Båndende lænkede mig fast foran et spejl der viste mig et monster Ordene sejlede gennem luften i hurtige uforudsigelige bevægelser. En tåre brød igennem forvirringen. Han kunne ikke holde sig selv oprejst længere, benene gav efter under vægten af hans tanker og han kollapsede på sandet med vinden fygende om sine øre. Han genlevede en hektisk morgen. Det var en stor dag. Arbejdet var vigtigt den dag. Meget vigtigt. Han havde været lidt nervøs. Havde koncentreret sig om skjorten. Havde bundet sine laksko med omhu. Han var næsten for sent på den. Hans kone havde vinket farvel i indkørslen med hunden på armen. Hans kone havde haft hunden på armen. Det havde hun. Og så bakkede han ud af indkørslen. Og konen havde stadig den lille på armen. Han havde ikke set sig i backspejlet, han havde haft så travlt. Bilen havde ikke ænset noget. Så skrøbelig. Så umuligt skrøbelig. Vinden blæste Jens Nordengaards ører døve mens hans skrig sang tankerne til graven. TOM TOFFEL 3 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
