 |  | En ældre mands dagligdag |
 |
|
|||||||||||||
|
Skitse til en historie, febr.2012 NEDENSTÅENDE tekst er ændret og flyttet til Regine (rettelser 16.10. er understreget) Dagen der var blevet væk Det havde sneet siden i går. Han gav træskostøvlerne en ekstra gang læderfedt før han knappede stortrøjen og gjorde sig klar. Det blæste vist ikke så meget nu. Hunden strakte sig og kiggede vantro hen mod døren og prøvede at finde mening med den uventede aktivitet. Ja, ja, vi skal bare finde et lille træ i år, mumlede han, da de trådte ud i resten af den korte decemberdag. Han skuttede sig og holdt sig med forsigtighed i den side af grusvejen hvor vinden havde gjort det venstre spor farbart. I middagsradioen havde de lovet opklaring senere på dagen. To år var gået siden han sidst var oppe ved den lille stump mark, som han i sin tid havde tilplantet med nåletræer. Måske skulle han alligevel have startet traktoren, selv om det bare var en beskeden rødgran der skulle ende som juletræ i den lavloftede stue. Han havde taget den lille bøjlesav med. Nu skulle han bare forbi den store sten og så ind langs nobilisgranerne. Da Johanne levede kom kun de faste kunder herop. De vidste godt der vankede en tår kaffe, når de kom ned og afregnede. Naboens træer længere fremme var noget større. Han gødede mere. Et skrig skar gennem skoven. Den gamle musvåge skældte ud, da den forstyrret midt i sit aftensmåltid måtte lette fra stenen. Den nåede at få resterne med sig. Hvis vejret artede sig i de kommende dage ville døtrene komme på besøg den 24. De havde kun et par timers kørsel her til ”Egely” og det der var tilbage af deres barndomshjems kælkebakker. Han havde fundet slæden frem; han ville glæde børnebørnene. Svigersønnen ville komme, hvis han kunne holde fri. ”Konsulen”, tænkte han. Han kunne aldrig blive klog på, hvad sådan en konsulent mon syslede med. Det var hverken håndværk eller landbrug. Det blålige skær fra computeren i det lille gæsteværelse lignede lyset fra fjernsynet i stuen. Fjernsynsapparatet var holdt op med at virke for en måned siden. Han var blevet lidt knotten, da konsulen i telefonen havde sagt, at det var noget gammelt bras; han ville tage en digital fladskærm med næste gang. Pjat, han huskede udmærket hvornår han købte apparatet. Ganske rigtigt. Da han fandt kvitteringen fra ”Byens Tv og Radio” i chatollet, kunne han uden briller se datoen. Fjernsynet var kun ni år gammelt. Lyden af en tør gren der blev knækket afbrød tankestrømmen. Måske et rådyr. Skyerne over grantykningen dækkede nu helt for månelyset og han blev et øjeblik usikker. Var de små træer virkelig blevet så store? Naboen havde åbenbart fjernet sin hegnstråd. Han kaldte Rufus til sig; de satans brombær havde nær væltet ham omkuld lige da han så det rigtige træ, smukt og ikke for bredt. Månen tittede frem mellem skyerne, da han rystede sneen af de nærmeste grene og bøjede sig for at save stammen over. Det er en ”hardpoint” klinge; den skal aldrig files, havde svigersønnen sagt. Sikkert noget sludder, men saven fejlede ikke noget. Den var kun smuttet én gang, hvor venstre hånd kom i vejen. Han regnede med at den forede handske havde holdt til mødet med en ”hardpoint”. Rufus lettede for god ordens skyld lige ben op ad den nyfældede rødgran. Picea Abies, mumlede han og trak træet ud til stien uden at falde over de forraspede brombær. Nu skulle det gøre godt at komme hjem og lægge en pind i ovnen. Han måtte lige have pusten igen. Han var egentlig ikke bange for at dø. Det skal vi jo alle. Spinoza tog ikke fejl, da han skrev: Mennesket veed nok det skal dø, men det tror det ikke. Han var snarere bange for at leve for længe. Hukommelse og glemsel var på én gang til velsignelse og forbandelse. Måske en nådegave til de troende fra skaberen. Eller måske et af naturens luner. Hunden kiggede utålmodigt på ham og skubbede lidt til juletræet. Det var såmænd ikke større end at han kunne bære det de par hundrede meter ned til ”gården”. Han ville kun holde en enkelt pause midtvejs. Det sneede ikke længere, men vinden havde taget til. Om lidt ville markvejen være helt lukket. Natuglen var på vingerne og strøg lydløst så tæt hen over ham at han nær havde tabt kasketten. Utyske, tænkte han, men fortrød, og trådte forsigtigt ud på den grusede asfaltvej. Herre gud; det var uglens væsen og dens revir. Her var han ikke velkommen i utide. Rufus sprang over den snedrive, som vejvæsenets store plov havde efterladt i rabatten og på tværs af indkørslen. Han ville ikke skovle endnu. Der var tre dage til han ventede gæster, og postbuddet ville først komme forbi i morgen ved middagstid. Sjovt nok var der stadigvæk lys i kæden, som altid havde glædet Johanne, når den kom op første søndag i advent. De små pærer kunne være lige så drilagtige som Rufus. Hvis han havde placeret en pære for lavt, dvs. under hundens skulderhøjde, gjorde hunden kort proces og knasede den itu med et enkelt bid. Naboen, Jørgen Nielsen, var ved at køre en bigballe i halmfyret. Han havde åbnet traktordøren og råbt noget med jul og vinket herover, men det var ikke til at høre ham rigtigt for motorens støj. Han vinkede tilbage. Det skulle da lige mangle. De havde ikke rigtig været på talefod i over tyve år. Først da konerne for længst var kommet overens, var det til sidst lykkedes dem at få de to tværinger til at forlige sig. Ingen kunne længere huske, hvordan tvisten var opstået og havde udviklet til det absurde, da landmåleren opgav at tale med dem. Han havde sat nogle pinde i jorden hist og her, men gav derved tvisten ny næring. Det forlød, at nogen i ly af nattemørket luskede sig til at flytte pindene. Tankerne var lige så flyvske og uhåndterlige som de dansende hvide fnug. Han gik sin runde og sikrede sig at hønsene var i tryghed for ræven før han lukkede lemmen. Først da han trak de tykke handsker af og lagde dem til tørre i bryggerset mærkede han smerten i fingeren. Han skyllede såret grundigt med koldt vand og gav sig til at lede efter et stykke plaster. I målerskabet i entreen lå den røde æske fra Falck. Flængen var grim; han måtte se nærmere på handsken ved lejlighed. Måske skulle den sys. Han fodrede hunden og satte lidt forloren ”pilskade” over et svagt blus. I ovnen i stuen var der stadig gløder. Brændet var tørt og kløvet i passende stykker. Der var nok til natten og formiddagen, så han skulle ikke ud og hente mere. Han tændte loftlyset og glædede sig over den righoldige bogsamling der var vokset vildt og bredt år for år i hele hans liv. Han vidste godt, at de tusindvis af bind ikke længere repræsenterede nogen handelsværdi. De kunne overhovedet ikke sælges, med mindre en sjælden samler kom forbi. Og den slags mennesker kom ikke forbi. Jo, måske netop forbi! Man smed ikke bøger ud - og da slet ikke dem man snart kunne udenad. Tak for mad, sagde han ud i det tomme køkken og skyllede tallerken og bestik af. Tak til skaberen af konservesdåsen. Tak til hønen, der havde lagt ægget”¦ Var der mon gode nyheder på skærmen? Det var mærkeligt at se tv-avis på den højteknologiske lyksaligheds alter. Men nyhederne var ikke blevet bedre. Snart ville de sikkert sende forskelligartede nyheder, så seerne selv kunne vælge den grad af ondskab eller idyl de måtte ønske til aftenkaffen. Der lå brev i indbakken. Fra Parelius ovre i Klampenborg. Han takkede for invitationen men bad om lov til at udsætte sit besøg til foråret, hvor føret ville være bedre. Han ville medbringe et smukt eksemplar af ”Den Blå Drage” af Aage Marcus. Se, det var en rigtig nyhed; men han ville hellere betale for forsendelse. Hvis det ikke var til ulejlighed. I morgen ville han besvare brevet, når han satte sig til tastaturet. Østens mystik - i Taoismens klare tvelys, tænkte han, da han tog kaffekruset og piben med ind i stuen. Han gemte altid kronikken til aftenstunden, hvor fåreskindet i lænestolen lå og kaldte på ham. Den nye sparepære i læselampen skulle lige varme op så de små bogstaver blev tydelige. Miljørigtig, skulle man være. Og bæredygtig. Da han og konen i sin tid havde siddet og skrevet (ja, det var Johanne der skrev for dem begge) deres ”sidste vilje”, havde han spurgt om hvorfor hun absolut ville brændes. ”Det skal jeg såmænd sige dig”, havde hun svaret, ”du er ikke så bæredygtig mere med det dårlige ben; så hvis du bare vil lempe asken ud i søen, så ordner Vor Herre nok resten. Og så taler vi ikke mere om det”. Hun fik som altid det sidste ord og sin vilje. Slagfærdig var hun. De var lige stædige. Og de fastholdt at kun pigerne skulle arve mest muligt. Rufus vækkede ham ved at puffe til hans gode ben med snuden. Han samlede avisen op fra gulvet, ja, ja, sagde han, jeg blundede vist lidt. Kom så, gamle jas. Mens hunden hurtigt gjorde sine ærinder, lynede han ned og tømte blæren ved siden af pælen med den overdækkede metalkasse. Vinden havde lagt sig, og der var ikke mere sne i luften. Lyskæderne var tændt hele døgnet; på den måde holdt de små pærer længere, mente han. Rutinemæssigt slog han let på den lille postkasse. Den var tom, fortalte lyden hult. Nu var det snart sengetid. Han nåede lige at ryste tæppet i kurven og lægge det omhyggeligt og pænt, da Rufus kom ind og lidt fornærmet rodede rundt i det indtil det igen lå rigtigt. De blev aldrig enige. Godnat, du gamle, sagde han stille og lod døren til køkkenet stå på klem. Før han trak vinterdynen over sig, skævede han op til krucifikset og mumlede: Tak, måske vi ses i morgen. Måske lægger vi Händel eller Anne Linnet i spilledåsen. Vi får se. Måske. Bornholmeren slog syv, da han langsomt og lidt modvilligt trodsede tyngdeloven. Han kunne se i potten, at han ikke havde været oppe i nat. Det var for tidligt at høre radio. Omverdenens tummel og fortrædeligheder måtte vente til efter morgentoilettet og kaffen. Rufus skulle ud først. Hønsene skulle blive inde lidt endnu. Der var helt stille derude. Her ved det runde bord sad han på sin plads. Hans ansigt blev dystert. Sådan havde han også siddet den dag, da Johanne og Rufus var gået den sædvanlige tur rundt om søen. Den 10. oktober. Rufus var kommet løbende tilbage, alene og gøende. Så ti dog stille, havde han sagt, da han i sutsko fulgte efter hunden. ”Johanne”, havde han råbt, før han så hende ligge på stien for enden af køkkenhaven. Hun reagerede ikke på hans gentagne råb. Heller ikke da han rørte ved hende. Ingen puls. Intet. Så hurtigt han kunne, halteløb han ind til telefonen. Vagtcentralen havde prøvet at berolige ham. De sagde, at ambulancen allerede var på vej. Så huskede han, at han nær havde væltet naboen omkuld, da de stødte sammen henne ved bænken. Hunden måtte ind. Akutlæge og falckreddere flød sammen med naboer, politifolk og sygeplejersker. Ingen kunne stille noget op. Resten var tåget, kaotisk, grufuldt og håbløst. Først bisættelsen. De mange besøgende delte chokket og sorgens første smerte. Måske var enkelte forhindret i at deltage. Det blev der ikke talt om. Ugen efter havde han hentet papæsken hos præsten. Den private urnenedsættelse foretog han alene, næsten så selvudslettende som hun havde ønsket. Derefter de tomme dage der uge for uge umærkeligt var blevet til en ny slags hverdage. Efter de første par år som enkemand vidste han, at han havde valgt livet og overladt til andre magter at vælge den anden og måske kortere vej. Der var ingen ”stand-by-mulighed”. Disse evindelige, næsten håndgribelige ”flashbacks” måtte gerne forstyrre hans cirkler, men helst så afbalanceret, at ingen af hjulene gik i selvsving. Det var Storm P. der engang nævnte ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”. Noget som mange har tilbøjelighed til. Nå, det nyttede jo ikke at sidde her og have ondt af sig selv. Sammen havde de nået hvad de ville. Hun og han. Tit var hun nær lykkelig. Da den slog ni gik han over og lukkede hønsene ud. Om lidt ville den enevældige hane have luft og rum nok til at håndhæve sit vidtstrakte territorium helt op til vejen. Det var en smuk morgen. Spurvefuglene tog trygt for sig af retterne i det stråtækte foderhus. Naboens kat måtte spise hjemme. Den havde én gang anfægtet Rufus ejendom, og de to uforenelige størrelser glemte aldrig det uheldige møde. Revne skind”¦ Ja, handskerne var blevet tørre; den venstre var tung og stiv men kunne nok reddes med lidt kinesertråd. Men først i blød i koldt vand, så han kunne få den ren og føjelig igen. Bare nu vejret kunne arte sig de par dage. Hvis den gamle traktor ville starte, kunne han hurtigt rydde indkørslen med skovlen på frontlæsseren. Der var strøm på den endnu. Lidt ”mirakel-spray” ned i indsugningen og så lige de tre trin op til førerhuset. Det lykkedes. Armkræfterne fejlede ikke noget, det var bare det med den forbistrede gigt. Og benet. Så vidt, så godt. Halv gas, havde svigersønnen sagt, halv choker og starterhåndtaget langsomt ned. Fantastisk. Den havde stået stille i snart et halvt år. Måske var ”konsulen” ikke så tosset endda. Selv om han ikke var landmand. Håndelag kunne man ikke læse sig til. Det var måske derfor der ikke fulgte brugsanvisning med en bøjlesav. Han grinede højt ad sig selv. Og Johanne lo overbærende deroppefra. I næstlaveste gear futtede han ud ad ladeporten. Han så godt naboen på vej herover; nu forcerede han driverne og nærmede sig. Selv kravlede han ned fra traktoren, men lod motoren gå. - Jo, jeg tænkte at jeg lige ville kigge over før jeg kører op og henter et par træer, sagde Jørgen. Har du hørt, at vi har haft ubudne gæster i plantagen, spurgte han; det er ligegodt faens. Nå, du kan jo sagtens selv rydde det her, kan jeg se, når altså jeg ikke går i vejen. Jeg kigger ind til dig om en halv times tid. Jeg har noget at spørge dig om. Gir du kaffe? - Jo, da, havde han svaret, jeg har nok også en småkage. Snart var indkørslen så godt som ryddet. En fremmed i granplantningen? I det vejr? Utænkeligt; men ikke umuligt. Det var måske meget godt, at han havde skilt sig af haglbøssen. Den dobbeltløbede ”Simson Suhl” havde alt for længe hængt på sin knage i entreen og samlet støv. Han slukkede for motoren og gik ind og satte vand over. Det var udmærket, at hans eget træ fik lov til at stå et par dage i laden og dryppe af. Det skulle ikke ind i varmen, før børnene kom. Stammen var ikke tykkere end den godt kunne gå ned i den galvaniserede fod, som Agermose-smeden havde fremstillet. Den hang vel på sin plads i værkstedet. Printerblæk og en pakke 80 grams papir eller to, skrev han på huskesedlen, og kaffe. Man kunne aldrig stole på computerens driftsikkerhed, sådan 100 % mente han. Papirudskrifter var nummer ét. Selv de værste historier blev mere troværdige på tryk. Gud ved hvad naboen ville spørge om. Nå, det skulle han snart høre. Han havde lige set Jørgen, som helst ikke ville overraske Rufus. Dygtig hund, sagde han, da han lukkede naboen ind. - Det er jo bare mig, Jørgen, sagde han til Rufus. Jeg vil da lige forære jer en pæn ædelgran, sagde han. Så slipper du da for den tur; der ligger temmelig meget sne på markvejen. Den gran der mangler, er bare en simpel rødgran, som en eller anden idiot har stjålet fra mig; lige ved siden af dine, så du har været svært heldig. Jeg har også en hjemmebagt skærekage med fra konen. Hun bad mig hilse. Jeg har smidt træet henne ved laden, så må du selv korte af den som du synes. - Tak, tusinde tak, svarede manden lidt overrasket og tog mod kagen der var lun endnu. Nu kunne han ikke få sig selv til at forklare, at han foretrak rødgran frem for ædelgran og at den faktisk stod klar ovre i laden. Og da slet ikke nu, hvor Jørgen netop manglede én”¦ Så kom han pludselig i tvivl”¦. Måske; tænkte han, men nej, han og Rufus var på den rigtige side af skellet, selv om det var svært at se ret meget i går. - Tak, gentog han, kom, lad os gå ind i varmen. Først ved den anden kop gik det an at komme til sagen. Jørgen fik en cigar. Selv fandt han piben frem. Jørgen rømmede sig. - Du ved, vi har jo gerne villet spørge, - mig og konen. Blev du meget vred den gang, jeg mener - da Johanne gik bort? Vred på hende? På Gud? - Ja, meget vred, men ikke på Johanne. Jeg er nok ikke så troende, at det gør noget. Jo, måske mere hen i retning af godtroende; men det kan måske være det samme? Johanne gik netop ikke bort. Hun gik mig i møde, da hun faldt død om. Af og til møder jeg hende og snakker med hende om løst og fast; mest løst, forstås. - Du spørger om jeg da tror på gud? Tja, det ved jeg ikke med sikkerhed, men der er vel en mening af en slags med os. Det tror jeg. Det var jo derfor, at jeg blev så vred. Jeg blev vred på mig selv. Det gik der et års tid med. Så var det, at børnebørnene var her et par dage. Den yngste sad hér. Hun spurgte mig pludselig om jeg troede på engle. Nej, måtte jeg ærligt svare; fordi jeg véd, at de eksisterer. Man kan kun tro på hvad man med sikkerhed véd ikke eksisterer. Stine havde rystet sit 12-årige hoved og svaret: Nogen gange er du altså lidt underlig, morfar. Naboen tog et par hiv på cigaren. - Hun har sgu ret, tøsen. Men det med englene forstår jeg ikke. Men selvfølgelig - jeg tror da også på gud, det gir sig selv - men sgu da ikke på nisser, trolde, genfærd og spøgelser. - Nej, netop, svarede jeg, det er fordi du ikke vil afvise, at engle eksisterer; men OK, der er også lidt drilleri med i spillet. Sådan kan jeg holde liv i de små grå celler. For eksempel kan jeg godt møde en engel i ny og næ, men kun hvis den åbenbarer sig for mig. - Ja, men så siger jeg tak for kaffe; jeg så du havde fint besøg sidste uge oppe fra kommunen? Har du fået hjemmehjælp, spurgte han på vej ud ad døren. - Ha, svarede manden, hun var såmænd meget sød og venlig, men hun ville ikke rense tagrenderne, selv om jeg lovede at holde ved stigen! Men skrive på blanketter og sætte krydser, det kunne hun. Hun kigger ind igen i det nye år, når ”min sagsbehandler på Rådhuset” har haft mulighed for at vurdere skemaet. Har du og Anine også sådan en ”sagsbehandler”, eller er det bare mig der skal behandles? Men jeg skal ikke have sådan en starut rendende i utide. Naboen greb sin kasket og stak Rufus en kiks fra dåsen på bordet i bryggerset. - Konen har truet med æbleskiver i morgen. Du kommer vel? Manden nikkede og lo. - Jo, tak; jeg tror ikke jeg har andre aftaler i morgen”¦ De skiltes og tænkte deres. Han skulle jo nok have sat mærker på sine træer, så i det mindste han selv kunne hitte rede i hvis der var hvis. Jørgen havde heller ikke mærket sine. Efter middagsluren lindede han lidt på radiatoren i køkkenet. I aften skulle han have boller i karry med løse ris. Jo, den var god nok, det klukkede lidt i rørene. Om lidt ville det holde op af sig selv, når cirkulationspumpen næsten lydløst trykkede vandet rundt i systemet. Han gik ind og tændte computeren. Til Boghandler Lars Ole Parelius, skrev han i en ny mail. Forstod godt juletravlheden derovre. Det måtte være blevet en hård branche, når man som antikvarboghandler levede for at bevare og videregive de smukt falmede guldkorn i en tid, hvor en net bog kaldtes netbog. Han beklagede sin elektriske måde at sende denne hilsen på. Han havde foretrukket et rigtigt menneskebrev, men det havde altid været konen der var bedst til den slags. Han sluttede med ønsket om en glædelig jul. ”Telegramstil” var kommet på mode igen, konkluderede han og tastede ”send”; til Klampenborg med lynets og lysets hastighed. Uforståeligt, men det virkede. Tiden er en underlig størrelse, tænkte han. Juletid især. Hvis bare de selv for mange år siden havde fundet genklang i sønnen for deres tilgivelse, ville meget have været anderledes. En familie tåler ikke så godt at miste, når det mistede lever videre. Dagen oprandt. Kalenderbladet fra i går med ”dagens bøn” på bagsiden røg i skraldeposen. ”Spildte Guds ord på Balle-Lars” kunne han høre Johanne tænke højt. Tidligere var det hende der også bestyrede afrivningskalenderen. Dels stod hun tidligt op og dels havde hun sin andagt ved det, havde hun altid sagt. Alt var klar til huset ville blive invaderet. Det forkerte træ stod klar i stuen. Pynten lå parat i kasserne og ventede på børnebørnenes ivrige fingre. De hvide julelys lå i æsken på skænken. Han brød sig ikke om farvede stearinlys. Kun stjernen ville han selv sætte fast i toppen. Rufus var rastløs. Vejret var fint. Det havde sneet lidt de seneste dage, men ikke mere end døtrene nok kunne nå frem og hjælpe til med madlavningen. Det var snart frokosttid. Computeren skulle ikke åbnes i dag. Det var mærkeligt, at de ikke havde ringet endnu. De måtte snart være her. Han kontrollerede telefonen igen. Klartonen lød som den plejede. Han bar den lille køkkenstige med de tre trin ind i stuen, fandt stjernen der var svøbt i silkepapir. Bare to trin op. Så kunne han nå. Han lagde nakken tilbage og greb ud efter noget spindelvæv. Nålene stak, da træet væltede og mandens vægt trykkede grenene ned i gulvtæppet. Intet så han, intet hørte han, før den ældste datter slog ham i ansigtet og sagde: ”Hent far, I andre bliver ude ved Rufus, skynd jer”! Inden svigersønnen kom ind, åbnede den gamle langsomt øjnene og kom op at sidde. De hjalp ham ud i køkkenet. - Det var bare stjernen og så det forraspede spindelvæv jeg fik i ansigtet, sagde han til svigersønnen, Det må I undskylde. Og så lige på en juleaftensdag. - Sludder, svarede datteren. Det er den 23 i dag. Vi ringede for en halv time siden, men du svarede ikke. Drik nu det her vand, så venter vi på lægen. - Læge, spruttede manden, jeg har ikke bestilt nogen læge! - Nej, det har jeg, sagde datteren, har du ondt nogen steder? Nej, svarende manden. Det gjorde præcis så ondt som det plejede. Jeg skal bare ud og tisse. Hvor er ungerne? - De er ude med hunden. Kom så går vi på toilettet, svarede datteren og holdt ved ham gennem entreen. Hov, hov, sagde hun, da han gik forbi toilettet og fortsatte gennem bryggerset. Nu bliver du altså stående her, sagde hun og åbnede yderdøren. Hun kaldte på sin søster. Svigersønnen, Konsulen, gelejdede ham over dørtrinnet og hen til dronningebusken, så han kunne tisse af før ungerne og Rufus ville overfalde ham. Regine, den yngste datter, kom til syne og gav smil, knus og kram. Konsulen og den ældste datter smed det ødelagte træ ud på gårdspladsen. Hun slukkede for støvsugeren og satte vand over. Så henne fra hoveddøren. - Kom nu ind, vi kan sidde her i køkkenet, kaldte hun ud ad vinduet. - Ja, ja, rolig, svarede manden. - Nej, I kommer nu, kommanderede hun. Lægen er på vej. - Du, med din læge, sagde han stille og gik ind. Han kunne høre ungerne lege med Rufus nede ved søen. Bare de nu ikke går ud på isen, den kan ikke bære. Ingen lyttede længere. Hans stol i køkkenet stod reserveret og tog mod ham. - Nu går det bedre, sagde han, og spurgte efter julestjernen. - Den havde du i hånden, da vi fandt dig, sagde konsulen. Den ligger inde på skænken. Om lidt kan jeg gå op og hente et andet træ. - Nej, nej, det rigtige træ står klar ovre i laden, svarede manden, nå, nu kommer ungerne, sagde han, da døren blev slået op og de halvvoksne børnebørns stemmer fyldte rummet og skabte lidt mening i livet. - Mødte I nogen dernede? Ved søen mener jeg, spurgte han. Regine skænkede kaffe. - Hvem skulle vi have mødt? - Nej, jeg tænkte bare, svarede han, jeg venter ikke nogen specielt. Bare sådan i almindelighed. Men ved aldrig. - Fortæl så, sagde den ældste datter. Du ser frisk ud nu, og du er nybarberet. I kan gå ud og tømme bilerne børn mens vi lige snakker lidt, sagde hun og tabte en småkage på gulvet. - Og du har vasket gulv! Hov, der ligger en seddel under radiatoren. Værs’go: Han sad med sedlen og spekulerede. Et gulnet kalenderblad. Bare et kalenderblad fra den 13. Det var den dag hende fra kommunen havde været her, ”på servicebesøg”, havde hun sagt som var hun mekaniker i en smøregrav. Han havde sovet længe den morgen og skulle netop til at lukke Rufus ud, da ”servicebilen” havde knaset sig gennem indkørslens perlesten. Rufus kunne heller ikke lide hende”¦ En tår kaffe havde han dog budt hende. Jo, tak. Hun havde set sig nysgerrigt omkring indtil han havde trukket en stol ud og sat et krus kaffe foran hende. Først da hun sagde, at kommunen skam havde sendt brev om besøget, dæmrede noget for ham. ”Dagcenter”, havde hun foreslået. Uden at komme nærmere ind på hvem der så skulle sørge for alting her. Hunden, hønsene, varmen, vasketøjet og vedligeholdelsen? Brevet hænger jo dér, lige ved siden af kalenderen, havde hun smilende sagt og samtidig revet et blad af, som hun lagde i tallerkenrækken. Jeg skal jo udfylde den her blanket og aflevere den til områdelederen; det tager ikke så lang tid, havde hun lovet, da uret slog ni. Først klokken elleve var hun kørt igen. Han havde forsøgt at tage hende alvorligt, huskede han. - Far, du falder i staver. - Det var satans, røg det over hans læber. Han rejste sig, tog om datteren og kyssede hende på panden. - Du har givet mig min dag. Den skal hænge her med bagsiden udad. Kommunen havde taget dagen fra ham, børnene havde fundet den. - Sæt dig ned dit pjathoved. Lad os så høre. Han fortalte det meste. - Hvad griner I ad, morfar, spurgte en af de rødkindede unge damer, da hun kom slæbende med papkassen med tv-fladskærmen. Lægen er lige kommet. Doktor Tang var kommet forbi Rufus uden bøvl. Han satte jordemodertasken på gulvet og overtog svigersønnens stol. Doktoren fandt et stetoskop nederst i taskens syndige rod af flasker, slanger, receptblokke og instrumenter, som man ikke ønskede at kende formålet med. - Hvad er det med dig? sagde han til manden. Er du nu skvattet igen? Har du tænkt på et bestemt plejehjem? - Nej, det har jeg bestemt ikke, brummede han; jo, selvfølgelig, det talte vi da også om den gang; men det nåede hun jo aldrig. Du var her jo selv. - Nej, jeg bliver her i mit alderdomshjem. Her er jeg i godt selskab. Undersøgelsen var hurtigt overstået. Recepten lød på mere motion, flere grønsager, mere vand og nul stiger. - Hør, Regine, kan du ikke lade Tang smage min pomeranslikør? Liquor spirituosa citrus aurantium hedder den i dagens anledning. Den står derinde ved siden af valnøddesnapsen. Doktoren skulle ikke bære julen ud. - Husk nu dit juletræ. Det er mærket med ”Tang”. Hvis du lægger papstykket i bryggerset, husker jeg dig måske næste år. Ja, og så af hensyn til regnskabet, du ved, blinkede han indforstået. Kom godt hjem, og hils fruen. Konsulen bar det gamle fjernsyn ud. - Sådan, sagde han i næste minut inde fra stuen. Kom, svigerfar og tryk på remoten. På etteren. Jeg har trukket antenneledningen op i hjørnet; nu skal der bare slås et par kabelsøm i væggen. Sådan. Skærmen lyste vældigt op og Disneys Stampe kaldte på Bambi. - Kom skal I se, unger, råbte han ud mod køkkenet. - Morfar, hvorfor ligger Jesus i din seng? Stine, den yngste af børnebørnene var gået forbi den åbne dør. - Hvad siger du? hvad er nu det for noget pjat? sagde hendes far. Farfaren gik med hende ind i ”kontoret”, som kammeret med rette hed. Krucifikset lå på hovedpuden i kanesengen! Det var ikke pjat. - Det må du undskylde, sagde svigersønnen brødebetynget. Det må være sket, da jeg slog på væggen i stuen. Det var da godt du ikke lå og sov til middag; men han landede da blødt og holdt til det uden knubs. Han løftede det tunge krucifiks, studerede det og fandt det lille bøjede søm i sengen. - Vil du have det op igen? Han så skeptisk svigerfarens skarpe blik. Jeg mener, samme sted? - Ja, naturligvis, svarede den gamle, ellers kan jeg ikke sove. Måske ville det være bedre med en skrue? Tror du ikke? spurgte han svigersønnen, der fandt rawlplug, bor, skrue og boremaskine frem fra kassen. Den gamle tørrede nænsomt figuren af. Den var gået i arv fra hans mormor. Uden knubs! Ha. Månens spejl sejlede langsomt forbi hans trætte øjne. Månen var hans vidne. Han var ingen tyv. Der var en vidunderlig uro i huset. Og en nagende uro i hans sind. Kunne han virkelig have taget fejl? Når han ikke en gang kunne holde rede på dagene længere. Måske sov han, da et diffust lysskær standsede ved hovedgærdet. Han røg aldrig i sengen. Piben lå i skålen ude på køkkenbordet. Han løftede hovedet. Døren var lukket. En lille stemme beroligede ham. - Dav, igen, sagde den, læg du dig bare igen, du skal se, alting ordner sig på bedste måde. Det var dét Johanne altid havde sagt, når noget gik ham på. Ord for ord. Stemmen var ikke så forskellig fra hendes. Lige så blid og rolig. - Jeg har lovet Johanne at se lidt efter dig, lød det i hans ører. - Jeg er hos dig; du behøver ikke en gang at kalde på mig. Bare tænk på mig, så ser du mig. Jeg véd at du ikke har fældet et forkert træ, men I finder selv ud af det i morgen. Jørgen kommer over til dig ved nitiden. Sov nu. De fleste kalder mig Doriel, men jeg er ikke navngivet. Kun mennesker synes, at vi skal have navne. Lyset fortonede sig. Manden sov. - Doriel, sagde han højt, da han trådte ud i lyshavet i køkkenet, - nåh er det dig, Regine”¦. - God morgen, svarede hun. Hun havde fundet et langt hvidt forklæde og stod med to store brød og en pladefuld boller. Ovnen var tændt. - Du er tidligt på den. Det varer en halv time endnu. Tag nu de seler på. Rufus har været ude. Når du har barberet dig, får du måske et morgenkys. Jeg kan klippe dig, når du har fået din kaffe. Det var lige godt mange ting på én gang. - Jeg skal ud og slå en streg, mumlede han. Hun er en knag. Rufus blev liggende og nød varmen i kurven, mens han hentede brænde i laden. Ingen af de andre var stået op. Klokken var næsten halv otte og det ville være mørkt en time endnu. Han tog et hurtigt bad, barberede sig og iførte sig sin slåbrok inden han slog sig ned i køkkenet og slukkede for radioen og Bing Crosbys ”Winter Wonder Land”. - Jeg har ladet dem sove længe. Det er juleferie. Her er din kaffe, sagde hun, og lune boller. Hvor er du pæn; hun kyssede ham på panden. Om lidt skal du klippes, men nyd nu freden så længe den varer. Så må du fortælle om Doriel senere. En fingernegl bankede let på vinduet, det var naboens: - Du må undskylde; jeg har dårlige nyheder, sagde han. Det er ikke mig; det er dig, der har mistet et træ. Jeg har set forkert sidst jeg var deroppe. - Nej, du har ej, sæt dig nu lige og få en kop med. Du kommer med gode nyheder. Det er en længere historie. Ser du, jeg var faktisk oppe og hente en rødgran forleden dag. Jeg troede, at du havde set mig slæbe den ned. Men så kom du jo. Du var så glad for at hjælpe mig, at jeg ikke i det øjeblik kunne gøre andet end sige tak og holde gode miner og slet spil. Naboen måbede. - Jeg gik nu kun over, fordi jeg så doktor Tang køre herind. Jeg tænkte”¦. - Nåh”¦ , han hentede bare sit træ. Som sædvanlig. Jeg sætter altid et til side til ham. - God morgen. Den ældste datter, lærerinden, kom ind fra badeværelset. - Nu stopper du, far. Fortæl nu Jørgen, at du skvattede ned af stigen men landede blødt. Du kunne have slået dig ihjel. Dine udflugter kan du gemme til du bliver gammel! - Nu skal gåsen ordnes og sættes i ovnen. I kan gå over i laden. Vi overtager køkkenet resten af dagen. - Kom, Jørgen, sagde manden, der er ikke plads i herberget her. Hvis du tager rødgranen, kan jeg bære gåsen. Og så må resten af hønsene godt stå op. Hanen stod allerede og brystede sig og varmede op. Klar til at kunne imødegå dagens mange strabadser. Så snart naboen var gået igen, plukkede manden tre juleroser henne ved gavlen og brækkede et par tujagrene af til underlag. Svigersønnen havde afprøvet den nye selvkørende snekaster på græsstien. Stien viste, at maskinen havde virket efter hensigten. Den var tværstribet, hvid og grøn. Han nærmede sig den uanselige forhøjning og fjernede lidt løs sne fra den pæne flade granitsten som ingen ville bekymre sig om. Ingen ville få at vide, at han engang havde gravet lige her med pælespaden og sænket den let nedbrydelige urne ned i det vandfyldte hul. Han stak forsigtigt blomsterne ned i sneen. Ingen kunne se ham oppe fra gårdspladsen. Han stod og faldt lidt i staver, da stenen lyste svagt og sagde: Tak, min ven, og lad os have en glædelig jul. - Først ved Hellig Tre Konger bar han juletræet ud. Det dryssede temmelig meget nu. Det var træt. Ti år i skoven, ti dage i stuen og så om kort tid ti minutter på bålet omme bagved. Kun stjernen i toppen havde han klog af skade ladet sidde til træet lå på gårdspladsen. Nu kunne den lægges tilbage i silkepapiret i julekassen. Den ældste datter, konsulen og ungerne var taget hjem allerede 1. juledag. Regine var heldigvis først taget hjem nytårsdag. I dagene mellem jul og nytår havde hun støvet af, støvsuget oppe og nede, vasket gulve, vasket tøj og lavet mad. Al den tummel passede hverken hund eller herre. Det var så sødt af hende, det hele. Hun ville ham det godt. Og det var godt. Lige til hun begyndte at sortere bøger. Ikke efter forfatter eller titler. Ikke efter størrelse og farve. Kun efter støvlagets tykkelse, så vidt han kunne forstå. Til sidst måtte han overgive sig. Han havde været så letsindig at nævne det forestående besøg af boghandleren fra Klampenborg. - Jamen, det passer fint, havde hun repliceret, så kan jeg hjælpe dig med at gøre et par kasser klar til ham! Han havde brugt det meste af den dag på nøje at gennemgå og sortere bøgerne og med blyant notere en ”vejledende pris” i hvert enkelt af de bind han måske kunne undvære. Han vidste at Parelius altid havde et viskelæder i jakkelommen. - Er du sikker på, at der ikke er nogle imellem du kunne bruge? - Ja, søde far; helt sikker. Tre tunge kasser var det blevet til. Hun havde lukket dem med pakketape og bakset dem ud i entreen under trappen. - Jeg sætter dem på anhængeren i morgen og tager dem med, når jeg kører. Så kan jeg aflevere dem til Parelius i næste uge, når jeg alligevel kommer på de kanter. Hun havde været på havnen og købe torsk. De havde hørt majestætens tale i det nye fjernsyn kl. atten. Sammen havde de læst de alle hans julekort og hilsener. Han noterede de mange navne i Johannes kladdehefte. Selv havde han heller ikke i år skrevet særlig mange kort, men kladdeheftet blev da ajourført. Daniel figurerede ikke i heftet, der gik femten år tilbage. Regine kunne ikke finde ord, som kunne forløse dem af fortidens lange skygger. Hun havde ikke spurgt ham mere om Doriel. Han ville heller ikke ane, hvad han skulle have svaret. Jeg kigger over i vinterferien, havde hun lovet. Det lyder sørme godt, havde han vist sagt, uden at forstå meningen med ”vinterferien”; hun havde måske tænkt på påskeferien? Han var gået med helt op til vejen for at vinke. Rytmen havde hurtigt indfundet sig, eller snarere ”hans trummerum”, som han gerne kaldte livets gang her i udkanten. Hans lod. Lysene oppe i indkørslen og lyskæden i træet på gårdspladsen ville han lade være tændt i hele januar. Men så heller ikke længere. Han havde aldrig sådan direkte fortalt nogen om de andre lys; dem der kom og gik. Heller ikke om stemmerne, eller rettere sagt stemmen, for det var den samme hver gang. Bydende men venlig. Jo; han havde måske antydet noget med ”åbenbaring” over for naboen, men ikke mere end godt var. Derimod havde han omhyggeligt nedfældet sine betragtninger i en af computerens mange ”mapper”, men aldrig delagtiggjort nogen i det han havde oplevet. Kun børn ville tro på ham. Det var ham ikke fremmed at afsøge sine grænser for intellektets formåen. Eller hans egen selvforståelse. Han havde altid accepteret dyrs og træers stemmer. Selv sten, huse og veje kunne have stemmer. Han var blevet fortrolig med den himmelvide forskel på tro og overtro, syntes han. Han kendte efterhånden, hvad der stod som en mur mellem hans liv og en almægtig gud. Den mur var bygget af ufuldkomne menneskers svigt og fejl. Han havde vel selv blandet lidt af cementen i mørtelen. Nå, der var vel ikke grund til at gøre dagen mere gådefuld. Der var jo gennem tiderne opbygget de mest moderne ”tænketanke” og ”vidensbanker”, så ingen havde nogen jordisk chance for at overskue indholdet. Og da slet ikke forudse konsekvenserne af det evige ”enten eller”. For ham, var det en naturlov - og for ham selv forståeligt, at enhver bevægelse i universet var givet af ét: En uophørlig lovbestemt søgen eller længsel efter ro og tidløs og uopnåelig harmoni. Hvorfor da, dette jordiske, Babyloniske kaos? Som dreng havde han anstillet undersøgelser af skovmyrernes adfærd. Han tog en god skovlfuld grannåle og myrer fra én tue og bar den hundrede meter hen til en anden og tømte skovlen. Han huskede hvor chokeret han var blevet, da en lille verdenskrig var brudt ud for øjnene af ham; i Formica rufas verden, som hans lærer havde forklaret næste dag i naturhistorietimen. Hr. Bahnert havde været en lærer af guds nåde. Specielt drengene var vildt begejstrede for hans timer. En lille tur med Rufus kunne måske adsprede ham lidt. Han tog rosensaksen med i lommen. Vinrankerne i drivhuset skulle skæres tilbage. Roserne måtte vente til sneen svandt ind. Rønnebær og slåen var for længst fortæret af solsorterne og de sidste træk dompapper. Nu var det mest mejsefugle og silkehaler der besøgte foderbrættet foran køkkenvinduet. Hønsene fik deres lunkne vand. De mest ivrige tog bad i sneen som var det støv. Der var stille nede ved søen. Kun de flittigste af de 20-30 gråænder arbejdede med at holde deres vandhul isfrit. Eller måske skiftedes de. Hvis frosten tog til, ville de søge ned til fjorden. _ _ _ En fortsættelse forsøges: Regine (arbejdstitel) Niels-Henrik Uth | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-13 13:00:07 |
hej; foreslår dig at opdele teksten i mindre tekststykker -- en laaaang tekst blir let u-overskuelig og er helt U-mulig at kommentere på!
Læs under 'HJÆLP/INFO' (storyID) hvordan ...
venligst ...
Læs under 'HJÆLP/INFO' (storyID) hvordan ...
venligst ...
| haleløs | 2012-04-12 13:15:10 |
ikke læst helt færdig - endnu; ville egentlig blot takke dig for dennehér "Storm P. der engang nævnte ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”. "
Og er lidt i tvivl om, hvorfor han absolut skal fælde/afsave juletræet i måneskin (den 21.12) ... når nu han har heeele dagen til sin rådighed?
Nåmen; læser resten en anden dag; måske er der en pointe med det hele? ;)
venligst ...
Og er lidt i tvivl om, hvorfor han absolut skal fælde/afsave juletræet i måneskin (den 21.12) ... når nu han har heeele dagen til sin rådighed?
Nåmen; læser resten en anden dag; måske er der en pointe med det hele? ;)
venligst ...
| mille | 2013-02-15 09:32:04 |
- en dejlig eftertænksom fortælling om den aldrende mands dagligdag - jeg er vild med den lille indbyggede forveksling omkring juletræerne
- lige inden jeg læste her læste jeg en artikel i Information, skrevet af en ung journalist, den omhandlede temaet: at leve med døden - så stemningen her var slået an
- sætningen: hun gik mig i møde, da hun faldt død om er smuk og dobbelttydig
- du er også humoristisk/samfundskritisk, når du skriver om hjemmehjælperen, der ikke vil rense tagrenden - altså det synes jeg også er for dårligt, når det nu er stigen manden ikke selv kan bestige!!
I sidste uge besøgte jeg min aldrende storebror, han er hofteopereret men blev uvenner med hjemmeplejen mens hans demente kone boede hjemme - hunden måtte ikke være der, men dyr havde altid været hendes et og alt og desuden var den uundværlig, når hun af og til blev væk - den kommunale forståelse for, hvad ældre mennesker har behov for er nærmest ikke eksisterende.
Din historie gik på denne baggrund rent ind hos mig, og jeg læser videre med glæde....
- lige inden jeg læste her læste jeg en artikel i Information, skrevet af en ung journalist, den omhandlede temaet: at leve med døden - så stemningen her var slået an
- sætningen: hun gik mig i møde, da hun faldt død om er smuk og dobbelttydig
- du er også humoristisk/samfundskritisk, når du skriver om hjemmehjælperen, der ikke vil rense tagrenden - altså det synes jeg også er for dårligt, når det nu er stigen manden ikke selv kan bestige!!
I sidste uge besøgte jeg min aldrende storebror, han er hofteopereret men blev uvenner med hjemmeplejen mens hans demente kone boede hjemme - hunden måtte ikke være der, men dyr havde altid været hendes et og alt og desuden var den uundværlig, når hun af og til blev væk - den kommunale forståelse for, hvad ældre mennesker har behov for er nærmest ikke eksisterende.
Din historie gik på denne baggrund rent ind hos mig, og jeg læser videre med glæde....
| nhuth | 2013-02-15 10:10:41 |
Kære Mille. Tusinde tak. Jeg havde næsten glemt den lille fortælling. Nu vil genoptage arbejdet med den og fortsættelsen om Regine.
Jeg vil også se endnu en gang prøve at følge "haleløs's" kommentar fra 13.3. lidt bedre op, men den følgende kommentar fra den 12.4. om en POINTE er jeg mere usikker på.
Jeg kunne give dig en lang selvbiografisk skildring for baggrunde for historien, men det vil nok føre for vidt. Der er dog ikke så langt fra din brors situation. Meget tankevækkende for mig.
Tak skal du have.
(Mit aktuelle skriveri om "Logbogen" trænger også til lidt adspredelse.)
Venlig hilsen
Nhuth
Jeg vil også se endnu en gang prøve at følge "haleløs's" kommentar fra 13.3. lidt bedre op, men den følgende kommentar fra den 12.4. om en POINTE er jeg mere usikker på.
Jeg kunne give dig en lang selvbiografisk skildring for baggrunde for historien, men det vil nok føre for vidt. Der er dog ikke så langt fra din brors situation. Meget tankevækkende for mig.
Tak skal du have.
(Mit aktuelle skriveri om "Logbogen" trænger også til lidt adspredelse.)
Venlig hilsen
Nhuth
| mille | 2013-02-15 10:25:44 |
Jeg startede jo bare der, hvor jeg troede din historie begyndte - har lige været omkring starten til logbogen - men det er for stor en mundfuld i dag - hele den lange indledning kan jeg ikke kapere - jeg betalæser for en veninde, der skriver slægtshistorie - det er spændende og hun skriver godt - ligesom dig, men de mange konkrete udredninger går jeg kold i - det synes jeg skal komme flettet ind undervejs
I min venindes situation har jeg foreslået hende en tegning af et kroget træ, hvor personerne er hægtet på som blade og frugter - personlig er billeder for mig - ligesom musik - ofte nemmere at få til at "gå ind" hos læseren.
Desuden er jeg meget enig med haleløs i, at mange personer - også selv om de kun har statistfunktion - ikke er befordrende for læselysten
I min venindes situation har jeg foreslået hende en tegning af et kroget træ, hvor personerne er hægtet på som blade og frugter - personlig er billeder for mig - ligesom musik - ofte nemmere at få til at "gå ind" hos læseren.
Desuden er jeg meget enig med haleløs i, at mange personer - også selv om de kun har statistfunktion - ikke er befordrende for læselysten
| nhuth | 2013-02-15 10:38:34 |
Tak. Ja, jeg har problemer med det. Men jeg øver mig. Hver dag. Meeen....
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| mille | 2013-02-15 12:12:33 |
som de ex-skolelærere vi er, savner vi evnen til at fatte os i korthed - jeg har voksne børn, som slet og ret afbryder mig og minder mig om min "arbejdsskade" - for det er jo det, der sker, når man i mange år har skullet klare sig med snik-snak
da jeg endelig kom i gang med at skrive, for et par år siden, gik det op for mig, at hele afsnit kunne udelades i de lange epistler jeg griflede ned i hånden, prøv at minimere teksterne - rul dem sammen som en sovepose, der skal i hylsteret - så kan læseren selv om, hvordan, hvor meget og hvornår den skal rulles ud...
eller med et udtryk fra undervisningen på saxos forfatterskole: "kill your darlings" - saxo har indtil denne runde været gratis, krimiskolen koster ca.250 kr ikke noget der kan vælte et pensionist-budget - og jeg lover dig det er det hele værd - der får du mange kommentarer til dine tekster - det kniber ofte herinde, derfor skriver jeg næsten kun til konkurrencer, der er jeg sikker på, at den der stiller konkurrencen læser og kommenterer
da jeg endelig kom i gang med at skrive, for et par år siden, gik det op for mig, at hele afsnit kunne udelades i de lange epistler jeg griflede ned i hånden, prøv at minimere teksterne - rul dem sammen som en sovepose, der skal i hylsteret - så kan læseren selv om, hvordan, hvor meget og hvornår den skal rulles ud...
eller med et udtryk fra undervisningen på saxos forfatterskole: "kill your darlings" - saxo har indtil denne runde været gratis, krimiskolen koster ca.250 kr ikke noget der kan vælte et pensionist-budget - og jeg lover dig det er det hele værd - der får du mange kommentarer til dine tekster - det kniber ofte herinde, derfor skriver jeg næsten kun til konkurrencer, der er jeg sikker på, at den der stiller konkurrencen læser og kommenterer
| nhuth | 2013-02-15 13:08:37 |
Tak. Jeg, du har ret. Dog ikke med "snik-snak"; det holder ikke i elev/lærer-relationer.
Ja; de der darlings skamrider jeg groft. En af mine mange svagheder.
Nej, 250 er yderst rimeligt. Jeg sparer sammen og overvejer.
Vh.Nhuth
Ja; de der darlings skamrider jeg groft. En af mine mange svagheder.
Nej, 250 er yderst rimeligt. Jeg sparer sammen og overvejer.
Vh.Nhuth
| mille | 2013-02-15 12:14:44 |
- det overfor skrevne gælder logbogen - denne her om den ældre mand - synes jeg ikke har overflødige passager
| nhuth | 2013-02-15 13:11:25 |
Tak. Måske kan din kommentar hjælpe mig til at kunne skrive bedre.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Venlig hilsen
Nhuth