 |  | Ved uendelighedens fod (Tanker om daoismen) |
 |
|
|||||||||||||
|
Det rykker i den lunge, hvor smerten har valgt at finde ro. Koldsved og oprør fylder mine drømme, en kræftknude i mit indre - der nægter at dø, også selvom jeg fodrer den med kemo fra bøgerne. Jeg kan aldrig slippe væk fra mig selv. - er for evigt fanget i fængslet af mine egne begrænsninger. Jeg higer efter at være hel, jeg råber i angst efter frihed. Men jeg kan ikke finde den - friheden. Jeg kan aldrig nå derhen, jeg er som væsen, for evigt og ind i døden, altid lænket til en verden, der stopper ved en kant. Det bedste jeg kan gøre er at glemme. at danse omkring i den store have ved det uendeliges fod. Uvidende og til tider lykkelig, men aldrig hel. Jeg finder min erstatning i grænselandet, hvor andre syngende holder i hånd og med kærlighedens slør binder de lyksalige bind for hinandens øjne Det uendelige er ikke værd at kigge på, men dog er det deri, vores verdner finder sted. Men vi kan mærke den - uendeligheden. Vi er selv en del af den. Det absolutte er helt, og vi som væsener, må altid være lidt, men kan aldrig være alt. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
