 |  | Et stille farvel. Kap 31. |
 |
|
|||||||||||||
|
”Nu må vi se hvordan hun har det Spids.” Svend banker på samtidig med, at solen trækker en lang skygge hen langs hus væggen. Der går lidt tid inden døren går på klem. ”Det er Svend med sin hund” siger han højt og døren Åbnes. ”Det var godt du kom Svend, jeg kan næsten ikke kende stemmen fra sidst.” Mosteren fortsætter. ”jeg har ikke noget at byde dig for jeg spiser sammen med ham der bor ved siden af mig, han laver hverdag mad til to.” Svend har sat sig og lige nu føler han at den sorg han bære på, er for meget at fortælle om til mosteren. ”Jeg kan forstå du har dit at kæmpe med, og vil glæde mig over at du er i live.” Han rejser sig og tager den gamle i hånden. ”Jeg rider videre på min vej rundt som Kloster Foged, det var rart at hilse på.” Den gamle smiler og trykker Svends hånd så meget hun kan. ”Det blev et kort besøg Spids, men jeg kan ikke være i ro ret længe af gangen lige nu ” Han sætter hesten i trav og det er blevet stjerne klart på himmelen inden Fogeden omsider rider ind på Smedepladsen vel vidende at ensomheden bliver en plage, her den første tid. Det bliver igen sent inden han falder hen med et dække over sig. Ridende på vej til begravelsen sammen med hjælperen siger Fogeden. ”Jeg håber at Ida har fået lov at beholde Korset og Ringen som jeg lavede i Ribe, det er en hjælp for mig hvis jeg ved at hun bliver begravet med de to smykker som jeg lagde hele min sjæl i for at få den anerkendelse, som bronze støber.” Hjælperen ser med forundring over på Fogeden. Det er første gang han hører at Fogeden ud over at være smed, også er Bronzestøber. ”Hvordan bliver man det, altså bronzestøber.” Fogeden ser med et langt blik frem mod guden åen inden han svarer. Det er en lang historie, som jeg nok skal forklare en anden gang, lige nu er det Ida der skal have min opmærksomhed. Medens ordene falder, rider de over broen og videre frem mod Vissing kirkegård. Omme bag kirken er der flere munke samlet på den ene side og de tre fødsels Nonner på den anden side af stedet, hvor Ida er gravlagt. Fogeden og hjælperen går ned bag ved munkene og ser der i hver ende af graven er en jord vold med en skraber af træ stående på toppen i voldene. Den ældste munk nikker, og en munk fra hver ende kaster graven til. Der bliver ikke sagt et ord, men Fogeden kan tydelig se at der bliver bedt for den døde indtil al jorden er kastet på. Fogeden står lidt og kan mærke vandet i øjnene, inden han vender blikket ud over kirkegården for ligesom, at indprente sig hvor præcis graven er, når han en dag vil om for at dvæle og det hele er vokset til. Oppe på klosterpladsen spørger Fogeden om Ida fik. en ring og et kors med sig. Munken nikker bekræftende. ”Tak, det var en god viden.” Nonnen kommer hen og stiller sig ved siden af Fogden med ordene. ”Fogedens datter spiser godt og er i alle måder velskabt, hende kan Fogeden godt være stolt af.” Hjælperen opfatter straks at Fogeden er kommet i bedre humør da de sparker hestene i gang, med kurs mod landsbyen Addit. På vejen lige inden skoven kommer der en mand fra landsbyen kørende med endnu en død liggende på en fjællevogn. Fogeden og hjælperen standser op og fogeden har tager hatten af da han ser den indsvøbte i vognen. Jeg har prøvet den tur med en Smed fra Smedjen til Yding kirkegård og det er en tung tur når det er en man holdt af. Hjælperen ser mod himmelen han er ikke meget, for at beskæftige sig med enden på livet. ”Vi rider hen til skytten,” Hjælperen ser noget forbavset ud med den besked. ”Det er ikke noget alvorligt.” Fogeden lægger en dæmper på samtidig med, at det første hus er passeret i Landsbyen. Svend bemærker, at den fæle stank er væk og kort efter holder de hestene an foran Skyttens hus. Der går et kort øjeblik, så står søsteren og skytten i døren. Fogeden er ikke længe om at komme ud med sit ærinde. ”Jeg kom forbi med et spørgsmål om, hvem der fra landsbyen er kommet ind for at føde på Vissing Kloster, er det noget i er bekendt med.” ”Det er fra det grå træhus længere henne, men det er en ren gru som det er gået.” Skytten peger ned mod huset. ”Manden blev syg af et slag* her i vinter, og i dag er han kørt til Vissing kirkegård.” Hjælperen tænker og Fogeden svarer. ”Ham har vi set på vej herhen.” Her bryder søsteren ind. ”Det var derfor hans kone kom på Vissing kloster for at føde, og det var Præsten der sørgede for at hun kom af sted.” ”Det var altså det første barn kan jeg forstå.” Ja,” siger skytten og fortsætter. ”Der står en ko nede bagved ellers er der ikke noget.” ”Kan den passe sig selv eller, er der noget den mangler.” ”Nej, den går og passer sig selv.” ”Tak,” siger svend. ”Jeg har ikke mere at spørge om, det skulle da lige være om tømningen bliver overholdt.” ”Alle fra husene kommer ud til vejen med deres kurve, og tømmer op i vognen når han kører i gennem og ringer med klokken. Når alle har fyldt på, kører han ud til graven, her bakker han nedad og vognen standses af to store sten i denne skråstilling er det nemt at skrabe det hele ned i grusgraven, og hesten skal så kun trække den tomme vogn, opad den korte bakke.” ”Det er jeg glad for at høre, og tak for snakken.” Hjælperen har ikke sagt et ord til hans familie, og først nu smiler han til sin søster, og vinker med hånden. Fogeden har lettet på hatten og de er knap nok nået op til skoven, inden det bryder ud med fuld kraft fra Hjælperen. ”Den omsorg for andre, kunne den gamle Foged aldrig finde på.” ”Nej, men det kan jeg, og med god grund, men først skal jeg ved lejlighed have en samtale med Abbeden. Inden jeg kender den udgang, så må du vente med at høre resten.” Lige inden de rider ind på vejen mod Voer, kommer den tomme vogn rumlende på vej tilbage fra turen til kirkegården. Fogeden har endnu en opgave der skal færdiggøres. ”Vi må lige hen til laksepladsen inden vi rider hjem, for at se om ikke det er tiden, til at få et enkelt net i vandet.” Hjælperen indskyder af gammel erfaring. ”Hvis det viser sig at der er Fisk i nettet, næste gang, så skal vi om bag depotet på Voer kloster og hente nye net, som en munk har lavet i vinter.” Fogeden ser på hjælperen, med et anerkendende blik. ”Vi holder fri i morgen. Så mødes vi næste dag lige inden middag. Måske til en tur til markedet i Ry*, det kommer an på vejret og jeg tager nok en hest mere med.” Efter det ene net er kommet i vandet og klargjort, er det et par sultne ryttere der rider mod hjemmet, efter en lang dag på heste ryg. En overraskende handel kap. 32 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
