 |  | Esoteriske Slips Kap. 58 Synlig røg |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 58 Synlig røg Der havde altid været en skarp og ufordragelig tone mellem IT-afdelingen og Rejseholdet på politigården, selv om de begge hørte under Rigspolitiets resort. Rejseholdet var ældst og under afvikling, men kunne næppe undværes. Nogle IT-teknikere anså rejseholdet for at være antikveret og overflødigt. De henviste med usvigelig sikkerhed til den nyeste teknologi. Mange fra rejseholdets storhedstid prioriterede den direkte personlige kontakt meget højt. Tag nu for eksempel hackerproblemet, som skyldtes disse computere. Den slags kriminalitet fandtes ikke tidligere. Knold og Tot hørte til blandt de mere pragmatiske. Alligevel havde de sendt en fortrolig mail til Scotland Yard om eventuelt samarbejde i hackersagen, mens de morede sig lidt over Dueholm og Jensen, der som et minirejsehold turnerede i det nordjyske miljø. Deres kolleger i London sad og flikkede et svar sammen, som samtidig indeholdt fire meget simple spørgsmål: Hvor mange forurettede, herunder dræbte, omfatter sagen? Hvor store beløb omfatter forbrydelsen? Hvilke paragraffer i hvilke love er blevet tilsidesat eller overtrådt? Hvilken sigtelse ville man i givet fald rejse? Ved at sammenholde Københavns seneste henvendelser, fandt man anledning til at rejse spørgsmål om Danmarks fortsatte medlemsskab af Europol og GovCERT’s troværdighed. Forinden ønskede man imidlertid at konsultere den danske ambassade i London. Blot til orientering. Vicepolitidirektøren, som havde deltaget i et symposium i Helsinki sidste år, havde bedt bagmandspolitiet om at fremstille en implementeringsplan. Den måtte snart foreligge til endelig godkendelse. Det ville samtidig være en fjer i hatten, selv om det var Helle Thorning Schmidt, der havde fået loven om CERT vedtaget i Folketinget. Da alle henvendelser vedrørende hackere altid gik direkte til bagmandspolitiet, gik der næsten et døgn, før Knold og Tot læste svaret, og Jensen og Dueholm var på vej til intercitytoget. For en sikkerheds skyld mødtes de to betjente ”under uret” klokken halv ti. Begge var selvfølgelig civilt klædt. Kun specialister ville bemærke, at deres sko og helt ens antrasitgrå trolleyer stammede fra politiets indkøbscentral. De fandt den rigtige perron og en bænk. Først klokken 9:45 kom deres tog ind. Endelig. De åndede lettet op da de sad på deres pladser og toget langsomt og næsten lydløst rullede ud i det fri. Der var stadig mange ledige pladser i toget. Det passede dem fint at være på farten på den måde. Jensen ville gerne have vinduespladsen, så de byttede i Tåstrup. Dueholm sad og læste i en lille tynd billigbog og overlod de forbifarende striber i vinduet til kollegaen. Et kvarter senere forsvandt striberne og blev afløst af et roligt panoramabillede af marker og enge og mindre skovområder. - Hvad læser du? - Åh, lidt digte. Jeg tænkte, at din navnebror Johs. V.s ”På Memphis Station”, kunne få mig til at mindes de gamle hvæsende og rygende damplokomotiver. Må vi ryge her? - Nej, det tror jeg ikke. Og der er næppe åben bagperron på denne sølvpil, svarede Jensen. - Jamen vil det sige at ”¦ Han blev afbrudt af en kioskvogn med fristende varer. Togstewardessen spurgte: Er der noget d’herrer ønsker? - Ja, en smøg, svarede Dueholm, hvor må man ryge? - Med eller uden filter? Vi fører Kings med og uden og”¦ - Giv mig tyve grønne Cecil, men, hvor må jeg ryge bare én af dem? - Nå, det bliver så den sidste, sagde hun og rakte en arm forbi filtercigaretterne og fandt hvad han ønskede. Hun trykkede et eller andet på sin telefon. Sådan, sagde hun, så er der grøn Cecil klar til næste tur. Nåh, De har ikke bestilt rygerplads; så skal De ned gennem vognen her, fortsætte gennem den næste og til sidst finder de det eneste afsnit, hvor der må ryges her i toget. Jensen smilede til en ko, der gloede efter toget. - Vil du med, spurgte Dueholm. Vi kan vist roligt forlade bagagen. Jensen tænkte på madpakken øverst i kufferten. Sammen gik de den lange vej imod kørselsretningen. - Er du klar over, at vi i øjeblikket bevæger os baglæns med 198 kilometer i timen, spurgte Jensen filosofisk. - Jah, alt er relativt; selv du og jeg”¦ For lidt siden kørte vi over Hvalsø. Den var god nok. Bagest i toget var et lille reservat for tobakshungrende stakler. Der var også en mærkbar turbolens skabt af det overdimensionerede klimaanlæg, så man knap nok kunne nå at se røgen. Her måtte den lille kioskvogn ikke komme, når den også transporterede fødevarer. Før de kørte over den gamle lillebæltsbro, rømmede Jensen sig og spurgte om det ikke var på tide at spise et stykke mad. Dueholm sov. - Vækkede jeg dig? - Det ved jeg ikke. Nå er du brødflov? Han lynede også sin trolley forsigtigt op og fandt den tunge madkasse frem. Har du også kølelåg i din, spurgte han Jensen. - Nej, min er bare i sølvfolie, uden PVC, tror jeg. Men har skal du se: Han satte to paptallerker på bordet og fandt rigtigt servietindrullet bestik i sin taske. Så var kioskstewardessen der igen. - Velbekomme sagde hun. Værs’god, her er salt og peber. Har De selv drikkevarer med? - Må vi det, spurgte Dueholm. - Ja, ja, svarede hun, vil De have plasticglas? Glasglas kan jeg ikke klare. Nå, jeg må videre. Dueholm takkede og beundrede hendes smukke uniformsnederdel, da hun gik. Jensen fremtryllede to dåseøl og åbnede spændt pakken. Der havde altid været en skarp og ufordragelig tone mellem IT-afdelingen og Rejseholdet på politigården, selv om de begge hørte under Rigspolitiets resort. Rejseholdet var ældst og under afvikling, men kunne næppe undværes. Nogle IT-teknikere anså rejseholdet for at være antikveret og overflødigt. De henviste med usvigelig sikkerhed til den nyeste teknologi. Mange fra rejseholdets storhedstid prioriterede den direkte personlige kontakt meget højt. Tag nu for eksempel hackerproblemet, som skyldtes disse computere. Den slags kriminalitet fandtes ikke tidligere. Vicepolitidirektøren, som havde deltaget i et symposium i Helsinki sidste år, havde bedt bagmandspolitiet om at fremstille en implementeringsplan. Den måtte snart foreligge til endelig godkendelse. Det ville samtidig være en fjer i hatten, selv om det var Helle Thorning Schmidt, der havde fået loven om CERT vedtaget i Folketinget. Da alle henvendelser vedrørende hackere altid gik direkte til bagmandspolitiet, gik der næsten et døgn, før Knold og Tot læste svaret, og Jensen og Dueholm var på vej til intercitytoget. For en sikkerheds skyld mødtes de to betjente ”under uret” klokken halv ti. Begge var selvfølgelig civilt klædt. Kun specialister ville bemærke, at deres sko og helt ens antrasitgrå trolleyer stammede fra politiets indkøbscentral. De fandt den rigtige perron og en bænk. Først klokken 9:45 kom deres tog ind. Endelig. De åndede lettet op da de sad på deres pladser og toget langsomt og næsten lydløst rullede ud i det fri. Der var stadig mange ledige pladser i toget. Det passede dem fint at være på farten på den måde. Jensen ville gerne have vinduespladsen, så de byttede i Tåstrup. Dueholm sad og læste i en lille tynd billigbog og overlod de forbifarende striber i vinduet til kollegaen. Et kvarter senere forsvandt striberne og blev afløst af et roligt panoramabillede af marker og enge og mindre skovområder. - Hvad læser du? - Åh, lidt digte. Jeg tænkte, at din navnebror Johs. V.s ”På Memphis Station”, kunne få mig til at mindes de gamle hvæsende og rygende damplokomotiver. Må vi ryge her? - Nej, det tror jeg ikke. Og der er næppe åben bagperron på denne sølvpil, svarede Jensen. - Jamen vil det sige at ”¦ Han blev afbrudt af en kioskvogn med fristende varer. Togstewardessen spurgte: Er der noget d’herrer ønsker? - Ja, en smøg, svarede Dueholm, hvor må man ryge? - Med eller uden filter? Vi fører Kings med og uden og”¦ - Giv mig tyve grønne Cecil, men, hvor må jeg ryge bare én af dem? - Nå, det bliver så den sidste, sagde hun og rakte en arm forbi filtercigaretterne og fandt hvad han ønskede. Hun trykkede et eller andet på sin telefon. Sådan, sagde hun, så er der grøn Cecil klar til næste tur. Nåh, De har ikke bestilt rygerplads; så skal De ned gennem vognen her, fortsætte gennem den næste og til sidst finder de det eneste afsnit, hvor der må ryges her i toget. Jensen smilede til en ko, der gloede efter toget. - Vil du med, spurgte Dueholm. Vi kan vist roligt forlade bagagen. Jensen tænkte på madpakken øverst i kufferten. Sammen gik de den lange vej imod kørselsretningen. - Er du klar over, at vi i øjeblikket bevæger os baglæns med 198 kilometer i timen, spurgte Jensen filosofisk. - Jah, alt er relativt; selv du og jeg”¦ For lidt siden kørte vi over Hvalsø. Den var god nok. Bagest i toget var et lille reservat for tobakshungrende stakler. Der var også en mærkbar turbolens skabt af det overdimensionerede klimaanlæg, så man knap nok kunne nå at se røgen. Her måtte den lille kioskvogn ikke komme, når den også transporterede fødevarer. Før de kørte over den gamle lillebæltsbro, rømmede Jensen sig og spurgte om det ikke var på tide at spise et stykke mad. Dueholm sov. - Vækkede jeg dig? - Det ved jeg ikke. Nå er du brødflov? Han lynede også sin trolley forsigtigt op og fandt den tunge madkasse frem. Har du også kølelåg i din, spurgte han Jensen. - Nej, min er bare i sølvfolie, uden PVC, tror jeg. Men har skal du se: Han satte to paptallerker på bordet og fandt rigtigt servietindrullet bestik i sin taske. Så var kioskstewardessen der igen. - Velbekomme sagde hun. Værs’god, her er salt og peber. Har De selv drikkevarer med? - Må vi det, spurgte Dueholm. - Ja, ja, svarede hun, vil De have plasticglas? Glasglas kan jeg ikke klare. Nå, jeg må videre. Dueholm takkede og beundrede hendes smukke uniformsnederdel, da hun gik. Jensen fremtryllede to dåseøl og åbnede spændt pakken. Esoteriske Slips Kap. 59 Ren pigeskole Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
