 |  | Pre-eksamen |
 |
|
|||||||||||||
|
På indersiden af mine øjenlåg, kørte en lille film der viste hvordan alting burde være. Min sparrings partner ville stå ved siden af mig og stirre stift frem for sig sammen med resten af forsamlingen, ret med hænderne på ryggen. Vores samlede opmærksomhed ville hvile roligt på vores rektor der nu ville være i gang med de afsluttende inspirerende ord i sin tale. Oppe fra sin hvide talerstol ville han kigge stolt ud over nationens fremtid. Han ville med en professionel mine ønske os held og lykke og starte det store hologram der viste tiden over vores hoveder og nedtællingen ville begynde. En bølge af spænding ville kort rulle igennem os, lyden af raslende uniformer og piv fra urolige gummisåler mod det blanke marmor. Når højtalerne så endeligt afspillede national melodiens højtidelige toner, ville vi allerede stå ved dørene ind til vores små top sikrede båse, og skydedørene ville lukke sig efter os inden den sidste storslåede strofe kimede sin sidste tone. Klokken ville ringe og vi ville tænde for fores holo’er, og endnu inden vores hologram skærme var tonet frem, ville vi sidde ved skrive pulten klare og forberedte på ethvert spørgsmål der måtte dukke op. Jeg åbnede øjnene. Og virkeligheden kom til syne. Foran mig stod et hav af glat redte frisure og lineære sideskilninger. Under dem konkurrere skuldre i mørkeblå uniformsjakker om hvem der kunne se mest anspændt ud. Den blanke belysning fra de tusindvis af diodelamper, blev reflekteret tilbage af spejl-loftet, og fik os til at misse med øjnene når vi prøvende kiggede op for at fange et glimt af os selv i mængden. Ingen ville kunne undgå at lægge mærke til den eneste sorte hårtop i havet af blonde og lysebrune nuancer. I det mindste var jeg vant til opmærksomheden. Både for og bag mig strakte der sig 15 rækker af hårdtarbejdende studenter med hænderne foldet på ryggen, cirka 50 i hver kolonne, 1249 studenter i alt. Hver og en af dem havde flittigt gennemgået flere års intensiv lektielæsning og absurde forelæsnings tider for at være her i dag. Meget smukt, det var lige før jeg kunne overbevise mig selv om at alt var som det skulle være. Hvis det da ikke lige havde været et par små afgørende faktorer; Pladsen ved siden af mig var tom, det samme var min lomme og ingen havde endnu besteget talerstolen der tornede sig op foran os som en firkantet marmorsøjle bag ved den blege lærestab. Tiden gik som havde den givet sig til noget andet. Ingen rømmede sig akavet eller skrabede i gulvet med fødderne, alligevel blev der hele tiden sendt sigende blikke mellem den opskruede skydedør i gylden plast og lærestabens højrefløj, hvor Mr. Martoni stilfærdigt lignede en der var ved at gå i panik. Et par tjavser fra hans fedtede brune hår var hoppet ned over hans pande og hang nu og dinglede ved siden af hans kantede næse. Jeg fangede hans blik og sende ham et beroligende smil. Han lod som ingenting men tog alligevel hænderne op af lommerne og glattede snipperne på sin blazer. Fru. Dirca, der indtil nu havde været travlt optaget med at trykke voldsomt i nogle svævende hologram taster, kiggede pludselig op og sendte Mr. Martoni et diskret nik. Uden at tage sig synderligt af den lave hvisken der var begyndt at sprede sig i de bagerste rækker, drejede han rundt på hælen og begyndte opstigningen til talerstolen med taktfaste fjedrede trin. De der ikke kendte ham kunne nemt få den ide at han var hjemmevandt i sådanne situationer. Men som de fleste af studenterne var begyndt at opdage, var nogle ting simpelthen for skandaløse til at blive normale, selv for professionelle undervisere på Akademiet. En lav susen, fik samtlige 1249 ansigter, plus de ekstra, til at dreje sig mod højre. Den gyldne skydedør gik op, og uden at vente på at den havde åbnet sig helt, skred Rektor Mumford ind på gulvet inde-slængt i den ceremonielle lilla kåbe. Den tykke guldkant slæbte hen af det hvide marmor, men kunne alligevel ikke dække for den detalje at den ene formelle sutsko manglede. Efter rektor kom Mr. Cicil småløbende, hans korte ben bevægede sig hurtigt og uafbrudt sammen med hans vimsende tornado af fingerbevægelser der trykkede ud i luften på et tyndt tåget lag af hologrammer der gjorde ham sløret fra brystet og opefter. Den stigende småsnak stoppede på sekundet og Mr. Martoni standsede et øjeblik på trinnet før han vendte sig og bevægede sig nedad igen. Så gik det løs. Jeg skævede til student indgangen, og kørte mine håndflader mod hinanden. Hvis ikke de havde været fugtige før, så var de det i hvert fald nu. Rektor Mumford passerede Mr. Martoni i passende afstand uden at skænke ham et blik, og med den let rødlige næse højt hævet satte han sin strømpesok op på det første trin. Foran mig sendte to piger fra min parallel klasse hinanden et blik, den ene kvalte et fnis i kragen. Jeg bukkede en smule i benene og rettede dem igen, og tillod mig et hurtigt drej om mod den bagerste ende af lokalet. Det var tomt bortset fra en stabel inaktive rengøringsdroner der lå i en uordnet bunke i hjørnet. Rektor foldede ugideligt kåbens lange ærmer tilbage og fortsatte opad. Da han kom til trappens sving dinglede han en anelse til højre og greb ud foran sig med en diffus bevægelse, først anden gang lykkedes det ham at gribe fat i gelænderet. Det gav et ryk gennem lærestaben og Mr. Cicil skyndte sig op af trappen og stak en hånd ud af tågen for at gribe fat i rektors arm. Mr. Martoni gjorde mine til at nærme sig igen, da rektor stak en affejende hånd i vejret, rømmede sig og fortsatte trodsigt op af trinnene. En lydløs summen boblede et kort sekund gennem Studenterne. Jeg krummede mine tæer da rektor nåede platformen og hologrammet plingede frem foran ham. Han rømmede sig rallende, og blev helt rød i hovedet. Lærerne brugte kunstpausen til at slukke for deres holo’er og kigge ud over deres studenter. Pludselig var alt stille, spejlingerne i loftet faldt langsomt til ro og alle lysdioderne dæmpedes automatisk i en blød kurve. Jeg sank hårdt og knyttede mine næver på ryggen, hvis nedtællingen begyndte snart var han virkelig på den. "Velkommen Elever, Aspiranter og Prioriteter, Modul 8, til jeres pre-eksamen", rungede rektors stemme i en lettere snoldet tilstand. Lyden gik direkte ind i vores øresnegle, og fik det til at lyde som om han stod og åndede os personligt ind i ansigtet. Samtlige lyseblå rygge korrigerede deres holdning og nogle af pigerne rettede hurtigt på deres rottehaler. Hele salen genlød af ordløs forventning. Dette var den sidste stille stund at nyde dette højtidelige øjeblik. Når Rektors tale sluttede startede nedtællingen til det sidste afgørende eksamens år. Mange af os ville aldrig vende tilbage til Akademiet efter i dag, andre ville fortsætte og få indstillinger de fleste beboere i Tedium kun drømmer om. Jeg lukkede øjnene og lod en stribe ørkensand glide forbi mit indre blik. I min øresnegl forberedte rektor sig smaskende på de næste ord. Selvom de kom fra ham ville jeg sluge hver en strofe, hvert en lille pause, hver udtale og gemme den i min hukommelse for evigt. Jeg var ikke kommet så langt for at lade en enkelt person ødelægge dette vigtige øjeblik i min fremtidige karriere. I det samme lød et ordentligt brag. Efter-vinden slyngede sig ind mellem eleverne, aftog, og ramte mig i nakken som et let puf. Over tusind skosåler peb mod gulvet og sagte overraskende udbrud lød. Jeg stod stille, stadigvæk med lukkede øjnene. Lyden af rungende fodtrin arbejde sig gennem den stille hal. Jeg vidste udmærket godt hvem der lige var ankommet. En bølge af vrede hamrede mod mit brystben. Selvom jeg absolut ingen lyst havde til at glo på idioten lige nu, tvang jeg mig selv til at vende mig om for ikke at virke mistænkelig. Spankulerende ind på sine lange tynde ben, kørte Seramus skødesløst en hånd gennem sit lange lyse pandehår og strøg det tilbage, bag ham stod student indgangen på hvidt gab. Han havde endda været diskret nok til at åbne den manuelt! Jeg græmmedes helt ned i tåspidserne. De mekaniske hængsler rokkede rykvist frem og tilbage i dørene et par gange, før de endelig fik ordentligt fat og klappede i. Seramus slentrede roligt hen langs rækkerne af studenter med sin uniforms jakke på vidt gab, og de øverste skjorteknapper åbne. ”Lebanic..” rungede Mr. Martonis stemme i højtalerne ”Vil de venligst indfinde dem på deres plads øjeblikkeligt!”. Den normale indforståede tone fra vores klasseværelse var væk, det samme var det sidste af min opsparede tålmodighed. Seramus gjorde en doven honnør op mod talerstolen uden at skænke den et blik og begyndte at mase sig unødvendigt ind mellem rækkerne. Han tog sig endda friheden til at blinke til en af de forargede piger undervejs. Jeg sukkede og vente mig igen front mod talerstolen. Jeg bude havde vidst bedre. Efter alle disse år med utallige eksempler på fuldbyrdet uduelighed fra hans side, måtte jeg jo være direkte imbecil for at have tro det ville være anderledes denne gang. Rektor rynkede brynene en anelse, men virkede trods alt mere interesseret i sømmen på hans ærme. Øresneglene brummede sagte. "Nuvel. Som i forhåbentligt allerede ved, vil denne pre-eksamen være opledende til jeres Præmiere-eksamen der vil finde sted her om præcist 11 måneder. Resultaterne fra prøverne vil allerede inden hviletimerne i dag blive lagt ud på spektrum, så jeres fremtidige arbejdsgivere så tidligt så muligt vil have mulighed for at se jer an og sende jer jeres indstillinger. Lad dette være jer en motivation for at tage denne prøve lige så alvorligt som jeres Præmiere, da dette med andre ord, for nogle af jer, bliver jeres endelige eksamen og det eneste resultat i får med fra Akademiet til anskaffelse af forhåbentligvist anseelige karriere i samfundet". Seramus gjorde en alt andet end stilfærdig indtræden ved siden af mig. Jeg sendte ham et skarpt sideblik som han straks gengældte med et stort smil og lænede sig sidelæns hen imod mig. ”Hvad for en hånd vil du have?”. Jeg tyssede voldsomt på ham og kiggede over mod Mr. Martoni. Heldigvis var lærestaben travlt optaget af at se normale ud imens Rektor snøvlende fortsatte sin tale. ”Pisst!” Seramus lænede sig tættere på ”Hvad for en hånd vil du have?”. Jeg bed tænderne sammen og talte så afdæmpet jeg kunne ud imellem dem ”Jeg vil have du kommer til tiden når jeg sætter hele min fremtid på spil for at redde din åndsfraværende bagdel!”. Der gik et øjeblik, så hørtes en dæmpet latter ”Slap af, han er sikkert først lige ankommet”. Jeg skævede til Seramus der nikkede op mod rektor ”Har jeg ret? Han er jo stang vissen. Han har sikkert brugt hele formiddagen på at drikke sjusser på dametoilettet”. Jeg sagde ikke noget men stirrede stift ligeud. Seramus var stille i akkurat lige så lang tid det tog for Mr. Martoni at kigge over på os og væk igen. Jeg prøvede at fokusere på talen, men den bankende puls i mine tindinger stjal hele tiden min opmærksomhed. ”Psst. Det er for resten din skyld at jeg kommer for sent”. Jeg lod som om jeg ikke hørte ham. ”Du sagde selv jeg skulle skaffe billeddimsen, og det har jeg så gjort nu”. Min krop lavede et uvilkårligt spjæt, og det var med største anstrengelse at jeg ikke drejede hovedet i et voldsomt ryk, ”Hvad! Har du først lige fået den nu? Så har du jo ikke noget at teste om den passer til signalet!”. Seramus fnøs og hævede øjenbrynene ”Bare rolig, den passer”. Jeg stirrede intensivt på lærestaben ”Hvem har fortalt dig det?”, ”Derasus, det er ham der har skaffet den”. Jeg mærkede blodet sive ud af mit ansigt og ned i mit solar plexus ”Siden hvornår er Derasus blevet ekspert i videogramteknologi?” spruttede jeg lidt for højt og Mr. Martonis øjne søgte hen i vores kolonne. Seramus trak bare på skulderne. Jeg stod et øjeblik og vippede umærkeligt på fødderne indtil faren var drevet over, ”Hvis den ikke passer, må du klare din eksamen selv, husk det. Du skulle have været her for femogtyve minutter siden. Det vil der blive lagt mærke til. Vi har ikke brug for mere opmærksomhed i vores retning. Desuden er det respektløst”. En bevægelse i kanten af mit synsfelt indikerede at han flækkede lydløst af grin, det kildrede i mine fingre for at tage fat i ham. ”Syntes du ikke det er et underligt noget at sige omstændighederne taget i betragtning?”. Bemærkningen ramte mig som en lussing, og noget af luften gik af min vrede. Jeg sank helt ned på hælene og sukkede. Det her skulle bare overstået og det skulle være med en forsigtighed og dannelse jeg måtte erkende udelukkende afhang af mig. Seramus stod uroligt en stund, så rakte han mig forsigtigt en hånd omme bag min ryg. Jeg sparkede så diskret jeg kunne til hans lyseblå stolpe ben, ”Av”. ”Har du fået en kortslutning? Du skal da ikke prøve at give mig den her!” hvæsede jeg ud mellem mine forsøgt neutrale læber, og spejdede efter Mr. Martoni. Rektor rakte langsomt en hånd op og kløede sig i hårgrænsen imens han med den anden hånds pegefinger bladrede i hologrammets gennemsigtige sider, "Øhm.. Ja. Denne pre-eksamen går ikke bare ud på at teste jeres kunnen indenfor fagene, men også jeres evne til at overholde proceduren. Derfor har vi valgt at parre jer på tværs af niveauerne. Dette har været en kilde til utroligt meget brok, men i sidste ende er der ikke noget at gøre ved det da det er de nye regler fra Mediton. Jeg vil foreslå at jer der er Prioriteter ser dette som en mulighed for at øve deres fremtidige forhåbentlige chefstillinger, Elever ser det som en mulighed for at lære at følge ordre og Aspiranter lære at tilpasse sig uanset hvilken af disse to kategorier de lander indenfor. Prioriteter, i får ansvaret for udfaldet af denne pre-eksamen da alle opgaverne vil blive præsenteret i et format der svare til jeres kunnen og forventede overblik”. Seramus prikkede til mig med en albue ”Så afhænger det hele af dig”. Jeg sukkede, så var alt jo som det plejede. Rektors stemme blev gradvist mere og mere forhastet og han skævede utålmodigt til Mr. Circil. ”Jeg håber i har hørt godt efter i sektionerne, og at i består denne eksamen med glans til ære for det højtærede Akademi system og for at bevise at selv Tedium har en plads på landkortet blandt de mægtigste center-byer", hvordan nogen kunne sige en sætning som den så passionsløst var mig en gåde, men det lykkedes rektor udmærket. "Hvis i har spørgsmål, så brug hjælpe programmet på eksamens holoerne. Hæld og lykke". Så snart det var sagt nikkede han til Mr. Circil, der hurtigt kastede en flyvende fingerbevægelse mod en klar lilla knap. Straks summede en stor hologram skærm frem under loftet over talerstolen. Den forestillede et gammeldags digital ur. "Hvor retro.." mumlede Seramus. Hvert års nye nedtællings påfund overgik efterhånden sig selv i kiksethed. Nedtællingen var startet. Der var tre minutter til klokken ville ringe. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-10-09 15:28:47 |
halløjsan og VELKOMEN INDENFOR TIL ALLE OS ANDRE!!
man får typisk respons i det omfang man selv er aktiv, så foreslår dig at kigge på profilen Dragonfly
http://www.forfattersiden.dk/profile.php?profile=150
og lægge ud med at kommentere på hendes tekster. Uden tvivl en potentiel sparrings-partner ;)
venligst ...
man får typisk respons i det omfang man selv er aktiv, så foreslår dig at kigge på profilen Dragonfly
http://www.forfattersiden.dk/profile.php?profile=150
og lægge ud med at kommentere på hendes tekster. Uden tvivl en potentiel sparrings-partner ;)
venligst ...
| Mai Omi | 2015-10-09 15:51:31 |
Tak :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
