 |  | Esoteriske Slips Kap. 72 Kunst og kurver |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 72 Kunst og kurver Francois sad og genopfriskede sit modersmål mens han lyttede til dækningen af pressemødet i Elysée-palæet, hvor Sarkozy’s møde med Helle Thorning-Schmidt blev direkte transmitteret. Der var ikke længe til præsidentvalget og François Hollande stod stærkt i meningsmålingerne. Statsministeren var i sit Es, især når journalisterne med slet skjult betagelse henvendte sig den blonde, meget smilende og velklædte regeringschef fra det høje nord. CERT-projektet var åbenbart ikke til drøftelse. I hvert fald ikke, hvis man skulle tro ”France 2”, hans foretrukne TV-station. - Skulle I ikke se at få det gamle cykelstativ skiftet ud, spurgte Maria, da han lukkede for skærmen. - Synes du? Der er da stadigvæk nogle, der finder din fars skilt interessant. Og ”Ordhandel” er vel ganske dækkende for forretningen, selv om ordene har fået en anden karakter. Men du kan jo selv spørge August. - Nej, så vigtigt er det ikke. Så får jeg bare historien om beslagssmedens ornamenter. Hvis Marianne spurgte, ville han skifte skiltet ud samme dag, lo hun hemmelighedsfuldt. - Det er jeg nu ikke så sikker på, at du får held med. Det er helt utroligt, som din far har fundet sin anden ungdom. Hun er nu også en begavet dame. - Ja, så længe han bare undgår at gentage de værste dumheder. Men med hans hukommelse er der nok ikke fare på færde. Sjovt nok lægger han aldrig sådan rigtig skjul på noget - eller også er han bare ret god til det... Det er morsomt, at han kan blive ved med at finde nye jagtmarker. Han er umættelig. Og jeg elsker ham for det. - Hvordan går det med hans og professorens studier i det indiske? - Det tør jeg slet ikke spørge ham om; jeg tror nu ikke, at de gamle statuers linjer helt kan udkonkurrere Helgas eller Mariannes kurver. Det er vist nok meningen, at de vil have dem vurderet af et auktionshus. - Jeg tror, at din fars næse for kunst og kurver er bedre end auktionshusets. - Ja, det er de mærkeligste ting, der interesserer ham. Louise har for resten en klassekammerat med hjem i dag; de skriver projektopgave om vampyrer! Ja, de måtte selv vælge”¦ - Det er sikkert noget tværfagligt med flagermus i zoologi eller biologi hedder det vist. Man har vel lov at håbe. - Ja, ja, det nok ikke så tosset. Bare de nu ikke regner med at spørge far om hjælp. Er han overhovedet kommet hjem? - Det ved jeg ikke. han har ikke været i forretningen. Skal jeg lave mad i aften? Jeg købte den Bayonneskinke i går, og så med kartofler og stuvet spinat? - Det vil være dejligt mon chéri, jeg var bange for at du ville foreslå en af fars underlige livretter. Men klokken er kun jo kun elleve, vi har ikke engang spist frokost, og du snakker allerede om aftensmad. ”Mon chéri” var tidligere deres eget lille private kodeord, som slet og ret betød: ”jeg vil hurtigst muligt have dig”. Han satte deres telefoner off og hun satte skiltet på døren; det plejede at virke efter hensigten. Denne gang fik Vivaldi fonøjelsen af at akkompagnere deres kærtegn, lyde og bevægelser. I stilheden, der fulgte, lå de længe bare og nød den afslappede eftervirkning, indtil baggrundslydende blev mere nærværende og påkaldende. Hun rejste sig og strakte sig og spurgte drillende, om han ikke kunne finde ”repeat-knappen”, men han blev liggende og prøvede at ligne en udslukt geiser. Mørk var kommet sent hjem fra Marianne. Han havde nydt hvert sekund i hendes selskab. Hun havde lavet hakkebøf med bløde løg og ovnbagte rodfrugter. De havde delt en god flaske rødvin. Efter middagen var han blevet beordret ud i køkkenet, hvor hun bad ham om at tage sko og sokker af. Så måtte han vente lidt med at ryge. Hun havde hældt vand i et lille fodbadekar og bad ham tage plads. - Er det ikke romantisk, kære, lo hun og tændte for en massagevibrator i bunden af den lille balje. Om ti minutter skal jeg ordne dine negle. Du kan da ikke være bekendt at gå rundt sådan. - Nåh,”¦ Han vidste ikke, hvad han skulle indvende. Han gik jo aldrig barfodet rundt mellem folk. Men I guder, hvor han nød det. Maria havde flere gange forgæves tilbudt at ”ordne hans fødder”. Det her var noget andet. Hun trak den anden stol hen og satte sig overfor ham med et håndklæde i skødet. - Kom så, en ad gangen. Han var hjælpeløs - og hans tæer lod sig villigt nusse. - Du er smuk, Marianne. Han forlod hende omkring kl. 22 og nærmest svævede hele vejen hjem. Jo, det havde igen været en dejlig aften. - Tak, sagde han højt og kikkede op på månen. - Hvad siger De, spurgte en nydelig dame nervøst. Jamen, er det dig Mørk? Olivia Parelius stak sin arm under hans. Jeg troede et øjeblik, du bare var en overrislet fremmed herre. Må jeg følges det sidste stykke med dig? - Det vil være mig en glæde, sagde Mørk og markerede at lette på hatten. Og du kan være helt tryg, mænd i min alder er ganske ufarlige på denne tid af dagen, hvis de er på vej hjem. - Du virker så glad, - ja, næsten overstadig? - Hvor tit får man ordnet sine fødder? svarede han. Sikke en dag og en smuk aften. Francois sad og genopfriskede sit modersmål mens han lyttede til dækningen af pressemødet i Elysée-palæet, hvor Sarkozy’s møde med Helle Thorning-Schmidt blev direkte transmitteret. Der var ikke længe til præsidentvalget og François Hollande stod stærkt i meningsmålingerne. Statsministeren var i sit Es, især når journalisterne med slet skjult betagelse henvendte sig den blonde, meget smilende og velklædte regeringschef fra det høje nord. CERT-projektet var åbenbart ikke til drøftelse. I hvert fald ikke, hvis man skulle tro ”France 2”, hans foretrukne TV-station. - Skulle I ikke se at få det gamle cykelstativ skiftet ud, spurgte Maria, da han lukkede for skærmen. - Synes du? Der er da stadigvæk nogle, der finder din fars skilt interessant. Og ”Ordhandel” er vel ganske dækkende for forretningen, selv om ordene har fået en anden karakter. Men du kan jo selv spørge August. - Nej, så vigtigt er det ikke. Så får jeg bare historien om beslagssmedens ornamenter. Hvis Marianne spurgte, ville han skifte skiltet ud samme dag, lo hun hemmelighedsfuldt. - Det er jeg nu ikke så sikker på, at du får held med. Det er helt utroligt, som din far har fundet sin anden ungdom. Hun er nu også en begavet dame. - Ja, så længe han bare undgår at gentage de værste dumheder. Men med hans hukommelse er der nok ikke fare på færde. Sjovt nok lægger han aldrig sådan rigtig skjul på noget - eller også er han bare ret god til det... Det er morsomt, at han kan blive ved med at finde nye jagtmarker. Han er umættelig. Og jeg elsker ham for det. - Hvordan går det med hans og professorens studier i det indiske? - Det tør jeg slet ikke spørge ham om; jeg tror nu ikke, at de gamle statuers linjer helt kan udkonkurrere Helgas eller Mariannes kurver. Det er vist nok meningen, at de vil have dem vurderet af et auktionshus. - Jeg tror, at din fars næse for kunst og kurver er bedre end auktionshusets. - Ja, det er de mærkeligste ting, der interesserer ham. Louise har for resten en klassekammerat med hjem i dag; de skriver projektopgave om vampyrer! Ja, de måtte selv vælge”¦ - Det er sikkert noget tværfagligt med flagermus i zoologi eller biologi hedder det vist. Man har vel lov at håbe. - Ja, ja, det nok ikke så tosset. Bare de nu ikke regner med at spørge far om hjælp. Er han overhovedet kommet hjem? - Det ved jeg ikke. han har ikke været i forretningen. Skal jeg lave mad i aften? Jeg købte den Bayonneskinke i går, og så med kartofler og stuvet spinat? - Det vil være dejligt mon chéri, jeg var bange for at du ville foreslå en af fars underlige livretter. Men klokken er kun jo kun elleve, vi har ikke engang spist frokost, og du snakker allerede om aftensmad. ”Mon chéri” var tidligere deres eget lille private kodeord, som slet og ret betød: ”jeg vil hurtigst muligt have dig”. Han satte deres telefoner off og hun satte skiltet på døren; det plejede at virke efter hensigten. Denne gang fik Vivaldi fonøjelsen af at akkompagnere deres kærtegn, lyde og bevægelser. I stilheden, der fulgte, lå de længe bare og nød den afslappede eftervirkning, indtil baggrundslydende blev mere nærværende og påkaldende. Hun rejste sig og strakte sig og spurgte drillende, om han ikke kunne finde ”repeat-knappen”, men han blev liggende og prøvede at ligne en udslukt geiser. Mørk var kommet sent hjem fra Marianne. Han havde nydt hvert sekund i hendes selskab. Hun havde lavet hakkebøf med bløde løg og ovnbagte rodfrugter. De havde delt en god flaske rødvin. Efter middagen var han blevet beordret ud i køkkenet, hvor hun bad ham om at tage sko og sokker af. Så måtte han vente lidt med at ryge. Hun havde hældt vand i et lille fodbadekar og bad ham tage plads. - Er det ikke romantisk, kære, lo hun og tændte for en massagevibrator i bunden af den lille balje. Om ti minutter skal jeg ordne dine negle. Du kan da ikke være bekendt at gå rundt sådan. - Nåh,”¦ Han vidste ikke, hvad han skulle indvende. Han gik jo aldrig barfodet rundt mellem folk. Men I guder, hvor han nød det. Maria havde flere gange forgæves tilbudt at ”ordne hans fødder”. Det her var noget andet. Hun trak den anden stol hen og satte sig overfor ham med et håndklæde i skødet. - Kom så, en ad gangen. Han var hjælpeløs - og hans tæer lod sig villigt nusse. - Du er smuk, Marianne. Han forlod hende omkring kl. 22 og nærmest svævede hele vejen hjem. Jo, det havde igen været en dejlig aften. - Tak, sagde han højt og kikkede op på månen. - Hvad siger De, spurgte en nydelig dame nervøst. Jamen, er det dig Mørk? Olivia Parelius stak sin arm under hans. Jeg troede et øjeblik, du bare var en overrislet fremmed herre. Må jeg følges det sidste stykke med dig? - Det vil være mig en glæde, sagde Mørk og markerede at lette på hatten. Og du kan være helt tryg, mænd i min alder er ganske ufarlige på denne tid af dagen, hvis de er på vej hjem. - Du virker så glad, - ja, næsten overstadig? - Hvor tit får man ordnet sine fødder? svarede han. Sikke en dag og en smuk aften. Esoteriske Slips Kap. 73 Gemmeleg og rollespil Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
