 |  | Regine (rettelser 16.10. er understreget) |
 |
|
|||||||||||||
|
b]Denne "roman" var næsten opgivet. Nu forsøger jeg på at skrive videre og forbedre teksten. millimeter "Regine" er et forsøg på sammenskrivning og videreførelse af to tekster: "En ældre mands dagligdag" og "Romanstart 2 Regine". Jeg vil igen prøve at lægge nye afsnit eller kapitler ind efterhånden som jeg skriver dem. Måske vil denne fremgangsmåde irritere læsere. I så fald må de vente på det færdige resultat, før de begynder læsningen. Igen er læseres eventuelle kommentarer særdeles velkomne. Nye opdateringer fra og med 12.8. vil indeholde tydelig markering i form af understregning i forhold til den umiddelbart forudgående opdaterede tekst. Rene tilføjelser i forlængelse af slutningen i teksten får betegnelsen: Tilføjelser - samt dato og klokkeslæt. Hvis nogen har bedre løsningsforslag, modtager jeg med tak og kyshånd. Udvalgte personer i ”Regine”: (Denne oversigt medtages ikke i en evt. udgivelse) Personernes alder er ændret lidt og Daniel er kommet med. Alle personer i bogen bygger på mit kendskab til afdøde eller nulevende personer. Faren ”Den ældre mand” Mathias. Alder ca. 85. Enkemand. Tre børn. Trættekær ville nogen sige. Dygtig håndværker, og selvlært ”landmand”. 1 m 70, blågrå øjne. Kærlighed til naturen, stor viden. Forkærlighed for bøger. Regine Yngste datter. Ca 44 år, (Søster til den lidt ældre Cornelia). Lærer på en lille skole på Sjælland. Ugift, barnløs. Johanne (afdød) Gift med Mathias i 63 år. Hun var troende kristen. Meget typisk for ægteparrets omgangskreds gennem årene. Daniel Bror til Cornelia og Regine. 61 år. Flyttede hjemmefra som 18-årig. Jørgen og Anine Ægtepar på nabogården. Lars Parelius Ca. 80. Boghandler i Klampenborg. Med nye og antikvariske bøger. Claus Regines kæreste gennem de sidste fem år. Brandmand på byens ret store brandstation. Fraskilt for seks år siden. Har to børn, som mest bor hos moren (Nina) i Jylland. Anders ”Store Anders” eller bare ”Store”. 18 år. En af Regines ”gamle” elever. "Droppede ud" af 2.g. og blev skovarbejder. ”Mads” 56 år. Skoleinspektør Madsen på Byskolen. Gift med Gitte. Mads har fået en kræftdiagnose at kæmpe med. Det havde sneet siden i går. Han gav træskostøvlerne en ekstra gang læderfedt før han knappede stortrøjen og gjorde sig klar. Blæsten havde vist lagt sig. Hunden strakte sig og kiggede vantro hen mod døren og prøvede at finde mening med den uventede aktivitet. Ja, ja, vi skal bare finde et lille træ i år, mumlede han, da de trådte ud i resten af den korte decemberdag. Han skuttede sig og holdt sig forsigtigt i den side af grusvejen hvor vinden havde gjort det venstre spor farbart. I middagsradioen havde de lovet opklaring senere på dagen. To år var gået siden han sidst var oppe ved den lille stump mark, som han i sin tid havde tilplantet med nåletræer. Måske skulle han alligevel have startet traktoren, selv om det bare var en beskeden rødgran der skulle ende som juletræ i den lavloftede stue. Han havde taget den lille bøjlesav med. Nu skulle han bare forbi den store sten og så ind langs nobilisgranerne. Da Johanne levede gik de faste kunder selv derop. De vidste godt der vankede en tår kaffe, når de kom ned og afregnede. Naboens træer længere fremme var noget større. Han gødede mere. Et skrig skar gennem skoven. Den gamle musvåge skældte ud, da den forstyrret midt i sit aftensmåltid måtte lette fra stenen. Den nåede at få resterne med sig. Hvis vejret artede sig i de kommende dage ville døtrene komme på besøg den 24. De havde kun et par timers kørsel her til ”Egely” og det der var tilbage af deres barndomshjems kælkebakker. Han havde fundet slæden frem for at glæde børnebørnene. Svigersønnen ville komme, hvis han kunne holde fri. ”Konsulen”, tænkte han. Han kunne aldrig blive klog på, hvad sådan en konsulent mon syslede med. Det var hverken håndværk eller landbrug. Lyden af en tør gren der blev knækket afbrød tankestrømmen. Måske et rådyr. Skyerne over grantykningen dækkede nu helt for månelyset og han blev et øjeblik usikker. Var de små træer virkelig blevet så store? Naboen havde åbenbart fjernet sin hegnstråd. Han kaldte Rufus til sig; de satans brombær havde nær væltet ham omkuld lige da han så det rigtige træ, smukt og ikke for bredt. Månen tittede frem mellem skyerne, da han rystede sneen af de nærmeste grene og bøjede sig for at save stammen over. Det er en ”hardpoint” klinge; den skal aldrig files, havde svigersønnen sagt. Sikkert noget sludder, men saven fejlede ikke noget. Den smuttede kun for ham én gang, hvor venstre hånd kom i vejen. Han regnede med at den forede handske havde holdt til mødet med en ”hardpoint”. Rufus lettede for god ordens skyld lige ben op ad den nyfældede rødgran. Picea Abies, mumlede han og trak træet ud til stien uden at falde over de forraspede brombær. Nu skulle det gøre godt at komme hjem og lægge en pind i ovnen. Han måtte lige have pusten igen. Han var egentlig ikke bange for at dø. Det skal vi jo alle. Spinoza tog ikke fejl, da han skrev: ”Mennesket veed nok det skal dø, men det tror det ikke.” Mathias var snarere bange for at leve for længe. Hukommelse og glemsel var på én gang til velsignelse og en forbandelse. Måske en nådegave til de troende fra skaberen. Eller måske et af naturens luner. Hunden kiggede utålmodigt på ham og skubbede lidt til det nyfældede træ. Det var såmænd ikke større end at han kunne bære det de par hundrede meter ned til gården. Han ville kun holde en enkelt pause midtvejs. Det sneede ikke længere, men vinden havde taget til. Om lidt ville markvejen være helt lukket. Natuglen var tidligt på vingerne og strøg lydløst så tæt hen over ham, at han nær havde tabt kasketten. Utyske, tænkte han, men fortrød, og trådte forsigtigt fra markvejen ud på den grusede asfaltvej. Herre gud; det var uglens væsen og uglens revir. Her var han ikke velkommen i utide. Rufus sprang over den snedrive, som vejvæsenets store plov havde efterladt i rabatten og selvfølgelig på tværs af indkørslen. Han ville ikke skovle endnu. Der var tre dage til han ventede gæster, og postbuddet ville først komme forbi i morgen ved middagstid. Sjovt nok var der stadigvæk lys i kæden, som altid havde glædet Johanne, når den kom op første søndag i advent. De små pærer kunne være lige så drilagtige som Rufus. Hvis han havde placeret en pære for lavt, dvs. under hundens skulderhøjde, gjorde hunden kort proces og knasede den itu med et enkelt bid. Naboen, Jørgen Nielsen, var ved at køre en bigballe i halmfyret. Han havde åbnet traktordøren og råbt noget med jul og vinket herover, men det var ikke til at høre ham rigtigt for motorens støj. Han vinkede tilbage. Det skulle da lige mangle. De havde ikke rigtig været på talefod i over tyve år. Først da konerne for længst var kommet overens, var det til sidst lykkedes dem at få de to tværinger til at forlige sig. Ingen kunne længere huske, hvordan tvisten var opstået og havde udviklet sig til det absurde, da landmåleren opgav at tale med dem. Han havde sat nogle pinde i jorden hist og her, men gav derved tvisten ny næring. Det forlød, at nogen i ly af nattemørket luskede sig til at flytte pindene. Tankerne var lige så flyvske og uhåndterlige som de dansende hvide fnug. Set her udefra lignede det blålige skær fra computeren i gæsteværelset lyset fra fjernsynet i stuen. Fjernsynsapparatet var holdt op med at virke for en måned siden. Han var blevet lidt knotten, da konsulen i telefonen havde sagt, at det var noget gammelt bras; Pjat. Mathias huskede udmærket hvornår han købte apparatet. Ganske rigtigt. Da han fandt kvitteringen fra ”Byens Tv og Radio” i chatollet, kunne han uden briller se datoen. Fjernsynet var kun ni år gammelt. Alligevel ville svigersønnen tage en digital fladskærm med over næste gang. Han gik sin runde og sikrede sig at hønsene var i tryghed for ræven, før han lukkede lemmen. Først da han trak de tykke handsker af og lagde dem til tørre i bryggerset, mærkede han smerten i fingeren. Han skyllede såret grundigt med koldt vand og gav sig til at lede efter et stykke plaster. I målerskabet i entreen lå den røde æske fra Falck. Flængen var grim; han måtte se nærmere på handsken ved lejlighed. Måske skulle den sys. Han fodrede hunden og satte lidt forloren ”pilskade” over et svagt blus. I ovnen i stuen var der stadig gløder. Brændet var tørt og kløvet i passende stykker. Der var nok i spanden til natten og formiddagen, så han skulle ikke ud og hente mere. Han tændte loftlyset og glædede sig over den righoldige bogsamling der var vokset vildt og bredt år for år i hele hans liv. Han vidste godt, at de tusindvis af bind ikke længere repræsenterede nogen handelsværdi. De kunne overhovedet ikke sælges, med mindre en sjælden samler kom forbi. Og den slags mennesker kom ikke her forbi. Jo,.. måske netop forbi! Man smed ikke bøger ud - og da slet ikke dem man snart kunne udenad. Tak for mad, sagde han ud i det tomme køkken og skyllede tallerken og bestik af. Tak til skaberen af konservesdåsen. Tak til hønen, der havde lagt ægget”¦ Var der mon gode nyheder på computerskærmen? Det var mærkeligt at se en slags tv-avis på den højteknologiske lyksaligheds alter. Men nyhederne var ikke blevet bedre. Snart ville de sikkert sende forskelligartede nyheder, så seerne selv kunne vælge den grad af ondskab eller idyl de måtte ønske til aftenkaffen. Der lå brev i indbakken. Fra boghandler Parelius ovre i Klampenborg. Han takkede for invitationen men bad om lov til at udsætte sit besøg til foråret, hvor føret ville være bedre. Han ville medbringe et smukt eksemplar af ”Den Blå Drage” af Aage Marcus. Se, det var en rigtig nyhed; men han ville hellere betale for forsendelse. Hvis det ikke var til ulejlighed. I morgen ville han besvare brevet, når han satte sig til tastaturet. Østens mystik - i Taoismens klare tvelys, tænkte han, da han tog kaffekruset og piben med ind i stuen. Han gemte altid kronikken til aftenstunden, hvor fåreskindet i lænestolen lå og kaldte på ham. Den nye sparepære i læselampen skulle lige varme op, så de små bogstaver blev tydelige. Miljørigtig, skulle man være. Og bæredygtig. Da han og konen i sin tid havde siddet og skrevet (ja, det var Johanne der skrev for dem begge) deres ”sidste vilje”, havde han spurgt om hvorfor hun absolut ville brændes. ”Det skal jeg såmænd sige dig”, havde hun svaret, ”du er ikke så bæredygtig mere med det dårlige ben; så hvis du bare vil lempe asken ud i søen, så ordner Vor Herre nok resten. Og så taler vi ikke mere om det”. Hun fik som altid det sidste ord og sin vilje. Slagfærdig var hun. De var lige stædige. Og de fastholdt, at kun pigerne skulle arve mest muligt. Sønnen talte de helst ikke om. Rufus vækkede ham ved hensynsfuldt at puffe til hans gode ben med snuden. Han samlede avisen op fra gulvet, - Ja, ja, sagde han, jeg blundede vist lidt. Kom så, gamle jas. Mens hunden hurtigt gjorde sine ærinder, lynede han ned og tømte blæren ved siden af pælen med den overdækkede metalkasse. Vinden havde lagt sig, og der var ikke mere sne i luften. Lyskæderne var tændt hele døgnet; på den måde holdt de små pærer længere, mente han. Rutinemæssigt slog han let på den lille postkasse. Den var tom, fortalte lyden hult. Nu var det snart sengetid. Han nåede lige at ryste tæppet og lægge det omhyggeligt og pænt i kurven, da Rufus kom ind og lidt fornærmet rodede rundt i det, indtil det igen lå rigtigt. De blev aldrig enige. - Godnat, du gamle, sagde han stille og lod døren til køkkenet stå på klem. Før han trak vinterdynen over sig, skævede han op til krucifikset og mumlede: - Tak, måske vi ses i morgen. Måske lægger vi Händel eller Anne Linnet i spilledåsen. Vi får se. Måske. Bornholmeren slog syv, da han langsomt og lidt modvilligt trodsede tyngdeloven. Han kunne se i potten, at han ikke havde været oppe i nat. Det var for tidligt at høre radio. Omverdenens tummel og fortrædeligheder måtte vente til efter morgentoilettet og kaffen. Rufus skulle ud først. Hønsene skulle blive inde lidt endnu. Der var helt stille derude. Her ved det runde bord sad han på sin plads i dybe dystre tanker. Sådan havde han også siddet den dag, da Johanne og Rufus var gået den sædvanlige tur rundt om søen. Den 10. oktober forrige år. Rufus var kommet løbende tilbage, alene og gøende. Så ti dog stille, havde han sagt, da han i sutsko fulgte efter hunden. ”Johanne”, havde han råbt, før han så hende ligge på stien for enden af køkkenhaven. Hun reagerede ikke på hans gentagne råb. Heller ikke da han rørte ved hende. Hun var bleg og kold, ingen puls. Intet. Så hurtigt han kunne, halteløb han ind til telefonen. Vagtcentralen havde prøvet at berolige ham. De sagde, at ambulancen allerede var på vej. Så huskede han, at han nær havde væltet naboen omkuld, da de stødte sammen henne ved bænken. Hunden måtte ind. Akutlæge og falckreddere flød sammen med naboer, politifolk og sygeplejersker. Ingen kunne stille noget op. Resten var tåget, kaotisk, grufuldt og håbløst. Dagene og nætterne flød sammen. Så bisættelsen. De mange besøgende delte chokket og sorgens første smerte. Måske var enkelte forhindret i at deltage. Det blev der ikke talt om. Ugen efter havde han hentet papæsken hos præsten. Den private urnenedsættelse foretog han alene, næsten så selvudslettende som hun havde ønsket. Derefter de tomme dage der uge for uge umærkeligt var blevet til en ny slags hverdage, måneder og år. Efter de første par år som enkemand vidste han, at han for en tid havde valgt livet og overladt til andre magter at vælge den anden og måske kortere vej. Der var ingen ”stand-by-mulighed”. Disse evindelige, næsten håndgribelige ”flashbacks” måtte gerne forstyrre hans cirkler, men helst så afbalanceret, at ingen af hjulene gik i selvsving. Det var Storm P. der engang nævnte ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”. Noget som mange har tilbøjelighed til. Nå, det nyttede jo ikke at sidde her og have ondt af sig selv. Sammen havde de nået hvad de ville. Hun og han. Også guldbrylluppet. Tit var hun nær lykkelig. Da den slog ni gik han over og lukkede hønsene ud. Om lidt ville den enevældige hane have luft og rum nok til at håndhæve sit vidtstrakte territorium helt op til vejen. Det var en smuk morgen. Spurvefuglene tog trygt for sig af retterne i det stråtækte foderhus. Naboens kat måtte spise hjemme. Den havde én gang anfægtet Rufus ejendom, og de to uforenelige størrelser glemte aldrig det uheldige møde. Revne skind”¦ Ja, handskerne var blevet tørre; den venstre var tung og stiv men kunne nok reddes med lidt kinesertråd. Men først i blød i koldt vand, så han kunne få den ren og føjelig igen. Bare nu vejret kunne arte sig de par dage. Hvis den gamle traktor ville starte, kunne han hurtigt rydde indkørslen med skovlen på frontlæsseren. Der var strøm på batteriet endnu. Lidt ”mirakel-spray” ned i indsugningen og så lige de tre trin op til førerhuset. Det lykkedes. Armkræfterne fejlede ikke noget, det var bare det med den forbistrede gigt. Og benet. Så vidt, så godt. Halv gas, havde svigersønnen sagt, halv choker og starterhåndtaget langsomt ned. Fantastisk. Den havde stået stille i snart et halvt år. Måske var ”konsulen” ikke så tosset endda. Selv om han ikke var landmand. Håndelag kunne man ikke læse sig til. Det var måske derfor der ikke fulgte brugsanvisning med en bøjlesav. Han grinede højt ad sig selv. Og Johanne lo overbærende deroppefra. I næstlaveste gear futtede han ud ad ladeporten. Han så godt naboen var på vej herover; nu forcerede han driverne og nærmede sig. Selv kravlede han ned fra traktoren, men lod motoren gå. - Jo, jeg tænkte at jeg lige ville kigge over før jeg kører op og henter et par træer, sagde Jørgen. Har du hørt, at vi har haft ubudne gæster i plantagen, spurgte han; det er ligegodt faens. Nå, du kan jo sagtens selv rydde det her, kan jeg se, når altså jeg ikke går i vejen. Jeg kigger ind til dig om en halv times tid. Jeg har noget at spørge dig om. Gir du kaffe? - Jo, da, svarede han, jeg har nok også en småkage på fod. Snart var indkørslen så godt som ryddet. Men "en fremmed i granplantningen"? I det vejr? Utænkeligt; men ikke umuligt. Det var måske meget godt, at han havde skilt sig af haglbøssen. Den dobbeltløbede ”Simson Suhl” havde alt for længe hængt på sin knage i entreen og samlet støv. Han trillede ind i laden igen, slukkede for motoren og gik ind og satte vand over. Det var udmærket, at hans eget træ fik lov til at stå et par dage og dryppe af. Det skulle ikke ind i varmen, før børnene kom. Stammen var ikke tykkere end den sikkert godt kunne gå ned i den galvaniserede fod, som Agermose-smeden havde fremstillet. Den hang fra sidste år på sin plads i værkstedet. Printerblæk og en pakke 80 grams papir eller to, skrev han på huskesedlen, og kaffe. Man kunne aldrig stole på computerens driftsikkerhed, sådan 100 % mente han. Papirudskrifter var nummer ét. Selv de værste historier blev mere troværdige på tryk. Gud ved hvad naboen ville spørge om. Nå, det skulle han snart høre. Han havde lige set Jørgen igen. Naboen ville helst ikke overraske Rufus. - Dygtig hund, sagde han, da han blev lukket ind. - Det er jo bare mig, sagde han. - Jeg vil da lige forære jer en pæn ædelgran. Så slipper du da for den tur; der ligger temmelig meget sne på markvejen. Den gran der mangler deroppe, er bare en simpel rødgran, som en eller anden idiot har stjålet fra mig; lige ved siden af dine, så du har været svært heldig. Jeg har også en hjemmebagt skærekage med fra konen. Hun bad mig hilse. Jeg har smidt træet henne ved laden, så må du selv korte af den som du synes. - Tak, tusinde tak, svarede Mathias lidt overrasket og tog mod kagen der var lun endnu. Nu kunne han ikke få sig selv til at forklare, at han foretrak rødgran frem for ædelgran og at den faktisk stod klar ovre i laden. Og da slet ikke nu, hvor Jørgen netop manglede én”¦ Så kom han pludselig i tvivl”¦. Måske; tænkte han, men nej, både han og Rufus havde været på den rigtige side af skellet, selv om det var svært at se ret meget i går. - Tak, gentog han, kom, lad os gå ind i varmen. Først ved den anden kop gik det an at komme til sagen. Jørgen fik en cigar. Selv fandt han piben frem. Jørgen rømmede sig. - Du ved,”¦ vi har jo gerne villet spørge, - mig og konen. Blev du ikke meget vred den gang, jeg mener - da Johanne gik bort? Vred på hende? På Gud? - Ja, meget vred, men ikke på Johanne. Og jeg er nok ikke så troende, at det gør noget. Jo, måske mere hen i retning af godtroende; men det kan måske være det samme? Johanne gik netop ikke bort. Hun gik mig i møde, da hun faldt død om. Af og til møder jeg hende og snakker med hende om løst og fast; mest løst, forstås. - Du spørger om jeg da tror på gud? Tja, det ved jeg ikke med sikkerhed, men der er vel en mening af en slags med os. Det tror jeg. Det var jo derfor, at jeg blev så vred. Jo, jeg blev vred, men kun på mig selv. Det gik der et års tid med. Så var det, at børnebørnene var her et par dage. Den yngste sad hér. Hun spurgte mig pludselig om jeg troede på engle. Nej, måtte jeg ærligt svare; fordi jeg véd, at de eksisterer. Man kan kun tro på hvad man med sikkerhed véd ikke eksisterer. Stine havde rystet sit 12-årige hoved og svaret: Nogen gange er du altså lidt underlig, morfar. Naboen tog et hiv på cigaren. - Hun har sgu ret, tøsen. Men det med englene forstår jeg ikke. Men selvfølgelig - jeg tror da også på gud, det gir sig selv - men sgu da ikke på nisser, trolde, genfærd, og spøgelser. - Nej, netop, svarede han , det er fordi du ikke vil afvise, at engle eksisterer; men OK, der er også lidt drilleri med i spillet. Sådan kan jeg holde liv i de små grå celler. For eksempel kan jeg godt møde en engel i ny og næ, men kun hvis det passer den at åbenbare sig for mig. - Ja, men så siger jeg tak for kaffe. Jeg så du havde fint besøg sidste uge oppe fra kommunen? Har du fået hjemmehjælp, spurgte han på vej ud ad døren. - Ha, svarede Mathias , hun var såmænd meget sød og venlig, men hun ville ikke rense tagrenderne, selv om jeg lovede at holde ved stigen! Men skrive på blanketter og sætte krydser, det kunne hun. Hun kigger ind igen i det nye år, når ”min sagsbehandler på Rådhuset” har haft mulighed for at vurdere skemaet. Har du og Anine også sådan en ”sagsbehandler”, eller er det bare mig der skal behandles? Men jeg skal ikke have sådan en starut rendende i utide. Naboen tog sin kasket og stak Rufus en kiks fra dåsen på bordet i bryggerset. - Konen har truet med æbleskiver i morgen. Du kommer vel? Mathias nikkede og lo. - Jo, tak; jeg tror ikke jeg har andre aftaler i morgen”¦ De skiltes og tænkte deres. Han skulle jo nok have sat mærker på sine træer, så i det mindste han selv kunne hitte rede i hvis der var hvis. Jørgen havde heller ikke mærket sine. Efter middagsluren lindede han lidt på radiatoren i køkkenet. I aften skulle han have boller i karry med løse ris. Jo, den var god nok, det klukkede lidt i rørene. Om lidt ville det holde op af sig selv, når cirkulationspumpen næsten lydløst trykkede vandet rundt i systemet. Han gik ind og tændte computeren. "Til Boghandler Lars Ole Parelius", skrev han i en ny mail. Forstod godt juletravlheden derovre. Det måtte være blevet en hård branche, når man som antikvarboghandler levede for at bevare og videregive de smukt falmede guldkorn i en tid, hvor en net bog kaldtes netbog. Han beklagede sin elektriske måde at sende denne hilsen på. Han havde foretrukket et rigtigt menneskebrev, men det havde altid været konen der var bedst til den slags. Han sluttede med ønsket om en glædelig jul. ”Telegramstil” var kommet på mode igen, konkluderede han og tastede ”send”; til Klampenborg med lynets og lysets hastighed. Uforståeligt, men det virkede. Tiden er en underlig størrelse, tænkte han. Juletid især. Hvis bare de selv for mange år siden havde fundet genklang i sønnen for deres tilgivelse, ville meget have været anderledes. En familie tåler ikke så godt at miste, når den søn, man mister, lever videre. Dagen oprandt. Kalenderbladet fra i går med dagens bøn på bagsiden røg i skraldeposen. ”Spildte Guds ord på Balle-Lars” kunne han høre Johanne tænke højt. Tidligere var det hende alene, der også bestyrede afrivningskalenderen. Dels stod hun tidligt op og dels havde hun sin andagt ved det, havde hun altid sagt. Alt var klar til huset ville blive invaderet. Det forkerte træ stod klar i stuen. Pynten lå parat i kasserne og ventede på børnebørnenes ivrige fingre. De hvide julelys lå i æsken på skænken. Han brød sig ikke om farvede stearinlys. Kun stjernen ville han selv sætte fast i toppen. Rufus var rastløs. Vejret var fint. Det havde sneet lidt de seneste dage, men ikke mere end døtrene nok kunne nå frem og hjælpe til med madlavningen. Det var snart frokosttid. Computeren skulle ikke åbnes i dag. Det var mærkeligt, at de ikke havde ringet endnu. De måtte snart være her. Han kontrollerede telefonen igen. Klartonen lød som den plejede. Han bar den lille køkkenstige med de tre trin ind i stuen, fandt stjernen der var svøbt i silkepapir. Bare to trin op. Så kunne han nå. Han lagde nakken tilbage og greb ud efter noget spindelvæv. Nålene stak, da træet væltede og mandens vægt trykkede grenene ned i gulvtæppet. Intet så han, intet hørte han, før den ældste datter slog ham i ansigtet og sagde: ”Hent far, I andre bliver ude ved Rufus, skynd jer”! Inden svigersønnen kom ind, åbnede den gamle langsomt øjnene og kom op at sidde. De hjalp ham ud i køkkenet. - Det var bare stjernen og så det forraspede spindelvæv jeg fik i ansigtet, sagde han til svigersønnen, Det må I undskylde. Og så lige på en juleaftensdag. - Sludder, svarede datteren. Det er den 23. i dag. Vi ringede for en halv time siden, men du svarede ikke. Drik nu det her vand, så venter vi på lægen. - Læge, spruttede manden, jeg har ikke bestilt nogen læge! - Nej, det har jeg, sagde datteren, har du ondt nogen steder? Nej, svarende manden. Det gjorde præcis så ondt som det plejede. Jeg skal bare ud og tisse. Hvor er ungerne? - De er ude med hunden. Kom så går vi på toilettet, svarede datteren og holdt ved ham gennem entreen. Hov, hov, sagde hun, da han gik forbi toilettet og fortsatte gennem bryggerset. Nu bliver du altså stående her, sagde hun og åbnede yderdøren. Hun kaldte på sin søster. Svigersønnen, Konsulen, gelejdede ham over dørtrinnet og hen til dronningebusken, så han kunne tisse af før ungerne og Rufus ville overfalde ham. Regine, den yngste datter, kom til syne og gav smil, knus og kram. Konsulen og den ældste datter bar det ødelagte træ ud på gårdspladsen. Hun slukkede for støvsugeren og satte vand over. - Kom nu ind, vi kan sidde her i køkkenet, kaldte hun ud ad vinduet. - Ja, ja, rolig, svarede manden. - Nej, I kommer nu, kommanderede hun. Lægen er på vej. - Du, med din læge, sagde han stille og gik ind. Han kunne høre ungerne lege med Rufus nede ved søen. Bare de nu ikke går ud på isen, den kan ikke bære. Ingen lyttede længere. Hans stol i køkkenet stod reserveret og tog mod ham. - Nu går det bedre, sagde han, og spurgte efter julestjernen. - Den havde du i hånden, da vi fandt dig, sagde konsulen. Den ligger inde på skænken. Om lidt kan jeg gå op og hente et andet træ. - Nej, nej, det rigtige træ står klar ovre i laden, svarede Mathias, nå, nu kommer ungerne, sagde han, da døren blev slået op og de halvvoksne børnebørns stemmer fyldte rummet og skabte lidt mening i livet. - Mødte I nogen dernede? Ved søen mener jeg, spurgte han. Regine skænkede kaffe. - Hvem skulle vi have mødt? - Nej, jeg tænkte bare, svarede han, jeg venter ikke nogen specielt. Bare sådan i almindelighed. Man ved aldrig. - Fortæl så, sagde den ældste datter. Nu ser du frisk ud igen, og du er nybarberet. I kan gå ud og tømme bilerne børn mens vi lige snakker lidt, sagde hun og tabte en småkage på gulvet. - Og du har vasket gulv! Hov, der ligger en seddel under radiatoren. Værs’go: Han sad med sedlen og spekulerede. Et gulnet kalenderblad. Bare et kalenderblad fra den 13. Det var den dag hende fra kommunen havde været her. ”På servicebesøg”, havde hun sagt som var hun mekaniker i en smøregrav. Han havde sovet længe den morgen og skulle netop til at lukke Rufus ud, da ”servicebilen” havde knaset sig gennem indkørslens perlesten. Rufus kunne heller ikke lide hende”¦ En tår kaffe havde han dog budt hende. Jo, tak. Hun havde set sig nysgerrigt omkring indtil han havde trukket en stol ud og sat et krus kaffe foran hende. Først da hun sagde, at kommunen skam havde sendt brev om besøget, dæmrede noget for ham. ”Dagcenter”, havde hun foreslået. Uden at komme nærmere ind på hvem der så skulle sørge for alting her. Hunden, hønsene, varmen, vasketøjet og vedligeholdelsen? Brevet hænger jo dér, lige ved siden af kalenderen, havde hun smilende sagt og samtidig revet et kalenderblad af, som hun lagde i tallerkenrækken. Jeg skal bare udfylde den her blanket og aflevere den til områdelederen; det tager ikke så lang tid, havde hun lovet, da uret slog ni. Først klokken elleve var hun kørt igen. Han havde forsøgt at tage hende alvorligt, huskede han. - Far, du falder i staver. - Det var satans, røg det over hans læber. Han rejste sig, tog om datteren og kyssede hende på panden. - Du har givet mig min dag. Den skal hænge her med bagsiden udad. Kommunen havde taget dagen fra ham, børnene havde fundet den. - Sæt dig ned dit pjathoved. Lad os så høre. Han fortalte det meste. - Hvad griner I ad, morfar, spurgte det ældste barnebarn, da hun kom slæbende med papkassen med tv-fladskærmen. Lægen er lige kommet. Doktor Tang var kommet forbi Rufus uden bøvl. De kendte hinanden. Han satte jordemodertasken på gulvet og overtog svigersønnens stol. Doktoren fandt et stetoskop nederst i taskens syndige rod af flasker, slanger, receptblokke og instrumenter, som man ikke ønskede at kende formålet med. - Hvad er det med dig? sagde han til manden. Er du nu skvattet igen? Har du tænkt på et bestemt plejehjem? - Nej, det har jeg bestemt ikke, brummede han; jo, selvfølgelig, det talte vi da også om den gang; men det nåede hun jo aldrig. Du var her jo selv. - Nej, jeg bliver her i mit alderdomshjem. Her er jeg i godt selskab. Undersøgelsen var hurtigt overstået. Recepten lød på mere motion, flere grønsager, mere vand og ingen køkkenstiger. - Hør, Regine, kan du ikke lade Tang smage min pomeranslikør? ”Liquor spirituosa citrus aurantium” hedder den i dagens anledning. Den står derinde ved siden af valnøddesnapsen. Doktoren skulle ikke bære julen ud. - Husk nu dit juletræ. Det er mærket med ”Tang”. Hvis du lægger papstykket i bryggerset, husker jeg dig måske næste år. Ja, og så af hensyn til regnskabet, du ved, blinkede han fortroligt. Kom godt hjem, og hils fruen. Konsulen bar det gamle fjernsyn ud. - Sådan, sagde han i næste minut inde fra stuen. Kom, svigerfar og tryk på remoten. På etteren. Jeg har trukket antenneledningen op i hjørnet; nu skal der bare slås et par kabelsøm i væggen. Sådan. Skærmen lyste vældigt op og Disneys Stampe kaldte på Bambi. - Kom skal I se, unger, råbte han ud mod køkkenet. - Morfar, hvorfor ligger Jesus i din seng? Stine, den yngste af børnebørnene var gået forbi den åbne dør. - Hvad siger du? Hvad er nu det for noget pjat? sagde hendes far. Farfaren gik med hende ind i ”kontoret”, som kammeret med rette hed. Krucifikset lå på hovedpuden i kanesengen! Det var ikke pjat. - Det må du undskylde, sagde svigersønnen brødebetynget. Det må være sket, da jeg slog på væggen i stuen. Det var da godt du ikke lå og sov til middag; men Jesus landede da blødt og holdt til det uden knubs. Han løftede det tunge krucifiks, studerede det og fandt det lille bøjede søm i sengen. - Vil du have det op igen? Han så skeptisk svigerfarens skarpe blik. Jeg mener, samme sted? - Ja, naturligvis, svarede den gamle, ellers kan jeg ikke sove. Måske ville det være bedre med en skrue? Tror du ikke? spurgte han svigersønnen, der fandt rawlplug, bor, skrue og boremaskine frem fra kassen. Den gamle tørrede nænsomt frelseren af. Han var gået i arv fra mormoren. Uden knubs! Månens spejl sejlede langsomt forbi hans trætte øjne. Månen var hans vidne. Han var ingen tyv. Der var en vidunderlig uro i huset. Og en nagende uro i hans sind. Kunne han virkelig have taget fejl? Når han ikke en gang kunne holde rede på dagene længere. Måske sov han, da et diffust lysskær standsede ved hovedgærdet. Han røg aldrig i sengen. Piben lå i skålen ude på køkkenbordet. Han løftede hovedet. Døren var lukket. En lille stemme beroligede ham. - Dav, igen, sagde englen, læg du dig bare igen, du skal se, alting ordner sig på bedste måde. Det var dét Johanne altid havde sagt, når noget gik ham på. Ord for ord. Stemmen var ikke så forskellig fra hendes. Lige så blid og rolig. - Jeg har lovet Johanne at se lidt efter dig, lød det i hans ører. - Jeg er hos dig; du behøver ikke en gang at kalde på mig. Bare tænk på mig, så ser du mig. Jeg véd godt, at du ikke har fældet et forkert træ, men I finder selv ud af det i morgen. Jørgen kommer over til dig ved nitiden. Sov nu. De fleste kalder mig Doriel, men jeg er ikke navngivet. Kun mennesker synes, at vi skal have navne. Lyset fortonede sig. Manden sov. - Doriel! Sagde han højt, da han trådte ud i lyshavet i køkkenet, - nåh er det dig, Regine”¦. - God morgen, svarede hun. Hun havde fundet et langt hvidt forklæde og stod med to store brød og en pladefuld boller. Ovnen var tændt. Radioen kørte... Bare hun dog ville tage sig sammen og gifte sig lige som Cornelia ”¦ - Du er tidligt på den. Hun skruede ned for lyden af radioens pigekor. Det varer en lille halv time endnu. Tag nu de seler rigtigt på. Rufus har været ude. Når du har barberet dig, får du måske et morgenkys. Jeg kan klippe dig, når du har fået din kaffe. Det var lige godt mange ting på én gang. - Jeg skal også ud og slå en streg, mumlede han. Hun er en knag, tænkte han på vej ud. Rufus blev liggende og nød varmen i kurven, mens han hentede brænde i laden. Ingen af de andre var stået op. Klokken var over halv otte og det ville være mørkt en time endnu. Han tog et hurtigt bad, barberede sig og iførte sig sin slåbrok inden han slog sig ned i køkkenet og slukkede for radioen og Bing Crosbys ”Winter Wonder Land”. - Jeg har ladet dem sove længe. Det er juleferie. Her er din kaffe, sagde hun, og lune boller. Hvor er du pæn; hun kyssede ham på panden. Om lidt skal du klippes, men nyd nu freden så længe den varer. Så må du fortælle om Doriel senere. En fingernegl bankede let på vinduet, det var naboens: - Du må undskylde; jeg har dårlige nyheder, sagde han. Det er ikke mig; det er dig, der har mistet et træ. Jeg har set forkert sidst jeg var deroppe. - Nej, du har ej, sæt dig nu lige og få en kop med. Du kommer med gode nyheder. Det er en længere historie. Ser du, jeg var faktisk oppe og hente en rødgran forleden dag. Jeg troede, at du havde set mig slæbe den ned. Men så kom du jo med en ædelgran. Du var så glad for at hjælpe mig, at jeg ikke i det øjeblik kunne gøre andet end sige tak og holde gode miner og slet spil. Naboen måbede. - Jeg gik nu kun over, fordi jeg så doktor Tang køre herind. Jeg tænkte”¦. - Nåh”¦ , han hentede bare sit træ. Som sædvanlig. Jeg sætter altid et til side til ham. - God morgen. Den ældste datter, lærerinden, kom ind fra badeværelset. - Nu stopper du, far. Fortæl nu Jørgen, at du skvattede ned af stigen men landede blødt. Du kunne have slået dig ihjel. Dine udflugter kan du gemme til du bliver gammel! - Nu skal gåsen ordnes og sættes i ovnen. I kan gå over i laden. Vi overtager køkkenet resten af dagen. - Kom, Jørgen, sagde manden, der er ikke plads i herberget her. Hvis du tager rødgranen, kan jeg bære gåsen. Og så må hønsene godt stå op. Hanen stod allerede og brystede sig og varmede op. Klar til at kunne imødegå dagens mange strabadser. Så snart naboen var gået igen, plukkede manden tre juleroser henne ved gavlen og brækkede et par tujagrene af til underlag. Svigersønnen havde afprøvet den nye selvkørende snekaster på græsstien. Stien viste, at maskinen havde virket efter hensigten. Den var tværstribet, hvid og grøn. Han nærmede sig den uanselige forhøjning og fjernede lidt løs sne fra den pæne, uslebne flade granitsten som ingen ville bekymre sig om. Ingen ville få at vide, at han engang havde gravet lige her med pælespaden og sænket den let nedbrydelige urne ned i det vandfyldte hul. Han stak forsigtigt blomsterne ned i sneen. Ingen kunne se ham oppe fra gårdspladsen. Han stod og faldt lidt i staver, da stenen lyste svagt og sagde: "Tak, min ven, og lad os have en glædelig jul". Først ved Hellig Tre Konger, da han var alene, bar han juletræet ud. Det dryssede temmelig meget nu. Det var træt. Ti år i skoven, ti dage i stuen og så om kort tid ti minutter i halmfyret. Kun stjernen i toppen havde han klog af skade ladet sidde til træet lå på gårdspladsen. Nu kunne den lægges tilbage i silkepapiret i julekassen. Den ældste datter, konsulen og ungerne var taget hjem allerede 1. juledag. Regine var heldigvis først taget hjem nytårsdag. I dagene mellem jul og nytår havde hun støvet af, støvsuget oppe og nede, vasket gulve, vasket tøj og lavet mad. Al den tummel passede hverken hund eller herre. Det var så sødt af hende, det hele. Hun ville ham det godt. Og det var godt. Lige til hun begyndte at sortere bøger. Ikke efter forfatter eller titler. Ikke efter størrelse og farve. Kun efter støvlagets tykkelse, så vidt han kunne forstå. Til sidst måtte han overgive sig. Han havde været så letsindig at nævne det forestående besøg af boghandleren fra Klampenborg. - Jamen, det passer fint, havde hun repliceret, så kan jeg hjælpe dig med at gøre et par kasser klar til ham! Han havde brugt det meste af den dag på nøje at gennemgå og sortere bøgerne og med blyant notere en ”vejledende pris” i hvert enkelt af de bind han måske kunne undvære. Han vidste at Parelius altid havde et viskelæder i jakkelommen. - Er du sikker på, at der ikke er nogle imellem du kunne bruge? - Ja, søde far; helt sikker. Tre tunge kasser var det blevet til. Hun havde lukket dem med pakketape og bakset dem ud i entreen under trappen. - Jeg sætter dem på anhængeren i morgen og tager dem med, når jeg kører. Så kan jeg aflevere dem til Parelius i næste uge, når jeg alligevel kommer på de kanter. Hun havde været på havnen og købe torsk. De havde hørt majestætens tale i det nye fjernsyn kl. atten. Sammen havde de læst de alle de julekort og hilsener, som han havde modtaget. Han noterede de mange navne i Johannes kladdehefte. Selv havde han heller ikke i år skrevet særlig mange kort, men kladdeheftet blev da ajourført. Daniel figurerede ikke i heftet, der gik femten år tilbage. Regine kunne ikke finde ord, som kunne forløse dem af fortidens lange skygger. Hun havde ikke spurgt ham mere om Doriel. Han ville heller ikke ane, hvad han skulle have svaret. Jeg kigger over i vinterferien, havde hun lovet. Det lyder sørme godt, havde han vist sagt, uden at forstå meningen med ”vinterferien”; hun havde måske tænkt på påskeferien? Han var gået med helt op til vejen for at vinke. Rytmen havde hurtigt indfundet sig, eller snarere ”hans trummerum”, som han gerne kaldte livets gang her i udkanten. Hans lod. Lysene oppe i indkørslen og lyskæden i træet på gårdspladsen ville han lade være tændt i hele januar. Men så heller ikke længere. Han havde aldrig sådan direkte fortalt nogen om de andre lys; dem der kom og gik. Heller ikke om stemmerne, eller rettere sagt stemmen, for det var den samme hver gang. Bydende men venlig. Jo; han havde måske antydet noget med ”åbenbaring” over for naboen, men ikke mere end godt var. Derimod havde han omhyggeligt nedfældet sine betragtninger i en af computerens mange ”mapper”, men aldrig delagtiggjort nogen i det han havde oplevet. Kun børn ville tro på ham. Det var ham ikke fremmed at afsøge sine grænser for intellektets formåen. Eller hans egen selvforståelse. Han havde altid accepteret dyrs og træers stemmer. Selv sten, huse og veje kunne have stemmer. Han var blevet fortrolig med den himmelvide forskel på tro og overtro, syntes han. Han kendte efterhånden, hvad der stod som en mur mellem hans liv og en almægtig gud. Den mur var bygget af ufuldkomne menneskers svigt og fejl. Han havde vel selv blandet lidt af cementen i mørtelen. Nå, der var vel ikke grund til at gøre dagen mere gådefuld. Der var jo gennem tiderne opbygget de mest moderne ”tænketanke” og ”vidensbanker”, så ingen havde nogen jordisk chance for at overskue indholdet. Og da slet ikke forudse konsekvenserne af det evige ”enten eller”. For ham, var det en naturlov - og for ham selv forståeligt, at enhver bevægelse i universet var givet af ét: En uophørlig lovbestemt søgen eller længsel efter ro og tidløs og uopnåelig harmoni. Hvorfor da, dette jordiske, Babyloniske kaos? Som dreng havde han anstillet undersøgelser af skovmyrernes adfærd. Han tog en god skovlfuld grannåle og myrer fra én tue og bar den hundrede meter hen til en anden og tømte skovlen. Han huskede tydeligt, hvor chokeret han var blevet, da en lille verdenskrig var brudt ud for øjnene af ham; i Formica Rufa's verden, som hans lærer havde forklaret næste dag i naturhistorietimen. Hr. Bahnert havde været en lærer af guds nåde. Specielt drengene var vildt begejstrede for hans timer. En lille tur med Rufus kunne måske adsprede ham lidt. Han tog rosensaksen med i lommen. Vinrankerne i drivhuset skulle skæres tilbage. Roserne måtte vente til sneen svandt ind. Rønnebær og slåen var for længst fortæret af solsorterne og de sidste træk dompapper. Nu var det mest mejsefugle og silkehaler der besøgte foderbrættet foran køkkenvinduet. Hønsene fik deres lunkne vand. De mest ivrige tog bad i sneen som var det støv. Der var stille nede ved søen. Kun de flittigste af de 20-25 gråænder arbejdede med at holde deres vandhul isfrit. Eller måske skiftedes de. Hvis frosten tog til, ville de søge ned til fjorden. Det var som om det slet ikke ville blive lyst, tænkte Regine. Besøget hos faren var gået så godt, som det nu havde kunnet lade sig gøre, selv om han stædigt havde fastholdt sit vanvittige tabu. Hun ville snart skrive til ham og gøre endnu et forsøg. En familie, som ikke kunne rumme en af sine egne, var ikke en rigtig familie. Ferien var slut. Byskolen kaldte. Hun havde truffet sin beslutning. Hun skulle kun stå til ansvar over for sig selv og katten. Hun havde altid nydt den halve times kørsel fra sit lille hus til skolen. Hver eneste morgen, mens hun endnu med sindsro havde kunnet tillade dagens eksklusive muligheder at vinde indpas. I dag var det anderledes. Hun havde pakket helligtrekongerlyset med de tre arme ind i viskestykker. Hendes planlægning var altid et ”must”. Helst med en realistisk dagsorden med plads til punkt eventuelt flere steder. Hun forestillede sig skolen som fundament for 24 store åbne rum som først blev skabt og helst taget i besiddelse, når de elleve drenge og tretten piger indfandt sig med åbne begærlige nytårsøjne. Ferien havde været lang og meget var sket i de hjem, som var kernen i børnenes baser. Claus, hendes ven gennem snart fem år, havde gennemlæst hendes opsigelse i går. Om nogen, kendte han hendes passion for arbejdet; men han kendte også hendes stolthed, pertentlighed og stædighed. Og hendes dybe frustration over skolevæsenets tilbagevendende vanskeligheder. Denne gang mente hun det. Hendes forhold til Claus var startet tilfældigt, da de var stødt på hinanden på den lokale genbrugsplads. De boede ikke langt fra hinanden i det stille kvarter bestående af små velholdte parcelhuse fra firserne. - Jeg gi’r en kop kaffe henne på torvet. Hvis du har tid? havde han spurgt. Caféens publikum måtte tåle de to gæsters afslappede påklædning. - Jeg har været alene længe nok, fortsatte han. Og hun havde haft tid. Masser af tid. Han fortalte om sin opvækst i Vangede nord for København. Om forældrenes alt for tidlige død og om søsteren Jenny, der var flyttet til Canada. Han fortalte lidt om sit arbejde som brandmand. Hans livs drøm, der var blevet til mareridt. Hun fortalte lidt om sit liv som ”single”. Ikke helt det liv, som hun en gang havde forestillet sig. Om livet som lærer, der fyldte så meget. Alt for meget. ”Konfrontationstiden”, som undervisning nu tvetydigt blev kaldt, fyldte mindre og mindre, og var afløst af et kvælende bureaukrati, som hun ikke kunne acceptere. De havde snakket, leet og holdt i hånd. Nysgerrigheden voksede. De havde åbenbaret meget af sig for hinanden. Hans forliste ægteskab og de to børn, som han holdt alt for meget af, kom ikke bag på hende, da han fortalte om dem den første gang Regine besøgte ham. Dagene efter havde de vist nok opført sig lidt som uansvarlige teenagere. Deres leg og forelskelse havde holdt længe og var blevet afløst af en dybere kærlighed og respekt. Nu på femte år. De fandt stadig upåagtede sider i hinanden. Det var ikke blufærdighed der holdt nogen af dem tilbage. De ville ikke forfalde til at grave for dybt i hinandens følsomme lønkamre. Noget måtte gerne bevares privat og urørt. De ville aldrig blive færdige med hinanden. Hendes beslutning om at sige sin stilling op kunne eller ville han ikke længere forholde sig rationelt til. Hans opgave var ikke at reflektere mere over hendes usikrede fremtid, men alene at støtte hende i den beslutning hun ville træffe. Brevet lå som en tikkende bombe i hendes nussede mulepose sammen med labtoppen, stearinlyset og de få bøger og kladdehæfter. Og kohornet. Claus havde virket småskuffet i morges. Hun havde ikke besvaret hans blide kærtegn under dynen i går. Hun kunne have gjort det, men uden ægte klangbund ville selvbetjening, sådan rent klinisk, være bedre. Hun var sig helt bevidst om sin sensuelle udstrålings indflydelse på andre, og hun kunne som regel skrue op eller ned for styrken efter omstændighederne. Skolebetjenten havde i henhold til sin arbejdsplan smidt ekstra meget salt foran skoleporten. Med vanlig ”præcision” var Arne for længst mødt op. Han hjalp med at finde en æske farvekridt i en af naboklasserne. Dejligt at se dig igen Gine, var hans første ord; jeg sætter lige bordene rigtigt. Hun vendte ansigtet mod resten af den gamle tavle og skrev med fede hvide bogstaver: ”Gåt Nydtår”. Der skulle også være plads til en strålende stjerne. - Gider du lige tænde lyset her; og så slukke henne ved døren, spurgte hun ham. Hun vidste at han røg. Pibe. De første halvvoksne unger dukkede op. Hun børstede lidt kridt af den blå denimnederdel. - Fedt, sagde han, de opdager sgu aldrig stavefejlene. Og stjernen er lige så virkelig, som dén over Bethlehem! - Tak. Hun havde altid undret sig over drengens usædvanlige adfærd. Arne var højt begavet. Også af ydre var han et hoved højere, da hun overtog klassen. I syvende havde klassen nær taget pippet fra en sød kollega, som aldrig forstod, at ”hendes søde børn” simpelthen var vokset fra hende. Ti minutter over ni var alle mødt. Kun Morten savnede hun. - God morgen, jeg ønsker jer alle et godt Nytår, sagde hun. Selvfølgelig har I en masse at snakke med hinanden om. Det skal I få lov til om lidt. Men lad os lige være fælles et øjeblik. Der er nu gået 400 timer siden vi sås sidst. 16 forskellige dage til hver af os. Det virkede. Sidse regnede efter og tilføjede: - Ja, eller 9.600 forskellige timer! De fnisede og der faldt ro over den hestesko af borde og stole, som Arne i dag havde besluttet sig til. - Nu mangler du bare de røde og blå papskilte, så er det ligesom da vi mødte på den første skoledag, sagde Susan; ”Jeg hedder Susan og jeg har fået en kat i julegave” kvidrede hun med lillepigestemme! Så var tonen slået an. Hun havde faktisk fået en killing. Den hed Misty og skulle staves rigtig! De fleste fortalte om modetøj, computerspil, skirejser, fodboldstjerner og andet påtrængende vigtigt, som de ikke allerede havde lagt ud på facebook. Alt udtrykt med megen omhu og tydelig respekt for de seneste perler i ungdommens sprogfornyelse. Regine havde en svag erindring om sine egne første skoleår. Det var glimt fra halvfjerdserne, før lærerne omsider overlod ejendomsretten over klasselokalet til børnene og deres oprørs kreativitet. De unge respekterede hendes afvisning af at ”være venner" på facebook med eleverne. Pigerne især lod som om de var lidt småfornærmede over, at hun ikke kunne drømme om bare at ”kigge på deres sider”. Der ville de uden tvivl tilbyde et bugnende tagselvbord af private oplysninger, som hun gerne ville være foruden. Børns ”telefonfis” opstod, da børn i tresserne fik adgang til apparatet. I dag følger påtrængende avissælgeres telefonterror efter. Snart vil vi sikkert slippe for de mængder af glittede reklamer, der fylder vores postkasser. Nu lander de målrettet i vores uskyldige computere, som også bombarderes af ”hackergenerationens” små og store lovbrydere. Hun følte sig forpligtet til at undervise i brugen af den teknologi, som hendes elever slugte og brugte så ukritisk og uetisk. Ubehageligheder forsvandt sjældent ved at blive ignoreret. Man måtte af og til tage tyren ved hornene, smilede hun for sig selv og forsøgte at lytte til de unges stemmer. Dejligt uanfægtede af hendes tilstedeværelse. Men hun ville ikke bruge sin ”profil” på facebook i undervisningen. - Tak, skal I have for alle jeres spændende indlæg. Nu må I klare jer uden mig et øjeblik; jeg skal lige ned til Mads og snakke lidt med ham. Hun tog det blankpolerede kohorn op og lagde det på bordet. - Lad det lige gå rundt. Vi skal bruge det som springbræt til undervisningen i det meste af januar. I skal bare skrive præcis, hvad I hver især tænker eller føler, når I har denne genstand i hånden. Det vil være bedst, hvis I ikke taler om det, før alle er færdige med at skrive. I må ikke skrive jeres navn på papiret. De kendte godt ”legen”. Og de brød selvfølgelig ”reglerne, så snart hun var ude ad døren. Hun pustede de tre lys ud og gik hurtigt mod kontoret. Jens Madsen stod og talte med sekretæren. De hilste, lidt fortravlede, men opmærksomme på hendes tilstedeværelse. - Har du fem minutter, Mads? spurgte hun. - Ja, selvfølgelig, svarede inspektøren, kom vi går ind til mig. Jeg skulle netop hen for at tale med dig. Hun rakte ham kuverten og sagde at hun helst ville se og høre hans umiddelbare reaktion. Den svage cigarlugt, det åbne vindue og hans hoste røbede de bristede nytårsforsætter. Han åbnede kuverten med lommekniven og læste det korte håndskrevne brev to gange. Hans ansigt falmede en smule, da han smed brevet i papirkurven. Han fortrød straks og fiskede det op. - Nej, undskyld, du har gjort dig umage med det. Et papir med din smukke håndskrift kan jeg ikke bare kassere; men indholdet kan jeg ikke acceptere. Jeg kender din grundholdning til din metier. Og den kan du ikke løbe fra. Men jeg er taknemmelig for at du selv kom med brevet. - Vil du gøre mig den tjeneste at mødes med mig en af de nærmeste dage, fortsatte han. Jeg har brug for dig. Jeg deler din bekymring for skolens fremtid. Du bestemmer tid og sted. Måske har du og jeg et fælles projekt. Som sagt er der noget, jeg gerne vil drøfte med dig. - Selvfølgelig vil jeg gerne tale med dig; men min beslutning står fast, sagde hun. Og jeg holder dig fast på at du er leder, og du bestemmer tid og sted. Men led mig ikke i fristelse. Det sidste tænkte hun blot. - I morgen, kl. 17, hjemme hos mig og Gitte? Rævebakken 4. Det kom prompte. - Jeg tror nok hun skal til fransk. Er det en aftale? Du kører bare ad motorve”¦.. - Ja, jeg kender vejen, havde hun svaret. Kvinders veje er uransagelige, tænkte han, så det ville være omsonst at tegne et kort over omegnen. Mads var ikke ”bare” skoleleder. Hans urokkelige ro og helstøbte person udstrålede stadigvæk en stærk karisma. Men han havde tabt sig og glimtvis virket fraværende. Klassen var forholdsvis stille, da hun kom tilbage. Ingen hang i gardinerne og udstødte tarzanbrøl, ingen lå i slagsmål på gulvet og ingen væltede potteplanter. Skolepsykologen ville blive arbejdsløs, hvis dette fortsatte. Morten var lige kommet. Hans sædvanlige skeptiske blik hang ved hende, da hun henkastet sagde: - Hej Morten, gider du være med? Du kan godt nå det. Bare skriv på en lap papir, hvad du tænker og føler når du mærker og ser det her. Hun rakte ham hornet, som nu var klassens ejendom. Han lånte lige et stykke papir af sidekammeraten og fandt en brugbar kuglepen nederst i den næsten tomme taske. Han måtte bede om en ny side, før Gine afbrød og samlede alle papirerne i et paplåg. - Nu må I komme enkeltvis her hen og tage en seddel. Så skriver I på whiteboardet hvad der står på papiret. Ungerne havde for længst på deres isenkram fundet vej til alskens hjemmesider om ”horns anvendelse” og ”horns mytologiske betydning” og en enkelt havde valgt ”horny” som søgeord. Gid pokker havde de søgemaskiner, som bare svarede uden at forstå. Der var rigtig mange brugbare bud på løsninger: Et forsvarsvåben, Noget til at lave smykker af, Et horn fra vikingetiden, Gevir, Der er spor efter en afhorningstråd, Spidsen af et tyrehorn, Et sexsymbol måske, Et bukkehorn, Et drikkebæger, Djævelen; der var rigeligt at tage fat på. Det hele blev lagret i computeren og måtte lige simre et par timer. Hun tog tidligt hjem. Pletvis mjavede og smøg sig kælent om hendes ankel. Den havde været fornærmet et par dage efter hun var kommet hjem fra julebesøget. Claus havde passet den. Hans to snart voksne børn, dreng og pige, boede hos moren i Aalborg. Arbejdet på stationen og vagtcentralen var hans ét og alt. Det havde passet ham fint at være på vagt i julen. Hun så der var vasket op. Han havde sat en lille udsprungen forsytiagren i vasen på bordet. Katten fik frisk vand og lidt mad inden hun lagde sig i sofaen. I morgen skulle hun ind til Parelius med bøgerne. Hun ville gerne have talt med Claus om fremtiden. Hendes fremtid; og lidt hans. Det var måske meget godt, at han havde de skiftende vagter. Men hun vænnede sig aldrig til lyden af et passerende udrykningskøretøj, når hun vidste han var på arbejde. Hun var lykkelig over at han havde fået mulighed for at skifte fra at være indsatsleder til at være leder af vagtcentralen. Arbejdstiderne var lige tossede, men det kunne man vænne sig til. Hans hyppige mareridt var efterhånden aftaget og nu næsten uden betydning. De havde været medvirkende til, at ægteskabet med drengenes mor var krakeleret. Men ikke den eneste årsag. Det kradsede på havedørens glaslister. Pletvis gad ikke gå om til kattelemmen, når hun var hjemme. Hun åbnede computeren og satte sig på slagbænken ved spisebordet. Først forsøgte hun at komme lidt videre med elevernes idéer. Der tegnede sig et skelet for et undervisningsforløb inden for rammerne i fagene dansk og historie. Så måtte der arbejdes de næste fem-seks uger med at sætte kød og blod på. Fuglene var ved at gå til ro mens tusmørkets farveløse skygger voksede sammen. Mødet i morgen hos Mads fyldte mere i hendes tanker end hun brød sig om. Måske kunne et rigtigt menneskebrev til faren hjælpe lidt på humøret. Udenfor var det ved at blive tøvejr. Egernet havde travlt med at forstærke sin rede i fyrretræet og lede efter et maddepot, som skaden endnu ikke havde plyndret. "Kære far, Tak for de gode dage hos dig i julen og ved årsskiftet. Du havde gjort alting så rart og hyggeligt. Nu må du bare love mig to ting: Hold din mobiltelefon åben og ha’ den på dig, også når du går ud ad døren. Og så ingen kravlen på stiger; heller ikke køkkenstigen! Jeg kunne godt bruge dig som gæstelærer et par timer herovre på Djævleøen. I morgen bliver det sorte kohorn, som du gav mig engang, udgangspunkt for undervisningen i min ottende klasse. Ja, grin du bare, men om nogen véd du da, at det ikke er så ringe at tage udgangspunkt i noget håndgribeligt. Faktisk har jeg puslet lidt med tanken om at skifte arbejde, så jeg kommer i tættere kontakt med firmaer og institutioner, der forsyner skolerne med konkrete (ikke-boglige) materialer. Problemet er blot, at den gode undervisning står og falder med lærerens engagement. Og det bliver aldrig ægte, hvis det ikke inkluderer børnenes daglige virkelighed. Tiden er for længst løbet fra ”færdigpakkede undervisningsforløb”. Jeg spekulerer tit på det ejendommelige og frygtindgydende: at vores børn er de første i menneskehedens historie der oplever en så gennemgribende eksplosionsagtig udvikling fra dag til dag. De får kun fast grund under fødderne, hvis de selv kan skabe den i deres kaotiske hverdag. Måske tilhører jeg den sidste generation i den vestlige verden, der kan se tilbage på en opvækst i trygge velkendte rammer. Vores opvækst hos dig og mor er vores sikkerhedsnet. Kærligst Regine - med lige så kærlige hilsener fra Claus og Pletvis" Hun klistrede kuverten til og forsynede den med både frimærke, julemærke og afsender. Da hun havde spist lidt restemad, tog hun sig sammen til at flytte bogkasserne fra fyrrummet og ud i bilen. Så slap hun for at slæbe traileren med. Pletvis slappede først helt af da hun slukkede læselampen over sengen. Hun nød den blide overgang fra årvågen til søvnig, fra bevidsthed over døsighed til søvn. Det var her man trygt kunne parkere tankegodset til ”andenbehandling”, mens en ny dag blev skabt. Farens velkendte tobakslugt slog op i hendes næsebor, da hun længe før det blev lyst satte sig ind i bilen. Måske hun burde have ladet bøgerne rense med ozon. Det var sikkert lige så miljøskadeligt som tobakslugten men ikke nær så ladet med gode erindringer. Der var heldigvis ingen påtvungne møder, så hun kunne allerede sætte kursen mod Klampenborg lige efter spisepausen. Der var gule blink på motorvejen. En meterhøj lystavle forkyndte, at der var tale om ”Styrbar Underboring”. En halv time i kø. Hun måtte huske sin tandlægeaftale i næste uge. Rodbehandling var heller ikke omkostningsfri. Hun fandt en p-plads foran købmandsforretningen ved siden af bogladen. Købmand Mustafa gik og ordnede grøntsager i trækasserne på fortovet. - Lad mig hjælpe dig, sagde købmanden og tog kassen, da hun lempede den ud på cykelstien. - Ih dog, så mange, sagde Parelius og holdt døren åben, tak. Ja, det er godt at have hjælpsomme naboer. - Der er to kasser til, sagde hun. Den letteste kunne hun selv bære og mændene tog den sidste. Hun takkede købmanden for hjælpen inden han småløb tilbage til forretningen. Parelius gav hende hånden og spurgte til farens helbred. Hun fortalte lidt om juleferien uden at nævne ”uheldet”. - Jeg glæder mig til at besøge ham. Der går nok en uges tid, før jeg kan foreslå ham en realistisk pris på bøgerne, men han følger ganske godt med. Vær rar og hils ham fra mig. Hun gik lige en runde hos købmand Mustafa og samlede dagligvarer for et par hundrede kroner. Posen skulle ikke koste noget, sagde han. Hun kunne sagtens nå hjem med varerne og hilse på katten inden mødet med Mads. Lyset i køleskabet virkede ikke. Det måtte vente. Hun tjekkede lige adressen på Krak og nynnede Anne Dorthe Michelsens sang om en handyman. Højst ti minutters kørsel. Der var mørkt inde hos Claus. I bilradioen var der vild diskussion om hvorvidt en norsk massemorder var egnet til straf! Et folk kan ikke tilgive, tænkte hun, den slags er forbeholdt ofrene. Et folk kan kræve hævn eller det kan genindføre dødsstraf. Men det kan ikke kollektivt tilgive en gal mand for hans ondskabsfulde handlinger. Desværre havde skolebørnene for længst indarbejdet ”at gå totalt Breivik” i deres righoldige ordforråd. Gud ved om vi er egnede til at se virkelighedens uforståelige ondskab i øjnene. Hendes indre GPS sagde at hun nærmede sig Rævebakken, cirka hundrede meter, og så til højre. Huset med firetallet lå tilbagetrukket fra vejen. En gammel velplejet buksbom dækkede lidt for carporten. To havelamper viste vej til ”B&J Madsen”. Det var hans kone der åbnede. - Hej, jeg hedder Gitte, kom indenfor, Mads venter dig. Jeg smutter til aftenkursus om lidt. Regine fattede straks sympati for den cirka fyrreårige velklædte kvinde, som hun ikke tidligere havde mødt. Mads tog galant mod hendes overtøj og viste hende ind i stuen. Rummet var præget af nyere kunst og tidens lette møbler. - Du er sikkert småsulten. Gitte har lavet en lille salade niçoise. Men sæt dig nu mens jeg tænder op. Han bøjede sig ned ved den gamle brændeovn og smed et par stykker bøgebrænde ind. - Bare for hyggens skyld. Han fortalte lidt om sin anstrengte holdning til de pligtige udviklingssamtaler. Herom var de enige, vidste hun. Han luftede sin viden om hendes afsky for de administrative opgaver og det bureaukrati, som lagde beslag på alle de ansattes og ledernes arbejdstid frem for det egentlige: ”At holde skole”, kaldte han det med ironisk patos. - Lad os gå ind til mig, så kan vi bedre tale sammen. ”Inde hos ham” var et lille arbejdsværelse med et gammelt skrivebord, to stole og reoler med bunker af papir og ringbind. Den lille divan var hans hvilested. Kun til brug i smug, fortalte han. Han kunne lige så godt fortælle hende det: Det var kommet ham for øre, at ”byrådet” på et lukket møde havde besluttet at lukke Bækkeskov Skole og flytte elever og personale til kommunens to resterende skoler. Hun lyttede til hans tørre konstatering. I snart to år havde det lille skolevæsen været endevendt på utallige borgermøder, forældremøder, udvalgsmøder og ikke mindst i ”Gulvmåtten”, som lokalpressen hed i folkemunde. Kun én ting var der enighed om: Nu måtte debatten høre op, og en stærk mand måtte skære igennem og træffe beslutning. Og den gamle borgmester havde taget konsekvensen af sin taktisk ukloge beslutning om at bevare alle tre skoler. I overmorgen vil han forlade sin post ”af helbredsmæssige årsager.” Alt tydede nu på, at det ikke ville blive en stærk venstremand men to stærke kvinder fra oppositionen, der måtte træffe den ubehagelige beslutning. - Og hvorfor fortæller jeg det nu til dig, kunne du spørge. Han vidste godt, at sagen intet havde med hendes opsigelse at gøre; og dog. I sin visdom havde skolevæsenet besluttet at udpege hende som konstitueret skoleleder på hendes egen og Mads skole. Nu kunne han heller ikke længere skjule sandheden om sin sygdom for hende. Han sænkede skuldrene og gav efter for presset i brystet. Han fortalte roligt om brevet, som han havde modtaget lige før nytår. Indkaldelse til scanning af bugspytkirtelen. På Rigshospitalet. De havde fundet en tid til ham i uge tre. Regine fandt hans hånd. Hun ville ikke græde. - Så, så, sagde han og smilede, jeg er ikke dødsdømt endnu. Lad os spise lidt, sagde han, jeg kan ikke tænke på fremtiden på tom mave! De gik hånd i hånd ud til køkkenets lille spisekrog. Der var dækket til to. Han satte salatskålen på bordet og tændte stearinlyset. - De har endnu ikke forbudt mig at drikke vin til maden, sagde han mens han trak rhinskvinen op. Lad os skåle på mit helbred og din skole. - Nej, vores.”¦ Deres samtale sluttede først klokken ni, da han fulgte hende ud til bilen. Hun var vist faldet i søvn midt i flimmerkassens ”Deadline”, hvor nogle kloge hoveder diskuterede om Norge skulle genindføre dødsstraf. Måske var hun alligevel ikke så egnet til at være alene. I hvert fald ikke lige nu, hvor Pletvis demonstrativt havde taget Claus plads i sengen. Afmægtig lod hun sig spinde i søvn. Torsdag morgen var hendes krop og sanser slået over på ”autopilot”. Hun registrerede at Mads meget modvilligt havde meldt sig syg. Skoledagen var uvirkelig. Ingen triste ansigter. Tværtimod en påfaldende munterhed. Tillidsmanden havde selvfølgelig ikke kunnet holde tæt. Han havde hvisket fortroligt til mange af kollegerne og i hvert enkelt tilfælde indtrængende betydet, at intet måtte slippe ud om skolens lyse fremtid. Nu gik snakken i krogene for alvor. Men ingen sagde noget om Mads. Regine var taget hjem straks efter skoletid. Claus ville sikkert snart ringe. Han ville forstå hende, men hun ville ikke fortælle ham om den frygtede konstitution tænkte hun, da ringetonen lød. - Hej, skat, sagde hun, da hun havde fundet mobilen på kommoden i entreen ”¦ - Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dem. Det var skoledirektøren. - Det er Regine, det må De meget undskylde mig, men jeg ventede en anden opringning. Nej, De forstyrrer bestemt ikke, løj hun. Skoledirektøren forklarede sit ærinde. Han fortalte hende om Mads forventede sygeorlov og nævnte den forestående måske længerevarende konstitution. Regine måtte være høflig, uden dog at fortælle om sit møde med Mads. Hun måtte have nogle dage til at tænke over sine fremtidsplaner, men hun lovede at svare ham snarest. I morgen ville Gulvmåttens snushaner være på sporet af Madses sygemelding. Hun huskede at tjekke den næste opringning, der kom medens hun stod med telefonen i hånden. Gudskelov. Denne gang var det Claus. Hun holdt igen gråden tilbage. Han ville tage lidt mad med ved sekstiden. Pletvis sad på bordet og så alvorligt på hende; peb et par gange. Prøvede at lokke hende til at lege. Hun opgav at skjule sit ansigt med makeup. Katten smuttede ud da hun åbnede for Claus. - Er du kommet noget til? Du har grædt. Han lyttede til det dårlige nyt og satte to foliebakker i ovnen. - Du er i en uoverskuelig situation lige nu, trøstede han. Han tog om hende og mærkede hendes anspændte krop. Netop nu skal du måske ikke lægge dig alt for fast på at tage endelige beslutninger. Du har først brug for ro til at lade dine følelser få udtryk, og senere tage fat på de mere rationelle forhold. Du må vente til tiden er moden, før du kan komme videre. Det er nok, at du bekymrer dig om Mads og hans kone. Måske kan du slet ikke rumme det hele lige nu. Der skal gå længere tid og du må være tryg ved at professionelle fagfolk gør alt hvad de kan for Mads. Nu véd hans kone, at hun kan tale med dig, når hun har brug for det. Du kan ikke gøre det bedre nu. Hvis han har kræft, findes der i dag mulighed for at operere når det opdages i tide. De spiste sammen. - Må jeg være hos dig til i morgen, spurgte han. Hun var lettet over at han spurgte. Så slap hun for bede om det. ”Når tiden bliver moden”, tænkte hun. Hvad så? Måske blev tiden ikke moden, før det var for sent, filosoferede hun for sig selv. - Man må først være lidt overmodig før man bliver rynket og overmoden, sagde hun højt og strøg hans hånd. Hvis der ikke er glat i morgen, vil jeg cykle til skole. Dynamolygten viste hende lydløst vej. Børnene var i fredagshumør. To skolefridage skulle udnyttes. Hun gav sjældent eleverne større ”lektier for”; og aldrig til aflevering på en mandag. Lektier skulle helst gives for at pirre børnenes sans for at finde løsninger som var inden for deres rækkevidde. I hvert fald måtte begrebet ”hjemmearbejde” blive en del af børnenes faste ritualer. Fra skolens kontor blev det meddelt, at skoledirektøren ønskede at mødes med hele personalet allerede den førstkommende mandag. Claus var ved at vaske deres biler, da hun satte cyklen ind. Pletvis trængte sig gevaldigt på, da han tog kærligt mod hendes kys og kram. - Kom nu snart ind i varmen; dine hænder er iskolde; og tak for bilvasken. Jeg laver kaffe. De nød stilheden. Før mørket faldt på, tjekkede hun lige sin mailbox. Der var nyt fra hendes far: Kære Regine. Tak for dit brev, som posten kom med i forgårs. Det er altså skønt og mere personligt at få et håndskrevet brev. Men mit svar til dig haster muligvis. Gæstelærer; ha! Tak for tilliden, men nej tak. Hvis jeg skulle undervise uskyldige børn, skulle jeg enten gøre det som en ægte lærer, og det er jeg ikke, eller som skuespiller, og det kan jeg ikke. Det ville kun fungere, hvis jeg mødte op som den jeg er: et levn fra en fortid, hvor jeg som bedaget kustode kunne vise rundt i mit livsforløb. Og det vil jeg ikke. Men jeg véd, at du mener mig det så godt. Jeg forstår, at du pusler med tanken om at skifte arbejde. Det bekymrer mig. Vi er nok alle én eller anden slags ”formidlere” af viden. Fra én generation til den næste. Og du må ikke slå dig til tåls med at være materialeforvalter. Gør dog det du er bedst til. Måske er jeg knap så bekymret som du for de unges og børnenes tilsyneladende manglende ståsted og værdigrundlag. Jeg er nok mere fortrøstningsfuld. Verden har i tidens løb ofte været ramme for generationer, som selv måtte videreudvikle sig efter bedste evne. Alle overgange er svære og kan synes uoverstigelige, men vi er her endnu. For dig må det være spændende at kunne følge en hel klasses myldrende udvikling. Jeg så her til aften en smuk og poetisk dokumentarfilm, som portrætterer multikunstneren Ib Spang Olsen. En af hans to sønner har optaget den med stort mod og vemod gennem de seneste fem år. Jeg mener, at tegneren lige har rundet 90 år. Filmen er en smuk og følsom skildring af to-tre generationer. Alexander Sutherland Neill blev også næsten halvfems. Jeg husker, at han døde i 1973. Da han i 1921 som 38-årig oprettede ”Summerhill-skolen” ansås han blandt pædagoger for at være gal. Jeg tror nok, at du fik mit slidte eksemplar af hans bog, da du startede på seminariet. Gør ikke noget overilet. Dit talent er en gave. Kærlig hilsen til dig og din brandmand Far Hun følte hans varme og eftertænksomhed. Men tvivlen fik overtaget igen. Det var som om de havde rottet sig sammen; Claus, Mads og hendes kloge far. Måske skulle hun bare have gennemført sin beslutning uden forinden at have luftet sine ideer med nogen som helst. Efter kaffen gik hun en tur over mod skoven, hvor to grønklædte mænd var ved at lægge deres værktøj, reb og en motorsav på plads på ladvognen der holdt i skovbrynet. Den yngste råbte pludselig: Hej Gine, tør du gå herude helt alene? Det bliver snart mørkt. Så genkendte hun ”Store”. Jo, Anders, huskede hun. Han var droppet ud af 2.g, som nittenårig for et par år siden. - Jeg er blevet ansat som elev hos skovløberen. Nå, men han har travlt. Vi får ikke betaling for overarbejde, du ved. Vi snakkes. Kom godt hjem! Jeg ringer til dig om en måned tid, når jeg er blevet far. Da hun vendte om og traskede hjemad forsvandt hendes tvivl skridt for skridt. Den nærliggende planteskole havde været hans et og alt i forlængelse af de fem dages skolepraktik i ottende. Siden havde han ligeligt fordelt sin energi mellem planteskolen og folkeskolen. Hans forældres ambitionsniveau på drengens vegne led et knæk, da han forlod gymnasiet til fordel for det hårde skovarbejde. Var hun gået den kortere tur ved søen, ville hun ikke have mødt sin ”gamle” elev. Hun smilede og kyssede Claus, da han spurgte om hun havde fået luft nok. - Ja, min elskede ven. Jeg valgte at gå over mod skoven. Der mødte jeg en ung mand, som hjalp mig til at vælge hvor jeg skal arbejde i næste skoleår. - Hvad mener du? Hvem? - ”Store”, som mistede lysten til at gå i gymnasiet midt i 2.g. Anders hedder han. Han er blevet skovarbejder”¦ - Det lyder da godt, svarede Claus - Ja, han er en god fyr - og han bliver far om en måned, fortalte han med stolthed. - Men hvad så? Hvad har du besluttet? - Jeg fortsætter. Jeg kan jo ikke undvære ungerne. Administration og personaleledelse må andre tage sig af. - Alle tiders. Jeres motto, er det ikke ”lærer for livet”. - Jo, dummernik, med ét r. Jeg beder dig om undskyld. Jeg har været så pirrelig og så længe om at lægge mig fast på noget. - Det er helt OK; det er da en vigtig beslutning. Og en rigtig beslutning, svarede han. Nu vil jeg smutte hjem. Jeg har vagt fra klokken 0:00. Jeg ringer i morgen. Årh, tænkte hun, og kyssede ham farvel. Brandmand og lærer. Damebrevkasserne burde advare mod den slags konstellationer. Nu var det fire år siden. Ingen af dem var den gang længere unge, naive eller uvidende om kærlighedens skyggesider eller bagside. Men at en hovedkulds forelskelse kunne ændre så meget for dem begge vidste de jo ikke. At flytte sammen talte de aldrig om. Undvære hinanden kunne de heller ikke. Sådan rent, rationelt økonomisk set var forholdet sårbart. Det talte ikke om det. Registrerede det bare; hver for sig. Det gik jo meget godt. Endelig kunne de slappe af og hvile ud hos hinanden. På skift ganske vist, men det føltes rigtigt og ægte. Herregud, to singler finder sammen, og hvad så? Naboernes snak ville vel snart tage af. På brandstationen var der sjældent snak om kollegernes private forhold. Heller ikke på hendes lærerværelse, hvor der sædvanligvis var højt til loftet, talte de særlig meget om private forhold. Jo, hvis Mads’ kone Gitte havde skrevet en ny artikel i ugebladet, gik den altid rundt ved ”damebordet”. Angrebet på Regine kom ugen efter, uventet fra Asgers far på et forældremøde, som drejede sig om elevernes forestående skolerejse til Berlin. - Vi stoler selvfølgelig fuldt og fast på dig, Regine, sagde han. Jeg synes, at alt er tilrettelagt så godt, som tænkes kan. Blot ét: Vi kender jo ikke rigtig denne ”tredjemand”, som I skal have med. Jeg forstår, at du står inde for ham, og at han deltager uden udgifter for det samlede budget, men hvad med ansættelsesbrev og straffeattest osv.? - Det ved jeg ikke, svarede hun, han er jo brandmand og uddannet som redder. Hvad tænker du på? - Nåh, nej, det er ikke det. Men det ville være nemmere, hvis I boede sammen, tror jeg. Tavsheden var pinlig for dem alle. En af mødrene rejste sig. - Nu kan det være nok! Jeg vil ikke høre på dine underlige meninger om Regines privatliv! Regine prøvede at få styr på forældrene. - Nåh, det gør ikke mig noget. Skal vi ikke prøve at blive enige om børnenes lommepenge til turen? Det virkede! Og det gav luft. Hendes kollega, tysklæreren Bochineck, var ved at eksplodere, men forholdt sig afventende. Nu, bagefter kunne hun godt se, at hun burde have lagt mødet på et tidspunkt, hvor Claus ikke skulle på arbejde. Claus morede sig, da hun et par dage senere havde fortalt om episoden. Minuttet efter sagde han dog stilfærdigt: - Stakkels pige. Ja, jeg tænker på hendes fordomsfyldte far... Hvad så med lommepenge? Fandt I en fornuftig løsning? - Jah, det håber jeg da. De gik da med på mine betingelser. Ellers blandede jeg mig ikke. De gik med til, at der skulle være enighed om beløbets størrelse. Jeg tror, at vi får en god tur. Jeg er rigtig glad for, at du gider tage med. Du husker uden tvivl dine egne oplevelser fra din første Berlintur, var det ikke da du gik i 8.? Så kender du jo alle narrestregerne. - Nej, lo han, jeg hørte til de artige. - Ha, det er i hvert fald løgn. Hvordan gik det på arbejdet? - Fint nok; vi har slået ny rekord i afklipning af et biltag. 50 sekunder. En Mercedes. - Uh, hvor effektivt. Hun fortrød næsten, at hun havde spurgt. Som ”trediemand” deltog han ikke direkte i tilrettelæggelse af det undervisningsarbejde, der er knyttet til en skolerejse. Det tog Regine og tysklæreren sig af. Men selvfølgelig kunne han ikke lade være med selv at forberede sig lidt. Han havde da også fået tilsendt lidt materiale fra Goethe-instituttet i København. Han skævede lidt til nogen af det mange notater han havde skrevet og ville arbejde videre med. Linjerne med ”uafklarede” spørgsmål havde han streget ud efterhånden. Nu stod der kun nogle få tilbage: - Besøg i Sachsenhausen? - Checkpoint Charlie? - Ku’damm som Vestens udstillingsvindue mod øst? - De overvældende skulpturer? Trabanten på søjlen? - Tysk politis undersøgelse af turistbussen den gang i firserne. - Posedamerne som overnattede på stormagasinernes udluftningsriste på gaderne? Var de der mon endnu? Selv om togrejsen var lang (7 timer) havde ”de unge” opført sig rimeligt. Selvfølgelig var enkelte af dem lidt højrøstede og overstadige; specielt når de her og nu måtte kommentere den aktuelle ”debat” på deres uundværlige i-phones. Gid fanden havde den selvvalgte lænke, tænkte Claus efter Hamburg, da telefonen vibrerede i hans egen lomme. Det var ”eks’en”; hun manglede penge! Som sædvanligt. Han slukkede for utysket vel vidende, at hun ikke gav op så let. Hun havde da stadigvæk sit gode arbejde i hjemmehjælpen og manglede ikke noget. Han forsøgte at glemme, allerhelst fortrænge. En togkontrollør kom ham til hjælp; - Mojn, du er vel fra Køvenhavn? Claus mistede mælet og rodede efter sit pas. - Nah, gut, det vigtigste er, at I har styr på ungerne. Jeg er fra Vojens, skal jeg sige dig. Nu har jeg fast arbejde her på banen. Er De virkelig skolelærer? Næste stop er Hamburg, I bedes blive i toget. - Naturligvis - svarede Claus. - Nej, kun medhjælper på denne tur. Kan det virkelig ses på mig? Eleverne var skuffede, kunne Claus se. Nu troede de lige, at en tysk Über-togmand ville tale tysk - og så var han dansker! - Gute Reise, sluttede kontrolløren og gjorde noget der lignede honnør på dansk. En af pigerne fiskede: - Er det rigtigt, at du er forlovet med Regine? Claus rømmede sig og valgte at svare lidt kryptisk på det direkte spørgsmål, - Måske. Jeg har ikke lovet, at jeg vil gifte mig med hende lige straks. Hvis det er dét du mener. - Nej”¦ undskyld, men min mor sagde at”¦. - Hold så kæft Louise, din mor er her ikke, afbrød en af drengene. Og det rager heller ikke os, hvem lærerne knalder med i deres fritid. Ups! Claus rykkede lidt på sig og valgte at gå en lille tur gennem toget ned til bageste vogn. Markus, den observante dreng, havde uden tvivl ment det godt med sin rammende bemærkning. - ”I deres fritid”! Der var ikke mange ledige pladser. Næstsidste vogn var invaderet af to tiendeklasser fra en skole i Århus. Claus skyndte sig videre og prøvede at se tysk ud. Han tjekkede lige skjortens brystlomme før han åbnede den første dør ind imod det forjættede land. Nikotinplastre havde han prøvet. Også tyggegummi. Han var ellers gået tilbage til piben, men af og til skulle det gå stærkt. Hvorfor fanden var han taget med? Allerede før han åbnede dør nummer to til det forjættede land, kunne han lugte den afbrændte tobak! Nikotin måtte være skabt af Gud - og antændt af fanden. På trods af fysisk mærkbar udsugning var luften tyk af røg. Skiltet på døren med ”Raucher-Abteilung”-”Nur 15 minuten” var egentlig overflødigt. Ingen kunne formentlig udholde at være der så længe ad gangen. Han tændte en filterfri Kings og prøvede trods alt at nyde røgen. Hen undgik filtre, som var svært nedbrydelige uanset hvor de blev kasseret. Han tænkte på miljøet. På vej ud ad døren mødte han Markus, der allerede havde fyr på sin snadde. - Jeg har fået skriftlig tilladelse af min mor, sagde han venligt. Claus fulgtes med ham ind i røgvognen, hvor de fandt to vinduespladser og nød udsigten med landskabet, som med skiftende hastighed fór eller gled forbi. Markus så hvad der kom, og Claus kikkede bagud. - Vidste du, at Slaget på Reden blev afgjort af et skift i vindretningen? Spurgte han pludselig. Claus svarede halvt bekræftende og temmelig overrasket. Der var vist noget om det. - Jeg tror du har ret. Eller var det søslaget i Køge Bugt? Er du historieinteresseret? - Njah, lidt må man jo vide om hvad der er sket. Meget afhænger af den lærer man tilfældigvis har i faget. Hvorfor blev du brandmand? - Ha, du er sgu kvik! Du sagde det næsten selv. Tilfældigheder fristes man til at tro. Det tror jeg nu ikke det er. .... Nå, jeg må hellere gå tilbage til selskabet, sagde Claus og rejste sig. - Skal vi følges? - Gerne. Ryger du kun pibetobak? - Ja, cigaretter er jeg holdt op med. Men tobakken er blevet dyr efterhånden. Sådan småsnakkede de to "misbrugere" som gode venner på deres vej gennem togstammen. Stemningen blandt eleverne var god, selv om de fandt turen lang. De fleste var nok mere optaget af deres i-Phones end af udsigten. Hvis de var imponerede over noget, lod de sig ikke mærke med det. De fleste var nok vant til hurtige uforpligtende udlandsrejser til Gran Canaria eller Mallorca. Bornholm, Læsø eller Ærø kendte de næppe eksistensen af. "Nåh, pjat". Claus smilede. "Det var jo bare hans egne fordomme om børnenes manglende viden om deres eget land, der drillede ham; pjat". Mange af eleverne havde kastet sig over den medbragte madpakke hjemmefra. Enkelte måtte betale dyrt for ”frokost” hos togstewardessen, der tålmodigt trillede sin kioskvogn gennem toget uden mange pauser. Regine spurgte om jeg ikke ville sidde lidt; pladsen ved siden af hende var blevet ledig. - Nå, hvordan synes du det går, spurgte hun. - Fint, fint; er de altid så nemme? Hun smilede, - Njah, de respekterer dig for den du er. Du er jo ikke ”bare” lærer”¦ Det er frygtelig svært at være ung i dag. De skal afprøve sig selv på så mange måder. Fik du en smøg og en en god snak med Markus? - Ja, han lader til at være en fornuftig fyr. Går det an at tage en lille lur? - Selvfølgelig. Tag min plads, så sidder du bedre, jeg går lige en runde Claus glædede sig til se den nye hovedbanegård, som han kun havde læst om. En af dagene måtte de gå gennem alléen og se "gaslygtemuseet" i Tiergarten. Togets regelmæssige duven i kurverne virkede søvndyssende. De skulle bo på ”Hostel Friedrichshain”. Værelsesfordelingen var uden større diskussioner klaret hjemmefra; drengene ville ikke sove, hvor der var piger og vice versa. Alle var glade og tilfredse. Det største problem var, at hele etablissementet var røgfrit område. Det hjalp lidt på humøret, da Claus lovede at gå med ned ”og trække frisk luft hver aften før kl. 23, når de gerne skulle gå til ro. Toget kørte non-stop Hamburg/Berlin på lidt over tre timer. I aften skulle de prøve at spise på en lille restaurant nær deres hostel. Claus vågnede med et sæt, da et modkørende tog susede tæt forbi. Regine begyndte at gå lidt frem og tilbage for at sikre sig, at alle var klar til at forlade toget, når de om 30 minutter standsede i Berlin. Hovedbanegården var imponerende. Selv de let blaserte skoleelever var overraskede. Den storslåede bygning af glas, stål og beton var som et gigantisk drivhus. De havde kun en halv time til deres rådighed her, så lærerne valgte klogeligt at holde klassen samlet, mens Bochineck sonderede terrænet for at finde den turistbus , som var bestilt. Der var for langt at gå, men det busselskab, der skulle køre for dem på to dagture, havde tilbudt, uden beregning at hente dem og deres bagage ved hovedbanegården i dag og køre dem de otte kilometer direkte til hostellet. Claus fandt hurtigt holdepladsen og den rigtige bus. Chaufføren havde sat et skilt i forruden. ” Friedrichshain”. - Guten tag, Helmuth Schmidt, der zweite, lo han. Ich fahre nach Hostel Friedrichshain. Wo sind die Kinder? - Ein Augenblich, svarede Claus. Fünf minuten. - Nah, jah, gut. Klassen og de to lærere stod og ventede foran udgangen på Claus. - Fint, sagde Regine; Rasmus og Henrik har kapret en bagagevogn til vores og deres egne trolleyer. - Chaufføren hedder Helmuth den anden! Svarede Claus. - Altså Helmuth Schmidt. - Det lyder fornemt, sagde Bochineck. - Husk nu, sagde han lidt højere, henvendt til de unge: Ingen sodavand i bussen! Det var dog højst tvivlsomt om alle hørte ham; seks-syv af dem var mere optaget af lyden i deres hovedtelefoner. Eller måske isolerede de sig bare fra de voksnes ævl? Chaufføren tog mod deres bagage og viste Rasmus, hvor han kunne slippe af med vognen og få sine fem euro tilbage. Turen tog kun et kvarters tid. Helmuth Schmidt havde underholdt dem lidt undervejs. Hans ”Geliebte” Hildegard ville de møde om lidt. Hun er ikke så slem som hun ser ud, sagde han. Hun har pengene og hostellet - jeg er bare chauffør. - Vi giftede os først året efter murens fald, men da havde vi også været forlovede i over to år - jeg kører lige over den gamle grænse her ved Checkpoint Charlie; dér hvor I skal besøge museet i morgen. Her har Hildegard tit stået og vinket over til mig. - Hun har bestilt plads til jer på en lille restaurant tæt ved hostellet. - Hvis I alle bestiller ”dagens ret” behøver I ikke at vente ret længe. Restauranten ser måske ikke ud af meget, men maden er god og ikke så dyr. - Jeg kan anbefale deres wienerschnitzel og bratkartoffeln. - Så er vi her. Boxhagener Strasse 73. Frau Schmidt står i døren. ”Die Frau” var var ca. en meter og firs. Hun fyldte godt op i døråbningen. - Willkommen, råbte hun ud til os. Kommen sie mit. Hold da kæft, hende vil jeg ikke være uvenner med, tænkte Markus. Hendes mand ville blot give hende et kindkys men forsvandt i hendes håndfaste favntag. - Så, dit pjathoved, se så at få de unges bagage ud! Det lykkedes manden at rive sig løs, så han kunne passe sit arbejde. Selv Helene, klassens absolut største pige, følte sig let som et fnug. - Flot hotel, sagde hun. - Det er sgu ikke noget ”hotel”, svarede Bjørn, - det et luset vandrerhjem! - Det er bare dig der er røvforkælet af din rige mor, røg det ud af Helene. Regine blandede sig; - Tal nu ordentligt med hinanden og få noget godt ud af dagen. Gå ind med jeres bagage. Om en time skal vi over og spise. Måske kan I nå et hurtigt bad. - Senere vil Claus gå en lille tur i kvarteret sammen med dem der vil med. - Skal du ikke med op, Claus, spurgte hun, - vi har fået et dobbeltværelse med bad? - Jo, jeg skal lige svare på en SMS fra Jylland; Nina mangler penge igen, påstår hun. - OK, vi ses. Tale med hende ville han ikke. I hendes sidste SMS bad hun om ekstra 5.000 med mindre hans børn skulle sulte! Ha, han vidste udmærket, at hendes eget tøjbudget langt oversteg en normal hel families. Langsomt indtastede han sit svar. Hvis hun ikke kunne forsørge deres fælles børn med hans hjælp, ville han gerne, alene, påtage sig ansvaret for dem. Han kunne ikke få sig selv til at trykke ”afslut/send”. Børnene, Sophie og Benjamin på 18 og 13 skulle ikke lide mere under deres forældes skilsmisse. . ”Hvad f.. lavede han her i Berlin med 26 fremmede børn, som i dèn grad ikke var hans egne”? Han skulle i hvert fald ikke pådutte Regine fra dag til dag blive papmor til Ninas og hans afkom. - Claus, kaldte hun, vi skal snart over og spise... Han så op. Regine. Så rolig og så velafbalanceret stod hun der og inviterede ham til at dele sine tanker med hende. Måske var det et dårligt tidspunkt. Han var stadigvæk mærkeligt fraværende, da de lidt senere sad om bordene i ”Die zwei Hühner”. Maden fejlede ikke noget. Dejligt kød, bratkartoffelen og al den friske salat, som de kunne proppe i sig. Salaten måtte de selv blande. Sodavand kostede 2 euro for et stort glas. Det passede de unge fint, at de voksne sad ved et bord for sig selv. Tre af de fire muslimske elever i klassen skulle lige sikre sig, at de ikke fik svinekød; - Det er kalvekød, beroligede Bochineck dem. - Ellers skulle jeg nok have advaret jer. Det er OK at I spørger. Snakken gik livligt mellem alle i selskabet - Har du fortrudt, at du tog med, spurgte hun Claus, da de et øjeblik var alene. - Bestemt ikke! Tværtimod er jeg glad for at I gav mig muligheden. Claus fortsatte: - Det er Nina og børnene derhjemme, der generer mig. Den store er begyndt at tale om at flytte over til mig. - Det overrasker mig ikke, men hvad med den yngste? - Carsten siger ikke så meget; han er meget glad for Sophie. De to skal i hvert fald ikke skilles fra hinanden. - Hvad siger Nina? - Jeg er bange for, at ”børnechecken” er vigtigere for hende end børnene. Regine hørte bitterheden i hans sind. Fra skolen kendte hun til mange forliste forhold, hvor børnene oftest blev tabere i forældrenes fejlslagne dispositioner. Måske var det også dét, der havde afholdt hende fra selv at påtage sig ægteskabeligt ansvar og forældreansvar. Det var sin sag at bestyre en ugebladsbrevkasse, som Gitte gjorde, men langt mere alvorligt at rådgive egne venner og bekendte. Det holdt hun sig klogeligt fra. Claus og Nina måtte selv finde den løsning, som de alle fire kunne leve med. - Måske har du ret. Men du bestemmer selv hvor meget du vil trækkes rundt i manegen... - Jeg holder ikke til flere skænderier med hende. Den evindelige pendlen mellem Aarhus og Ringsted går også ungerne på. - De er jo gamle nok til selv at bestemme. Hvis de vil bo hos dig, vil hun ikke kunne modsætte sig. Hvis Sophie bliver optaget på RUC, skal hun jo flytte alligevel. Og hvad med Carsten? Han skal jo skifte skole alligevel. Kan han undvære sine kammerater i Jylland? Nå, Bochinecks mad bliver kold. Kalder du på ham? Da de voksne begyndte at spise, var de hurtigste af børnene næsten færdige. - Jeg har for resten noget med til dem, hvis I synes, sagde Claus og hev en konvolut op af tasken. Det er bare et lille kort over bydelen her med alle gadenavnene. Jeg har kun ti. Kan de bruges? - Mon ikke! Bochineck var fyr og flamme; - Nu kan de i smågrupper kaste sig ud i Friedrichschains pulserende aftenliv. Skal vi prøve at slippe dem løs på prøve en times tid? De kan snart ikke sidde stille længere. Regine kikkede nærmere på kortet. Ca. 3X4 km udsnit med hostellet næsten i midten. - Det kan de godt finde ud af. Gruppeinddelingen med seks grupper fungerer jo fint. - Hver gruppe får et kort. Hvis de kan udpege hostellet og ”hønsegården” hér, kan de vel også finde tilbage? Claus og ”Bochi” nikkede. De kunne jo ikke gå rundt med ungerne i fodlænker. - Lad os prøve at vise dem en smule tillid! Derved blev det. - I skal være her igen kl. 21.30. De bad tjeneren om en kande kaffe og én samlet regning for hele selskabet. Allerede kvart i ni kom Jacob og hans gruppe tilbage til restauranten. - Jacob har mistet sin pung og alle hans penge, sagde Louise. Han har lige opdaget det. - Sæt jer lige ned; Jacob, hvornår havde du sidst din pung fremme? - Det husker jeg ikke. Det var vel i toget”¦ - Hvor mange penge var der i pungen? - 450”¦. euro. Jeg ville købe noget til min mor”¦ Bjørn har 800 med. Regine kunne godt se, at det ikke lige var tidspunktet at irettesætte ham for hans dumhed. I stedet gav hun ham foreløbig 10 euro, så han ikke var helt flad. Forældrekredsen havde været enige om, at hver elev højst måtte medbringe 200 euro i lommepenge. Det ville ikke forbavse hende, hvis han havde fået mere end de 450 med. Og Bjørns 800 tvivlede hun slet ikke om. - Hm, brummede Claus. Stoler du ikke på ham? - Pokker til start, sagde Regine. Jo, Jacob stoler jeg på. - Hm. Pludselig stod Helmuth Schmidt ved deres bord. Han havde fundet en lille tegnebog da han støvsugede sæderne i bussen. Regine tjekkede indholdet. Jo, det var Jacobs. Og der var 470 euro i den. - Viel Geld, sagde han. - Vielen dank! Er hat uns die ganze Geschichte erzählt. Vielen dank. - Så bli’r Jacob glad igen. Måske skal jeg minde ham om, at Frau Schmidt har en glimrende box til gæsternes disposition. Næsten alle ungerne kom tilbage til tiden, kun en enkelt gruppe var fem minutter forsinket. - Det går nok, sagde Regine; hvis - hvis nu Claus eller Bochi kan lokkes med på diskotek én af dagene - og vi kan finde et ikke alt for dyrt sted, vil I så med? Jublen ville ingen ende tage. Bochineck afregnede med tjeneren og spurgte om hvad der stod på menuen de næste par dage. Tjeneren stak en lille folder frem. - Fint, jeg regner med at vi kommer igen i morgen. Er det i orden hvis De får besked inden klokken 12? - Jah, aber natürlich. Bochineck fortalte eleverne, at buschaufføren havde fundet Jacobs pung. Med pengene og et hævekort som ganske vist kun kunne bruges i Danmark. Jacob skyndte sig hen til Regine og gav hende med ”tak for lån” de ti euro tilbage. Bjørn gik og snakkede med et par af pigerne; han måtte indrømme, at hans teori om et lommetyveri havde været forhastet. Det var vel ikke værre her end i København. På vejen hen mod hostellet bredte den muntre stemning sig. Lars T, klassens ubestridte spasmager havde lige omdøbt Frau Schmidt til ”Bianca” inspireret af Hergé’s store operadiva. Lars T havde for længst udstyret næsten alle lærere på skolen derhjemme med passende langtidsholdbare, men aldrig fornærmende øgenavne. Han havde adskillige mere saftige forslag på lager, men han ønskede ikke at gøre nogen til grin. Det ville være alt for nemt og uprofessionelt. Nogle af drengene prøvede forgæves at overtale Bochi til at spille whist over nettet. - Nej tak, havde han sagt. Han ville gerne spille med rigtige kort, men det syntes de ”var for kedeligt og besværligt”. (De havde formentlig aldrig prøvet det.) Kvart i elleve spadserede Claus, som han havde lovet, en kort tur med de nikotinhungrende unge. Bochi gik med. Frau ”Bianca” Schmidt smilede og pegede på uret på væggen. Hendes nevø, Heinrich, havde sit eget kammer i stueetagen og passede skranken hver nat fra 23:00 til 07:00. Kammeret var hans løn. Han havde fast arbejde i dagtimerne, hvor han samlede cigaretskodder og tømte askebægre for bydelens renovationsafdeling. Her i Friedrichshain var han én af de fem fuldtidsansatte, der ”kun” havde til opgave at indsamle cigaretfiltre fra bydelens 27 kilometer offentlig fortovsstrækning. Heinrichs sjak var sidste år blevet kåret som Bezirkets bedste skodsamlere. Da Bochi fortalte om det, troede ungerne ikke på ham. Først da rygerne nåede tilbage til hostellet og Bochi viste dem Heinrichs indrammede diplom, måtte de bøje sig for hans utrolige forklaring. Lidt over elleve var der stort set ro på de unges værelser. Regine var ved at gå seng, da Claus kom ind og gjorde sig klar til en forhåbentlig god nats søvn. Han vågnede, da Regine stod op, selv om hun var musestille. Klokken var kun kvart over seks, men hun gjorde sig allerede klar til en lille joggingtur. Hun gav ham et kærligt morgenkys. - Du husker lige at barbere dig, før du går ned. Du har sovet som en sten. - Ja, det er nogle gode senge med ikke for bløde madrasser. - Du kan da sagtens tage en halv time til, drillede hun, farvel så længe. Claus valgte at stå op. Han skævede til den dueblå pyjamas, som hun havde smidt i sengen. Han havde aldrig set hende i den. Bruseren var enten slemt kalket til eller forsynet med en effektiv vandsparetingest. ”Nå ja, bad fik han da”. Deodorant brugte han aldrig, men en god vellugtende barbersprit tog den værste svien på halsen. Da Regine kom tilbage, gik han ned. Fru Schmidt var ved at gøre spisesalen klar til morgenmad. Der var øjensynligt kun 15-20 gæster ud over Byskolens, så vidt han kunne skønne. To backpackere forsynede sig rigeligt, indtil frau Schmidt rømmede sig, før hun gjorde alvor af at kropsvisitere dem. Først ved nitiden begav klassen sig mod den zoologiske have. Selv om de holdt et rimeligt tempo var den næsten halvtolv, før de nåede frem. Frokosten købte de i en ”Imbiss” før de gik ind i den smukke have, som også byder på botaniske sjældenheder og skulpturelle kunstværker. Regine blev hurtigt klar over, at det var en halsløs gerning at følge den samlede klasse rundt; det var også overflødigt. Claus og Bochi havde sagt til hende, at ungerne selv måtte kunne gå rundt uden at kravle ind til løverne eller hoppe i vandet hos isbjørnene. I virkeligheden var det hendes eget behov for at være midt iblandt de unge, der styrede hende. At iagttage dem, lytte til deres dialog og samle stof til kommende undervisningsforløb var hendes yndlingsbeskæftigelse. At give slip på dem var svært men nødvendigt. Det var opringningen fra Cornelia i København, der fik hende til at slippe ungerne ledsaget af et par nødtørftige formaninger. - Nå, så kan du være her, konstaterede Bochi og lo, da hun efter en halv time satte sig hos dem. Er de der stadigvæk alle 26? Din øl bliver doven. - Tak”¦ tænk hvis forældrene så os nu! - Nå, ja”¦ vil du hellere have vand, spurgte Claus. - Nej, det er ikke dét, svarede hun,”¦. Jeg føler mig bare uansvarlig. - Ha; dig uansvarlig? Bochi grinede højt. - Hvordan pokker tror du børnene og deres fortravlede forældre får hverdagen til at hænge sammen? - Det er noget andet, når det er deres egne. Se nu dér”¦ Claus vendte sig og så to af klassens elever afslutte et lidenskabeligt kys, hvor de troede sig ubemærket. Martin og Eva. Regine rejste sig og vinkede. - Hu uh, formede og signalerede hun med lydløse læber. - I har god tid, sagde hun, da de kom nærmere, vi skal først samles om en time. Martin og Eva slentrede videre arm i arm. Regines smartphone ringede igen. Cornelia. - Nej, fanme nej, sagde Regine til Claus og Bochi og satte sin telefon på lydløs. - Det var min søster; hun tror, at jeg vil drøfte familieproblemer hvor som helst og når som helst. Det må vente til jeg kommer hjem. - Nu var det vel ikke noget alvorligt? Jeg tænker på din far”¦, sagde Claus. - Nej, det var noget med vores bror, Daniel. Vi har ikke hørt fra ham i årevis. Guderne må vide hvad han nu pludselig vil os”¦ Bochi rejste sig. Han ville lige gå en tur for god ordens skyld, når nu han var her i embeds medfør. - Ungerne klarer sig fint. Av, for h”¦ jeg lovede at ringe til ”hønsegården”. - Skal vi spise dér igen? Regine nikkede - ja, der var ingen grund til at prøve noget nyt. - Ok, diskoteket bliver så i morgen eller hvad? - Ja, ungerne har set priserne, og fru Schmidt har lovet at finde et passende sted, som også vil lukke voksne ind. Men kun til midnat. Hvad der derefter sker vil jeg helst ikke vide. Kun at ungerne er i deres senge på hostellet senest kl. ét. - Ja, du må undskylde mig, Claus; det var Cornelia, der ringede. Hun er blevet ringet op af vores bror. Daniel, du ved; han ringede for at bede hende om tilgivelse for et eller andet, der har at gøre med vores forældre for mange år siden. Hun fortalte mig ikke nærmere om, hvad det var. Han lød som om han havde drukket, sagde hun. - Jeg har aldrig kunnet forstå, at I slet ikke ser hinanden, men det kommer jo ikke mig ved, svarede Claus. Derfor har jeg aldrig spurgt. - Nej, det er måske også ubetænksomt af mig, sagde hun. Regine kunne ikke skjule den lille sitren i underlæben; - jeg burde nok have spurgt Cornelia for mange år siden... og insisteret på et svar. Måske er jeg bange for at kende svaret”¦ Det har noget at gøre med det manglende generationsskifte derhjemme på gården. I mange år kunne gården brødføde hele familien. Vores far kunne ikke og ville ikke acceptere kendsgerningerne. - Var Daniel da udset til at videreføre bedriften? - Måske. Husk på, jeg var jo kun tre år den gang, Daniel tog sin realeksamen og flyttede til København. Jeg husker kun, at der samtidig var uro i familien. Men det var også det år, hvor min farfar og farmor døde med otte dages mellemrum på det lokale alderdomshjem. Cornelia husker meget mere. - Hm”¦ Klart at hendes mor og far måtte have været hårdt ramt i den periode. Og de tre børn. Claus ville ikke spørge om mere; i hvert fald ikke lige nu. En påfugls pludselige skrig forskrækkede dem og kaldte deres åndsnærværelse tilbage til haven og eleverne. Den stod ganske nær ved dem og rejste sine imponerende halefjer med de mange øjne i et hypnotiserende brus. - Ligner jeg en hunpåfugl lige nu, spøgte hun? - Nej, for du tilhører en sjælden race, hvor hunnerne ubetinget er de smukkeste. - Ha, det er da den bedste scorereplik jeg har hørt længe! Den må du godt huske. De valgte at bruge klippekortet til U-banen på turen tilbage til hostellet. Derved kunne de nå at bruge en lille time på Mauer Museum ved Checkpoint Charlie. Eleverne fik her syn for sagn om nogle af den kolde krigs uforståelige konsekvenser. Selvfølgelig kunne man ikke forvente, at en flok femtenårige sådan for alvor kunne forholde sig til datidens øst-vest-konflikt, men besøget gjorde da indtryk på dem alle. Regine overvejede at finde nutidige paralleller, men hun kunne kun komme i tanker om Nordkorea. Det mest oplagte var måske at perspektivere situationen gennem belysning af vore dages flygtningestrømme. Hun henlagde indskydelsen; ungerne var mætte af dagens program. Nu trængte de bare til at spise og slappe af. Først om aftenen, da Claus gik sin tur med rygerne, satte hun sig til at skrive en mail til sin søster. Der måtte vel være mulighed for at de i fællesskab kunne nedbryde den mur, der forhindrede Daniel og faren i at tale med hinanden. ”Forhærdede tidselgemytter” tænkte hun. Det var vist titlen på den lille krimi, som Claus havde foræret hende for et par år siden. Faren var jo hverken dum eller naiv. Han havde jo selv oplevet hvordan landmændene på stribe var trykket i knæ af prisudviklingen siden tresserne, hvor hans egne forældre gik på aftægt. Allerede på det tidspunkt skulle der mindst 200 tønder land til at brødføde en lille beskeden familie. Han vidste altså godt, at Daniel aldrig ville have haft mulighed for at klare sig på Egely i 1980'erne. Hun skulle lige til at sende mailen, da hun så at faren lige havde lagt én i hendes indbakke. Claus var lige vendt tilbage med sine ”røgdykkere”, som han kaldte dem. Deres humør var stadig højt kunne hun høre. Allerede før de var gået havde Claus foreslået hele klassen at konkurrere om at finde på ”verdens bedste scorereplik”. - De kan jo lige så godt øve sig, før de skal på diskotek i morgen, sagde Claus undskyldende, da hun havde lukket ham ind. Regines øjne lynede. - Du bliver myrdet, hvis ungerne kalder mig ”påfuglen” i morgen. Men Claus beroligede hende; - Hehe, det kunne jeg da ikke drømme om, mein Liebchen. Han havde heldigvis ikke fortalt om det held han selv havde haft tidligere på dagen. - Jeg skal altså lige læse min mail. Der er kommet brev fra min far”¦ - Hm”¦, læs højt, hvis du synes. ”Kære Regine og Claus” ”Gode nyheder: I dag skrev Parelius til mig. Han kommer snart herover på besøg. Så kan vi få os god snak om hans anden store interesse: Kreationisme og udviklingslære. Nu er jeg i fuld gang med at læse nærmere om disse ”kreationister”, som jeg aldrig har hørt om før. Der har været godt salg i de bøger kan tog i kommission for mig. Han købte jo kun en del af dem, du afleverede hos ham lige efter jul. Resten påtog han sig at forsøge at sælge. Indtil nu har de indbragt et pænt beløb". Regine gjorde et ophold; - véd du hvad ”kreationisme” er? - Nej, svarede Claus, jeg aner det ikke, men læs nu videre, "Lidt mere end jeg havde regnet med. Alene 1.udgaven af Martin A.Hansens ”Kringen”, illustreret af Sven Havsteen- Mikkelsen indbragte 300 kroner, men den var jo også signeret. Den stammer for resten fra din morfar, som personligt kendte Martin A Hansen fra Haslev Lærerseminarium. Jeg er så glad for, at du besluttede dig til at fortsætte på skolen; nu venter jeg spændt på at høre om din skolerejse, når du kommer hjem. Som du ved, har jeg aldrig rejst ret meget - og da slet ikke til Berlin. Den mur burde aldrig have været opført. Mange kærlige hilsener til dig og Claus” Far - Gud véd, hvad han nu har kastet sig over, sagde hun; - I morgen vil jeg lige google ”kreationisme”, hvad det så end er. - Din far var jo lige kommet godt i gang med den ”Blå Drage” og Han-dynastiets fald i år 220. Man må sige, at din fars interesser spænder vidt. - Ja; men den kinesiske mur mellem ham selv og Daniel, kan han åbenbart ikke få øje på. Før du går i seng, gider du så ikke lige gå en runde ude på gangen?... ”¦. - De sover de uskyldiges søvn. Det gjorde Regine også, da han musestille lagde sig. Chaufføren ville afhente dem 9:30. Dagsprogrammet var besøg i Sacsenhausen og aftenprogrammet var diskoteksbesøg! Grotesk kombination. Eller måske meget dækkende for den følelse som Mauermuseum havde efterladt? Da eleverne lidt efter lidt indfandt sig til morgenmaden, sad Bochi og sludrede med Helmuth Schmidt. Bussen holdt parat på gaden og de havde god tid. Bussen stod til rådighed resten af dagen. Regine mindede børnene om, at deltagelse i rundvisningen i KZ-lejren var helt frivillig. - Jeg har været der sidste år, sagde Arne; det er godt nok barsk at se på og høre om, men jeg tror godt at vi alle kan tåle at deltage i rundvisningen. Regine så spørgende på ham og han fortsatte: - Min oldefar var interneret i lejren under krigen, men han var en af de heldige der kom med ”De hvide busser” til Sverige. Han kom hjem til Danmark efter krigen. Han var politimand i Roskilde. Han døde først i 1999. Men han blev vist aldrig helt sig selv igen, - Tak skal du have, Arne; tænk at han dog alligevel klarede det. Regine prøvede at skjule hvor rørt hun blev. - OK, når vi når frem, finder vi ud af om der er nogen der hellere vil blive i bussen. De kørte nordpå mod Oranienburg. Bochi og chaufføren havde aftalt, at give eleverne nogle indtryk af det som viste nutidens dagligdag i det gamle Østtyskland. Masser af gråt og kønsløst boligbyggeri de første kilometer. Længere ude de dårligt vedligeholdte parcelhuse på små delvist opdyrkede jordlodder. De mange ældre og gamle indbyggere i deres slidte tøj prægede billedet af Berlins nordøstlige omegn. Claus og Regine prøvede at forstå hvor slemt det måtte have have set ud tidligere. Det var påfaldende så få gamle træer, der havde fået lov til at stå. Der var kun skovområder tilbage, som tilhørte velstående familier. Tyveri af brænde blev straffet hårdt, havde Claus læst. Parkeringspladsen uden for koncentationslejren var næsten tom; der holdt kun ti-tolv biler og tre turistbusser. De unges stemmer blev lavmælte, da de nærmede sig den halvt åbne port med det misvisende budskab: ”Arbeit Macht Frei”. - Hold da kæft, røg det ud af Morten; så I hvad der stod? Guiden var en pæn midaldrende mand, der talte tysk iblandet enkelte engelske gloser. Lange grå træbarakker med skorstensløse sorte tage, stilhed, grusgange, halvvissent kort grågrønt græs. Ingen træer, ingen buske, ingen blomster. - Her i lejren levede i perioder 50.000 mennesker ad gangen, fortalte Guiden. Man regner med at 200.000 mennesker blev tilintetgjort, alene i denne lejr. Claus og lærerne vidste godt, at lejren var blevet forsøgt jævnet med jorden i 1945 af tyske soldater, som skulle fjerne sporene af nazisternes endlösung. Men de ville ikke forvirre elevernes begreber ved at nævne det. Det kunne vente. Alle eleverne havde deltaget i det meste af rundvisningen; enkelte af pigerne holdt sig dog ude i det fri, da de var nået til ”Station Z”, som rummede de værste eksempler på tortur- og aflivningsredskaber. Mange af eleverne forlod hurtigt bygningen. Guiden brød sig heller ikke om at være der. Allerede klokken 14 sad de i bussen igen og kørte mod Oranienburg for at få lidt sen frokost. Chaufføren havde lagt en af sine nyeste CD’er i afspilleren for at muntre selskabet lidt op. Justin Biebers ”Never say never” faldt i de unges smag, mente han. Og han havde tilsyneladende ret. De var på hostellet igen så tidligt, at ungerne fik ”fri” i næsten tre timer. De fleste gik i byen; to grupper gik sammen med Regine for at ”ose” i bydelens stormagasin. De andre nød byens krydrede eftermiddagsluft og gadernes myldretid. Arne og Markus havde fundet et lille grønt anlæg, hvor de kunne spille skak med store træfigurer som ”brikker”. De to knægte vidste ikke om man skulle betale nogen steder, så de tog bare chancen og trådte ind på ”brættet”, som bestod af mørke og lyse cementfliser nedfældet i græsplænen. - Hygger I jer? De havde slet ikke lagt mærke til Bochi, der bare ville gå en lille tur og ryste formiddagens dystre indtryk ud af hovedet. - Ja, det er alle tiders; se kongen når mig næsten til knæene. Figurerne må være håndlavede. En opsynsmand kom slentrende med sin cykel; han nikkede venligt til dem. Bochi gav sig til kende og småsludrede lidt med ham. - Jah, ganz frei, hørte drengene ham sige. - Hørte i dét drenge, spurgte Bochi, han lukker parken klokken otte. I skal bare lade figurerne stå, når I er færdige. Vi ses til aftensmad i hønsegården. Han slentrede videre gennem den lille park sammen med opsynsmanden, der af og til standsede og samlede henkastet affald op i cykelkurven. De unge havde travlt. Diskoteket åbnede ganske vist først klokken 22:00, men nogle af dem kendte køernes længde fra Københavns ”in-steder”. Spejlene på hostellet blev brugt flittigt og lyden fra spraydåserne advarede om det eldorado af dufte, der snart skulle brede sig på gange og trapper. Bochi havde hugget to tøjklemmer et eller andet sted, så Claus også kunne få en. Således udrustet med klemmer på næsen, kaldte de på Regine, som var klar til afgang. Selv drengene havde vist været i bad; de havde i hvert fald vådt hår, kunstfærdigt strittende godt hjulpet af hårgélé. - Er min nederdel for kort, spurgte Regine, da hun kom ud ad døren. - Nej, du er smuk og ærbar, svarede Claus. - Bare vent til I ser pigerne”¦ De fnisende piger var nu ikke så udmajede, som hun kunne have frygtet. Arne var den eneste af drengene, som stædigt havde bevaret sit halvlange beatleshår, der hørte en anden tidsalder til. Der var kun et kvarters gang hen til ”X-ray Club”. Køen var nu ikke særlig lang og den muskuløse dørvogter havde et nemt job i aften. Mange af de unge i køen var engelsktalende turister. Dørvogteren så misbilligende på danskerne indtil Bochi i ulasteligt mørkt jakkesæt møvede sig frem. Der var bøvl med Arne; hans duffelcoat var ganske vist ikke højeste mode, men Bochi reddede ham på stregen, da han fortalte ”dørstopperen”, at Arne var pædagogmedhjælper. Først da Arne viste manden sin hvide skjorte og sorte nappavest, blev de lukket ind. Arne gad ikke en gang ryste på hovedet. Et flimrende blålilla fluorscerende lys blinkede hektisk i takt til noget, som de unge kalder ”technomusik”. På dansegulvet var 2-300 unge ved at vride lemmerne af led, men de så ud til at more sig vældigt. ”Discjockeyen”, var en pige i lædershorts og stetsonhat og en diminutiv løstsiddende vaskeskindsjakke. - Det ligner sgu en gymnastikopvisning, råbte Bochi til Claus og Regine og gjorde tegn til dem om at gå med udenfor et øjeblik. - Det er jo umuligt at tale sammen derinde, sagde han til dem. Men OK, de kan ikke få andet end cola og chips, og de må ikke ryge derinde. - Hvis jeg går derind igen i trekvarter, kommer én af jer så og afløser? I trænger vel til et glas øl på den nærmeste beverding, kan jeg forestille mig. - Du kan da roligt gå med os sagde Claus. - Nej, jeg er lidt bange for de typer, der kan finde på at smide et par piller i en piges glas”¦ Regine gik tilbage og lod de to mænd få lidt fred i pausen. - Så lad os da slå os løs, sagde Claus. Der ligger en lille Bierstube lige om hjørnet. Her måtte der mærkeligt nok gerne ryges. De valgte fandt et ledigt bord i et hjørne og fik den værste tørst slukket. De vidste begge, at de var nødt til tale om formiddagens hæslige oplevelser; men det var svært at tage hul på. Bochi lagde ud: - Hvordan mon KZ-lejren så ud, da de allierede nåede frem i 1945? Man siger jo, at alt var tilintetgjort af de sidste tyske soldater. Hvad var det så vi så i dag? - Godt spørgsmål, svarede Claus. Træbarakkerne, som vi mødte, må være rekonstrueret og genopført flere år senere. Måske først i 1950’erne. Men de solide murstensbygninger må være de oprindelige. Jeg véd ikke præcis hvornår det hele blev omdannet til ”gedänkstätte”. - Næh; russerne og amerikanerne brugte resterne af lejrene helt op i 1950’erne til at internere nazistiske krigsforbrydere. Om de nuværende ”mindesmærker” er rejst til ære for døde fra Øst eller Vest bliver man nok aldrig enige om. Schwamm drüber. - Ja, lad os gå tilbage til Regine og se hvordan det går. Jeg er ikke sikker på at det er rigtigt at slæbe vore dages unge rundt i disse steder, hvor de intet har at mindes. Det giver ingen mening. - Nå, allerede, sagde Regine. Nu trænger jeg også til at hvile ørene! - Ja, Claus og jeg samler tropperne og går herfra, når de unge bliver smidt ud klokken tolv. Vi lover at opføre os pænt på vejen hjem, lo Bochi. Regine gik langsomt hen mod hostellet. Så langsomt, at et par mænd på hendes egen alder åbenbart havde misforstået hendes ærinde; i hvert fald kommenterede de først, venligt ganske vist, hendes mangel på selskab. Derpå kommenterede de hendes ydre! Hun hvæsede eftertrykkeligt ad dem og satte tempoet op. Hvad fanden bilder de sig ind, tænkte hun. Ligner jeg virkelig en tæve i løbetid? Utroligt at nogle mænd ville være bekendt at udtale sig så åbenlyst om hendes kropslige kvaliteter og hendes udseende. De skulle have haft en syngende lussing, med hun turde selvfølgelig ikke. Tænk at man skulle udstyres med bodyguard for at kunne gå i fred. De tre sidste dage var fløjet af sted syntes de alle, da de tog afsked med Berlin og ægteparret Schmidt fredag eftermiddag. Ingen nævneværdige uheld, så vidt nogen vidste. Kun Morten og Bochi. De havde indgået en aftale om at holde kæft med Mortens fem gram store gnalling hash, som Bochi havde konfiskeret før de forlod diskoteket. Regine var taknemmelig for at de alle kunne holde fri mandag. Hendes rare nabo, Lajla, stod i indkørslen med Pletvis i favnen og bød velkommen hjem. - Hun har været så sød og nem, sagde hun, og vi har holdt hankattene på afstand. Hun vidste imidlertid godt, at katten for længst var steriliseret. - Der er kommet lidt post, mest reklamer; det ligger derinde på køkkenbordet. Havde I en god tur? - Ja tak, sagde Claus, de unge mennesker er jo fornuftige nok”¦. Nå, men jeg må hellere lige smutte hjem og vande svigermors skarpe tunge. - Du kommer vel og spiser? Skal vi sige om en times tid? * Egentlig havde han mere lyst til bare at tusse lidt rundt og så smide sig i sofaen foran fjernsynet og få ro i kroppen. Planterne havde klaret sig fint; også dem i haven. Der var faldet ni millimeter i ugens løb, så han før han tømte regnmåleren. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-10-16 20:16:26 |
Jeg har tilladt mig at slette kommentarer fra før 1.10.2013.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
