 |  | Gennembrud |
 |
|
|||||||||||||
|
Det startede som en lille sprække, ikke meget større, end at en barnefinger lige akkurat kunne komme i klemme. I lang tid var det det eneste, der skete, og det var svært at forestille sig, hvad der egentlig kunne ske mere. En ubetydelig rift i det ene hjørne af en ellers ubrudt, glat flade, som om fundamentet under netop dette sted hvilede på noget blødt, der havde givet efter. Det kunne jo ske. Det behøvede ikke at betyde, at det hele ville falde sammen. Faktisk var det vel nærmest en understregning af, at helheden som sådan var i orden: Undtagelsen, der bekræftede reglen. Men naturligvis holdt vi øje med den, revnen, og engang imellem var der nogle af os, der ikke kunne holde fingrene væk. Det var fristende at prøve at kradse; sad der ikke lidt støv derinde, som man kunne få til at drysse ud? Og hvad var der mon på den anden side? Når man lagde øjet til, endte blikket inde i det smalle, hemmelighedsfulde mørke. Jeg tror, det var Helge, der først fandt på det med skruetrækkeren, men vi andre lærte ham nu hurtigt kunsten efter. Inden længe gik der sport i at kradse furer og riller og dybere huller, hvor materialet var blødest. Vi blev lidt betænkelige, da vi så resultatet. Det var kommet til at strække sig over flere kvadratmeter, og set i en bestemt vinkel forekom det lige lovligt tydeligt. Men på en eller anden måde følte vi også en form for sammenhold. Vi var fælles om det; der var ingen, der kunne udpeges som den eneste skyldige. Og på den anden side: Var der noget mere kedeligt og intetsigende end en glat, ubrudt flade? Der var ingen, der tænkte på at advare os, og da vi var i gang, var det næsten umuligt ikke at fortsætte. Den uskyldige skruetrækker blev bare et skridt på vejen, der skulle overstås, og diskretion blev stort set overflødigt. Det blev næsten helt naturligt for os at slå et slag forbi med boremaskinen, når vi ikke havde vigtigere ting at lave. Det faldt os heller ikke et øjeblik ind at flygte, da der endelig var hul igennem. Vi havde bare ikke ventet, at det ville ske så pludseligt, og vi havde slet ikke forudset, at hele den glatte flade ville smuldre så totalt, når det skete. Vi stod bare dér og glanede i det svidende skarpe lys, mens støvet lagde sig. | ||||||||||||||
 | poeten | 2011-04-12 17:18:58 |
Ja det er ikke sådan, når man først er begyndt kan der være meget der følger med.
Historier udvikler sig både på papiret og inde i hovedet. Selektiv hukommelse er heller ikke det værste der er til. En fin fortælling.
Godt du laver små afsnit. Jeg synes selv det er nemmere at læse. Må indrømme, at de historier der fortsætter i en lang fortælling opgiver jeg at læse. Det flyder alt for meget sammen for mig.
Så tak skal du have.
Poeten
Historier udvikler sig både på papiret og inde i hovedet. Selektiv hukommelse er heller ikke det værste der er til. En fin fortælling.
Godt du laver små afsnit. Jeg synes selv det er nemmere at læse. Må indrømme, at de historier der fortsætter i en lang fortælling opgiver jeg at læse. Det flyder alt for meget sammen for mig.
Så tak skal du have.
Poeten
| haleløs | 2011-04-12 19:52:48 |
FrEmRaGeNdE ... ser din fortælling som en metafor for ... FOLKESTEMNING. Og den menneskelige facade under forvitring ??? Får mig til at tænke på vanvid; som i religions- og racemodsætninger. Faaarligt!
Særdeles velskrevet, fængende og tankevækkende ...
venligst ...
Særdeles velskrevet, fængende og tankevækkende ...
venligst ...
| ligeher | 2011-04-12 20:48:34 |
Hej haleløs,
Herligt, at teksten siger dig noget - så er der mening med at skrive!
Jeg havde faktisk ikke noget specielt i tankerne, da jeg skrev den, men da jeg fik den læst igennem et par gange, gik det op for mig, at jeg fik nogle helt uventede associationer. Derfor fik jeg lyst til at prøve den af her for at se, om den virkede ligesådan på andre. Og det gør den åbenbart.
Tak fordi du læste med!
Herligt, at teksten siger dig noget - så er der mening med at skrive!
Jeg havde faktisk ikke noget specielt i tankerne, da jeg skrev den, men da jeg fik den læst igennem et par gange, gik det op for mig, at jeg fik nogle helt uventede associationer. Derfor fik jeg lyst til at prøve den af her for at se, om den virkede ligesådan på andre. Og det gør den åbenbart.
Tak fordi du læste med!
| mille | 2011-04-27 11:10:10 |
Hej ligeher
Murens fald - gav denne tekst associationer til - altså Berlinmuren - det er et flot stykke skrivearbejde - er helt enig med haleløs - du må endelig skrive mere.
mille
Murens fald - gav denne tekst associationer til - altså Berlinmuren - det er et flot stykke skrivearbejde - er helt enig med haleløs - du må endelig skrive mere.
mille
| Nadia K | 2011-05-28 20:02:21 |
hej ligeher :-)
Så har jeg læst din tekst. Jeg må sige, at den er blevet aldeles vellykket!! Du er vanvittigt god til det der med metaforisk fortælling, det må jeg sige. Jeg vil prøve selv at tage noget af denne teknik til mig, når jeg synes, det passer.
Tak for inspirationen - og endnu engang, godt arbejde!
Vh!
Så har jeg læst din tekst. Jeg må sige, at den er blevet aldeles vellykket!! Du er vanvittigt god til det der med metaforisk fortælling, det må jeg sige. Jeg vil prøve selv at tage noget af denne teknik til mig, når jeg synes, det passer.
Tak for inspirationen - og endnu engang, godt arbejde!
Vh!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Har det ligesom dig, når ordene står for tæt: De kommer til at drukne hinanden.
Og nu er jeg lidt spændt på, hvad det kan føre med sig at melde sig her på forfattersiden ... forhåbentlig en masse underholdning og inspiration!
Så jeg må hellere springe ud i det!