 |  | Esoteriske Slips Kap. 71 En anden dagsorden |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 71 En anden dagsorden Departementschefen var knap færdig med morgenaviserne og teen, da hans sekretær meddelte, at deltagerlisten i CERTs første møderække lå klar til godkendelse hos kontorchefen i Justitsministeriets tredje afdeling. En mail kunne mageligt have gjort det, men han havde gennem længere tid insisteret vedholdende på at holde sine personlige kontakter i hævd. Der var muligvis mange, der syntes, at han var lidt antikveret. Det generede ham ikke det fjerneste. De ville snart blive klogere. Han havde droppet tanken om sit eget vidtløftige forslag, da de yngre allerede havde indført den praksis, som han med et forsøg vil synliggøre konsekvenserne af. Snart ville det vise sig, om hans antagelser var rigtige. Ministerens irriterende spindoctor var for en gangs skyld ude af syne, så han benyttede sig af chancen og ringede til komponisten i betjentstuen. - Bare et kvarters tid, Strauss. Og gerne et godt råd, sagde departementschefen i telefonen, før han smuttede ud ad døren. - Hvad bringer Dem her ned? De havde da bare behøvet at”¦ - Javist, javist, men af og til er det rart at være lidt uden for kontrol. Hvor kan vi tale fortroligt sammen? - Joh”¦ her; han pegede på en dør ”Hvilerum A”; her er ledigt. De to herrer satte sig ved det lille bord, der stod ved siden af den indbydende briks. Det er ikke så tit, vi har tid til at gå herind, forklarede Strauss. - Ja, det er jo sådan, at jeg står og mangler et godt råd. - Tal De bare frem. Dels har jeg tavshedspligt og dels ved De godt, at jeg aldrig taler om politiske spørgsmål. - Tak. Nej, politisk er det ikke. Tværtimod. Men omgangsformen herinde ligger mig på sinde; og De kan efter en livslang varetagelse af Deres metier uden tvivl hjælpe mig. Måske er det det ikke selve omgangsformen - eller tonen, men snarere mangel på samme, der bekymrer mig. Formelt kan al sagsbehandlingen tilsyneladende klares ganske glimrende udelukkende gennem elektronisk post, sms osv. Jeg oplever imidlertid flere og flere møder, hvor dagsordenens punkter for længst er klaret før mødet, og hvor kun de sociale og officielle relationer mellem mødedeltagerne er i spil. En overgang lagde mødelederne helt konkret små punkter af rent ikke-faglig karakter ind for at legitimere androide følelser. - Ork, jeg forstår Dem så godt. Man skal nok vende sig mod taoistiske kulturer for at finde sammenlignelighed. Ofte er halvfems procent af disse møder af rendyrket ceremoniel karakter. Den egentlige substans, som skal findes mellem linjerne er kun synlig for de drevne og erfarne, som kan øve indflydelse, mens de yngre endnu skal bruge al deres tid på at øve sig i etiketten. Der er ingen genveje eller ”lette” løsninger. Departementschefen valgte at bruge trappen frem for paternosteren som ikke gav ham de par minutter ekstra. Han mødte adskillige af ”de nye” på sin vej. Mange af dem havde tillagt sig en gang, der mindede om kapgang. Alle bar rundt på sagsmapper eller charteks og så meget determinerede ud. Han stod et øjeblik og dvælede ved Rasmus Larsens sentenser. En yngre mand standsede op. - Hør, De er vel ikke blevet dårlig, spurgte han. Ja, undskyld, jeg burde måske kende Dem? - Tak for Deres venlighed, nej, jeg har det godt, faktisk glimrende; og jeg forventer ikke, at De skulle kende alle departementscheferne. - Nå, jeg må videre,.. hej. - Ja, det må De vel, hvis ”¦ Ordene blev hængende i luften og nåede aldrig den travle mands ører. Hej? Nå, tænkte departementschefen og gik roligt videre. Så står det måske ikke så galt til, endda. Men dette ”hej” ville han aldrig forstå. ”Hej, og huj og hast”, tænkte han. Han havde aldrig spildt et minut på at at overveje, om han selv havde travlt. Han bankede militærisk de tre bank ”x---x-x” på kontorchefens dør og afventede sekretærens ”Ja?”. Det var kontorchefen, der selv åbnede. - Dav, jeg tænkte nok du selv kom. Her skal du se listen, som vi nu har stykket sammen. Det er blevet en broget skare. Alle givne kriterier er blevet fulgt til punkt og prikke. Måske med undtagelse af alderskriteriet, hvor vi har brugt en nedre grænse på 25 år. En note begrunder denne disposition. Men jeg forstår, at sagen haster”¦ - Jah, det gør den vel; derfor er der heller ikke plads til at overse den mindste svaghed, som oppositionen ville nyde at bore i, svarede departementschefen. Men tak for sagsakterne, som uden tvivl vil glide glat igennem. - Har du nogen anelse om dagsordenen for arbejdsgruppens første møde? Eller er det bare konstituerende? - Godt spørgsmål. Meningen er vist, at CERT-grupperne hver især skal arbejde, som de selv beslutter. Det bliver det rene gedemarked, sagt mellem os. Kontorchefens sekretær kom tilbage. - Nå, her er De. Frk. Nielsen har bippet Dem flere gange”¦. Der står en professor Lucide på Deres kontor”¦ - Lucide?... det burde sige ham noget”¦ Tak, jeg går derind straks. Hans dør stod åben, så han kunne ikke undgå at høre sin sekretær irettesætte deres gæst. Han rømmede sig lidt højere end nødvendigt og skyndte sig at lukke døren efter sig. - Jamen dog, har jeg glemt en aftale? - Nej, det har De ikke! svarede sekretæren. Men den tobaksrygende herre her insisterer på at tale med Dem. Skal jeg tilkalde en betjent? - Nej nej, de har sikkert vigtigere ting at tage sig til. Professoren stod utålmodigt med en velduftende Flora Danica mellem fingrene og så sig om. - Goddag, sagde han overrasket, ja, De må undskylde, at jeg trænger mig på, men jeg har jo fået meddelelse herfra om, at jeg til enhver tid er velkommen til at kontakte Dem. Hvor finder jeg et askebæger? - Kom skal De se. Departementschefens øjne skimmede oversigten i mappen og fandt professorens navn. - De er meget velkommen, jeg står netop med sagen her. Men vær rar at gå med lige herhen. Han ledsagede Lucide hen til en af de sidste rygekabiner på ”Borgen”. - Her kan vi stå og tale uforstyrret; ja, stolene er blevet fjernet. I det samme gik udsugningen i gang og tvang dem til at tale højere. Der gik vel et minut eller to, før en tredje ryger stillede sig afventende foran kabinen. - Kom. Her er sgu ikke til at være. Lucide fulgte pligtskyldig efter. Ned ad trappen, ud ad hovedindgangen, tværs over Rigsdagsdagsgården og ind gennem en port til Proviantpassagen. - Her kan vi være i fred. Bibliotekshaven er mit faste tilflugtssted. Her henne under pergolaen et der et par af de gamle træbænke. Når roserne springer ud, er her en livsaglighed af dufte. - Ikke som nu, hvor her mere er rævekager i luften. Esoteriske Slips Kap. 72 Kunst og kurver Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
