 |  | Brev om en evighed, der ikke findes |
 |
|
|||||||||||||
|
Måske vågnede du til lyden af hans vejrtrækning imorges. Måske børstede I tænder og grinede af hinandens koncentrerede ansigter. Måske tegnede han endda et hjerte på spejlet, imens du var i bad. Måske drak I kaffe sammen, præcis som I plejer - hans sort, din med sukker. Han lo, imens du vredt læste fragmenter af politiske artikler op; hvad fanden er der galt med verden, sagde du. Han svarede måske, at i det mindste havde I hinanden; eller måske smilede han blot hemmelighedsfuldt, og du glemte at lægge mærke til kærligheden i hans mundvige. Når noget har været der længe, begynder man at glemme, at det findes; det bliver trivielt, konstant, og begynder at miste den betydning, det havde i begyndelsen. Måske glemmer du at ligge mærke til hans duft, vanilje og røg, når du begraver hovedet i hans trøje om aftenen; du springer måske ikke længere op, når du hører nøglen i låsen; kigger ikke engang op, når han kommer ind i stuen, for optaget af fjernsynsverdener og andre liv. Og måske tror du, at dette intet betyder, at dette er resten af jeres liv; måske har du fortrængt, hvad der var engang. Men hvad nu hvis I dag var anderledes? Hvad nu hvis du glemte at kysse ham, før du tog på arbejde - hvad nu hvis du ikke engang lagde mærke til rynkerne i hans pande, hans mumlen i søvnen, tusind mareridt. Hvad hvis du tog på arbejde og glemte at svare på hans beskeder, fordi der var opgaver og andre mennesker, og du havde travlt? Og hvad nu hvis du spiste alene og blot behøvede at lave mad til én, hvis lyden af klirrende nøgler hørte fortiden til; og hvad hvis han ikke kom hjem? Hvad hvis han ikke engang var? Måske vågnede du til lyden af hans vejrtrækning igår eller dagen før; men tænk hvis du kun vågnede til lyden af hans ekko imorgen, hans spøgelse. Tænk hvis der kun var én dyne, og du vendte dig om i sengen og hans side var blevet kold. Ville du savne trygheden ved hans arme efter hvad der synes at være en livstid i kaos? Ville du savne hans velkendte ansigt, hans stemme rungende igennem lejligheden, hans latter, hans spejlbillede? Ønske du havde værdsat det hele lidt mere? Alle de store ting, som syntes så små og ligegyldige. Alle de ting der støbte sig sammen og lagde fundamentet for jeres kærlighed, jeres liv. Måske skulle du standse et øjeblik, sætte tiden på pause, og huske, hvorfor I blev forelskede engang; og huske at I vel egentlig endnu elsker hinanden i dag. Vi kan ikke give dig en evighed; men vi kan give dig nu. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
